Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 60.557
: :
Bureaukrati

Bureaukrati betyder kontorledelse, og stammer fra det franske «bureau», der oprindeligt betegnede et stykke tøj, der dækkede franske embedsmænds skriveborde i det 18. århundrede, samt fra det græske «krati» der betyder ledelse. Ordet blev antageligt taget i anvendelse i kampene mod enevælden før den franske revolution.

Bureaukrati er en form for fast administration, der findes i både private og offentlige organisationer, og er kendetegnet af at stillingerne er rangordnede efter stigende grad af autoritet. De vigtigste afgørelser i bureaukratiet bliver taget på de overordnede niveauer, der udstikker direktiver og instrukser til de underordnede led og samtidig overvåger deres arbejde. Selve stillingerne og deres kompetenceområde er reguleret i love eller forskrifter. Stillingsmønstret er stabilt og varigt. Virksomheden er knyttet til anvendelsen af sagsdokumenter og sagsarkiver, der giver mulighed for at tage ensartede afgørelser i ens sager.

Antageligt har der også tidligere i historien eksisteret former for administration, der kan kaldes bureaukratiske. Men først med industrialiseringens og kapitalismens gennembrud fik bureaukratiet de særtræk, der ovenfor er skitseret.

Historisk udvikling

Det moderne bureaukratis oprindelse var det apparat af tjenestemænd, der i nyere tid var knyttet til kongemagten i de europæiske lande. Under enevælden forsøgte disse lag af tjenestemænd at styrke deres uafhængighed overfor kongemagten og opnå sikkerhed i deres stillinger. Dette førte bl.a. til formelle regler for ansættelse og karriere, som sikrede dem mod vilkårlige opsigelser og forflytninger.

Tjenestemændenes arbejde for øget selvstændighed fik afgørende støtte fra den nye borgerklasse. Borgerskabet ønskede at reducere den feudale adels privilegier, bl.a. dens eneret til ledende regeringsstillinger. Et vigtigt middel i denne kamp var administrative reformer, der sikrede tjenestemandsapparatet uafhængighed ved at adskille den offentlige tjeneste og stillinger fra familiebånd og ejendomsret. De regeringsansatte skulle være neutrale tjenestemænd, der varetog en offentlig, fælles virksomhed. Deres virksomhed skulle reguleres gennem love, der fra 1800 tallet blev vedtaget i de repræsentative forsamlinger. Det overordnede princip skulle være: «lighed for loven». På samme måde som alle, ifølge tidens nye tanker, var ligestillet på markedet, skulle bureaukratiet behandle sager og tage afgørelser «uden hensyn til personens status».

Men selve væksten i det offentlige bureaukrati og spredningen af den bureaukratiske administrationsform til andre områder af samfundet skyldtes andre forhold. Specielt vigtig var udviklingen af nationalstaten. Det offentlige bureaukrati voksede sammen med udviklingen af den merkantilistiske handels- og industripolitik og med fremkomsten af stående hære. Merkantilismen forudsatte centralt organiserede tiltag til beskyttelse af hjemmemarkedet og opmuntring af national industrialisering og handel. Derfor måtte det offentlige bureaukrati udbygges. Samme betydning havde de stående hærstyrker med deres behov for stadige forsyninger af fødevarer og krigsmateriel. For at kunne organisere dette, var det nødvendigt at bringe orden i de statslige finanser, specielt gennem et enhedsskattesystem. Omfattende og pålidelige skatteindtægter måtte til for at kunne opretholde en hær og fastslå et lands magtstilling i datidens internationale spil.

Den stigende arbejdsdeling som fulgte industrialiseringen og fremvæksten af det kapitalistiske varemarked førte til yderlige bureaukratisering af samfundet. Da markederne fik national karakter for stadig større dele af økonomien, måtte også den landsomfattende kommunikation som post, telegraf, jernbane og veje udbygges. Udbygningsopgaverne var så store, at de måtte løses af staten. De socialpolitiske opgaver der fulgte i kapitalismens kølvand, skabte et lignende pres for statslig udbygning. Væksten og den sociale nød i de nye bysamfund førte til social og politisk uro. De besiddende klasser følte derfor et stærkt behov for mere lov og orden, og det betød krav om at udbygning af politi og retsvæsen. De forskellige statslige aktiviteter der ledsagede kapitalismens fremmarch, blev organiseret i pagt med det bureaukratiske styringssystem, der allerede var etableret indenfor statsapparatet.

