Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Israel
Ideologi  .  Religion
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2002
Læst af: 18.380
: :
Sefardiske jøder

Efter at muslimernes sidste bastion i Spanien, Granada, i 1492 blev erobret af de kristne, udviste de katolske konger alle jøder fra landet, og efterfølgende også alle muslimer. Efterkommerne af jøderne fra Spanien (og Portugal) kaldes Sephardim, der stammer fra det hebræiske ord Sepharad, der betyder Spanien. De udviste jøder slog sig ned langs hele Middelhavskysten - fra Marokko til Egypten, fra Palæstina til Tyrkiet, fra Grækenland til Italien, men overvejende blandt de lokale samfund af orientalske jøder. Mange af deres efterkommere taler fortsat Ladino - en spansk dialekt blandt med hebræiske ord.

Trods det at faktisk er forkert, anvendes ordet Sephardim i dag også om orientalske jøder (hebr. Mizrahim) fra de muslimske lande. Generelt deler de to jødiske grupper da også de samme ritualer, sædvaner og love, der adskiller dem fra de Jiddish talende Ashkenazi jøder fra Europa. I Israel har de deres egne religiøse organisationer og deres egen overrabbiner.

Da det zionistiske projekt i 1880 blev lanceret i Palæstina, udgjorde de sefardiske jøder hovedgruppen af den lokale jødiske befolkning, og de var stærkt mistænksomme overfor zionismen og Ashkenazi indvandrerne. De blev efterhånden marginaliseret som følge af den massive indvandring af Ashkenazi jøder, og udgjorde i 1948 kun 20% af den jødiske befolkning i Israel. I 1948-57 indvandrede imidlertid 567.000 sefardiske jøder fra især Marokko, Yemen og Egypten.

Som følge af deres højere fødselsrate kom de allerede i 1960'erne til at udgøre den største gruppe blandt jøderne i Israel. Individuelt kunne sefardiske og orientalske jøder opnå betydningsfulde poster, men magten var fortsat solidt koncentreret blandt Ashkenazierne, og nogle sefardiske jøder klagede over åbenlys diskrimination indenfor de sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige områder. I starten af 1970'erne dannede de protestbevægelsen de Sorte Pantere, der var en kopi og navngivet efter Black Panthers i USA, men bevægelsen fik ikke større tilslutning ved valget i 1973.

Samme år sluttede højrefløjen sig sammen i Likud partiet under ledelse af Menachem Begin, og han spillede effektivt på den sefardiske utilfredshed med Arbejderpartiet, hvilket banede vejen for Likud valgsejren i 1977. Løfterne til de sefardiske jøder blev dog hurtigt glemt. Konsekvensen blev, at sefarderne selv gik i gang med dannelsen af politiske partier - efter enkelte fejlslagne forsøg efter selvstændigheden i 1948. Det første parti, Tami, blev dannet i 1981, men den mest succesfulde sefardiske partidannelse er fortsat Shas, der blev dannet i 1984. Det blev ledet af den kontroversielle marokkansk fødte Aryeh Deri, der har været involveret i økonomiske skandaler og skandaler omkring stemmekøb. I 1993 blev han tvunget til at trække sig tilbage fra indenrigsministerposten efter korruptions beskyldninger. Partiets spirituelle leder er den tidligere sefardiske overrabbiner Ovadiah Yosef. I 1995 brød det prominente sefardiske Likud medlem, tidligere udenrigsminister David Levy med partiet og dannede sit eget parti.

Trods det forhold, at de sefardiske jøder generelt er mere moderate i spørgsmålet om fred med arabere og palæstinensere og at Shas er et ikke-zionistisk parti der vender sig imod koloniseringen af de besatte områder (bortset fra Østjerusalem), så sluttede Shas sig alligevel til den Likud ledede koalition under Benjamin Netanyahus ledelse i 1996.

Efter den massive indvandring af jøder fra det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa fra slutningen af 1980'erne, har de sefardiske jøder atter mistet flertallet blandt den jødiske befolkning. Trods dens aktive deltagelse i politik og regering, er det sefardiske samfund i Israel fortsat underpriviligeret, og forholdet til Ashkenazierne præget af konflikter.

A.J.