Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Augusto Roa Bastos (1917-), paraguaysk forfatter, en af de store nulevende latinamerikanske fortællere. Han var vidne til revolutionen i 1928, og arbejdede som frivillig sygehjælper under den afsluttende fase af Chaco krigen (1932-35) mod Bolivia. Uden iøvrigt at tilslutte sig noget politisk parti, stillede han sig på de undertrykte klassers side i sit land. I 1947 var han nødt til at flygte fra hovedstaden Asunción, i kølvandet på den repression der udløstes efter et fejlslagent statskup mod det siddende diktatur. Han slog sig ned i Buenos Aires, hvor han skrev størstedelen af sine værker. Et nyt diktatur - denne gang i Argentina - tvang ham i 1976 atter på flugt, og han slog sig ned i Frankrig, hvor han kom til at undervise i litteratur og guaraní (det oprindelige sprog i Paraguay) på universitetet i Toulouse. Efter en kortvarig rejse tilbage til Paraguay i 1982 blev han frataget sit paraguayske statsborgerskab. Han fik spansk statsborgerskab i 1983 og modtog i 1989 Cervantes prisen.

Værker: Teaterstykket La carcajada (1930), markerede starten på hans litterære karriere. Det blev efterfulgt af: La residenta og El niño del rocío (begge 1942), Mientras llegue el día estrenada (1946). I Buenos Aires publicerede han i 1960 en ny digtsamling: El naranjal ardiente(Nocturno paraguayo), men frem for alt konsoliderede han sin stilling som blændende fortæller med El trueno entre las hojas (1953) og El Baldío (1966), der behandlede hans politiske og sociale problemer.

Romanerne Hijo de hombre (1960, Du menneskesøn (1988)) og Yo el Supremo (1974) er præget af en større modenhed og soliditet i hans fortællestil. Han skriver om historiske episoder i Paraguays historie fra José Gaspar Rodríguez de Francias diktatur (1814-40) - der skabte stor økonomisk og kulturel udvikling i landet, hvilket var uacceptabelt for Storbritannien og nabolandene - frem til nutiden.

Andre værker: Los pies sobre el agua (1967), Madera quemada (1967), Morencia (1969), Cuerpo presente y otros cuentos (1971), Antología personal (1980). Contar un cuento y otros relatos (1984).

I anledning af 500 året for indianernes opdagelse af Columbus i 1992 publicerede han Vigilia del Almirante, der var en roman om Cristóbal Colón. Dermed indledte han en ny kreativ periode. Den blev fulgt af romanerne: El fiscal (1993), Contravida (1994) og Madama Sui (1996). Han har desuden forfattet en lang række essays og flere filmmanuskripter.

A.C.T.