Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Sabry Khalil Al-Banna, alias Abu Nidal(1937-2002), palæstinensisk politiker født i Jaffa i det nuværende Israel i 1937 som søn af en velhavende palæstinensisk jordejer. I 1948 måtte han sammen med sin familie gå i eksil, og levede efterfølgende i flere arabiske lande. I 1967 sluttede han sig til Fatah bevægelsen.

Nidal arbejdede som lærer i Ægypten og senere i Saudi Arabien, men blev udvist pga. sine politiske aktiviteter. I starten af 1970'erne repræsenterede han PLO i Khartoum og senere i Baghdad. I 1974 brød han imidlertid med PLO's ledelse, dannede «Fatah-Revolutionary Council», og foregav at være den legitime repræsentant for den største medlemsorganisation i PLO. Fatah-RC overtog efterfølgende Fatahs økonomiske midler i Baghdad - med støtte fra den irakiske regering. Det var uden tvivl, fordi Iraq ønskede at overtage kontrollen med de palæstinensiske bevægelser. Som svar dømte PLO Abu Nidal til døden.

Over de følgende år påtog Fatah-RC sig ansvaret for likvideringen af adskillige PLO repræsentanter, der blev anklaget for at etablere kontakter med den israelske pacifistiske venstrefløj. Det gjaldt Saïd Hammami i London (1978), Ezzedine Kalak i Paris (1978) og Naim Khader i Bruxelles (1981). Gruppen var også ansvarlig for at såre den israelske ambassadør i London i 1982. Attentatet blev efterfølgende anvendt af Israel som legitimering for sin invasion af Libanon. I 1983 påtog gruppen sig ansvaret for mordet på Issam Sartawi i Portugal. Sartawi havde af Arafat fået den opgave at varetage kontakten med den israelske pacifistiske venstrefløj.

Abu Nidals gruppe specialiserede sig i angreb på israelere og jøder, som angrebet på jødiske skolebørn i Antwerpen i 1980, og angrebet i Rue des Rosiers i Paris i 1982. Gruppen gennemførte også flere bortførelser. Under krigen mellem Iraq og Iran i 1980'erne modtog Iraq økonomisk støtte fra Saudi Arabien. I 1983 lagde saudierne derfor pres på Baghdad, og samme år blev Nidal udvist til Syrien.

I 1985 tog han ansvaret for angrebene på lufthavnene i Rom og Wien. Samme år blev han bedt om at forlade Damaskus, og slog sig i stedet ned i Libyen. Siden da er han blevet sat i forbindelse med flere angreb og bortførelser under navne som «Arab Revolutionary Brigades» og «Fatah Revolutionary Cell».

Nidals gruppe er sandsynligvis blevet brugt af Iraq til mordet i Tunis den 14. januar 1991 på PLO's næstkommanderende, Abu Iyad (Salah Khalaf), der ønskede at PLO klart skulle fordømme den irakiske besættelse af Kuwait.

Gruppen mistede i 1992 alle sine faciliteter i Libyen efter at have bortført den fransk-belgiske Valente-Houtekins familie. Libyen ønskede nemlig at forbedre sit omdømme i omverdenen. De fleste medlemmer eller tidligere medlemmer af Nidals gruppe menes nu at have slået sig ned i Sudan, Iraq eller i Libanon.

I 1993 vendte Nidal sig imod Oslofredsaftalen mellem Israel og PLO.

Nidals gruppe har ikke været aktiv siden 1992, og dens medlemmer har ikke kunnet opspores, trods indsats fra en række efterretningstjenester - heriblandt PLO's. En række rygter om gruppen og dens leder er blevet spredt, men ingen har kunnet bekræftes. Ifølge forskellige arabiske og nordamerikanske kilder blev Abu Nidal arresteret og tilbageholdt af de ægyptiske myndigheder i 1998, men denne oplysning blev skarpt benægtet fra ægyptisk side. Andre nordamerikanske kilder mener, at Nidal siden december 1998 har været indlagt på et hospital i Baghdad. I januar 2000 offentliggjorde østrigsk politi arrestationen af en kvindelig aktivist i Nidals gruppe, da hun havde forsøgt at hæve et stort pengebeløb.

Nidal døde i august 2002 i Baghdad, hvor han tilsyneladende sad i irakisk husarrest.

A.J.