Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Borgerretighedsbevægelsen (The Civil Rights Movement) arbejdede i USA's sydstater - særligt mellem 1955 og 1968 - med at skaffe USA's sorte lige borgerrettigheder.

Selv efter den 2. verdenskrig var USA fortsat præget af raceskel mellem de hvide og USA's sorte minoritet (i 1974: 11,1 % af befolkningen). I Nordstaterne var skillelinierne stort set økonomiske og sociale, og her fandt man de store ghettoer i storbyerne. I Sydstaterne - heri indregnet de såkaldte «grænsestater» som Maryland, Kansas, Kentucky og Tennessee, hovedstaden Washington D.C. - samt naturligvis de typiske sydstater som Mississippi, Alabama og Georgia, var raceskellet og forskellen mellem racerne slået fast - også gennem love og regler - og det var officiel politik både lokalt og i delstaterne.

I disse stater støttede de hvide sig juridisk til en dom fra USA's Højesteret fra 1896, der erklærede at raceskel og raceadskillelseslove var tilladt efter grundloven, så længe der blev givet lige ydelser til begge racer. I mange årtier havde sorte ledere påpeget, at raceskellet var undertrykkende og diskriminerende og krævet det fjernet. Skoler, boliger, transportmuligheder, jobs, lønninger, samt offentlige og halvoffentlige tiltag og ydelser, var langt fra lige. Tværtimod var de altid væsentligt dårligere for sorte. Selve det formelle raceskel, indført af en hvid majoritet for at holde en minoritet under økonomisk og social kontrol, var i sig selv racistisk undertykkende, og i strid med både FNs menneskerettigheder og borgerrettighederne som de er defineret i USA's egen grundlov.

Mandag den 17. maj 1954 - af de hvide racister kaldt «Black Monday» - blev der afsagt en ny højesteretsdom, der endelig erklærede raceskellet i offentlige skoler for grundlovsstridigt. Dommen gjaldt formelt kun skolen, men havde indirekte betydning også for anden offentlig virksomhed. De første par år efter dommen var der forholdsvis roligt i Sydstaterne. Hovedsageligt fordi Højesteret ventede et år med at udstikke retningslinier for, hvordan ophævelsen af raceskellet skulle gennemføres, og fordi skolebestyrelserne fik god tid til at lægge planer. Men derefter øgede utålmodigheden blandt de sorte, og de første konkrete konsekvenser af højesteretsdommen trådte frem. Da brød den massive hvide modstand for alvor igennem, samtidig med at viljen og evnen til kamp for de sortes rettigheder voksede, også blandt de sorte i sydstaterne med støtte fra sorte og en del hvide liberale fra Nordstaterne. Og så var der borgerrettighedsbevægelsen. Den blev aldrig en enhedsorganisation, og bevægelsen var heller ikke enhedsorienteret i dens politik eller ideologi. Men i dens vigtigste år fra 1960 til 63-64 kunne den mønstre titusinder, hundredetusinder til demonstrationer for borgerrettigheder og mod racisme og fattigdom. Den ændrede grundlæggende de amerikanske love til beskyttelse af minoriteter, selv om den ikke magtede at ændre de virkelige magtforhold i det nordamerikanske kapitalistiske samfund.

Nogle henregner bevægelsens «fødselsdag» til december 1955, da en sort kvinde, Rosa Parks, for første gang nægtede at lade sig forvise til den bageste, «sorte» del af en bus i Montgomery, Alabama. Hun blev arresteret for at have «krænket» raceadskillelseslovene. Men konsekvensen af dette var uventet for de hvide. Montgomerys sorte ville ikke længere acceptere undertrykkelsen. Under ledelse af baptistpræsten Martin Luther King jr. igangsatte de en boykot af busselskabet. Den første vellykkede ikke-voldsaktion vandt efter nogle måneder. De sorte udgjorde 65 % af buspassagererne. Det økonomiske grundlag for busdriften forsvandt, og dette ramte igen de hvide. De sorte havde prøvet og opdaget effekten af et våben, de skulle komme til at få anvende mange gange senere under borgerretighedsskampen. Bevægelsen havde også fået en leder, i alt fald en moralsk lederskikkelse.

