Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Israel
Organisation  .  Offentlig organisation  .  Stat  .  Militær
Arbejde  .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Premierminister
      .  Indenrigsminister
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2002
Læst af: 14.925
: :
Barak, Ehud
Ehud Barak
Ehud Barak

Ehud Barak (1942-), israelsk general, politiker og medlem af arbejderpartiet. Han blev født i kibbutz af jødiske indvandrere af litauisk oprindelse og fik navnet Ehud Brog. Han studerede matematik ved Hebrew University i Jerusalem og siden administration ved Stanford i USA. Han startede sin militære karriere i 1959, og besluttede at ændre efternavn til Barak, der på hebræisk betyder «torden». I 1970'erne var kommandant for eliteenheden Sayyeret Matkal, i hvilken Yonathan Netanyahu (Benyamin Netanyahus ældre bror) også gjorde tjeneste. Som specialist i kommandooperationer deltog han i redningsaktionen i Entebbe, hvor israelere blev holdt som gidsler af PFLP under en flybortførelse i 1976; han deltog i mordet på 3 palæstinensiske ledere i Beirut i 1973, og deltog i forberedelserne til drabet på PLO's næstkommanderende, Abu Jihad i Tunis i 1988. I 1983-86 var han direktør for Israels militære efterretningsvæsen, og hans militære karriere kulminerede, da han i 1991 blev udnævnt til chef for generalstaben. Han stod bag deportationen af 412 palæstinensere til Sydlibanon i 1992, og i et forsøg på at knuse Hizbollah guerillaen organiserede han i 1993 på ordre af daværende premierminister Yitzhak Rabin den største israelske militæroperation i Libanon, siden Israel i 1982 invaderede landet. I 1994 overvågede han som generalstabschef den første israelske troppetilbagetrækning fra området omkring Jericho og Gaza - i overensstemmelse med Oslofredsaftalen.

Barak trak sig tilbage fra militæret den 1. januar 1995 som den mest dekorerede soldat i Israels historie, og startede officielt sin politiske karriere som medlem af arbejderpartiet den 16. juli samme år. Dagen efter blev han af premierminister Yitzhak Rabin udnævnt til indenrigsminister. Efter mordet på Rabin i november 1995 blev han udnævnt til udenrigsminister i Shimon Peres regeringen. Frem til partiets valgnederlag i maj 1996 koncentrerede han sit arbejde om gennemførelsen af Oslo aftalerne og forsøget på at nå en fredsaftale med Syrien. Han styrkede samtidig Israels forbindelser til de arabiske lande. I juni 1997 blev han valgt til Peres' afløser som leder af arbejderpartiet.

Han er tilhænger af «separation» fra palæstinenserne, og mener at ved en endelig fredsløsning med PLOØstjerusalem tilfalde Israel. Det samme gælder de omkringliggende bosættelser - specielt bosættelserne omkring Bethlehem - , Jordandalen og de fleste af bosættelserne langs demarkationslinien mellem Israel og Vestbredden. Ifølge Barak skal en mulig palæstinensisk stat være demilitariseret og indgå i konføderation med Jordan. Under et landsmøde i arbejderpartiet i 1997 stemte han for et forslag, der officielt anerkendte palæstinensernes ret til en selvstændig stat. Samme år kommenterede han den delvise militære tilbagetrækning fra Hebron: «vi må befri os selv fra den byrde det er at regere over palæstinenserne, der har boet i dette land i århundreder».

Den 17. maj 1999 fik han 56% af stemmerne ved valget i Israel og efterfulgte Benjamin Netanyahu på posten som premierminister. Hans parti havde i den foregående periode skabt valgalliancen Yisra'el Ahat («Et Israel») med dissidenter fra Likud og en række moderate religiøse politikere. Alliancen udgjorde en minoritet i Barak regeringen, der blev dannet med højreorienterede religiøse og nationalistiske partier.

Barak anses for at være Yitzhak Rabins «politisk-åndelige søn». Han fik atter gang i fredsprocessen, men den viste sig at være vanskelig, og det var ikke muligt at holde de satte deadlines - specielt ifht. implementeringen af Wye River aftalen.

Under sin tiltrædelsestale i Knesset som premierminister forklarede han, at hans fredspolitik var baseret på 4 søjler: fredsforhandlinger med Syrien og palæstinenserne samt forbedrede relationer med Egypten og Jordan. I forholdet til Syrien ønskede han at nå frem til en fredsslutning baseret på FN's resolutioner 242 og 338. Det ville indebære fuld israelsk tilbagetrækning fra Golanhøjderne til gengæld for fuld anerkendelse og normaliserede relationer. Ifht. Palæstina var Barak fortsat ikke villig til at indgå kompromiser om Jerusalem, men var dog villig til at acceptere eksistensen af en palæstinensisk stat, forudsat at den var demilitariseret. I forholdet til Libanon lovede Barak at trække de israelske tropper ud af den såkaldte «Sydlibanesiske sikkerhedszone» i midten af 2000. Den tilbagetrækning fandt faktisk sted året efter i maj 2000.

Hans regering indstillede imidlertid ikke spredningen og nybyggeriet af jødiske bosættelser i de besatte områder. Argumentationen var, at der var tale om byggeplaner udarbejdet under Netanyahu regeringen, og som nødvendigvis måtte opfyldes. Denne politik stod i modsætning til de indgåede aftaler med PLO og det internationale samfund. Dette var baggrunden for den stigende frustration blandt palæstinenserne, der eksploderede da Likud lederen Ariel Sharon foretog sit provokerende besøg på Haram Al-Sharif (Tempelbjerget) den 28. september 2000. (Bjerget kaldes Har Ha-Bayit blandt jøderne). Sharons besøg udløste den såkaldte al-Aqsa Intifada.

Den 22. oktober 2000 annoncerede Barak formelt indstillingen af fredsprocessen, trods den forholdsvis moderate sluterklæring fra den Arabiske Ligas topmøde i Cairo samme dag. Samtidig indledte han forhandlinger med Ariel Sharon med det perspektiv at danne national samlingsregering. Det mislykkedes. I stedet faldt hans regeringskoalition gradvist fra hinanden med Intifadaens fortsatte udvikling, og derfor besluttede han sig i slutningen af 2000 for at udskrive valg. Ved valget 6. februar 2001 blev han slået af Likud lederen Sharons højrekoalition, og han trak sig derfor tilbage både som medlem af parlamentet og som formand for arbejderpartiet.

Barak opfattes som en politisk «høg», der er særlig følsom i sikkerhedsspørgsmål. Han har selv udtalt, at han mener den virkelige forskel mellem ham selv og Likud er graden af «tro på fredsprocessen».

A.J.