Fremvæksten af det borgerlige demokrati og udviklingen af de demokratiske massepartier var andre faktorer i bureaukratiseringen af samfundet. Et forholdstalsbaseret valgsystem, er bygget således op, at det ikke er passende, at partierne er organiseret udfra lokalsamfundene. Derved bliver det nødvendigt med faste partiadministrationer der organiseres bureaukratisk.

Den bureaukratiske organisationsform har en ren teknisk overlegenhed sammenlignet med andre former for forvaltning: Nøjagtighed, hurtighed, ekspertise, kontinuitet og streng underordning var træk der blev regnet som fordele ved bureaukratiet. Den kapitalistiske markedsøkonomi krævede, at arbejds- og embedsopgaver blev hurtigt udført, og samtidig nøjagtigt, entydigt og kontinuerligt. De store privatkapitalistiske virksomheder i slutningen af det 19. århundrede var selv vigtige eksempler på streng bureaukratisk organisation. Princippet om arbejdsdeling efter funktionsområder, som kapitalismen rendyrkede i produktionen, stemte godt overens med de bureaukratiske principper. Bureaukratisering i de store virksomheder betød også, at arbejdsdelingen blev indført i de administrative og overvågende afdelinger i virksomhederne.

Bureaukratiet i de vestlige lande i dag

Bureaukratiet har siden 1800-tallet på to punkter forandret sig væsentligt som administrations- og styringsorgan i de vestlige lande:

1. Bureaukratiske strukturer i offentlige og private organisationer eksisterer nu side om side med andre former for administration. Administrationssystemerne i statsapparatet, i private virksomheder og interesseorganisationer er vokset kraftig i det 20. århundrede. Administrationen er i stor udstrækning organiseret efter bureaukratiske principper - med arbejdsområder fastlagt i retslige regler, hierarkiske ordnede osv. Men derudover er nye organer vokset frem. I den offentlige forvaltning findes forskellige kollegiale organer, der klart bryder med de bureaukratiske principper. De er sammensat af repræsentanter for offentlige og private interessegrupper indenfor et bestemt område. De kollegiale organer kan være engagerede i sagsbehandling, med at udvikle forslag til politiske retningslinier, eller mere fungere som rådgivende organer (se Korporativisme). Desuden er der vokset forskellige samarbejdsgrupper frem mellem de forskellige departementer og direktorater. Disse grupper udgør forsøg på at samordne den offentlige politik, og er udsprunget af de negative erfaringer man har haft med traditionel bureaukratisk specialisering og opsplitning. Tilsvarende samarbejde, «teamwork», findes også i det private erhvervsliv.

2. Det er tvivlsomt om bureaukratiet har beholdt den egenart, der blev skitseret i indledningen og som tidligere var særlig karakteristisk.

I den offentlige forvaltning findes i dag to udgaver af bureaukratiet. Den ene er hovedsageligt optaget af at iværksætte love vedtaget i parlamentet eller tiltag udformet i de enkelte departementer. Det er disse dele af bureaukratiet, de fleste folk oftest kommer i kontakt med. De iværksættende organer kan fordele offentlige økonomiske ydelser, f.eks. bistand eller pensioner, eller tildele virksomheder, organisationer eller enkeltpersoner koncessioner eller tilladelser på forskellige områder. De iværksættende dele af forvaltningen har mange af bureaukratiets kendetegn. De er gerne organiseret efter faste kompetenceområder, udstukket i love eller forskrifter der fastlægger betingelserne for tjenestemændenes handlinger. Disse love bestemmer også procedurerne for, hvordan beslutningerne skal forberedes og slutteligt tages.

Til trods for variationer i sagsbehandlingen er virksomheder oftest hierarkisk reguleret - dvs. baseret på rangordning. De lokale organer og de selvstændige statsorganer overvåges fra de centrale departementer, der ofte fungerer som højere ankeinstanser. Indenfor de enkelte offentlige instanser har de overordnede niveauer igen myndighed over de underordnede. De iværksættende dele af det offentlige apparat har derfor i væsentlig grad bevaret en bureaukratisk karakter efter klassisk mønster.

Den anden type bureaukrati gennemfører ikke blot vedtagne beslutninger i parlamentet, men udarbejder også selv forslag til nye offentlige tiltag. Den offentlige politik har i vore dage fået et omfang og en grad af forgrening og kompleksitet, der ikke tillader, at den alene håndteres af et lille antal ministre.

