 |
Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
|
Palestine Liberation Organization (Den palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO), det politiske organ der repræsenterer palæstinenserne i deres kamp for at få deres land tilbage, der i dag er besat af Israel.
PLO blev dannet ved en palæstinensisk kongres i den jordanske sektor af Jerusalem (Østjerusalem) i maj 1964. Den bestod overvejende af palæstinensiske notabiliteter. Ud af de 388 delegerede til dette første palæstinensiske Nationalråd stammede en uforholdsmæssig stor del fra elitens familier på Vestbredden. Det var først på det 4. nationalrådsmøde i juli 1968, at PLO blev paraplyorganisation for den palæstinensiske modstandsbevægelse. Det skete, da Fatah for første gang deltog, og modstandsbevægelsen sikrede sig over halvdelen af pladserne i Nationalrådet. Ved det 6. møde i februar 1969 sikrede modstandsbevægelsen sig 70 ud af 100 pladser.
PLO's formål er at mobilisere det palæstinensiske folk til generobring af deres hjem, som de er blevet fordrevet fra af besættelsesmagten. Organisationen ønsker at erstatte Israel med en ikke-sekterisk demokratisk stat. Den har arbejdet for dette mål på flere måder både politisk og diplomatisk, gennem frihedskamp og ved at gennemføre en række aktioner i Vesten med det mål for øje at skabe opmærksomhed omkring det palæstinensiske spørgsmål. Aktioner der i de vestlige medier i 70'erne blev karakteriseret som terroraktioner, og som PLO siden har lagt afstand til.
PLO består af 3 hovedorganer:
- eksekutivrådet (Executive Committee) der er et beslutningsdygtigt organ, hvor de vigtigste politisk-militære organisationer er repræsenteret
- centralkomiteen (Central Committee) der er et rådgivende organ
- Nationalrådet (Palestine National Council) der kan opfattes som hele det palæstinensiske folks parlament.
Historie
PLO har siden februar 1969 været ledet af Yasser Arafat, der samtidig er leder af PLO's største medlemsorganisation, Al Fatah. Ved det arabiske topmøde i Rabat, Marokko i 1974 blev PLO konfirmeret som den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk, og Arafat talte efterfølgende i FN, hvor PLO har observatørstatus.
I 1970 udkæmpede PLO en kort men blodig krig med den jordanske hær. Flertallet af PLO's partisaner havde indtil da været stationeret i Jordan. De blev nu smidt ud af landet og slog sig i stedet ned i Libanon. Israels invasion af Libanon i 1982 svækkede stærkt PLO's indflydelse, forstærkede organisationens interne modsætninger og førte til evakueringen af 12.000 partisaner til Syrien, Tunesien og andre arabiske lande. PLO's ledelse og Fatah med Arafat i spidsen oprettede et nyt hovedkvarter i Tunis. Det blev udsat for et israelsk flybombardement i oktober 1985, der alvorligt beskadigede hovedbygningen.
I juli 1988 gav Jordans kong Hussein afkald på krav over Vestbredden, og overdrog dermed de folkeretlige rettigheder til det israelsk besatte område til PLO. Ved et møde i det palæstinensiske Nationalråd i Algier i november 1988 erklærede Arafat oprettelsen af en palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad. Rådet vedtog samtidig at anerkende FN's resolutioner 242 (1967) og 338 (1973), der anerkender alle de mellemøstlige staters suverænitet. Anerkendelsen af disse resolutioner skulle sammen med anerkendelsen af palæstinensernes ret til selvbestemmelse danne basis for en international fredskonference.
USA besluttede i december 1988 at indlede en direkte diplomatisk dialog med PLO. Relationerne til både USA og de pro-vestlige arabiske stater forværredes imidlertid i 1991, efter at Arafat havde erklæret PLO's og palæstinensernes støtte til Iraq under Golfkrigen. PLO's holdning havde overvældende opbakning i den palæstinensiske befolkning, fordi Saddam Hussein i Iraq havde vovet at gå direkte imod hovedfjenderne Israel og USA. Iraq tabte imidlertid krigen, og det ramte palæstinenserne hårdt. Flere hundrede tusinde palæstinensiske arbejdere blev udvist af Golfstaterne, den arabiske støtte til PLO kraftigt reduceret og i juli 91 tvang den libanesiske hær med syrisk støtte PLO til at forlade sine stillinger i det sydlige Libanon. Da Mellemøsten fredsforhandlingerne blev indledt i august, var PLO derfor for svag til at deltage med en selvstændig delegation, men blev tvunget til at indgå indgå med repræsentanter i den jordanske og måtte acceptere en række andre ydmygende forhandlings-betingelser.
I januar 1993 ophævede Israel sit forbud mod israeleres kontakt med PLO. Der blev indledt hemmelige fredsforhandlinger og i september samme år kunne Arafat og Israels premierminister Yitzhak Rabin undertegne en historisk fredsaftale, der banede vej for stærkt begrænset palæstinensisk selvstyre i en lille del af de israelsk besatte områder.
Selv om PLO siden slutningen af 1980'erne har opnået international accept og anerkendelse - selv blandt de gamle hovedfjender USA og Israel - og har indledt opbygningen af en palæstinensisk stat i Gaza og Jericho, er organisationen samtidig svækket. Økonomisk har den ikke overvundet bruddet med de konservative arabiske lande efter Golfkrigen i 1991; politisk har den ikke været i stand til at opfylde den palæstinensiske befolknings forventninger, venstrefløjen (i PFLP og DFLP) er blevet kraftigt svækket, og mange palæstinensere bakker i stedet op om Hamas og andre fundamentalistiske bevægelser, der står udenfor PLO. Organisationen har i dag derfor ikke den samme repræsentativitet som for 10 år siden, hvilket senest har afspejlet sig i, at Al-Aqsa Intifadaen i 2000 i vid udstrækning har været udenfor dens kontrol.
| Links til andre opslag i leksikonet | ||
Arafat, Yasser, Democratic Front for the Liberation of Palestine (DFLP), Elite, Gaza, Golfkrigen, Hamas, Intifada, Iraq (Irak), Israel, Jordan, Libanon, Palestinean Legislative Council (PLC), Palæstina, Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP), Rabin, Yitzhak, Stat, Syrien, Terrorisme, Tunesien, USA | ||