De hvide modstandere brugte vold, trusler, økonomisk pression, og andre overgreb. Mobning fra de hvides side blev en velkendt del af hverdagen for de sorte, der krævede deres ret til lige behandling og lige muligheder i det nordamerikanske samfund. Mest kendt er nok begivenhederne i Little Rock, Arkansas, i 1957, hvor tusinder af hvide racister med støtte fra statens guvernør, hindrede 9 sorte elever i at begynde på ungdomsskolen. Pøbelen lod sig først drive tilbage, da præsident Eisenhower til sidst blev presset til at indkalde føderale soldater for at håndhæve højesteretsdommen.

Udover de store demonstrationer var det givet «sit-in»-demonstrationsformen, der blev mest kendt som borgerrettighedsbevægelsens aktionsmetode. Den bestod ganske enkelt i, at sorte - af og til i selskab med hvide sympatisører - satte sig ned i den del af en cafe, restaurant, bibliotek, park, biograf eller lignende, der var «reserveret hvide». De blev siddende, til de fik, hvad de bad om, eller - som oftest - til de blev angrebet af hvide racister og/eller arresteret. Næste dag kom de eller eller nogle andre aktivister fra bevægelsen så igen. Denne ikke-voldsbevægelse mødte på denne måde voldssiden af det nordamerikanske samfund. De udfordrede voldsmændene, politiet, racismen og magtmisbruget. Nogle af dem blev dræbt, mange andre skadet. Men længe holdt de fast i ideologien om ikke-vold, og kombinerede den med princippet om «borgerulydighed», der er troen på, at man ved at nægte at adlyde en uretfærdig lov, kan udhule og fjerne ikke bare loven, men også uretfærdigheden. Her afslørede bevægelsen sin tætte kontakt med det sorte kristent-religiøse sydstatsmiljø, hvorfra en række af lederne blev rekrutteret fra.

Den vigtigste organisation indenfor borgerrettighedsbevægelsen var Southern Christian Leadership Conference (SCLC) der blev ledet af Martin Luther King jr. Her deltog også en del hvide præster sammen med religiøst engagerede lægfolk. Den ældste borgerrettighedsorganisation i USA, NAACP (National Association for the Advancement of Colored People), der var dannet i 1919, deltog i opbygningen af bevægelsen, men overvejende gennem juridisk bistand og pengestøtte. Efterhånden som resten af bevægelsen udviklede sig, gennemførte også lokalafdelinger af NAACP i Sydstaterne deres egne aktioner. En anden organisation med tyngde indenfor bevægelsen var SNCC, (The Student Non Violent Coordinating Comittee), der var dannet i 1961, og som væsentligst bestod af sorte studenter fra Sydstaterne. Sammen med mange lokale studentergrupper koncentrerede SNCC sig om sit-in-demonstrationer og arbejdede for at skaffe de sorte større politisk indflydelse. Særlig gjaldt det arbejdet med at få vælgerregistreret de sorte i Sydstaterne. De blev forfulgt med vold, terror og trusler, tre blev dræbt og mange såret. Men nogen resultater gav det. Det etablerede USA begyndte at føle, at noget måtte gøres. Det var borgerrettighedsbevægelsens fortjeneste, at man i Washington for første gang i løbet af 100 år endelig vedtog love, der tog sigte på at forbedre den sorte befolknings status.

Præsidenterne Eisenhower, Kennedy og Lyndon Johnson fremlagde alle lovforslag om borgerrettigheder for Kongressen, og fik dem i udvandet form vedtaget. I 1957 blev der oprettet en føderal kommission, der skulle lave en oversigt over overgreb mod minoriteter. Både i 1957, 1960 og 1965 kom der love, der skulle gøre det lettere for sorte at stemme ved valgene. Det var på høje tid. Endnu i 1964 var fortsat kun 6 % af de stemmeberettigede sorte i Mississippi registreret som vælgere. I 1964 blev hovedloven vedtaget, der med et supplement fra 1968, skulle beskytte de sorte mod diskriminering i transport, på boligmarkedet og i arbejdssituationen.