De traditionelle modeller for ledelse og kontrol giver ingen rigtig beskrivelse af, hvordan virksomheden i disse dele af bureaukratiet faktisk finder sted. Udvikling og forslag til politiske tiltag kan derfor ikke gøres særlig rutinepræget. Dette arbejde kan vanskeligt styres ved hjælp af generelle regler eller betingede programmer af typen «hvis - så». Ledelsen kan heller ikke dirigere sådanne aktiviteter ved hjælp af ad hoc afgørelser. Når afdelingerne i det statslige bureaukrati udvikler politiske initiativer og handlingsprogrammer, iværksætter de ikke konkrete målsætninger opstillet for dem af ledelsen; Man må snarere sige, at de selv producerer dem. De politiske målsætninger på regeringsplan er ofte så generelle, at de efterlader vide marginer for fortolkning. Hvis politiske målsætninger skal være dirigerende, må de være specificerede. Men når generelle målsætninger bliver operationaliset og nærmere specificeret, ender de i konkrete forslag, der ikke alene kan formuleres af bureaukratiets ledelse, fordi de mangler den nødvendige viden. Vanskelighederne ved at udvikle konkrete forslag skyldes bl.a. den ukontrollerede mængde af krav og hændelser i omgivelserne, som administrationen ikke kan overse. Dernæst må der tages hensyn til eksisterende forpligtelser, knapheden på ressourcer indenfor området samt muligheden for negative sideeffekter af nye tiltag. Topledelsen indenfor bureaukratiet har ikke tilstrækkelig professionel viden om disse forhold og begrænsningerne i omgivelserne. Denne viden er overvejende i hænderne på tjenestemænd på lavere niveauer indenfor administrationen. Specialisterne i de enkelte afdelinger følger nøje med på egne områder, får tidligt besked om problemer og har evne til at vurdere muligheden for at løse disse. Sådanne kundskaber og evner er nødvendige for at kunne udforme virkningsfulde offentlige tiltag. De enkelte afdelinger indenfor bureaukratiet må derfor overlades selvstændigt ansvar for at udarbejde og formulere politiske tiltag. Når ledelsen ikke producerer konkrete handlingsforslag, men kun opstiller mere generelle målsætninger, har den heller ingen ordentlig målestok til kontrol af denne virksomhed. Målsætning og kontrol kan ikke klart adskilles fra selve «produktionsprocessen», hvor politiske tiltag er selve produktet. Arbejdsdelingen mellem bund og top har dermed tendens til at forsvinde.

Processen bliver dog ikke konsekvent vendt, således at ledelsen modtager en strøm af forslag til målsætninger og handlingsalternativer og dernæst vælger blandt disse. Det ville fjerne al arbejdsdeling i afgørelsesprocessen og medføre en stærk informationsoverbelastning på toppen.

Den beslutningsproces der faktisk finder sted, kan beskrives som en «dialogmodel». Direktiverne fra ledelsen er baseret på de opfattelser af problemer, forslag til løsning af dem, og forståelser af handlingsbegrænsninger, som kommer nedefra. Direktiverne former igen holdningen hos tjenestemændene længere nede i hierarkiet og måden de søger løsninger og handlingsalternativer på. Der eksisterer fortsat en arbejdsdeling, men ikke som en klar deling mellem på den ene side formulering af målsætninger og på den anden side tiltag og iværksættelse. De forskellige niveauer i hierarkiet foretager sig nogenlunde det samme, når det handler om at udarbejde handlingsprogrammer. Men tiltagene varierer i omfang og udstrækning, og virksomheden sker på grundlag af forskellige typer information og efter forskellige beslutningskriterier.

Der foregår i nogen udstrækning en fortløbende diskussion mellem niveauerne. Men i en række tilfælde får de lavere niveauer ikke direktiver ovenfra, og må istedet tage mere indirekte signaler som udgangspunkt for deres arbejde. I en sådan forholdsvis selvstændig situation kan tjenestemændenes virksomhed i højere grad præges af deres professionsorienteringer, end af de forpligtelser og loyaliteter de har til bestemte klientgrupper.

