Befolkning 35,7 mio. Valuta Riyal Areal 2.149.690 Km2 Hovedstad Riyadh (Ar-Riyad) Befolkningstæthed 9,4 indb./Km2     HDI placering 35

Omfatter ca. 80% af den arabiske halvø. Landet har 2 udstrakte ørkenområder: Nefud Major i nord og Rub-Al-Jali, i syd. Imellem disse ligger det vulkanske Neyed-massiv og Hass-sletten. Det er landets eneste frugtbare region, hvor man kan dyrke hvede og dadler, takket være vintrenes beskedne nedbør. Med mindre end 0,3% af arealet opdyrket, er Saudi Arabien nødt til at importere 90% af sine fødevarer. Olieeksporten, der er koncentreret ved Golfkysten, udgør basis i landets enorme rigdom. Den intense aktivitet, der er forbundet med oliehandelen, har forøget forureningen af vandet og af kyststrækningerne - en situation, der forværredes drastisk under Golfkrigen: 640 km strande og sumpområder oversvømmedes af et olieudslip på mere end 4,5 millioner tønder; tusindvis af fisk og trækfugle omkom; oprensningen, under ledelse af FN, påførte kongedømmet en udgift på 450 millioner dollars. Landbrugssektoren forbruger store mængder vand fra et omfattende system af kunstvandingsanlæg. Miljøeksperter har advaret om, at der kun findes ganske ringe mængder vand, og informationer tyder på, at hvis man fortsætter med det samme forbrug, vil drikkevandsreserverne være udtømt i løbet af 10-20 år.

Fundamentalistisk monarki, kleptokrati og diktatur, allieret med EU og USA. Kongen er en af verdens rigeste mænd efter at havde stjålet for over 21 mia. US$ af landets olierigdomme. Saudi Arabien er i dag verdens største våbenimportør og har siden 2011 udviklet sig stadig mere aggressivt og militaristisk overfor sine nabolande. Det er aktivt involveret i krige mod Yemen og Syrien.

 

Folket: Saudierne nedstammer fra araberne, med en vis etnisk påvirkning fra de afrikanske slaver. I de seneste år har man oplevet en stigning i antallet af immigranter - 4,6 millioner, ifølge den seneste folketælling, foretaget i 1992 - her under især iranere, pakistanere og palæstinensere, som har slået sig ned i de nye industrizoner i øst. I alt anslås antallet af udlændinge til at udgøre ca. 5 millioner. (1992).

Religion: Islam er den officielle religion, heraf udgør Sunnimuslimer 95%, Shiamuslimer 3%. Kristne udgør ca. 1%.

Sprog: Arabisk med en række dialekter. Endvidere indvandrernes og gæstearbejdernes sprog. Især urdu og farsi.

Politiske partier: Politiske partier er ikke tilladte.

Sociale organisationer: Folkelige organisationer er ikke tilladte og eksisterer derfor kun illegalt eller i udlandet.

Officielt navn: Al-mamlaka al-Arabiya as-Saudiya.

Administrativ inddeling: 13 regioner  (Al-Baha, Al-Jouf, Asir, East, Hail, Jizan, Madinah, Makkah, Najran, Western Limit, Qasim, Riyadh og Tabouk)

Hovedstad: Riyad, 4.900.000 indbyggere. (2009).

Andre vigtige byer: Jiddah (administrativ hovedstad), 2.604.500 indbyggere; Mekka, 1.229.200 indbyggere (2000).

Regering: Uindskrænket enevældigt monarki. Kong Salman bin Abdulaziz Al Saud, stats- og regeringsleder siden januar 2015. Rådgivende forsamling med konsultative funktioner (Majlis al-Umma) består af to kamre: deputeretkammeret (Majlis al-Nuwaab) med 80 medlemmer, der vælges ved direkte valg, men som kan udskiftes af kongen; senatet (Majlis al-Aayan) med 40 medlemmer der udpeges af kongen.

Nationaldag: 23. september, (Den nationale foreningsdag, 1932).

Væbnede styrker: 105.000 mand - heraf alene 57.000 mand i Nationalgaden.

Paramilitære styrker: Grænsepolitiet, Kystbevogtningen og Sikkerhedstyrkerne, ialt: 15.500 mand.

 

Saudi Arabien blev en del af den vestasiatiske civilisation i slutningen af det 3. årtusinde f.v.t. Handelskaravanerne mellem Arabien og «Den frugtbare Halvmåne» begyndte i midten af det 2. årtusinde f.v.t. Da man først havde fået lært at tæmme kamelerne, i det 7. århundrede f.v.t., blev det betydeligt lettere at rejse gennem ørkenen, og det blev starten til et velstående samfund i Arabien, der udvikledes på ruinerne af kongedømmet Saba. Allerede i det 24. århundrede f.v.t. havde Dilmun-øen, Bahrein, udviklet sig til at være en særdeles vigtig lokalitet på handelsruten mellem Mesopotamien, Arabien og Indien. Da befolkningerne, som levede i Middelhavsområdet havde lært at udnytte monsunvindene i Det indiske Ocean, blomstrede handelsforbindelserne i regionen. Romere og byzantinere indledte et vigtigt samarbejde via de nordlige havne i Det røde Hav og Arabien, der senere udstraktes til også at omfatte havne i Indien. I det 5. og 6. århundrede e.v.t. forårsagede de gentagne invasioner, foretaget af de kristne etiopiere og sasanider kongernes modstand et sammenbrud for staterne i det sydlige Arabien.

I det 6. århundrede, lykkedes det Quraysh-familien, som kontrollerede den hellige by Mekka, at indgå en række aftaler med stammerne i nord og syd, og under deres beskyttelse kunne man rejse uhindret fra Yemens kyster i syd, til Mekka, og derfra videre mod nord, til Byzans, eller mod øst, til Iraq. Udover disse aftaler, etablerede medlemmer af Quraysh de 'Abd Manaf-familien forbindelser til Byzans, Persien og til lokale ledere i Yemen og Etiopien, og promoverede dermed handelen med nationer uden for Arabien. I kraft af positionen som vogtere af helligdommen i Mekka, ansås Quraysh-familien for at være «naboer beskyttede af Alah», og blandt stammerne, der var på pilgrimsrejse til Mekka, kaldtes familien for «Allahs værter».

K'abah'en i Mekka, der også var et sted for tilbedelse af andre guder, endte med at blive et tempel for alle guder; nogle af disse var sandsynligvis tilladte som resultat af politiske aftaler indgået mellem Quraysh'erne - der tilbad Allah - og stammefolkene.

Muhammed fødtes i 570 e.v.t. i den hashemitiske gren af det adelige familie 'Abd Manaf. Han var godt nok blevet forældreløs i en tidlig alder og havde derfor ingen indflydelse i sin «klan», men han manglede aldrig opbakning. Hans ægteskab med en rig enke, forbedrede hans position som købmand, og man begyndte at lægge mærke til ham i Mekka, da hen begyndte at forkynde troen på den monoteistiske gud Allah. Efter at være blevet afvist af Quraysh'erne , søgte Muhammed uden held at blive optaget i andre stammer, indtil det endelig lykkedes ham at indgå en aftale med stammelederne i Medina - en aftale der sikrede ham beskyttelse og gav ham en stilling son religiøs leder og dommer for stammerne i Mekka. De af Quraysh'erne, som fulgte Muhammed, blev kendt under betegnelsen muhajirun - flygtninge eller emigranter - mens hans tilhængere i Medina kaldtes «ansar» - disciple. Den islamiske tidsregning har som udgangspunkt Hijrah; dét tidspunkt hvor Muhammed flyttede til Medina i 622 e.v.t.

Muhammeds tilhængere angreb i år 624 een af Quraysh'ernes karavaner, og undergravede dermed det sikkerhedsystem, som 'Abd Manf-familien havde etableret, hvilket dannede optakten til fjendtligheder mod Muhammeds slægtninge i Mekka. Muhammeds tiltagende magt demonstreredes, da han erklærede Medina for at være et helligt sted, efter det var mislykkedes for Quraysh'erne at indtage byen. Muhammed nedkæmpede Quraysh'ernes offensiv og marcherede mod Mekka. Efter at have indtaget Mekka i 630, udnævntes han til leder af helligdommene. Selv om han havde besejret en del af Quraysh-familien, bestod Muhammeds officielle politik fra dette øjeblik i at forsøge på at forliges med sine slægtninge i Mekka.

Efter Muhammeds indtagelse af Mekka, ankom de stammer, der havde indgået aftaler med Quraysh'erne, for at forhandle med Muhammed og for at acceptere Islam som officiel religion. Det indebar at give afkald på de «lokale» guder og konvertere til udelukkende at tilbede Allah. Fra da af blev Islam en verdensreligion. I tidsrummet efter Muhammed , foregik en voldsom ekspansion inden for de stammer, der midlertidigt var blevet forenede i tilbedelse af de to helligdomme, samtidig med at Byzans og Persien oplevede nedgangstider. Stammer, der var blevet forenede under Islams faner, indledte en række erobringstogter, der skulle tilfredsstille både deres nye «gud», og samtidig opfylde ønsket om krigsbytte og erobringer af jord. De samlede hele slægten og al kvæget - og forlod halvøen! Hele den arabiske verden blev påvirket af omfanget af disse demografiske bevægelser; i Hadhramaut var det sandsynligvis årsagen til at man forsømte at vedligeholde vandingsanlæggene, og det førte til erosion af de frugtbare jorde. Også i Oman, hvor arabiske stammer besejrede den persiske overklasse betød det at de raffinerede vandingssystemer blev ødelagt. Den islamiske Arabien afløste den persiske indflydelse i Bahrain, i Al-Hasaprovinsen - i nordøst - og i Yemen.