De vigtigste grunde til Washingtons reformiver fremgår af præsident Kennedys udtalelser, da han fremlagde sine forslag: «... de bør vedtages... ikke bare af hensyn til økonomisk effektivitet, vort omdømme udenlands, og behovet for ro og orden her hjemme, . .. men også fremfor alt fordi de er retfærdige.»

Det er næppe nogen tvivl om, at man i USA hvor uretfærdighed på dette og andre områder havde vært accepteret i århundreder - og fortsat accepteres - lagde afgørende vægt på de første tre punkter. Men stillet overfor disse lovtiltag, disse tilsyneladende forbedringer og også under indtrykket af en Vietnamkrig hvor USA optræder som en klart imperialistisk stat i forhold til farvede folkeslag langt borte, begynder borgerrettighedsbevægelsen at afsløre sin største svaghed. Den har ingen samfundsanalyse. Den har ikke forstået, hvilke kræfter der opretholdt forskelsbehandlingen, racismen og undertrykkelsen. Den havde sigtet mod at ændre holdninger og love, men ikke i væsentlig grad økonomiske forhold og andre magtforhold. Både sorte og hvide, men i særlig grad en del af de unge sorte radikale studenter registrerede i stigende grad, at sejrene ikke betød noget afgørende gennembrud. Arbejdsløsheden og ghettotilværelsen i nord - og i stigende grad også i syd efterhånden som industrialiseringen der også blev stadig stærkere - var der, og er der fortsat. Lovene viste sig at være svagere og mere gennemhullede end man havde håbet. Da Martin Luther King jr. blev dræbt i 1968, var borgerrettighedsbevægelsen i fuld opløsning. Drabet kom til at stå som den endelige afvisning af begrebet ikke-vold og af håbet, om at borgerrettighedsbevægelsen kunne føre til gennemgribende ændringer i det nordamerikanske samfund. Et samfund der lader enkelte individer og klasser udbytte andre. Man registrerede dobbeltmoralen. James Reston skrev i New York Times: «Nationen er forfærdet over drabet på King. Men den er ikke forfærdet over de forhold hans folk lever under. Nationen sørger over manden, men ikke hans sag.»

Den vigtigste udfordring til borgerrettighedsbevægelsen kom indefra, fra den sorte nationalisme, både den kulturelle og den politiske. Flere af nationalisternes vigtigste talsmænd kom fra borgerrettighedsbevægelsen og startede i begyndelsen af 60'erne debatten om, hvilken plads de hvide skulle have i de sortes kamp for frihed, lighed og magt over egen fremtid. Særligt indenfor SNCC blev det stadigt stærkere understreget, at først måtte de sorte få kontrol over deres situation og deres organisationer. Først derefter kunne «samarbejdet» med de hvide begynde. Ikke-volds-ideologien blev udfordret af sorte, der mente, at den undertrykte må have fuld ret til at forsvare sig, om nødvendig med våben og vold, når han bliver angrebet. Socialistisk teori og revolutionær, nationalistisk tankegang blev stadig mere almindelig blandt talsmændene for «Black Power». Det understregede, at borgerrettighedsbevægelsen ikke havde magtet at gøre noget ved den daglige fornedrelse i ghettoerne. Kravet om sort, kollektiv selvhjælp, med en langt stærkere kontrol over hvordan midler anvendes og tiltag igangsættes i de sorte områder, blev almindelige og skabte nye spændinger i bevægelsen. Gennem 1970'erne prægede de sorte nationalisters personer og organisationer begivenhederne og debatten i det sorte USA. Men indre splittelse og en intens bekæmpelse fra myndighedernes side hindrede samtidig disse grupper i at blive effektive organer og redskaber for en varig gennemgribende ændring af det nordamerikanske samfund, og for fjernelse af undertrykkelsen af størstedelen af den sorte befolkning.

O.C.L.