Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

FIS (Den islamiske Frelserfront), islamisk fundamentalistisk bevægelse fra Algeriet, stiftet 18. februar 1989 i al-Sunna moskeen i Bab el Oued. Bevægelsen blev officielt legaliseret af indenrigsministeriet 16. september samme år.

Kernen i FIS' ideologi er den nøje respekt for islams værdier. Dette indebærer, at landets lovgivning i alle henseender skal baseres på den islamiske lovsamling, Shariaen. Begrebet demokati associeres med ateisme, og tilladelsen af partier «hvis grundlag strider med islam» fordømmes. Allerede inden 1. runde af parlamentsvalget i december 1991 talte visse FIS ledere om at forbyde sekulære (ikke-religiøse) og socialistiske partier, hvis FIS vandt valget. FIS er imidlertid en stærk heterogen bevægelse med store interne modsætninger. Først og fremmest mellem på den ene side Djazaara klanen (Djazarierne) der går ind for dialog og gradvis islamisering, og som ideologisk ligger tæt på det ægyptiske Muslimske Broderskab. Og på den anden side Salaafia klanen (Salaafierne), der støtter en radikal islamisering og har et mere internationalt perspektiv.

Siden sin oprettelse har FIS udviklet sig til landets ledende politiske parti. Det tiltrak hurtigt unge arbejdsløse eller marginaliserede algierere, der udgør en betydelig del af befolkningen. Under lokalvalget 12. juni 1990 vandt det 54,3% af stemmerne, og markerede dermed en solid tilstedeværelse i et stort antal lokalområder rundt omkring i landet. Efterfølgende vandt FIS 47,3% af stemmerne ved første runde af parlamentsvalget 26. december 1991, der samtidig var præget af at valgdeltagelsen kun var 59%. FIS drog bl.a. fordel af et valgsystem baseret på enkeltmandater valgt i to runder, i kredse der var vilkårligt inddelt, men således at de tilgodeså store partier. Dette system var indført af den siddende regering for at svække oppositionens muligheder.

Under disse omstændigheder besluttede militæret at gribe ind, valgprocessen blev afbrudt 11. januar 1992 og i marts blev FIS forbudt. De kommunalbestyrelser der blev ledet af FIS blev opløst, de moskeer den kontrollerede blev afpolitiseret og dens aktivister sat i fængsel. Parti blev reorganiseret i eksil - i Europa og USA - og illegalt inde i Algeriet.

FIS' væbnede gren, Hæren for islamisk Frelse (AIS) indledte sine aktioner i juli 1992 med angreb på militæret og offentlige bygninger. AIS tog også ansvaret for mordene på intellektuelle. Forbindelserne mellem FIS og de mest voldelige islamiske grupper er uklare, selvom nogle FIS ledere har kritiseret bl.a. GIA's blodige massakre på civile i stadig kraftigere vendinger.

I januar 1995 mødtes den algierske opposition i Sant' Egidio i Italien. Sammen med andre oppositionsledere underskrev FIS ledere i eksil her den «Nationale Kontrakt» - et dokument der fordømmer vold som et middel til politisk handling. Samtidig kræver dokumentet legalisering af FIS, og fastslår at genindførelsen af den demokratiske proces er den eneste måde at sikre en fredelig og blivende løsning på den algierske krise. FIS' Hovedbestyrelse i eksil vedtog senere i november 1996 en «Appel for Fred». I januar 1996 var partiets uforsonlige fløj blevet ekskluderet af dets internationale ledelse. I dag er FIS' internationale talsmand, Abdelkrim Ould Adda politisk flygtning i Belgien.

Forbuddet mod FIS fra militærdiktaturet i marts 1992 er siden blevet bekræftet i den reviderede forfatning fra november 1996, og efterfølgende i en lov fra februar 1997 der forbyder politiske partier baseret på «islam og arabisk identitet». FIS havde derfor ingen mulighed for at deltage i parlamentsvalget 5. juni 1997.

Alligevel er situationen forandret efter valget af præsident Bouteflika i april 1999. To måneder efter valget proklamerede AIS ensidig våbenhvile. Den blev fulgt op fra Bouteflikas side måneden efter med en amnesti til 2.300 fængslede islamister i anledning af uafhængighedsdagen. Parallelt hermed forelagde den algierske præsident en «National Harmonilov» for parlamentet, der primært havde til formål at give amnesti til medlemmer og sympatisører med AIS. Loven blev vedtaget med overvældende flertal i begge kamre - 288 af 380 medlemmer i Underhuset og 131 af 150 medlemmer i Overhuset. Loven blev efterfølgende sendt til folkeafstemning, hvor den blev vedtaget med over 98% af stemmerne. Det førte til, at yderligere 20.000 algierere fik amnesti.

A.J.