Erobringerne foregik i fjerntliggende områder, men hele udbyttet fra erobringstogterne sendtes til de to hellige byer, som udviklede sig til at blive magtcentre for en sofistikeret arabisk kultur. Medina blev et centrum for studier af Koranen, udvikling af den islamiske lovgivning og for historieforskning. Under kalifferne, Muhammeds efterfølgere, begyndte Islam at antage den karakteristiske form, vi kender i dag. Paradoksalt nok førte det til meget få forandringer i dagliglivet for araberne, der levede udenfor byerne. Efter profetens død, blev det Omar, den anden kalif, som stod i spidsen for de arabiske erobringer. På 10 år lykkedes det araberne at erobre Syrien, Palæstina, Egypten og Persien. Med Muawiya indførte man arvefølge til kalifatet; nærmere betegnet inden for de familier, som var ummah'er - dvs. religiøse ledere og dommere for stammerne i Medina. Araberne blev en priviligeret kaste der regerede over de besejrede nationer.

I det 8. århundrede udvidedes de arabiske grænser og gik fra Nordafrika og Spanien i vest, til Pakistan og Afghanistan i øst. Ved at flytte hovedstaden til Damascus, udviklede Syrien sig til at blive et kulturelt, politisk og økonomisk centrum i imperiet, og her grundlagdes basis for en ny kultur, der forenede elementer fra de græsk-romerske, persiske og indiske kulturer til en særdeles original arabisk kultur, hvor videnskaber spillede en meget fremtrædende rolle. I modsætning til hvad Muhammed havde forventet, blev den arabiske halvø et marginaliseret område i det enorme imperium, bortset fra det religiøse aspekt. Mekka blev på intet tidspunkt lige så vigtig socioøkonomisk og kulturelt som Bagdad og Damascus, men fortsatte med at være centrum for Islam og målet for pilgrimsrejsende fra alle verdenshjørner.

Denne situation holdt sig uforandret gennem århundreder: imperiet deltes, hovedstaden flyttedes til Bagdad og arabisk blev det fælles sprog for alle religiøse fra Portugal til Indien. Men i det land, hvor kimen til hele denne udvikling havde ligget, var intet forandret: nomadestammerne fortsatte med at passe deres hjorder, de fastboende fortsatte med deres handel og rivaliseringen mellem dem udviklede sig med jævne mellemrum til lokale krige. Som på Muhammeds tid, kanaliseredes den stigende befolkningstilvækst over i flere erobringstogter, med emigration af hele byer til følge, som f.eks. Bani Hilal i det 11. århundrede. Alligevel blev karavanerne, der transporterede varer og forsyninger til Mekka og andre byer, stadigt flere, lige som aktiviteten i havnene øgedes for at kunne udvide handelen med Afrika. Den maritime aktivitet steg ligeledes, men det medvirkede ikke i større grad til at ændre arabernes levevis - ligesom hverken den egyptiske dominans, Saladdin og hans mamelukker, eller for den sags skyld de osmanniske erobringer i det 16. århundrede, der heller ikke ændrede den socioøkonomiske struktur.

Provinserne Hidjaz og Asir, ved Det røde Hav, forblev på osmannernes hænder, omend med en vis autonomi, takket være de religiøse lederes prestige i Mekka. Den centrale del af landet, hvor Riyad var centrum, udviklede sig til emiratet Najd i slutningen af det 18. århundrede, hvilket skyldtes en stor indsats fra Saud-familien, støttet af wahabita-sekten, kendt som «Islams puritanere». Med hjælp fra tyrkerne, lykkedes det et århundrede senere Rachidi-klanen at besejre Abd al-Raman ibn Saud, der blev tvunget i eksil i Kuwait. Hans søn, Abd al-aziz, organiserede i 1902, på ny med bistand fra wahabitaerne, et religiøst-militært forbund – Ikhwan - og det lykkedes at overtale mere end 50.000 beduiner til at deltage i invasionen af Nadj. 12 år senere havde saudierne besejret rachidierne og havde samtidigt underlagt sig Al-Hasaregionen ved Golfen, der var kontrolleret af tyrkerne, som de saudiske styrker havde kæmpet mod under den 1. verdenskrig. Ved slutningen af krigen, befandt regionens dominerende stat, England, sig i en særdeles vanskelig situation: Som tak for saudiernes hjælp mod tyrkerne, havde englænderne lovet Abd al-Aziz ibn Saud at garantere hans lands selvstændighed, men samtidig havde man også afgivet løfter til Hussein ibn Ali, den religiøse leder i Mekka, at gøre ham til konge i en statsdannelse, der skulle omfatte Palæstina, Jordan, Iraq og den arabiske halvø.

Emiren af Nadj ventede et stykke tid, og det stod ham derefter klart at englænderne ikke havde til hensigt at indfri de løfter, de havde givet Hussein: en stat så magtfuld, som havde profetens familie som ledere og hvis hovedstad var den hellige stad, ville ødelægge den lokale balance, men da Hussein i 1924 udråbte sig selv til kalif, invaderede Abd al-Aziz regionen, på trods af englændernes protester og i januar 1926 blev han udnævnt til konge af Hidjaz og sultan af Nadj i den store moské i Mekka. I 1932 blev kongedømmerne Hidjaz, Nadj og dets kolonier officielt forenede under navnet Saudi Arabien.

I 1930 gav monarken nordamerikanske selskaber bemyndigelse til at indlede olieeftersøgning. Ved sin død, i 1953, ødslede hans søn Saud, indtægterne fra Arab-American Oil Company, Aramco, bort på opførelse af paladser, haremer, luksusbiler og i casinoerne på den franske riviera. Landet var på fallittens rand, da Saud blev afsat af sin bror, Faisal, en dygtig diplomat og anerkendt militærmand under sin far. Monogam, dybt religiøs og spartansk indtil det asketiske, lykkedes det Faisal at få rettet op på økonomien og begyndte at anvende «petrodollars» til ambitiøse udviklingsprojekter, uden dog at røre ved den «feudale magtpyramide», ledet af kongen selv. Emirerne, som var underlagt kongen, regerede i provinserne, med bistand fra de lokale stammeledere og deres ørkensoldater. De andre lag i befolkningen - handelsmænd, intellektuelle, nationale og internationale arbejdere, soldater, politiet og kvinderne - havde ingen repræsentanter i regeringen.

Faisals religiøse overbevisning fik ham til at fuldstændigt at afvise samarbejde med Sovjetunionen og alt hvad der smagte den mindste smule af ateisme, herunder Nassers socialistiske eksperimenter i Egypten og Baaht-partierne i Syrien og Iraq. Til gengæld blev der sået tvivl om holdbarheden af den «naturlige» alliance med USA, da det blev åbenlyst at USA’s støtte til Israel voksede støt efter 6-dages krigen i 1967. Faisal gik så vidt som til at sige, at hans største drøm var at kunne bede i Omars moské, i et befriet Jerusalem. Et andet aspekt var rivaliseringen med shahen af Iran, der ligeledes havde fået tildelt en rolle som regionens «politibetjent».

Efter den arabisk-israelske krig i 1973, støttede Faisal den olieblokade, der var blevet indført mod lande der støttede Israel - i første række USA. Den akutte mangel på brændstoffer skabte grundlaget for at OPEC-landene kunne 4-doble oliepriserne i løbet af få måneder, og det blev indledningen til en ny epoke for de internationale forbindelser. Faisal blev myrdet den 25. marts 1975 af en tilsyneladende sindsforvirret nevø. Han blev efterfulgt på tronen af sin bror Khaled, der næsten var totalt handicappet af en gigtsygdom, hvorfor ansvaret for ledelsen af landet i realiteten tilfaldt hans lillebror, kronprins Fahd ibn Abdul Aziz.

Olieindtægterne, der løb op i størrelsesordenen 500 millioner dollars årligt da Faisal kom til magten i 1964, blev beregnet til næsten 30 milliarder - 30.000 millioner dollars! - ved hans død. Det samme år opgjorde Bank of America sine regnskaber, der talte om aktiver på 57.500 millioner dollars, mens Vesttyskland eksporterede for 90.000 millioner dollars, hvilket er med til at understrege, i hvor høj grad man har overdrevet den saudiske magt. Man skal blot sammenligne med de virkeligt magtfulde nationer! Men der er alligevel tale om astronomiske tal, når man tager hensyn til at der er tale om et tredjeverdens land: Olieindtægterne svarer til 3 gange den nationale indkomst for Egypten, hvis befolkning er 8 gange større end Saudi Arabiens.

