Befolkning 6,6 mio. Valuta Guaraníes Areal 406.750 Km2 Hovedstad Asunción Befolkningstæthed 13,5 indb./Km2     HDI placering 105

Land uden kyststrækning i Rio de la Plata bækkenet i Sydamerika. Det opdeles af Paraguayfloden i to naturlige regioner: Den østlige del er lavlandet og får vand fra bifloder til Paraguay- og Paranáfloden. Den er dækket af regnskov og er desuden landets vigtigste landbrugsområde. Ved siden af soya der er landets vigtigste eksportprodukt dyrkes hvede, majs og tobak. Den vestlige del - Chaco Boreal - er den tørreste, bevoksningen er savanne, der dyrkes bomuld og findes kvægdrift. Landbrugsproduktionen koncentreret omkring de store godser bidrager til rydningen af store skovområder, og dermed til ødelæggelsen af mange af faunaens levesteder. Rydningen af skov sammen med jagt har ført til, at 14 pattedyrsarter, 11 fuglearter og 2 krybdyrsarter er truet af udryddelse. Vandvejene modtager betydelige mængder spildevand fra industri og husholdninger og fra hovedstaden ledes spildevandet direkte og ubehandlet ud i Asunciónbugten.

Folket: Paraguyaerne er overvejende (90%) mestizer (af blandet herkomst), med spanske og indianske forfædre. Sidstnævnte tilhørte overvejende Guaranistammen, der i dag blot udgør 5% af befolkningen, og har store vanskeligheder med at bevare deres etniske identitet. Indvandringen har desuden skabt minoritetsgrupper af tyskere, italienere, argentinere og brasilianere. Sidstnævnte gruppe indtager en stadig mere dominerende rolle langs grænsen til Brasilien. Omkring 1 million paraguyanere lever udenfor landets grænser. Heraf er 200.000 flygtede af politiske årsager.

Religion: Katolsk (officiel og dominerende)

Sprog: Spansk og guaraní (officielle). De fleste paraguayanere er tosprogede.

Politiske partier: Coloradopartiet. Demokratisk Alliance (Alianza Democrática), valgkoalition dannet af Laínos og Filizzolas partier (PLRA og Partido Encuentro Nacional). Partido Revolucionario Febrerista. Movimiento Popular Colorado (MOPOCO) dannet i 1959 efter en splittelse i Coloradopartiet. Kristelige Demokrater (Partido Demócrata Cristiano). Kommunistpartiet.

Sociale organisationer: Landsorganisationen Confederación Paraguaya de Trabajadores knyttet til regeringen. Central Unitaria de Trabajadores (CUT) dannet i 1990 samlede for første gang fagforeningerne og den stærke bondebevægelse. Paraguays Kvindeunion (Unión de Mujeres del Paraguay).

Officielt navn: República del Paraguay

Administrativ inddeling: 17 departementer samt hovedstaden

Hovedstad: Asunción, 1.870.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Ciudad del Este, 254.300 indb.; San Lorenzo, 224.900 indb.; Lambaré, 167.900 indb.; Fernando de la Mora 160.300 indb. (2000)

Regering: Præsidentiel republik med begrænset demokrati. Den siddende præsidents parti afsatte den folkevalgte præsident ved et kup.
Mario Abdo Benítez er præsident siden august 2018. Parlamentet har to kamre: deputeretkammeret (Cámara de Diputados) med 80 pladser og senatet (Cámara de Senadores) med 45 pladser.

Nationaldag: 14. maj (uafhængighed, 1811)

Væbnede styrker: 20.200 (1996)

Paramilitære styrker: 8.000 politifolk

 

I det 16. århundrede levede der tre menneskegrupper i Paraguayflodens bækken: Guaranierne i regionens centrale del, guaycuruerne og payaguaerne i Chacoområdet i syd. Guaranierne dyrkede maniok, græskar, søde kartoffel og majs. De var fastboende i landsbyer ledet af en tubichá (en høvding).

Payaguaerne og guaycuruerne var jægere og fiskere og levede en nomadetilværelse. De angreb regelmæssigt guaraniernes plantager. Disse angreb var en afgørende faktor for guaraniernes hjælp til spanierne i erobringen af Chaco.