Sådanne «dialogiorienterede» beslutningsprocesser viser, at de bureaukratiske strukturer har mistet enkelte væsentlige kendetegn. Godt nok eksisterer den hierarkiske fordeling af positioner, formel myndighed og et hierarkisk karrieremønster fortsat, men hierarkiet præger kun i ringe grad det faktiske arbejde med udarbejdelsen af offentlig politik. Bureaukratiet indenfor dele af den offentlige forvaltning har derfor mistet mange af dets klassiske kendetegn.

Ideologien om bureaukratiets neutralitet

Både indenfor den almindelige politisk ideologi og almindelig bevidsthed anses det offentlige bureaukrati for et neutralt og loyalt instrument for det flertal, der til enhver tid eksisterer i de repræsentative forsamlinger, og for den politik flertallet vedtager. Neutraliteten forsvares med, at de offentlige tjenestemænd på saglig måde varetager deres opgaver. Det vil sige, at de arbejder efter forudsigelige regler, uden at tage uvedkommende hensyn til hvilke personer eller interessegrupper der er indblandet. Disse og andre forholdsregler skal sikre, at bureaukratiet er neutralt overfor interessekampen i samfundet.

Men disse ideologiske forestillinger har kun ringe dækning i virkeligheden. Det hænger sammen med indstillingen til det offentlige bureaukrati og statsapparatet generelt. Omfanget af de statslige aktiviteter er vokset stærkt, og en række kvalitativt nye opgaver er kommet til. Statslige ydelser og tiltag har allokeret ressourcer til at løse problemer indenfor mange felter. Derved er også statens kontaktflader med samfundet blevet mangedoblet. De organiserede og kollektive aktører, dvs. organisationer og virksomheder, er i dag statsapparatets vigtigste modspillere. Men det er ikke de små organisationer og virksomheder der markerer sig. Det er overvejende store erhvervsorganisationer og økonomiske foretagender, der har tilstrækkelige ressourcer til at holde løbende kontakt med de offentlige myndigheder. Erhvervs- og interesseorganisationerne har stor interesse i udfaldet af offentlige beslutninger og sætter ofte meget ind på at gøre deres synspunkter og interesser gældende. De søger at påvirke udformningen af politiske tiltag og fordelingen af økonomiske ydelser og offentlige tilladelser. De større organiserede interessegrupper råder ofte over en stor heltidsansat stab, der systematisk kan indhente og bearbejde information på bestemte interesseområder. Mange har egne udredningsafdelinger, fuldt på højde med de der findes i statsbureaukratiet. Organisationerne kan derfor fodre offentlige tjenestemænd med informationer, som tjener organisationernes interesser. De kan endvidere være tidligt ude med definitioner af, hvad de opfatter som problemer, der kræver offentlig løsning, og de har tilstrækkelig kapacitet til at udrede løsningsalternativer til deres fordel. Endelig bliver denne virksomhed varetaget af folk med stort set samme professionelle baggrund som de offentlige tjenestemænd, sådan at informationer og problemstillinger kan formuleres i tekniske termer, som tjenestemændene er fortrolige med.

Disse påvirkninger er særligt rettet mod de dele af det offentlige bureaukrati, der beskæftiger sig med udviklingen af forslag til politiske tiltag. De enkelte tjenestemænds selvstændighed gør dem mere «udsatte» for påvirkningerne fra erhvervs- og interesseorganisationerne. Manglen på klare retningslinier fra den politiske ledelse stiller dem friere og åbne overfor at opsøge informationer, problemforståelser og handlingsalternativer. På denne måde kan visse dele af det offentlige bureaukrati blive brohoved for interesser, der går udenom de traditionelle demokratiske kanaler.

Formidlingen af samfundsmæssige særinteresser foregår ikke blot gennem påvirkninger udefra. De enkelte offentlige tjenestemænd bidrager selv aktivt til at fremme bestemte sociale gruppers interesser. Dette kan være flere årsager hertil. For det første kan tjenestemændenes uddannelse og professionelle baggrund få dem til at identificere sig med bestemte samfundsinteresser. Agronomer vil sandsynligvis forsvare landbrugets interesser udfra personlig overbevisning om, at de havner som offentligt ansatte. For det andet kan den professionelle baggrund have lært dem bestemte måder at forstå samfundsmæssige problemer på, som favoriserer bestemte interesser i et givet problemkompleks. F.eks. vil mange ingeniører i Vejdirektoratet lettere kunne forstå og have sympati for argumenter fra andre ingeniører i bilbrancheforbundene end synspunkter og argumenter fra miljøorganisationer. For det tredje kan bureaukrater planlægge en senere karriere i det private erhvervsliv. Specielt siden den kapitalistiske krises gennembrud i starten af 1970'erne har private virksomheder f.eks. rekrutteret en lang række tjenestemænd fra det offentlige bureaukrati - ikke mindst på grund af de betydeligt højere lønninger de kan tilbyde. Hvis dette bliver et fast mønster indenfor en bestemt sektor, kan det let påvirke loyaliteten og orienteringen blandt de offentlige tjenestemænd.