I 1967 opnåede Saudi Arabien fuld kontrol med Aramco. De nordamerikanske virksomheder, der var deltagere i Aramco - Exxon, Socal, Texaco og Mobil Oil - afstod gradvist fra deres engagement til fordel for det statslige selskab, Petromin. Over alt skød nye byer op, lige som universiteter, hospitaler, motorveje og moskeer, men selv med disse talrige projekter, var det alligevel et faktum, at olieindtægterne klart oversteg, hvad man forbrugte. I stedet for at reducere olieudvindingen til et niveauet for det reelle indtægtsbehov - hvilket ville have forhindret en sænkning af oliepriserne og den tiltagende svækkelse af OPEC-landene - akkumulerede man formuerne i vestlige banker. På denne måde bandt Saudi Arabien sig endnu stærkere til den vestlige, industrialiserede verden, og samtidig skabtes en overflod af «billige penge», som bankerne fuldstændigt uansvarligt hensatte i den tredje verden; noget der bidrog til at skabe krisen omkring udlandsgælden i 1984-85, da renterne atter steg.

Anklagerne fra muslimske fundamentalister om Saudidynastiets påståede forræderi mod Islam, førte til adskillige voldelige sammenstød ned regeringsstyrker. Mange analytikere fortolkede disse episoder som et symptom på utilfredsheden i brede sektorer af samfundet, hvilket oven i købet kunne være medvirkende til starten på en ny «wahabisme», denne gang med folkelig opbakning. De nye generationer af den kongelige familie med deres akademiske og miltære uddannelser fra Europa og USA - og ikke fra Koranskolerne i ørkenteltene - fik gradvist adgang til magten, og det blev ofte vurderet som en distanceren sig fra den teologiske basis, der legitimerede det saudiske kongedømme.

Efter shahen af Irans fald, lagde det saudiske kongehus sig stadigt tættere op ad USA. Efter kong Khaleds død, den 13. juni 1982, skete overgangen uden de store problemer, og magten blev overdraget til Khaleds bror, Fahd, der havde været arkitekten bag Saudi Arabiens modernisering.

Den nye konge havde, et år tidligere, været manden bag en fredsplan for Mellemøsten, der havde vundet tilslutning fra adskillige arabiske lande, fra PLO og fra USA, men i august 1981 kuldsejlede projektet, efter kraftig modstand fra Israel. Denne plan slog til lyd for etableringen af en palæstinensisk stat, med Jerusalem som hovedstad; for en tilbagetrækning af de israelske styrker fra de besatte, arabiske områder og endelig en nedlæggelse af de jødiske bosættelser, som var blevet opført siden 1967. Derudover talte planen for en anerkendelse af at samtlige regionens nationer havde ret til «at leve i fred». Den 26. september 1982 fordømte kongen på sin pilgrimsrejse til Mekka den israelske intervention i Libanon, som han karakteriserede som en «kriminel handling». Ved samme lejlighed kritiserede han den sovjetiske intervention i Afghanistan, anklagede ayatollah Khomeini for at forsøge at destabilisere regionen ved hjælp af sabotageaktioner, og i generelle vendinger fordømte han stormagternes indflydelse på den islamiske verden.

Den saudiske alliance med Washington blev senere mere åbenlys med leverancerne af avancerede våbensystemer og flytyper, der udelukkende kunne betjenes af nordamerikanske piloter. Også opførelsen af flådebaser i Jubail og Jiddah foregik under ledelse af det nordamerikanske Ingeniørkorps. Dertil kommer at kongehusets bankindeståender og investeringer var knyttet til den nordamerikanske økonomi: 2/3 af alle Saudi Arabiens «petrodollars» investeret i udlandet består af nordamerikanske virksomhedsaktier, obligationer og bankkonti.

De officielle udviklingsprogrammer skitserede en industripolitik, der skulle gøre landet mindre afhængigt af olieressourcerne. Man prioriterede den petrokemiske industri, og industricentre begyndte at skyde frem.

Landets industricentre lå først og fremmest i to nye byer: Jubail ved Golfkysten og Yanbu ved Det røde Hav, med forbindelser, via olie- og naturgasrørledninger, til oliefelterne i øst.

Femårsplanen 1985-90 lovede «en mere retfærdig fordeling af indtægterne», men det skete samtidig med at de første tegn på økonomiske problemer begyndte at vise sig. For første gang måtte man i 1994 konstatere et underskud på statsbudgettet. Årsagen var de faldende oliepriser. Industriministeren Ghazi Al Gosaibi blev tvunget til at træde tilbage for i et digt at have refereret til korruptionen i landet, hvilket blev taget som bevis på at der var optræk til måske alvorlige uoverensstemmelser mellem kongehuset og det saudiske borgerskab.

På trods af dette fortsatte man med indkøb i millionklassen af fortrinvis nordamerikanske våben - dels for at sikre Golfkysten mod eventuelle iranske angreb, dels for at tilfredsstille en stadig mere magtfuld og indflydelsesrig hærs ambitioner.

Under krigen i 80'erne mellem Iran og Iraq, støttede Saudiarabien Iraq økonomisk, grundet frygten for at den islamiske revolution i Iran skulle brede sig til Golfen. Fahd ændrede titel fra at være kongen til nu at være helligdommenes vogter, men med årene tog protesterne fra pilgrimmene i Mekka til; en voksende indignation over alliancen mellem Riyad og Washington og over hvad man anså for at være kommercialiseringen og vestliggørelsen af Helligdommene, som nu var omkredset af indkøbscentre, motorveje og andre symboler på den vestlige kultur. En march med deltagelse af iranske kvinder og krigsinvalider blev standset af politiets kugler og hundredvis af pilgrimmene omkom. Som hævn blev den saudiske og kuwaitiske ambassade angrebet og brændt ned, og forholdet mellem de to lande kølnedes betragteligt.

Amnesty International kritiserede i begyndelsen af 1990 hvad man kaldte de systematiserede krænkelser af menneskerettighederne, herunder anvendelse af tortur mod fagforeningsledere og oppositionspolitikere af hvilke flertallet var shiamuslimer.

Efter Iraqs invasion i Kuwait, august 1990, dannede Saudi Arabien rammen om et kolossalt militært opbud; en multinational koalition under ledelse af USA. Bortset fra tabene af menneskeliv, forårsagede krigen økologiske katastrofer af betydeligt omfang. Efter afslutningen på krigen, indkøbte Saudi Arabien for rundt regnet 14 milliarder dollars nordamerikanske våben.

I marts 1992 udstedte kong Fahd en række dekreter, som havde til formål at decentralisere den politiske magt. Disse love, bestående af 83 paragraffer, kaldtes «det fundamentale regeringssystem», og blandt andet oprettedes et Råd, der havde til opgave at vurdere alle spørgsmål vedrørende den nationale politik. Den reelle magt forblev dog på kongens hænder.

Det kongelige dekret indførte ligeledes det religiøse politi, «mutawein», hvis opgave var at sikre overholdelsen af de islamiske love. Iflg. disse er hjemmet et helligt sted og derfor har staten, i dette tilfælde politiet, adgang til at foretage husundersøgelser uden at skulle have autorisation. På den baggrund kunne man anholde adskillige, der var mistænkt for at have forbrudt sig mod loven.

Iraqs invasion af Kuwait og den efterfølgende krise i Golfen tydeliggjorde den saudiarabiske afhængighed, både politisk og militært, af USA, og den kom til at fungere som katalysator for politiske reformer i landet.

I 1992 udnævnte kong Fahd officielt sin bror Abdullah Ibn Abdul Aziz al-Saud til tronfølger. Menneskerettighedsorganisationer, bl.a. Amnesty International, udtrykte gennem hele 1993 deres dybe bekymring over de vilkårlige arrestationer af ikke kun kristne og shiamuslimer, men også af sunnier.

I maj 1994 bekendtgjorde kong Fahd i sin økonomiske plan intentionerne om at iværksætte omfattende privatiseringer af de statslige virksomheder, som f.eks. luftfarts- og telefonselskabet. En beskeden stigning i oliepriserne i 1995 fik kongen til at indføre betragtelige nedskæringer af de offentlige udgifter; det førte til besparelser i uddannelsessektoren på omkring 20%.

Iflg. adskillige iagttagere, har de alvorlige sociale uligheder forværret de interne spændinger mellem saudierne, der ellers betragtes som priviligerede af de millioner af udenlandske arbejdere, der bor i landet. Et attentat i november mod et lokale i Riyad, der benyttedes af nordamerikanske eksperter, og som kostede i det mindste seks mennesker livet, blev ligeledes udlagt som et eksempel på disse interne spændinger.

Kong Fahds sygdom forværredes i slutningen af 1995, og han blev tvunget til midlertidigt at trække sig tilbage fra den politiske scene indtil midten af 1996. Den fjendtlige holdning blandt visse sektorer af befolkningen over for USA tog til, og det kom til en krise med attentatet mod den nordamerikanske base i El Khobar, den 25. juni 1996. En bombe på 2200 kilo efterlod 19 soldater dræbte og hundredvis af sårede. USA forstærkede sine sikkerhedssystemer og forlangte en omfattende undersøgelse for at finde frem til de skyldige, da man frygtede for en optrapning af volden.

