Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Abdelaziz Bouteflika (1937-), algiersk politiker, landets præsident siden 1999. Født 2. marts 1937 i Oujda (Marokko) i en familie fra Tlemcen - en vigtig by i den vestlige del af Algeriet. Bouteflika sluttede sig i 1956 til den nationale befrielsesbevægelse FLN, og antog pseudonymet Si Abdelkader. Det forblev hans kælenavn sammen med det marokkanske der refererede til hans fødested.

Efter Algeriets uafhængighed i 1962 (se Algierkrigen) blev han delegeret for Tlemcen i den grundlovsgivende forsamling og minister for ungdom og sport i Ahmed Ben Bella regeringen. Det følgende år blev han udnævnt til udenrigsminister. En post han varetog frem til præsident Houari Boumediènes død i 1978. Han var indtil da regnet for præsidentens højre hånd.

Han forventede i 1979 at efterfølge Boumediène som præsident, men blev underkendt af militæret, der i stedet udpegede Chadli Bendjedid. Trods det at han blev udnævnt til minister for statslige anliggender, blev han skubbet stadig længere ud i den politiske kulde, for i 1981 helt at forlade den politiske arena.

I 1983 forlod han landet og opholdt sig i de følgende år i de Forenede Arabiske Emirater, Frankrig og Schweiz. Efter 6 år i udlandet vendte han tilbage og gik ind i FLN's centralkomite.

I januar 1994 afslog Bouteflika en opfordring fra militæret til at efterfølge den myrdede præsident Mohamed Boudiaf - sandsynligvis for at undgå at skulle bede de politiske partier om støtte. Boudiaf blev i stedet efterfulgt af general Liamine Zeroual. Endelig i april 1999 stilede Bouteflika op til præsidentvalget og blev valgt - officielt med 74% af stemmerne.

Valget blev vendepunktet i den borgerkrig, der var startet i januar 1992. Efter at Frelserfronten, FIS i juni 1999 eklærede våbenhvile, gav præsident Bouteflika i anledning af uafhængighedsdagen en måned senere amnesti til 2300 fængslede islamister og fremsatte for parlamentet desuden den såkaldte «Nationale Harmonilov» der først og fremmest gav amnesti til medlemmer og støtter af FIS. Samtidig erklærede han, at uanset om parlamentet forkastede eller vedtog loven, ville den blive sendt til folkeafstemning inden udgangen af september, og hvis denne afstemning forkastede loven, ville han træde tilbage.

Trods voldsom opposition fra RCD hvis medlemmer boykottede afstemningen, blev loven vedtaget i begge parlamentets kamre - i underhuset med 288 stemmer ud af 380 og i overhuset med 131 ud af 150. Den efterfølgende folkeafstemning blev en dundrende succes. Valgdeltagelsen var 85%, og heraf stemte 98,63% ja. Som konsekvens af lovens vedtagelse blev yderligere 20.000 fanger løsladt. Alligevel fortsatte borgerkrigen med 1000 døde i de første 5 måneder af 2000. Men intensiteten var faldet betydeligt, og det isolerede GIA stod bag de fleste massakrer.

Præsident Bouteflika overraskede alle, da han indrømmede, at borgerkrigen havde kostet 100.000 dræbte. Myndighederne i Algeriet havde indtil da insisteret på, at tabstallet ikke var højere end 26.000. Præsidenten tog endvidere initiativ til at forbedre relationerne med nabolandene. Især med Marokko, med hvem relationerne havde været praktisk talt dybfrosset siden 1994. Bouteflika erklærede 3 dages landesorg i Algeriet, efter at Marokkos kong Hassan døde i juli 1999. Samtidig erklærede han, at Vestsaharas skæbne var et spørgsmål der alene måtte afgøres af FN. Netop Vestsahara har været den vigtigste kilde til spændinger mellem Algeriet og Marokko.

I juni 2000 aflagde Bouteflika et fire dages statsbesøg i Paris. Det første en algiersk præsident  havde aflagt i Frankrig siden borgerkrigens udbrud og det første fra en algiersk statschefs side i 14 år.

A.J.