De spanske erobrere, som sejlede op ad Paranáfloden på jagt efter de mytiske sølvbjerge, der gav navnet til regionen midt i det 16. århundrede, boede i fortet Nuestra Señora de la Asunción grundlagt af Juan de Salazar i 1537. Denne lille landsby blev i løbet af det næste århundrede hovedstad i provinsen Río de la Plata.

Da man ikke fandt det værdifulde metal og da området blev betragtet som «jord uden udbytte», blev erobrernes økonomiske interesse koncentreret om kvægavl. Kvæget blev i milliontal avlet på de frugtbare sletter i Banda Oriental og Pampa Húmeda. I Buenos Aires' og Montevideos havne blev der udviklet et stærkt mellemhandleroligarki og den gamle hovedstad blev henvist til andenpladsen.

Mens man rundt om disse byer byggede prækapitalistiske storgodser, organiserede jesuitterne i den nuværende Paraguay et missionssystem, hvor indianerne i fællesskab dyrkede jordene og udviklede deres håndværksarbejde. Modellen, der på den tid blev karakteriseret som «kommunistisk», stødte sammen med borgerskabets interesser og Jesuitterordenen endte med i 1767 at blive udvist. Indianerne gik fra at være medejere af et fælleskab til at være slaver i Brasilien eller tjenere på storgodserne.

Skønt provinsen Paraguay ikke fra starten tilsluttede sig den liberale revolution i 1810, styrtede oligarkiet fra Asunción den 14. maj 1811 den spanske guvernør Velazco, idet de søgte frihandel for deres yerba mate (lokal te) og tobak. Således startede processen, som fik Gaspar Rodríguez de Francia til at koncentrere magten i sine hænder, støttet af bønderne som bestod af små og mellemstore jordejere, der ønskede orden og frygtede at den herskende «anarkisme» i vicekongedømmet ville påvirke dem. Paraguay lukkede sig inde i sig selv. Oligarkiet fra Asunción, den eneste fjende af denne udvikling, blev elimineret. Gennem intervention fra statens side indledtes udviklingen af nationale industrier, der blev grundlaget for den fremtidige paraguayanske økonomiske magt.

Under Gaspar Rodríguez de Francias («Den Højeste»), Carlos Antonio López' og hans søn Francisco Solano López' patriarkalske regeringer, blev Paraguay i årtier isoleret fra omverdenen og udviklet - udenfor den britiske indflydelse som efter uafhængigheden ellers dominerede resten af Rio de la Platas provinser. Uden for imperialismens rækkevidde blev landet en økonomisk magtfaktor med statslig styring af landbrugsproduktionen (yerba mate og fine træsorter) og af de første jernbaner, telegrafer og støberier i Sydamerika.

Under påskud om grænsedragninger indgik præsidenterne Pedro II fra Brasilien, Bartolomé fra Argentina og Venancio Flores fra Uruguay den såkaldte «Tripelalliancen». Den blev støttet af det engelske imperium og Baring Brothers Banken og indledte i 1865 en folkemordskrig mod Paraguay.

62 år senere i en anden broderkrig tørnede Paraguay og Bolivia sammen i den såkaldte «Guerra del Chaco» (1932-35). Den blev opmuntret af de multinationale olieselskaber, der ønskede kontrol over oliekilderne. Paraguay sejrede, men mistede 50.000 mænd på slagmarken.

Over en 31 årig periode havde landet 22 præsidenter, indtil et statskup i 1954 bragte general Alfredo Stroessner til magten. Han nedstammede fra tyskere, beundrede nazismen og beskyttede krigsforbrydere der var flygtet fra Europa. Stroessner blev «genvalgt» 7 gange - sidste gang i 1988 - og han tillod kun en legal «opposition», hvis ledere ofte blev udpeget af ham selv.

I midten af 80'erne begyndte general Stroessner's regime at udvise tegn på udmattelse under indtryk af generelle tendenser til demokratisering i Latinamerika. Oppositionen begyndte at organisere sig med dannelsen af Arbejdernes Faglige Bevægelse (Movimiento Intersindical de Trabajdores), Organisationen af indianske grupper, dannelsen af den Permanente forsamling af bønder uden Jord (APCT, Asamblea Permanente de los Campesinos sin Tierras) og Koordineringen af kvindelige Bønder (Coordinación de Mujeres Campesinas). Den katolske kirke begyndte samtidig at udtale sig til fordel for forandringer.