Samme år udmærkede Saudi-Arabien sig som værende een af verdens største våbenkøbere. Internt fortsætter de interne magtkampe i kongefamilien om at blive den halvfjerdsårige konges efterfølger, samtidigt med at den sociale krise har medført en radikalisering af de islamiske grupper, der er fjendtligt stemt over for Fahds proamerikanske politik. I 1997 svækkede spændingerne mellem Washington og Bagdad forholdet til USA. Saudi Arabien advarede Bill Clinton at den hårde linje, han førte over for Iraq i modsætning til den moderate kurs man anlagde når det gjaldt Israel, kunne ophidse den arabiske befolkning i regionen. I slutningen af samme år udvistes flere end 2.000 ulovlige immigranter. En markant ændring i migrationspolitikken.

Siden 1930 har der eksisteret en grænsestrid med Yemen, og denne strid brød atter ud, da yemenitter i 1999 blev udvist fra Saudi-Arabien. I december opfordrede Yemens myndigheder til en løsning på uoverensstemmelserne, men en uge senere udviste Riyad yderligere 300 yemenitter for «overtrædelse af emigrationsbestemmelserne».

I januar 2000 undertegnede Saudi-Arabien en økonomisk samarbejdsaftale med Iran. Aftalen afsluttede 20 års nedkølede relationer mellem de to lande.

Terrorangrebet 11. september 2001 blev udført af et stort antal saudiarabere, og dette førte til et stadig mere anstrengt forhold fra USA's side overfor dets traditionelle fundamentalistiske allierede i Mellemøsten. I løbet af 2002 fremsatte neokonservative kredse tæt på USA's regering forslag om afbrydelse af relationerne med Saudi Arabien og endog mulig invasion af landet. Dette blev dog officielt afvist fra USA's regering, men var et kraftigt signal til Saudi Arabien.

I december 2001 fik de saudiarabiske kvinder for første gang identitetskort med fotografi. Indtil da havde de alene været registreret på familiens identitetspapirer, som afhængige af mand eller fader. I Saudi Arabien skal kvinderne have tilladelse fra et mandligt familiemedlem, hvis de skal opereres, mens de f.eks. har ret til egne penge og arv - i overensstemmelse med islamiske normer. Det var landets forretningskvinder - omkring 1500 i hele landet - der havde presset på for udstedelsen af identitetspapirer.

Pentagon afviste i marts 2002, at USA havde indledt overførslen af tropper fra sin luftbase i Saudi Arabien til Qatar. Overførslen blev dog bekræftet i en reportage i den britiske avis The Guardian den 27. marts. Anledningen var, at Saudi Arabien havde afvist at lade baserne deltage i USA's planlagte invasion af Iraq.

Efter Israels omfattende militære invasion og massakrer i Palæstina i marts 2002 standsede Iraq sin olieeksport, og opfordrede de andre medlemmer af OPEC til at gøre det samme. Det fik Saudi Arabiens olieminister Ali al-Naimi til at udtale, at hans land ikke ville reducere sin olieeksport, og ville garantere den internationale olieforsyning. Det fik oliepriserne til at falde.

I september 2002 udtalte udenrigsminister, prins Saud al Faisal, at hans land kun ville tilade anvendelse af dets territorium til et eventuelt angreb mod Iraq, hvis en sådan beslutning var blevet godkendt af FN's Sikkerhedsråd. I oktober åbnedes grænsen mellem Saudi Arabien og Iraq for første gang i 12 år. Gennem 12 år var grænsen i den irakiske by Arar kun blevet åbnet for irakiske pilgrimme, der skulle besøge Islams helligdomme i Saudi Arabien.

2003 USA's «krig mod terror» udløser terrorbølge

USA's invasion af Iraq i marts 2003 havde katastrofale konsekvenser for ligevægten omkring den Persiske Golf og førte til en hastig vækst i antallet af selvmordsattentater i Iraq og Saudi Arabien. I maj 2003 kostede en række selvmordsangreb 30 mennesker livet i et boligområde for udlændinge i hovedstaden Riyad. Et andet selvmordsangreb i november kostede 17 livet. Angrebene fortsatte i 2004, og i april rettedes det hidtil første angreb mod en offentlig bygning, da en bilbombe blev bragt til sprængning foran Sikkerhedstjenestens hovedkvarter. En måned senere kom det i havnebyen Yanboa til skudveksling mellem saudiske sikkerhedsstyrker og folk, der blev identificeret som terrorister.

I maj 2003 annoncerede USA officielt, at alle nordamerikanske baser i Saudi Arabien ville blive lukket, og mandskab og materiel overført til Qatar. Det var supermagtens straf for, at Saudi Arabien ikke havde villet deltage i overfaldet på Iraq.

I slutningen af 2003 meddelte myndighederne, at der for første gang i landets historie ville blive gennemført valg. Der ville blive tale om kommunalvalg, og iflg. det officielle comunique ville de få til formål: «at øge borgernes deltagelse i lokalpolitik gennem en styrkelse af lokalrådene». I marts 2004 blev det offentliggjort, at kvinder ville få ret til ikke blot at stemme, men også stille op som kandidater. Offentliggørelsen skete godt nok fra den saudiske ambassade i London, men lagde samtidig vægt på, at både mænd og kvinder «ville få mulighed for at stemme».

Den 29. maj 2004 fandt der 3 attentater sted i Riyad, gennemført af det saudi arabiske al-Qaeda. De kostede snesevis - overvejende udlændinge - livet. Oliecentret Al-Khobar blev angrebet, og det samme gjaldt det lokale OPEC hovedkvarter og Hotel Oasis Resort som de fleste anså som en uindtagelig fæstning.

I juni døde to formodede islamister og en politimand under en skudveksling i Riyad. To andre personer blev såret under skudvekslingen, der fandt sted i al-Quds i den østlige del af hovedstaden. De saudiske sikkerhedsstyrker blev i de første uger af måneden udsat for en række angreb fra formodede al-Qaeda aktivister. Over 80 blev dræbt.

Samme måned dekreterede kong Fahd amnesti til personer mistænkt for terrorisme, hvis de overgav sig til myndighederne inden udgangen af juli. Comuniquet blev udsendt over TV og gjaldt alle personer der havde «begået forbrydelser med religiøse motiver», og alle der indenfor de følgende «30 dage ville blive stillet til regnskab for guds lov».

Amnestien blev dekreteret efter at al-Qaedas leder i Riyad, Abdul Aziz al-Muqrin var blevet dræbt i et sammenstød med politiet. Iflg. den islamiske lov, sharia, kan enhver der begår voldshandlinger få amnesti, men skal da betale en kompensation til ofrets familie for at undgå straf. Politiske iagttagere var af den overbevisning, at amnestitilbuddet var rettet mod lavere al-Qaeda medlemmer, mens lederlaget givet ville afvise den.

I august meddelte regeringen, at kommunalvalget ville blive gennemført i starten af november. Valget var det første skridt i retning af demokrati, siden familien Saud 70 år tidligere havde indført enevælde i landet. Den første fase af valget ville bestå i valg til 180 kommunalbestyrelser i Riyad og ville blive sat i gang efter afslutningen af den muslimske fastemåned, Ramadan. Valget ville blive gennemført i de øvrige dele af landet i de efterfølgende måneder. Først i den sydlige og østlige del af landet inden Haj i midten af januar 2005. På dette tidspunkt var der endnu ikke fastsat nogen alder for stemme- eller valgret, og kvinders stilling var fortsat ikke helt klar.

Udenlandske journalister gav udtryk for, at den saudiske regering fremmede demokratiseringsprocessen efter pres fra USA - efter at supermagten i årtier havde forsvaret det enevældige monarki i landet. For oppositionen der krævede almene valg, var kommunalvalget blot en lille åbning fra regimets side. Den fortsatte sin kritik af arbejdsløsheden, korruptionen og den manglende ytringsfrihed.

I december 2004 døde mindst 7 personer under et angreb på USA's konsulat i Jeddah i den vestlige del af landet. 4 af disse var saudiske vagter, der bevogtede konsulatet. I januar 2005 fandt der to store eksplosioner sted da formodede al-Qaeda aktivister angreb indenrigsministeriet i Riyad.

I februar 2005 gennemførtes de planlagte kommunalvalg - uden kvindelig deltagelse. Kvinder har fortsat ikke stemmeret. 

Efter at kong Fahd døde i august, blev kronprins Abdullah indsat som ny konge, premierminister og sultan. Han udpegede forsvarsministeren som sin kronprins.

Efter 12 års forhandlinger blev Saudi Arabien i november medlem nr. 149 af WTO. Industri- og handelsminister Hashim Yamani erklærede at der var tale om et «højdepunkt i de økonomiske og strukturelle reformer Saudi Arabien har indledt».

Under den årlige stening ved pilgrimsrejsen til Mekka døde 360 personer, mens 70 andre døde da deres herberg styrtede sammen.

I sin klumme i New York Times erklærede USA's tidligere ambassadør i Iraq, Zalmay Khalilzad i juli 2007, at ikke alene gjorde Saudi Arabien intet for at hjælpe Iraq; det gjorde også alt for at hindre fremskridt i de komplekse problemer landet stod overfor. Han hævdede videre, at Ryad støttede sunni partisaner og selvmordsaktivister ved at give dem uhindret ret til at krydse grænsen mellem Iraq og Saudi Arabien.

