Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Israel
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
Ideologi  .  Borgerlig  .  Konservativ
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2002
Læst af: 13.976
: :
Likud

Likud (hebræisk: Union), israelsk parlamentarisk gruppe dannet i 1973 ved et udbrud fra Gahal alliancen. Gahal var forkortelsen for Gush-Herut-Liberalisme, en politisk gruppe der eksisterede i 1965-73. Anledningen var, at Menahem Begin sluttede sit parti Herut (Frihedspartiet) sammen med det liberale parti, flere mindre højrefløjspartier og en række dissidenter fra Arbejderpartiet anført af Ariel Sharon. Herut var arvtageren fra Revisionistbevægelsen, der blev grundlagt af Vladimir Jabotinsky i 1925. Bevægelsen var stærkt anti-britisk og anti-arabisk. Ud af denne voksede flere zionistiske terrororganisationer som Begins Irgun and Yitzhak Shamirs Lehi (Stern Gruppen), der i 1930'erne og 40'erne kæmpede mod både briter og palæstinensere. De var involverede i Deir Yassin massakren i 1948, bombeattentatet mod King David Hotellet i Jerusalem og flere politiske drab: bl.a. drabet på den britiske højkommissær Lord Moyne, og på FN's mægler i Palæstina, den svenske grev Folke Bernadotte.

Ideologisk er Likud en alliance af sekulære ultranationalister, konservative og liberale i ordets økonomiske betydning. Grundlaget for dannelsen af det nye parti var ønsket om at udstrække Israels grænser til at dække hele territoriet vest for Jordanfloden (Vestbredden) og Gaza, samtidig med at Israel reserverede sig ret til at stille territoriale krav på området øst for Jordanfloden. Partiet ønskede samtidig at forbedre situationen for de dårligst stillede jødiske grupper som de sefardiske jøder, og det ønskede stærkere respekt for de traditionelle jødiske værdier.

Bortset fra 1967-70 hvor der blev etableret en national samlingsregering, der førte seksdageskrigen i 1967, så forblev højrefløjen i opposition frem til 1977, selv om Likud allerede i 1973 fik sit vælgermæssige gennembrud.

I 1977 sikrede Likud sig 33,4% af stemmerne og 43 pladser i Knesset (det israelske parlament). Takket være stemmerne fra de sefardiske jøder var det tilstrækkeligt til at danne den første Begin regering. Trods regeringens ultranationalistiske og ekspansionistiske ideologi reagerede den positivt på fredsinitiativet fra Egyptens præsident Anwar Al-Sadat, der i 1977 blev den første arabiske leder der aflagde officielt besøg i Israel. To år senere undertegnede Begin og Sadat en fredstraktat.

Partiets popularitet begyndte at dale efter den kostbare israelske invasion af Libanon i 1982. Tilbagegangen førte til, at Begin trak sig tilbage, og blev erstattet på premierministerposten af Yitzhak Shamir. Et andet forhold der bidrog til tilbagegangen var utilfredshed blandt de sefardiske jøder, der var utilfredse med, at løfterne om forbedringer for denne fattige del af befolkningen måtte vige for liberal økonomisk politik. Efter valget i 1984 blev der i stedet dannet en national samlingsregering bestående af Shamirs Likud og Shimon Peres' Arbejderparti. I 1990 brød alliancen sammen, og Arbejderpartiet forlod regeringen.

I 1992 blev Likud sendt i opposition efter at have tabt valget, og Shamir blev skiftet ud med den unge dynamiske leder, Benjamin Netanyahu. Partiet vendte sig imod Oslofredsaftalen, der i 1993 blev indgået mellem Israel og PLO. Takket være en ny lov der åbnede op for direkte valg til premierministerposten, blev Netanyahu ved valget i maj 1996 valgt til premierminister, og Likud vendte tilbage til regeringsmagten i koalition med den ekstreme højrefløj og de religiøse partier.

Selvom Netanyahu lovede at overholde fredsaftalen med PLO og til at fortsætte fredsforhandlingerne med Syrien og Libanon (Yitzhak Rabins arbejderregering havde allerede i 1994 indgået en fredsaftale med Jordan), så gik fredsprocessen næsten helt i stå. Likud blev udsat for et stærkt pres fra bosætterne og de ekstremt højreorienterede og religiøse partier om ikke at tilbagegive Golanhøjderne til Syrien, eller til at overdrage mere territorium til det palæstinensiske selvstyre. Samtidig knyttede Netanyahu yderligere israelsk tilbagetrækning sammen med krav om sikkerhed. Ethvert palæstinensisk angreb blev samtidig gjort til påskud for ikke at overholde de eksisterende aftaler. Samtidig satte Likud regeringen yderligere fart på bosættelsesprogrammet i de besatte områder.

I oktober 1998 blev der i Wye River, USA indgået en ny aftale om israelsk tilbagetrækning fra 13% af Vestbredden. Den indledningsvise tilbagetrækning fra Jenin førte til stærke protester fra regeringskoalitionen og fra Likud partiet selv. Regeringen kom i dyb krise, og flere af dens prominente ministre trak sig i december 1998 tilbage, mens andre besluttede sig for at blive for at udfordre Netanyahus ledelse.

I kølvandet på krisen blev der afholdt nye valg 17. maj 1999. Netanyahu blev slået af Arbejderpartiets Ehud Barak, og samtidig måtte Likud se sin repræsentation reduceret fra 32 til 13 pladser i Knesset. Konsekvensen var at Netanyahu trak sig som formand for partiet, og Ariel Sharon blev indsat som partiets midlertidige formand. Han overtog formelt formandsposten 2. september 1999, og den 6. februar 2001 blev han valgt som premierminister. En række faktorer peger i retning af, at partiet vil bevare sin position, også efter næste valg i foråret 2003: dels genindføres proportional-valgsystemet i Israel, det direkte valg af premierministeren afskaffes, og Arbejderpartiet er inde i en dyb ideologisk og identitetsmæssig krise.

A.J