Den 3. februar 1989 blev Stroessner væltet af en troppestyrke under ledelse af hans svoger og kommandant for første hærkorps, general Andrés Rodríguez. Rodríguez erklærede øjeblikkeligt, at der skulle gennemføres valg i maj samme år, der skulle danne udgangspunkt for dannelse af en regering.

Valget blev afholdt den 1. maj 1989 med deltagelse af hele oppositionen - undtagen kommunistpartiet der fortsat var illegalt. General Rodríguez blev valgt til præsident med 68% af stemmerne, mens det vigtigste oppositionsparti, det Autentiske liberale radikale Parti (PLRA, Partido Liberal Radical Auténtico) fik 21%. Trods tilstedeværelsen af adskillige udenlandske valgobservatører, blev der dokumenteret en lang række uregelmæssigheder i valghandlingerne, som det traditionelle regeringsparti, Partido Colorado bar ansvaret for. Alligevel betragtede oppositionen valget som udgangspunkt for en demokratiseringsproces, der skulle føres videre gennem hurtige valg til en Grundlovgivende forsamling.

Multinationale selskaber dominerer i dag produktionen af soya og bomuld. 2% af landbrugene beslaglægger i dag 85% af Paraguays jord. De fleste af virksomhederne og udenlandske bønder er koncentrerede i grænseområdet med Brasilien - i et landområde der er 2000 km langt og 65 km bredt. Der taler man overvejende portugisisk, og den brasilianske Real er den gangbare mønt. 300-400.000 brasilianere bor også i dette område mod nabolandet.

Åbningen og igangsættelsen af den kæmpestore Itaípu dæmning ved grænsen mod Brasilien medførte en yderligere forstærkning af de økonomiske forbindelser mellem de to lande.

Landbrugsudviklingsprojekterne i Caazapa og Caaguazu - der støttes af Verdensbanken - har til formål at inddrage og omdanne indianernes jord i den østlige del af landet til kvægforetagender. I stedet bliver indianerne stuvet sammen i småreservater i deres gamle områder. 12 indianske landsbyer bad Arbejdernes Landsorganisation, CUT, om at repræsentere dem i den Grundlovgivende forsamling. Ved valget af medlemmer til denne forsamling i december 1991, besluttede CUT at støtte Movimiento Constitución para Todos.

De første frie kommunalvalg i juni 91 gav en betydelig tilbagegang for Coloradopartiet og gav oppositionen betydelig fremgang. I hovedstaden Asunción gjaldt det især den uafhængige bevægelse, Asunción for Alle. Denne bevægelses leder, Carlos Filizzola, en ung læge på 31 år, blev støttet af CUT og af andre sociale grupper og valgt til borgmester i Asunción med mere end 35% af stemmerne. Ved sin indsættelse lovede han at udvikle en forvaltning til fordel for de folkelige sektorer i byen.

Ved valget til den grundlovgivende forsamling der blev afholdt i december fik Coloradopartiet 60% af stemmerne. Domingo Laínos PLRA kom på andenpladsen med 29% og Filizzolas Movimiento Constitución para Todos kom på tredjepladsen.

Den nye grundlov af 1992 erstattede den fra 1967, som Stroessner havde udarbejdet. Hverken republikkens præsident, højesteret eller kongressen deltog ved offentliggørelsen af den nye forfatning, der inkluderede omfattende regler til beskyttelse af menneskerettighederne og forbød dødsstraf for simple forbrydelser.

Gentagne anmeldelser om korruption indenfor hæren - herunder også narkohandel - var årsag til, at der blev indledt undersøgelser. Der blev udstedt arrestordrer mod en række generaler. Bl.a. hærens øverstbefalende.

I december underskrev Paraguay sammen med Argentina, Brasilien og Uruguay en aftale om dannelsen af et fællesmarked, Mercosur, der skulle træde i kraft i 1995.