The Economists demokratiindex fra 2008 placerede det USA allierede Saudi Arabien på en 161 plads ud af 167 stater. Journalister uden grænser placerede det på en 163 plads ud af 175. Ifølge menneskerettighedsorganisationerne Human Rights Watch og Amnesty International undertrykkes de 14 mio. saudiske kvinders og pigers rettigheder, de 8 mio. migrantarbejdere og landets 2 mio. shia muslimer. Folk arresteres hyppigt vilkårligt, udsættes for tortur eller nedværdigende behandling, og stilles de endelig for retten udsættes de ofte for vilkårlige domme. Mindst 69 personer blev henrettet i 2009, deriblandt 1 kvinde og 2 børn.

2011 Repression og reformer

Saudi Arabien reagerede på det «arabiske forår» i starten af 2011 med repression og reform. Alle forsøg på protest og krav om reformer blev slået ned med hård hånd og alle demonstranter arresteret. Reformkravene var stærkest i landets østligste provins, der har en betydelig shia befolkningsgruppe, der udsættes for diskrimination. Parallelt med repressionen annoncerede kongen gennemførelse af en række reformer. Alene i 2011 skulle der bruges 37 mia. US$ på at skabe nye arbejdspladser, på understøttelse til arbejdsløse, på uddannelse, boligstøtte, afskrivning af gæld og en ny sports TV kanal. Kongen erklærede videre at han ville bruge 400 mia. US$ på tilsvarende reformer og infrastrukturprojekter frem til 2014. I september erklærede han, at kvinder vil få stemme- og valgret ved kommunalvalget i 2015. I januar 2012 fyrede han den dybt konservative chef for landets religiøse politi og erstattede ham med en mere moderat mullah. I juli 2012 meddelte landet, at kvinder for første gang ville få lov til at deltage på landets OL hold ved de olympiske lege i London. Forbuddet mod at køre bil stod dog fortsat ved magt. I januar 2013 udpegede kongen 30 kvinder til Shura rådet, og i august blev der for første gang i landets historie vedtaget en lov der gjorde vold i hjemmet ulovligt. Saudiske kvinder havde indtil da ingen beskyttelse haft mod seksuelle og voldelige overgreb. De saudiske kvindeorganisationer hilste skridtet velkomment, men udtrykte samtidig bekymring i hvilken udstrækning loven ville få virkning, så lang tid landets dommerstand fortsat var dybt reaktionær.

Saudiske specialstyrker. Trænet af britiske soldater inden de i marts 2011 invaderede Bahrain for at knuse oprøret mod Bahrains konge.

Saudi Arabien invaderede i marts 2011 Bahrain for at nedkæmpe oprøret mod Bahrains enevældige hersker. Saudi Arabien frygtede at oprørene i Egypten og Tunesien i månederne inden skulle sprede sig og vælte de fundamentalistiske diktaturer på den arabiske halvø. Det saudiske regime er gennem 30 år blevet væbnet til tænderne af USA, og efter invasionen og besættelsen af Bahrain blev det afsløret, at landets specialstyrker - anti-terrorkorps og skarpskytter - umiddelbart inden var blevet trænet af britiske soldater. Saudi Arabien samlede ligeledes betydelige troppestyrker ved grænsen til Yemen for eventuelt at komme landets nødstedte diktator, Abdullah Saleh til hjælp.

Mens Qatar allerede i marts 2011 gav støtte til oprørerne i Libyen, havde Saudi Arabien forhold sig mere afventende. Den tilbagetrukne holdning var borte, da det kom til oprøret mod det andet ikke-konservative regime i den arabiske verden - Syrien. Her indledte Saudi Arabien allerede i midten af 2011 militær støtte til landets oprørere og fik samtidig smidt Syrien ud af den Arabiske Liga. Landet knyttede samtidig kontakter til både militærdiktaturet og det muslimske broderskab i Egypten. Saudi Arabien satsede på at erstatte Egypten som det toneangivende land i den Arabiske Liga og samtidig rykke ligaen et stort skridt mod højre.

Saudi Arabien henrettede 82 personer i 2011. En tre-dobling af tallet ifht. 2010. Deriblandt 5 kvinder og 28 udenlandske statsborgere. Over 100 blev idømt piskestraffe. I 2012 blev mindst 79 henrettet. I de første 11 måneder af 2013 blev mindst 64 henrettet. I 2014 steg tallet til mindst 76.

Kriminalretten i Jeddah dømte i juli 2013 internetaktivisten Raif Badawi til 7 års fængsel og 600 piskeslag for at have oprettet et Web site, hvor det bl.a. var muligt at diskutere sociale spørgsmål og religion. Dommen blev anket til appelretten, der i april 2014 skærpede dommen til 10 års fængsel, 266.000 US$ i bøde og 1000 piskeslag fordelt over 20 piskninger. Den første piskning fandt sted den 9. januar 2015 foran en fyldt moské i Jeddah. Det var 2 dage efter de vestlige medier var gået i selvsving over mordene på 12 bladtegnere og journalister i Paris. Undertrykkelsen af ytringsfriheden i det vestligt allierede Saudiarabien udløste ikke en notits, men udløste dog stærke protester fra menneskerettighedsorganisationer. Ugen efter kunne Badawi ikke få sine næste 50 piskeslag, da hans helbred var for dårligt efter den første omgang. Hundredevis af menneskerettighedsaktivister og journalister sidder fængslede som politiske fanger i landet.

Den 26. oktober 2013 gennemførte 50 saudiske kvinder en aktion, hvor de i forskellige dele af landet satte sig bag rattet og kørte bil. Det er forbudt i landet. Mindst 18 blev stoppet af politiet, men det var ikke klart hvilke sanktioner myndighederne ville vælge: bøder eller fængselsstraf. Aktionerne fortsatte gennem 2014, og myndighederne svarede igen med arrestationer af de kørende.

Saudiarabiens økonomiske og våbenmæssige støtte til rabiate islamister i Syrien gav i 2014 bagslag, da Islamisk Stat (IS) trådte frem på scenen i Iraq og Syrien som den stærkeste fundamentalistiske kraft i regionen. Saudiarabien følte sin position som fundamentalistisk fyrtårn truet og udsendte i september 2014 en fatwa mod IS, der blev betegnet som ikke-islamisk. Støtten til de rabiate oprørere i Syrien fortsatte dog.

I 2014 spidsede konflikten med Qatar til om førerskabet i den arabiske verden. Mens Qatar i 2012 havde støttet Egypten med 7,5 mia. US$ under det Muslimske Broderskabs Mohammed Morsis tid på præsidentposten, havde Saudiarabien satset på et svækket Egypten for selv at kunne indtage posten som det toneangivende land i den arabiske verden. Saudiarabien havde derfor bl.a. støttet de fundamentalistiske Salafister i Egypten. Konflikten i strategi mellem Saudiarabien og Qatar fik i oktober 2013 de to lande til at indgå en «ikke-indblandingsaftale i andre landes indre anliggender». Allerede i marts 2014 trak Saudiarabien imidlertid sin ambassadør hjem fra Qatar og anklagede landet for ikke at overholde aftalen. Opkomsten af IS som en stærk fundamentalistisk kraft i regionen fik dog de to lande til at mindske konflikten og normalisere de diplomatiske forbindelser i slutningen af året.

Den aldrende konges helbred var skrøbeligt. I 2012 blev han behandlet i USA efter et hjerteanfald. I april 2014 blev han diagnosticeret med lungekræft og fik kun ½ år at leve i. Han overlevede alligevel, men fik i januar 2015 lungebetændelse. Det skrantende helbred forstærkede magtkampen i Saud familien om hans efterfølger på tronen.

Hverken EU eller USA kritiserer det manglende demokrati i landet eller de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Dertil er landet for god en kunde. USA solgte i 2013 1300 klyngebomber til Saudiarabien til en værdi af 640 mio. US$. Hverken supermagten eller Saudiarabien har skrevet under på den internationale traktat mod anvendelse af det uhyggelige våben. Saudiarabien har ikke diplomatiske forbindelser med Israel, men Iran er en større fjende. På foranledning af USA har Saudiarabien derfor gennemført øvelser, hvor landets luftforsvar er blevet sat ud af kraft for at gøre det muligt for israelske jagerfly at overflyve saudisk luftrum for at angribe anlæg i Iran.

Kong Abdullah døde i januar 2015 og tronen blev overtaget af hans brod, den 79 årige Salman bin Abdulaziz Al Saud. Ledere i Vesten stillede sig i kø for at kondolere diktatorens død, og i Storbritannien beordrede regeringen offentlige bygninger til at flage. Dette udløste kritik fra et bredt politisk spektrum i landet, der havde vanskeligt ved at forstå hvorfor Storbritannien skulle hylde det middelalderlige land. Storbritannien sendte premierminister David Cameron til diktatorens begravelse, mens Danmark sendte forsvarsminister Nicolai Wammen, som udtryk for Danmarks betydelig militære bidrag til destabilisering af Mellemøsten.

