Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Charles-Louis de Secondat baron de la Brède et de Montesquieu (1689-1755), født i La Brède i nærheden af Bordeaux. Familien tilhørte en gammel adelsslægt. Hans far var militærmand, mens en onkel var retspræsident ved Parlamentet i Bordeaux - et embede som han senere skulle arve. Hans første studier foregik på oratorieordnens kollegium i Juilly, som var jansenistisk og inspireret af Malebranche filosofi. Han studerede jura ved universitetet i Bordeaux og blev i 1708 advokat ved Parlamentet i Bordeaux. I 1714 købte han et embede som dommer ved Parlamentet, og i 1716 arvede han embedet som retspræsident, samtidig med at han også blev optaget i Akademiet i Bordeaux. Montesquieu delte sin tid mellem embedet som dommer, baroniets vinmarker og de litterære saloner i Paris. Han opnåede sin første litterære succes med Lettres Persanes (Persiske breve) i 1721, hvilke han nok skyldte sin optagelse i Det Franske Akademi i 1728. Han tog kort efter ud på sin lange udlandsrejse, og efter hjemkomsten udgav han i 1734 Considérations sur les causes de la grandeur des Romains et de leur décadence (Overvejelser over årsagerne til romernes storhed og fald). Omkring samme tid påbegyndte han arbejdet med sit hovedværk De l'esprit des lois (Om lovenes ånd), som udgives i 1748. Han døde i Paris i 1755.

De l'esprit des lois er et stort anlagt komparativt studie, der forsøger at kortlægge de forhold og principper, der er med til at bestemme de forskellige folks love og styreformer, samt forandringerne i dem. Værket er gennemgående beskrivende, og man har af den grund ment, at man her havde en forløber til den moderne sociologi.

Montesquieu skelner mellem tre styreformer: den republikanske, den monarkiske og den despotiske. Disse styreformers natur er følgende: i den republikanske styreform har folket eller en del af folket den suveræne magt (dvs. henholdsvis demokrati og aristokrati); i den monarkiske styreform regerer en person i overensstemmelse med etablerede love ved hjælp af underordnede mellemliggende organer; mens der i den despotiske styreform er en, der regerer uden lov og ret i overensstemmelse med sin egen arbitrære vilje.

En styreforms natur er dens særlige struktur, mens styreformens princip er de sæder og lidenskaber, der får den til at fungere. Demokratiets princip er dyd, thi i demokratiet må borgerne selv adlyde de love, som de håndhæver, og det kræver en betydelig selvdisciplin og offervilje. Aristokratiets princip er en ringere form for dyd, der begrænser sig til et vist mådehold. Mens det er let for adelen at håndhæve lovene over for folket, kræver det stadig et vist mål af dyd at håndhæve dem over for sig selv. Monarkiets princip er ære, fordi monarkiet forudsætter nogle mellemliggende organer, hvilket implicerer status og rang. I ærens navn stræber folk efter privilegier og hæderstegn. Despotiets princip er frygt, eftersom kun frygt kan få folk til at gøre alt, hvad der behager despoten.

Forandring foregår ved at styreformens princip korrumperer. Når folk ikke længere er dydige, kan demokratiet ikke opretholdes, etc. Han introducerer begrebet om den «almene ånd» (esprit général), som er et resultat af en lang række forskellige faktorer, som har betydning for den måde folk handler på: klima, religion, lovene, måden der regeres på, den tidligere praksis, sæder og sædvaner. Tilsammen bestemmer disse faktorer, hvilken slags regering der kan bestå i et bestemt folk, dvs. dér hvor den almene ånd understøtter styreformens princip. Således må en ændring i princippet også forklares med disse faktorer.

Montesquieu skelner også mellem moderate og despotiske styreformer. I en moderat styreform er der en konstellation af forskellige magter, der indbyrdes holder hinanden i skak, i modsætning til den despotiske styreform, hvor magten er helt ensartet. I det berømte kapitel 6 i den 11. bog af De l'esprit des lois erklærer Montesquieu, at der er tre former for magt i staten: den lovgivende magt, den udøvende magt med hensyn til folkeretten (jus gentium), som han senere beskriver som gennemførelsen af offentlige beslutninger, og den udøvende magt med hensyn til den borgerlige ret også kaldet den dømmende magt. Tanken er at fordele disse forskellige former for magt på forskellige enheder på en sådan måde, at den politiske frihed bevares. Den politiske frihed er en følelse af sikkerhed i et samfund styret af love, hvilket vi nok i dag ville kalde retssikkerhed. Selve opdelingen af magten i tre former finder vi allerede hos Aristoteles og senere hos Pufendorf, mens forestillingen om, at det er nødvendigt med en magtbalance, ifølge nogen stammer fra Locke, mens andre hævder den skyldes Bolingbroke.

Montesquieus fik stor betydning i sin samtid. Han blev kritiseret af både jansenister og jesuiter, men også af Helvetius og Voltaire. Rousseau og Burke var blandt dem, der beundrede ham. Hans tanker om magtens deling har haft stor betydning for de statsforfatninger, der blev til med udgangspunkt i både Den Amerikanske og Den Franske Revolution, ligesom værket om lovenes ånd har spillet en rolle i udviklingen af den moderne samfundsvidenskab, bl.a. skrev Durkheim disputats om Montesquieu.

M.J.