I et klima præget af trusler om valgsvindel og militære erklæringer om at ville holde det regerende Coloradoparti ved magten, fik regeringens kandidat Juan Carlos Wasmosy 40% af stemmerne ved valget i maj 1993. 75% af de 1,7 millioner valgberettigede stemte. Militærenheder ved grænserne hindrede paraguayanere bosiddende i Argentina og Brasilien i at deltage i valget. PLRA fik 33% af stemmerne og Encuentro Nacional - en koalition af forretningsfolk - fik 25%.

Da Wasmosy i august blev indsat, blev han den første valgte civile præsident i landets 182 årige uafhængighed. Kongressen overdrog for første gang det civile styre kontrollen over militæret.

Den jødiske Verdenskongres henvendte sig i september til Wasmosy for at bede om adgang til regeringsarkiverne for at lokalisere de nazister, der var flygtet til Paraguay efter 2. verdenskrig.

Parlamentet vedtog i maj 94 en lov, som forbød militærfolks deltagelse i partipolitisk aktivitet. Det førte øjeblikkeligt til, at regeringen og militæret indledte aktiviteter, for at få kendt loven forfatningsstridig. Denne holdning fik oppositionspartierne til at bryde samarbejdspagten med Coloradopartiet.

Efter pres fra USA udnævnte Wasmosy general Ramón Rozas Rodríguez til chef for narkobekæmpelsen. Rozas blev myrdet i 94, før han skulle præsentere en rapport om ulovlighederne indenfor det militære hierarki - herunder general Lino Oviedo.

I en række af landets regioner fandt der voldelige sammenstød sted mellem bønder og politi. 100 demonstranter som blokerede vejene ind til Asunción blev såret af gummikugler. Bønderne blev støttet af kirkelige organisationer, fagforeninger og oppositionspartier. I maj blev der erklæret generalstrejke for højere løn og landsbrugsreformer samt i protest mod privatiseringerne af de statslige selskaber. Regeringen erkendte, at købekraften var faldet med 42% over de foregående 5 år og forhøjede lønningerne med 35%. I december blev alt eksport af træ forbudt for at standse skovfældningen.

I januar 1995 erklærede den Nationale Menneskerettighedskommission, at mange af de kriminelle handlinger fra Stroessnerperioden fortsat var ustraffede, og at drabene på bønder fortsatte.

I april 96 pensionerede præsidenten 8 militærfolk af høj rang. General Oviedo afviste ordren og gjorde sammen med en gruppe unge officer oprør. Fra sit tilflugtssted i USA's ambassade udnævnte præsident Wasmossy Oviedo til forsvarsminister, for på den måde at bremse krisen. Senere blev udnævnelsen trukket tilbage. I maj blev Coloradopartiet og oppositionen enige om at forbyde militærfolks deltagelse i politisk aktivitet.

Ved de interne opstillingsvalg i Coloradopartiet i september 1997 blev Lino Oviedo udpeget til præsidentkandidat med 36,8% af stemmerne overfor Luis María Argañas 35% og Wasmosys kandidat, Carlos Facettis 22,5%. I oktober blev Oviedo imidlertid arresteret på anklager om oprør.

Dommen på 10 års fængsel over Lino Oviedo afsagt af en militærdomstol i april 98 udløste en kraftig strøm af rygter om statskup og førte til udskydelse af præsidentvalget. Den politiske usikkerhed forstærkede landets økonomiske krise, der bl.a. kom til udtryk ved, at landets valuta, guaraní'en over 4 måneder faldt 35% ifht. US dollaren.

Med Oviedo i fængsel gav præsidentvalget i maj 98, 46,8% af stemmerne til Coloradopartiets præsident/vicepræsidentpar Raúl Cubas / Luis María Argaña mod 38,2% til Demokratisk Alliances Laíno / Filizzola. En af den nye præsidents første handlinger var løsladelsen af Oviedo. I december erklærede højesteret i en kendelse, at løsladelsen af generalen stred mod forfatningen, og at han atter skulle sættes i fængsel. Dette udløste en stribe af sammenstød mellem tilhængere og modstandere af Cubas regeringen.