Under pilgrimsfærden til Mekka i september 2015 blevet over 2200 mennesker trampet ned eller kvalt.

I marts 2015 indledte Saudi Arabien krig mod Yemen, efter de sidste rester af Haddi diktaturet var blevet væltet i landet. Sauderne påstod, at Yemens houthi oprørere blev støttet af Iran, Men var ude af stand til at sandsynliggøre hvordan houthierne skulle få våben gennem Oman og over Hormuz strædet, der er en af verdens bedst bevogtede vandveje, overvåget af USA's flåde. Den saudiske krig blev støttet af både Egypten, Sudan, Storbritannien og USA. Saudi Arabien gjorde sig skyldig i alvorlige krigsforbrydelser under sin terror mod Yemen. Allerede i maj viste undersøgelser gennemført af Human Rights Watch at landet havde anvendt de forbudte klyngebomber i sine angreb. En FN undersøgelse fra oktober viste, at af de 2615 civile der var blevet siden marts var over 60% blevet dræbt under saudiske luftbombardementer. Anvendelsen af klyngebomber fortsatte gennem 2015 og ind i 2016, og fik selv FN's Generalsekretær Ban Ki Moon til at erklære, at der kunne være tale om krigsforbrydelser. I januar 2016 angreb saudiske fly et hospital drevet af Læger uden Grænser (MSF) i Sa'ada. Mindst 6 blev dræbt. Det var Israel der allerede i 2009 indførte traditionen med at angribe hospitaler. USA fortsatte den med angreb på MSF hospitaler i Afghanistan i 2015, og i 2016 sluttede Saudi Arabien sig til traditionen. USA hindrer med truslen om veto FN's Sikkerhedsråd i at gribe ind i konflikten. Iflg. FN's katastrofeorganisation OCHA havde 21 mio. yeminiter i februar 2016 brug for humanitær assistance som følge af den saudiske krig mod Yemen og 7,6 mio. var decideret truet af sult. Den saudiske krig banede samtidig vej for militær fremgang for al-Qaeda (AQAP) og fremkomsten af IS grupper i Yemen. Allerede i april 2015 lykkedes det AQAP at besætte den sydøstlige havneby Al Mukalla, efter i flere måneder at have været på flugt fra houthi militsen.

Siden 2013 havde der udviklet sig en stadig stærkere politisk akse mellem Israel og Saudi Arabien, der var forenet i bekæmpelsen af Iran, modstanden mod USA's og EU's afvikling af sanktionerne mod Iran og normalisering af forholdet til landet, samt ønsket om at erstatte Assad regimet i Damaskus med islamister. Efter USA i september 2014 angiveligt indledte bombardementer af IS i Syrien og Iraq - trods voldsomme protester fra især Saudi Arabien og Tyrkiet - begyndte Saudi Arabien at levere tungere våben til de syriske jihadister, bl.a. anti-tank våben. Efter Rusland i september 2015 indledte bombardementer af IS truede Saudi Arabien med yderligere at forstærke våbenleverancerne og meddelte i februar 2016 at det var rede til at sende soldater ind i Syrien for at deltage i kampene. Samme måned sendte det de første F-16 fly til baser i Tyrkiet, hvorfra de skulle angribe syrisk militær og russiske fly. Sammen med Tyrkiet spekulerede landet i at skabe en militær konfrontation med Rusland, der mere afgørende kunne trække USA ind i krigen.

Saudi Arabien opviser en brutalitet IS blot kan drømme om. Landet startede 2016 med at henrette 47 mennesker ved halshugning. Sauderne kaldte dem terrorister, men der var tale om shiae-muslimer, deriblandt landets vigtigste shia imam Sheikh Nimr. Henrettelsen af imamen udløste øjeblikkeligt omfattende protester mod Saudi Arabien i Iran, hvor demonstranter stormede ambassaden. Saudi Arabien afbrød derefter de diplomatiske forbindelser.

I februar 2016 vedtog EU Parlamentet en boykot af våbensalg til Saudi Arabien. Boykotten var dog ikke bindende. De europæiske våbenproducenter med de britiske i spidsen nød godt af årlige ordrer på flere mia. US$. Trods betydelige protester i Storbritannien fortsatte premierminister Cameron sit arbejde for britisk våbensalg til sauderne. Årsagen til EU Parlamentets ønske om boykot var de omfattende saudiske krigsforbrydelser i Yemen.

Samme måned sendte Danmark en handelsdelegation til Saudi Arabien anført af udenrigsminister Kristian Jensen og kongehuset. Besøget markerede de tætte forbindelsen mellem Danmark og det blodige diktatur, der den foregående måned havde halshugget over 50. Danmark leverer våben til diktaturets blodige krig i Yemen og uderigsministeren benyttede lejligheden til at erklære, at Danmark var imod EU's og internationale menneskerettighedsorganisationers opfordringer til våbenboykot af diktaturet.

Landet er et af verdens mest brutale krænkere af de menneskelige rettigheder. Én sag kom i særlig grad til at skille sig ud i 2015. I maj 2014 var bloggeren Raif Badawi blevet idømt 10 års fængsel og 1000 piskeslag. Intet menneske overlever 1000 piskeslag, og den islamistiske domstol havde derfor besluttet, at de skulle fordeles over 20 uger. Hver fredag efter fredagsbønnen skulle han have 50 piskeslag. De første fik han den 9. januar 2015. Straffen skabte imidlertid internationalt furore, og efter den første runde piskning der sendte Badawi på hospitalet blev straffens fuldbyrdelse sat i bero. Men han sidder fortsat fængslet. Et andet fremtrædende offer for regimets grusomheder var den palæstinensiske poet Ashraf Fayadh, der i november 2015 blev dømt til døden for kriitk af islam. Dommen blev 2 måneder senere ændret til 8 års fængsel og 800 piskeslag.

EU Parlamentet vedtog i februar 2016 en våbenembargo mod Saudi Arabien som følge af landets krigsforbrydelser i Yemen. Embargoen blev ignoreret af de store lande og deres våbenproducenter.

Den Specialiserede Kriminalret (SCC) i Riyadh idømte i marts 2016 journalisten Alaa Brinji til 5 års fængsel, efterfulgt af 8 års udrejseforbud. Anledningen var en række kommentarer han havde offentliggjort på Twitter. Samme måned idømte SCC den islamisk lærde Mohanna Abdulaziz al-Hubail 6 års fængsel efterfulgt af 6 års udrejseforbud for at have «fornærmet kongen og staten». Staten fortsatte med også at slå hårdt ned på menneskerettighedsaktivister. I maj blev grundlæggeren af menneskerettighedsorganisationen ACPRA, Abdulaziz al-Shubaily idømt 8 års fængsel efterfulgt af 8 års udrejseforbud.

FN offentliggjorde i juni 2016 en rapport over lande, der groft krænker børns rettigheder. Saudi Arabien skilte sig i rapporten særlig ud, pga. landets krig mod Yemen, der har kostet mange tusinde børn livet og skabt hungersnød. Saudi Arabien blev særdeles vred over at blive omtalt for sine krigsforbrydelser i Yemen, mobiliserede de andre lande i Golfen til at lægge pres på FN og truede selv med at indstille sine bidrag til UNWRA, der er FN's program for de mange millioner palæstinensiske ofre for Israels krige og etniske udrensninger. Det massive pres på FN lykkedes. Generalsekretær Ban Ki Moon fik egenhændigt fjernet omtalen af Saudi Arabien. Dette udløste til gengæld fordømmelse fra verdens menneskerettighedsorganisationer, der konstaterede at FN lå under for slyngelstatens trusler. (Saudi Arabia's row with Ban Ki-moon over Yemen marks new low in UN relationship, Guardian 10/6 2016), (UN blacklists Saudi-led coalition over child deaths in Yemen, Daily Star 3/6 2016).

Ligeledes i juni opfordrede en koalition af internationale NGO'er - deriblandt Human Rights Watch og Amnesty International - FN's Generalforsamling til at suspendere Saudi Arabiens medlemsskab af FN's Menneskerettighedsråd pga. landets grove og systematiske krænkelser af menneskerettighederne i Yemen.

USA's kongres vedtog i september 2016 med overvældende majoritet at omstøde det veto præsident Obama havde lagt mod den såkaldte Justice Against Sponsors of Terrorism Act (JASTA). Loven gav familier der var berørt af terrorangrebene 11. september 2001 mulighed for at kræve erstatning af Saudi Arabien, der leverede de fleste terrorister til angrebene. Allerede i april havde Saudi Arabien truet med at sælge dets beholdning på 750 mia. US$ i nordamerikanske statsobligationer.

Danmark og resten af den vestlige verden kritiserer normalt ikke det middelalderlige kleptokrati Saudi Arabien. Der er for mange økonomiske og politiske interesser involveret. Men under en konference i Rom i december tog den britiske udenrigsminister Boris Johnson bladet fra munden og erklærede, at Saudi Arabien førte stedfortræderkrige i regionen:

There are politicians who are twisting and abusing religion and different strains of the same religion in order to further their own political objectives. That’s one of the biggest political problems in the whole region. And the tragedy for me – and that’s why you have these proxy wars being fought the whole time in that area – is that there is not strong enough leadership in the countries themselves.
Johnson identificerede pegede derefter på Iran og Saudi Arabien: That’s why you’ve got the Saudis, Iran, everybody, moving in, and puppeteering and playing proxy wars.