At visse interessegrupper tilgodeses af bureaukratiet, behøver alligevel ikke være noget åbent brud på den bureaukratiske loyalitet. Da de politiske retningslinier ofte er vage eller fraværende, vil det være vanskeligt at påvise og vurdere hvad der er loyalitetsbrud. Det gør det i sagens natur lettere for de enkelte tjenestemænd at lade deres afgørelser diktere af gruppers interesser udenfor staten.

Det er en helt anden situation, når tjenestemændene bidrager til en svækkelse af bureaukratiets neutralitet på grund af «for megen» loyalitet overfor den politiske ledelse. Embedsmænd er f.eks. blevet tvunget til at gøre en indsats i de skiftende danske EF/EU afstemninger. De er gået ud og har argumenteret for et ja til de forskellige traktater - ikke som privatpersoner, men i kraft af deres stillinger i det danske bureaukrati. Denne aktive deltagelse fra bureaukratiet i den generelle politiske kamp har i efterkrigstiden været uden sidestykke. Der er tale om en politisering af det danske bureaukrati - den samfundsmæssige interessekamp er åbenlyst blevet bragt ind i bureaukraternes hverdag. Et udtryk for denne politisering er, at tendensen til lækager fra bureaukratiet er stigende. Informationer af betydning for politiske eller økonomiske partsinteresser slipper i stigende grad ud til borgerlige partier eller til grupper i erhvervslivet. Dette tyder på, at stadig flere i og udenfor bureaukratiet ikke længere anser det for vigtigt eller tjenligt at leve op til principperne om loyalitet og neutralitet.

De dele af bureaukratiet der i praksis gennemfører vedtagne offentlige tiltag kan bryde neutraliteten på andre måder. De vil ofte erfare, at tiltag vanskeligt lader sig gennemføre uden samarbejde med de store virksomheder og erhvervsorganisationer. Det er nødvendigt at samarbejde, fordi det er vanskelig at kontrollere om virksomhederne følger myndighedernes retslige påbud. Myndighederne bliver i en sådan situation afhængige af, at virksomhederne udøver en selvjustits i tråd med loven.

Hvis myndighederne ikke har mulighed for at sætte ind overfor virksomhederne, f.eks. fordi straffebestemmelserne er utilstrækkelige og kun i undtagelsestilfælde kan anvendes, kan dette motivere til samarbejde med virksomhederne. For at få samarbejdet i stand, må bureaukratiet give efter på områder, som er rettet mod disse stærke aktører.

Bureaukratiet som forvalter af lighedsidealer

En anden ideologisk forestilling har bestået i, at bureaukratiet arbejder efter princippet om lighed for loven, at sagsbehandlingen foregår «uden hensyn til personens status», og derfor har en udjævnende funktion. Men at bureaukratiske instanser behandler sager uden hensyn til personens status, er i en række tilfælde uinteressant. Vigtigere er, hvilket samfundsmæssigt indhold der ligger i lovene, og den sammenhæng som indholdet har til klasseforskellene i samfundet. En række af efterkrigstidens offentlige tiltag har bestået i økonomiske støtte til forskellige grupper af trængende individer. Men det har ikke særlig stor vægt at påstå, at uddelingen af denne støtte følger princippet om retslig lighed. Disse love er «redningsplanker» for underprivilegerede grupper i samfundet. Det er en langt mindre opgave at skabe retslig lighed mellem de svage i samfundet, end at reducere samfundets grundlæggende uligheder. Sådan set er det vigtigere at spørge, om de offentlige tiltag egentlig modvirker de sociale processer der fremkalder underprivilegering. Ideologien om lighed for loven tilslører dette problem.