Sammenstødene mellem statsmagtens institutioner tog til, og i marts 1999 besluttede parlamentet at indlede en politisk retssag mod præsidenten. Men den 23. marts myrdede ukendte uniformerede gerningsmænd vicepræsident Argaña. Efter næsten en uges sammenstød i Asuncións gader og nye ofre trådte Cubas tilbage og flygtede til Brasilien, mens Lino Oviedo skaffede sig et fripas til at kunne flygte til Argentina. Parlamentsformanden Luis González Macchi overtog den 28. marts præsidentposten, og dannede en ny regering bestående af medlemmer fra både Colorados og oppositionen. Ifølge forfatningen skulle der indenfor 6 måneder udskrives nyvalg, men i en afgørelse erklærede højesteret, at González Macchi kunne fortsætte på posten i hele den periode, der svarer til hans forgængers. Det gjorde det muligt for ham at fortsætte som præsident frem til 2003.

Den nye præsident blev hurtigt udsat for en bølge af strejker og protester fra arbejdere, bønder og forretningsfolk pga. sin økonomiske politik. Samtidig gennemførte fagforeningerne der organiserede de ansatte i statsapparatet en stærk kampagne mod annoncerede privatiseringer af landets telefonvæsen og elektricitetsvæsen. Det fik González Macchi til at love, at han var villig til at indgå aftaler med alle sektorer for at sikre reformernes fortsatte udvikling. Samtidig erklærede han, at hvis han led nederlag som statschef ville det være et nederlag «for hele den politiske ledende klasse i Paraguay».

De sociale spændinger forværredes yderligere i marts 2000, da grupper af kvægejere arrangerede en række demonstrationer i hovedstaden, hvor de krævede øget støtte fra staten, bedre kreditter og højere priser for deres produkter. I landets nordlige by Santa Rosa blev nogle kvægejere dræbt og andre hårdt såret efter sammenstød mellem dem og politiet.

I august gennemførtes valg for at udfylde pladsen efter den myrdede vicepræsident Argaña. Formanden for det liberale parti, Julio César Franco blev valgt, og blev dermed den første oppositionskandidat, der var blevet valgt i 53 år.

I foråret 2003 blev González Macchi beskyldt for korruption og embedsmisbrug, men slap i sidste ende for at blive stillet for en rigsret. Ved valget i april samme år blev Colorado partiets kandidat, Nicanor Duarte Frutos, valgt med 37% af stemmerne mod den tidligere liberale vicepræsident César Franco, der måtte nøjes med 24%.

Da González Macchi i august fratrådte præsidentposten, blev han stillet til disposition for landets retsvæsen, der forbød ham at forlade landet og annoncerede at han ville blive stillet for retten for overtrædelse af forfatningen. I november blev 20 anklagepunkter for overtrædelse af forfatningen, kriminel sammenslutning og hvidvaskning af penge fremsat overfor 6 medlemmer af højesteret.

I juli 2004 døde over 420 og flere hundrede blev såret under en brand i varehuset Ikuá Bolaños i Asunción. Præsident Frutos erklærede 3 dages landesorg. Iflg. politiet blev katastrofen udløst af en gasflaske der eksploderede i et køkken i varehuset. Enheder fra militæret og omkring 1000 politifolk blev sat ind i redningsarbejdet sammen med brandvæsenet, men politiet kunne senere bekræfte, at varehuset ikke havde rådet over tilstrækkelige nødudgange.

Ifølge chefen for Paraguays politi havde flere vidner observeret hvordan dørene til centret blev låst og at nødudgangene havde været låst. En af vagterne i centret kunne senere afsløre, at ordren til at lukke dørene var blevet givet af ejeren, Juan Pío Paiva og hans søn for at hindre mulige plyndringer.

Ejeren af varehuset blev efterfølgende anklaget for mord af statsadvokaturen. Flere lande, deriblandt Uruguay, Chile, Frankrig, USA og Spanien sendte assistance til Asunción, og paven samt flere statsledere sendte deres kondolance.

Statsadvokaten beordrede i april 2005 tidligere general og chef for forsvarsstaben, Alejandro Fretes arresteret. Han var anklaget for at have deltaget i de sydamerikanske diktaturers koordinerede program for «forsvindinger» af venstreorienterede i 1970'erne og 80'erne - den såkaldte Plan Cóndor. Dommeren der udstedte arrestordren, Gustavo Santander tog hensyn til eks-generalens høje alder (84 år), så Fretes holdes i husarrest.