Udtalelsen faldt tidsmæssigt sammen med at premierminister Theresa May var på et handelsmæssigt højtprofileret besøg i Golfstaterne, hvor hun bl.a. priste den saudiske kongehus for dets «visionære ledelse» og den store værdi af den 100 år gamle alliance mellem de to lande. Det britiske udenrigsministerium var hurtigt ude med korrigerende udtalelser, der betonede de nære bånd mellem Storbritannien og Saudi Arabien. USA og Storbritannien er hovedleverandører af våben til Saudi Arabiens brutale krig mod Yemen. Alene de britiske militærordrer har et omfang af 2 mia. £ om året, og trods dokumentationen af de saudiske krigsforbrydelser i Yemen nægter den konservative britiske regering at bremse den lukrative eksport. Storbritannien leverer bl.a. ulovlige klyngebomber, der af Saudi Arabien anvendes til at begå krigsforbrydelser i Yemen. (Johnson says Saudi Arabia is a 'puppeteer' in Middle East proxy wars, Guardian 8/12 2016).

Saudi Arabien planlagde i december at henrette 150 politiske fanger og folk arresteret for narkobesiddelse eller -salg. De fleste af dommene afsiges iflg. den britiske menneskerettighedsorganisation Reprieve ved hemmelige domstole. 2016 tegnede dermed til at blive endnu et år med fordobling i antallet af henrettelser. (Saudi Arabia set to execute 150 people for second year in row, Guardian 18/12 2016).

Samme måned indrømmede den britiske forsvarsminister Fallon i Underhuset, at Saudi Arabien havde anvendt britisk leverede klyngebomber i sin krig mod Yemen. Produktion og anvendelse af klyngebomber er i strid med folkeretten (overtrædelse fa 4. Genevekonvention), men dette ignoreres af Vesten og dens allierede. (Saudi Arabia admitted using UK cluster bombs, Fallon to tell MPs, Guardian 19/12 2016).

USA's præsident Trump drog i maj 2017 på sit første statsbesøg - eller rettere forretningsrejse. Målet var Saudi Arabien og Israel. To vigtige kunder for supermagtens våbenindustri. Forinden havde hans forretningsfolk forhandlet en aftale på plads om salg af våben for 100 mia. US$ til Saudi Arabien. Med følgesalg løb aftalen op i 300 mia. US$ over en 10 årig periode. Omfanget af våbensalget til Israel blev holdt hemmeligt. Udover støtte til USA's våbenindustri var perspektivet at tvinge Iran ind i et våbenkapløb, eller i det mindste sikre USA's allierede i regionen overlegenhed overfor Iran. Få uger efter besøget gik Saudi Arabien og dets satellitstater i diplomatisk krig med Qatar. Forklaringen overfor vesten var «Qatars støtte til terrorisme». Forklaringen var interessant, fordi verdens største støtte af terror var Saudi Arabien, der gennem støtte til militante islamistiske grupper i Europa og egentllge terrororganisationer i Mellemøsten støtter terror. Qatar gør det samme. Det er bare andre organisationer. I Egypten støttede Saudi Arabien i 2011-12 den ekstremistiske Salafist bevægelse, mens Qatar støttede det mere moderate Muslimske Broderskab. I Syrien støttede Qatar al-Nusra fronten, der var knyttet til al-Qaeda, mens Saudi Arabien støttede IS. Kernen i konflikten var saudisk utilfredshed med, at Qatar førte sin egen højtprofilerede udenrigspolitik uafhængigt af Saudi Arabien. I løbet af nogle uger blev det diplomatiske pres imidlertid koncentreret om kravet om lukning af Qatars al-Jazeera. TV stationen var langt mere populær end Saudi Arabiens al-Arabiya og dermed en trussel mod Saudi Arabiens æterbårne spredning af wahabisme og udlægning af regional og international politik. For at sætte kongedømmet under ekstra pres indførte Saudi Arabien handels- og transportsanktioner mod Qatar. Landet fik forbud mod at overflyve Saudi Arabien og satellitstaterne der deltog i blokaden: Egypten, Bahrain og Forenede Arabiske Emirater. Samtidig indstillede Saudi Arabien sin eksport af fødevarer til Qatar, der ellers var den vigtigste kilde til fødevarer. Tyrkiet modsatte sig fra starten blokaden og gennemførte i stedet militærmanøvrer med den lille Golfstat. USA's præsident sluttede umiddelbart op om Saudi Arabien og kritiserede Qatar for dets «terrorstøtte». Det sendte supermagtens diplomater på overarbejde, for en af dens vigtigste flybaser i regionen lå i Qatar. Også flere europæiske lande - bl.a. Storbritannien - bakkede op om Saudi Arabien. Kleptokratiet var et lukrativt marked for den europæiske våbenindustri. (US nears $100bn arms deal for Saudi Arabia in time for Trump's visit, Guardian 13/5 2017; Gulf plunged into diplomatic crisis as countries cut ties with Qatar, Guardian 5/6 2017)

Den saudiske krig mod Yemen kastede i 2017 landet ud i en alvorlig koleraepidemi, der frem til midten af året havde kostet næsten 2.000 livet. Iflg. officielle tal. Saudi Arabien havde de foregående år rutinemæssigt bombet hospitaler og vandforsyning. Ved udgangen af året var flere millioner yemenitter omfattet af epidemien. Saudi Arabien havde dermed udløst verdens værste humanitære katastrofe og hindrede katastrofehjælp i at nå frem gennem sin totale land- og søblokade af landet.

Danmark støtter aktivt undertrykkelsen af menneskerettighederne i Saudi Arabien. Dagbladet Information kunne i 2016-17 afsløre, at det danske erhvervsministerium havde givet eksporttiladelse til avanceret overvågningsudstyr fra Nørresundby virksomheden BAE Systems Applied Intelligence. Tilladelsen gjaldt eksport til diktaturstaterne Saudi Arabien, Qatar, Oman, UAE, Marokko og Algeriet. Det avancerede elektroniske udstyr blev anvendt til overvågning og forfølgelse af journalister, menneskerettighedsaktivister og oppositionelle. Allerede før det arabiske forår i 2011 havde BAE's forgænger, ETI leveret overvågningsudstyr til Ben Ali diktaturet i Tunesien. (Temaserie om dansk eksport af overvågningsteknologi, Information 2016-17)

I et forsøg på at lette landets blakkede ry ophævede kongen i september 2017 forbuddet mod, at kvinder kunne køre bil. Samtidig gjorde han kvinder opstillings- og stemmeberettigede ved fremtidige valg til Shura rådet.

Kronprins Mohammad bin Salman stod i november i spidsen for en intern magtkamp og udrensning i Saud familien. Over 500 familiemedlemmer blev arresteret og 2000 bankkonti med indeståender på ialt 800 mia. US$ blev konfiskeret. I diktaturets diskurs var der tale om «kamp mod korruption». I de vestlige medier blev diktaturets udrensninger præsenteret som en «reformbølge».

FN udgav i juni 2018 en rapport, der anklagede Saudi Arabien for at anvende sin terrorlovgivning til at retfærdiggøre tortur. Rapporten punkterede Vestlig og Saudisk propaganda om reformer i det fundamentalistiske og klektokratiske kongehus. I august udviste landet den canadiske ambassadør og kaldte samtidig sin egen ambassadør hjem fra Canada, efter at den canadiske ambassadør havde opfordret diktaturet til løsladelse af en række prominente politiske fanger. (UN accuses Saudi Arabia of using anti-terror laws to justify torture, Guardian 6/6 2018)