Selve lighedsidealet er skubbet i baggrunden gennem stigende brug af såkaldt selektive (udvælgende) tiltag i den offentlige politik de senere år. Staten driver bevidst forskelsbehandling for at påvirke virksomhedernes dispositioner med hensyn til lokalisering, produktion, priser, samarbejdsaftaler osv. Disse virkemidler adskiller sig fra de mere traditionelle retslige virkemidler ved ikke at være bundet af principper om lighed for loven. De selektive tiltag anvendes vilkårligt efter de specifikke målsætninger, som myndighederne har. Anvendelsen af disse økonomiske virkemidler virker i praksis til fordel for de store etablerede virksomheder. De store har ressourcer nok til at tjene som effektive instrumenter for den statslige politik. De er også bedre i stand til at løse udbygningsopgaver o.l. Det reducerer arbejdet for det offentlige med bl.a. «koordineringen» af forskellige tiltag. Det er fordelagtigt for staten at samarbejde med og drage nytte af de store virksomheders ressourcer.

Bureaukratiet og politisk fremmedgørelse

Bureaukratiet er ofte blevet fremstillet som en rationel form for administration, der effektivt organiserer ressourcerne for at nå forskellige mål. Denne opfattelse er dog sjældent slået igennem blandt almindelige mennesker. Tværtimod oplever folk ofte, at bureaukratierne i offentlige og private organisationer uformelt har stærke islæt af irrationalitet. Bureaukratiet bliver en fremmed magt man føler sig hjælpeløs og forvirret overfor.

Følelsen af magtesløshed kan have sin rod i bureaukratiets egen haltende virkemåde. Men det er vigtigere at forstå det som udtryk for, at politik og offentlig virksomhed er fremmedgjort fra de mennesker som den egentlig angår, at politik er blevet en virksomhed adskilt fra folks dagligliv. Politik burde være en virksomhed, hvor folk i fællesskab løste kollektive opgaver knyttet til deres umiddelbare tilværelse. Istedet er politik blevet en specialiseret virksomhed, der udøves af heltids professionelle politikere, der nyder økonomiske og politiske privilegier fremfor resten af befolkningen. Disse grupper monopoliserer den politiske magt ved at indtage privilegerede positioner i samfundets politiske organisationer. Gennem disse positioner tilegner de sig andre menneskers ret til at deltage i de samfundsmæssige beslutninger.

For at bryde med den politiske fremmedgørelse, må der opbygges et politisk system baseret på deltagelse og selvstyre. Samtidig må de kræfter der fremmer bureaukrati og magtkoncentration modvirkes. Men både bureaukrati og centralisering af magt hænger tæt sammen med grundlæggende træk ved industrisamfundene. Bureaukratiets fremvækst var knyttet til udviklingen af nationalstaten, industrialiseringen og kapitalismen. Denne udvikling frembragte sociale og teknologiske systemer af en størrelsesorden, der havde været ukendt tidligere. Simpelt formuleret blev bureaukratiet datidens forsøg på at løse de omfattende styringsproblemer, der fulgte med de store enheder og systemer.

Senere har den kapitalistiske udvikling drevet teknologien videre og medført opbygningen af flere og større organisatoriske enheder. I industriproduktion, handel, offentlig kommunikation, kultur osv. er virksomheden i dag stort set organiseret i store enheder efter bureaukratiske principper. Det ser ud til at være vanskeligt at anvende den moderne videnskab og teknologis landvindinger effektivt uden at skabe store systemer. Og disse landvindinger er blevet en forudsætning for at realisere de målsætninger, de fleste politiske grupperinger bekender sig til. Det er med andre ord ikke let at undgå de store organisationsenheder.

Spørgsmålet er, om det er nødvendigt at styre efter traditionelle bureaukratiske principper. Et vigtigt politisk tema i vor tid er hvordan et selvstyresystem kan kombinere reelt demokrati med overgribende integration og organisation. Hvordan kan elitedannelse og fremmedgørende bureaukratisering modvirkes, uden at samfundet bliver opsplittet og falder fra hinanden? Hvordan kan man drage nytte af de goder, som produktivkræfterne tilbyder, uden at retten til at deltage i samfundets beslutninger bliver unddraget samfundets enkelte medlemmer? Svaret på disse spørgsmål ligger ikke lige foran os. I et samfund der tager dem alvorligt, bliver det imidlertid nødvendigt at prøve sig frem og gennemføre samfundsmæssige eksperimenter over mange år, måske snesevis af år.

T.G.