Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Israel
Arbejde  .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Udenrigsminister
Ideologi  .  Borgerlig  .  Konservativ
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2002
Læst af: 9.701
: :
Levy, David
David Levy
David Levy

David Levy (1937-), israelsk politiker, født i Rabat, Marokko i en fattig familie. Som 20 årig emigrerede han til Israel, hvor han skiftevis var arbejdsløs eller havde job som landarbejder eller håndværker. Efter at have meldt sig ind i den faglige landsorganisation Histadrut, startede han en politisk karriere, og blev i 1969 valgt ind i Knesset for Herut - det største parti der indgik i Likud koalitionen ved dennes dannelse i 1973.

Som populær sefardisk politiker bidrog han afgørende til Likuds valgsejr i 1977. I dag er det overvejende Likud der trækker de sefardiske stemmer i Israel. Levy fik først posten som minister for absorption af emigranter (1977-78) og siden posten som bygnings- og boligminister (1978-90). Det var i denne egenskab han fik mulighed for at overvåge og fremme Israels kolonisering af de besatte områder i Palæstina. I 1990-92 var han for første gang udenrigsminister.

Det var i denne periode, at rivaliseringen med Benjamin Netanyahu startede. Denne var på det tidspunkt vice-udenrigsminister og havde ledsaget premierminister Yitzhak Shamir til fredskonferencen i Madrid. Rivaliseringen forstærkedes, da Netanyahu i marts 1993 blev valgt som formand for Likud - på bekostning af Levys kandidatur. I juni 1995 besluttede Levy at forlade Likud, og istedet oprette sit eget parti, Gesher (hebræisk: Broen), sammen med sin bror Maxime Levy og en centrum-venstre sefardisk intellektuel, Yehuda Lancry, der havde været borgmester i byen Shlomo, og som nu er israelsk FN ambassadør.

I sidste øjeblik indgik han en alliance med Likud, der vandt valget i maj 1996. Han bragte Geshers 5 pladser ind i regeringen, og blev selv udnævnt til udenrigsminister. Trods posten havde han vanskeligt ved at trænge igennem med sine synspunkter, for premierminister Netanyahu besluttede selv at tage fuld kontrol over de israelsk-palæstinensiske relationer i samarbejde med sin tætteste rådgiver, Dore Gold. Under regeringsdannelsen opfordrede Levy Netanyahu til at give en ministerpost til Levys gamle ven Ariel Sharon. Selv om de to er gamle allierede, har de ikke fuldstændig sammenfaldende politiske holdninger. Sharon endte med at blive udnævnt til minister for national infrastruktur - et nyt ministerium. Levy trådte i januar 1998 tilbage som udenrigsminister.

Kort tid efter underskrivelsen af Wye River aftalen, der havde til formål atter at sætte gang i fredsprocessen, ønskede Levy atter at gå ind i regeringen, men forhandlingerne om dette strandede. Efter valget i juni 1999 blev han atter (for 3 .gang) udenrigsminister. Denne gang i Ehud Baraks regering, der blev dannet i juli. Han var samtidig en af de 3 vice-premierministre i Barak regeringen.

I juli 2000 nægtede han at deltage i Camp David fredsforhandlingerne og trådte den 2. august tilbage. Begrundelsen for hans tilbagetræden var utilfredshed med Baraks indrømmelser på spørgsmålet om Jerusalem, som premierministeren var villig til at give for at nå en fredsaftale med palæstinenserne.

Den politiker der engang syntes at have en strålende fremtid for sig, synes i dag at være blevet rullet tilbage til lokalpolitik. Hans vælgerkorps er i dag blevet opsamlet af Likud eller Arie Deris og Eli Yishais Shass parti, der er et orientalt ortodoks parti, der opsamler de sefardiske stemmer.

A.J.