I starten af oktober henrettede regimet journalisten Jamal Khashoggi på dets konsulat i Istanbul. Khashoggi var i september 2017 gået i eksil i USA efter Riyad regimet havde lukket hans Twitter konto. Khashoggi skrev i stigende grad kritiske artikler om kronprins Mohamad bin Salman og regimet sendte derfor i starten af oktober en henrettelsesenhed til Istanbul. Khashoggi havde en tyrkisk kæreste han ønskede at blive gift med, og var derfor nødt til at henvende sig på konsulatet. Henrettelsen var aldrig blevet en international begivenhed, hvis det ikke lige var for Tyrkiets rivalisering med Saudi Arabien om lederskabet over den muslimske verden. Samme dag Khashoggi var blevet dræbt gik den tyrkiske præsident Erdogan derfor i medierne med historien. Ikke pga. præsidentens kærlighed til journalister. Tusinder af tyrkiske journalister var blevet afskediget af Erdogan regimet de foregående år, flere hundrede sat i fængsel og mange dagblade lukket. Mordet var en anledning til at bringe den geopolitiske modstander i defensiven. Hver dag bragte nye dementier fra det saudiske diktatur, der blot udløste nye detaljer fra det tyrkiske diktatur. Detaljer der kun kunne stamme fra aflytning og/eller en spion Tyrkiet havde plantet på det saudiske konsulat. Først efter flere ugers benægtelse indrømme Riyad regimet, at det havde myrdet journalisten, og en gruppe på 15 højtstående militærfolk og «retsmedicinere» nært knyttet til kronprinsen blev arresteret i Saudi Arabien. Tyrkiet havde en skjult optagelse af mordet og den efterfølgende partering af journalisten, som ikke blev offentliggjort, men i stedet udleveret til Tyrkiets allierede. Det var ikke Saudi Arabiens folkeretstridige krig mod Yemen, der udsatte 18 mio. yeminitter for hungersnød, der satte våbenboykot af Saudi Arabien på den politiske dagsorden, men derimod mordet på Khashoggi. I november blev Tyrkiets båndoptagelse afspillet for CIA der efterfølgende konkluderede, at bin Salman med stor sandsynlighed stod bag mordet. Den konklusion ignorerede Trump regimet i Washington. Trump selv havde store økonomiske interesser i Saudi Arabien, og det var USA der var storleverandør af våben til regimet og dets krig mod Iran, der samtidig var en stedfortræderkrig mod Iran. De to regimer beverede derfor deres alliance. I slutningen af november skulle bin Salman deltage i G20 topmødet i Argentina. Internationale menneskerettighedsorganisationer opfordrede derfor Argentina til at arrestere bin Salman og rejse tiltale imod ham for mordet. Anklagemyndigheden i Argentina fulgte opfordringen, men havde ingen chance for at udstede en arrestordre, da landets højesteret inden skulle tage stilling til, om Salman var dækket af diplomatisk immunitet. I mellemtiden havde Saudi Arabien optrappet krigen mod Yemen for at få kontrol over havnebyen Hodaidah, der var eneste forsyningsvej til den hungertruede befolkning. I slutningen af november hindrede Saudi Arabien sammen med USA at FN's Sikkerhedsråd krævede kampene standset. Saud regimet truede med ellers ikke at vile deltage i fredsforhandlinger med Yemen i Stockholm. (Saudi journalist 'killed inside consulate' – Turkish sources, Guardian 6/10 2018; CIA Khashoggi findings 'highly damaging' to Mohammed bin Salman, Guardian 18/11 2018; Argentina prosecutors considering charges against Mohammed bin Salman at G20, Guardian 27/11 2018; Argentina prosecutor takes on case against Mohammed bin Salman, Guardian 28/11 2018; Yemen ceasefire resolution blocked at UN after Saudi and UAE 'blackmail', Guardian 29/11 2018)

Vesten har i hundredevis af år henrettet politiske modstandere i ind- og udland, men har oftest kunnet kontrollere medierne, og derfor dækket sine forbrydelser. Det mislykkedes for Saudi Arabien, der blev udstillet som det brutale middelalderlige regime det har været i næsten 100 år, samtidig med at vestens hykleri blev udstillet. Saud regimet som handelspartner var vigtigere for Vesten end dets globale krænkelser af menneskerettighederne.

En komite under det britiske Overhus afgav i februar 2019 rapport om Storbritaniens våbensalg til Saudi Arabien til brug i landets krig mod Yemen. Rapporten kendte salget ulovligt. I juni 2019 afgav en appeldomstol en tilsvarende kendelse. Allerede i 2016 tog en række britiske ministre: Boris Johnson, Jeremy Hunt og Liam Fox en hemmelig men samtidig ulovlig beslutning om salg af britiske våben til Saudi Arabien. Landet har siden solgt for 4,9 mia. £ våben til landet. De tre ministre og Storbritannien har dermed et medansvar for Saudi Arabiens krigsforbrydelser og ville kunne blive dømt af ICC. Kongressen i USA vedtog allerede i februar at standse USA's våbensalg til Saudierne. En beslutning præsident Trump nedlagde veto imod. Han har selv store økonomiske interesser i Saudi Arabien. Præsidentens veto kan omstødes hvis 2/3 af kongressen stemmer herfor, men selvom flere republikanere efterfølgende stemte for et forbud mod våbensalg rakte det ikke til 2/3 flertal. (UK's Saudi weapons sales unlawful, Lords committee finds, Guardian 16/2 2019; UK arms sales to Saudi Arabia unlawful, court of appeal declares, Guardian 20/6 2019; Dismay as Trump vetoes bill to end US support for war in Yemen, Guardian 17/4 2019; Republican-controlled Senate votes to block Trump’s arms sales to Saudis, Guardian 20/6 2019)

Diktaturet meddelte i marts at en lang række kvindesagsaktivister der er blevet arresteret siden 2016 vil blive stillet for retten. Flere af dem var i 2016-18 med til at arbejde for kvinders rettighed til at køre bil, og blev i den forbindelse arresteret, fængslede, udsat for tortur og seksuelt chikaneret. Nu stilles de for retten. Vestlige medier ynder at fremstille diktaturet som præget af «reformer», anført af kronprins Mohammad bin Salman der stod bag mordet på journalisten Jamal Khashoggi. (Saudi Arabia: detained women's rights activists to be put on trial, Guardian 2/3 2019)

En FN undersøgelse i juni slog fast, at kronprins Mohammd bin Salman burde undersøges for mordet på Jamal Khashoggi i oktober 2018. Efter at have fået adgang til nyt materiale fra den tyrkiske efterretningstjeneste kunne rapporten slå fast, at højtstående personer i det saudiske diktatur var involveret. FN anbefalede, at FBI blev sat på undersøgelse af henrettelsen. Det blev øjeblikkelig afvist af Trump, der ikke ønskede hindringer lagt i vejen for de omfattende våbensalg til diktaturet. I juli kunne Journalister uden Grænser (RSF) oplyse, at Saudi Arabiens var faldet til 172. pladsen (ud af 180) hvad angår pressefrihed i verden. Der sad da 30 saudiske journalister fængslet. Det britiske avis Guardian skrev, at dets journalister blev hacked af den saudiske efterretningstjeneste under deres arbejde i landet. (‘Credible evidence’ Saudi crown prince liable for Khashoggi killing – UN report, Guardian 19/6 2019; 'We are coming to get you': recordings reveal Saudi plan for Khashoggi murder, Guardian 19/6 2019; Trump dismisses UN request for FBI to investigate Jamal Khashoggi's murder, Guardian 23/6 2019; Saudis vexed at low ranking on press freedom index after Khashoggi murder, Guardian 10/7 2019)

USA og Saudi Arabien gennemførte i juni angreb på to olietankere i Hormuzstrædet og skød derefter skylden på Iran. Formålet var at puste til krigshysteriet, der skal bane vej for en saudiske, israelsk, nordamerikansk krig mod præstestyret i Tehran. Storbritannien sluttede sig efterfølgende til krigshysteriet og sendte krigsskibe til Hormuzstrædet. Saudi Arabiens kronprins truede i utilslørede vendinger Iran med krig. (Saudi crown prince tells Iran: 'We won't hesitate to deal with any threat', Guardian 16/6 2019)

Efter en kort opbremsning i forfølgelsen af politiske modstandere under G20 topmødet i november 2020 som Saudi Arabien stod for, tog forfølgelsen atter til. Menneskerettighedsaktivister og dissidenter blev idømt lange fængselsstraffe af den notorisk berygtede Specielle Kriminaldomstol. I marts 2021 forlængede regimet Mohammad al-Otaibis fængselsstraf fra 14 til 17 år. Hans forbrydelse bestod i at have dannet Unionen for Menneskerettigheder. I april idømte domstolen Abdulrahman al-Sadhan 20 års fængsel. Han arbejdede for Røde Halvmåne i Riyadh. Hans forbrydelse bestod i at have skrevet tweets, der gjorde grin med regeringens økonomiske politik og selve regeringsformen.

Diktaturet bilagde i januar 2021 sin politiske og diplomatiske krig mod Qatar og de to lande genoptog diplomatiske forbindelser. Måneden efter besluttede USA's regering, at supermagten ikke længere ville levere våben til Saudi Arabiens angrebskrig mod Yemen. Nogle måneder senere blev det imidlertid rapporteret, at supermagten fortsat tillod private virksomheder at servicere de saudiske kampfly. Selv om om US efterretningsrapport i februar lagde ansvaret for mordet på journalisten Jamal Khashoggi i oktober 2018 på kronprins Mohammed bin Salman, så tog regimet i Washington ikke skridt mod kronprinsen. Forholdet mellem de 2 regimer blev dog hastigt afkølet gennem året. Et udtryk for at Saudi Arabien havde betydeligt mere ud af samarbejdet med gangsterbossen Donald Trump, der alene fokuserede på US våbensalg til landet.

I juli blev det afsløret, at det israelske firma NSO havde installeret sin Pegasus software i over 50.000 smartphones. Køberne var diktaturer over det meste af verden. Deriblandt Saudi Arabien der brugte det til at aflytte journalister, dissidenter og menneskerettighedsaktivister. Også familiemedlemmer til journalisten Jamal Khashoggi, som diktaturet myrdede i Istanbul i oktober 2018.

Alene i november-december arresterede regimet 117.000 migrantarbejdere, der havde «overtrådt» reglerne i landets middelalderlige kafala slavearbejdersystem. 73.000 blev efterfølgende deporteret til deres hjemland.

Guia del Mundo