Senatet vedtog efter pres fra USA i 2005 en lov, der giver nordamerikanske frit lejde og ophold i Paraguay, og som samtidig afskriver landets ret til at efterforske forbrydelser begået af udenlandske soldater. Paraguay afskrev samtidig sin ret til at indbringe USA for den Internationale Straffedomstol (ICC), som Paraguay ellers har været med til at stifte. Lovgivningen var blot en mere blandt en lang række eksempler, hvor USA har lagt pres på udenlandske regeringen for at kunne begå krigsforbrydelser - som tortur, massakrer og mord i Iraq - uden at blive stillet for den Internationale Straffedomstol. Til gengæld for lovgivningen fik Paraguay løfte om, at FBI vil deltage i efterforskningen af en række bortførelses- og pengeafpresningssager. En lang række NGO'er i landet gav dog udtryk for frygt for, at lovgivningen samtidig skal bane vej for oprettelse en nordamerikansk militærbase i landet.

Omkring 40.000 demonstrerede i marts 2006 mod Duartes autoritære styre. Trods afvisning fra oppositionen og størstedelen af medierne lancerede præsidenten en forfatningsreform, der skulle muliggøre hans genvælgelse.

I marts 2007 erklærede regeringen landet i nødretstilstand efter ukontrollable udbrud af dengue feber. Ifølge officielle tal blev der i årets 3 første måneder registreret over 16.000 tilfælde, mens andre kilder placerede antallet af syge på over 100.000. Oppositionen kritiserede regeringen for ligegyldighed og koncentrerede sin kritik om direktøren for det Nationale center til udryddelse af insektbårne sygdomme, Humberto Recalde. Han blev efterfølgende fyret.

Oppositionens præsidentkanidat, Fernando Lugo, vandt valget i april 2008 over Colorado partiets Blanca Ovelar. Partiet havde da siddet på magten i 60 år, og dets opstilling af en kvindelig kandidat var dets sidste forsøg på at afværge nederlaget. Lugo har en fortid som katolsk biskop, og netop denne rolle gjorde at han ikke som mange andre oppositionelle blev dræbt eller forsvundet under det USA støttede Stroesner diktatur (1954-89). Selv om han er blevet sammenlignet med andre latinamerikanske venstredrejede præsidenter som bl.a. Hugo Chavez i Venezuela, slår Lugo fast, at han vil følge sin egen kurs som præsident for Paraguays fattige. Øverst på hans program står ønsket om bedre fordeling af jorden i landet.

Lugo var efter sin indsættelse involveret i en række opsigtsvækkende faderskabssager, hvor kvinder hævdede han var fader til deres børn. Forhold der skulle være sket mens Lugo virkede som biskop.

Lugo var hadet af landets borgerskab fordi han gik ind for jordreform, bekæmpelse af korruptionen, gratis sundhedsvæsen og billige boliger til landets fattige. Han havde endvidere en af lederne for Aché folket, Margarita Mbywangi som minister for de oprindelige folks anliggender.

Den 15. juni 2012 kom det til sammenstød mellem jordløse bønder og politi der forsøgte at fjerne dem fra besat jord. Sammenstødet kostede 17 dræbte. Dagen efter udskiftede Lugo sin indenrigsminister og chefen for det Nationale Politi. 5 dage senere stemte først deputeretkammeret og dagen efter senatet for at stille Lugo en rigsret. En beslutning der blev blåstemplet af Højesteret. Lugo var dermed afsat og erstattet af sin vicepræsident Federico Franco. Plottet blev betegnet som et statskup af Lugo selv og de fleste latinamerikanske lande. Det bekræftede, at han trods sine reforminitiativer under sine 4 år på posten ikke havde fået ryddet op i de gamle strukturer i samfundet fra diktaturets dage.

Parlaments og præsidentvalget i april 2013 blev vundet af Colorado partiet, der havde haft magten i 60 år bortset fra den korte periode under Lugo i 2008-12. Partiets præsidentkandidat Horacio Cartes fik 48,5% af stemmerne. Det fik 41,5% i valget til senatet og 41% i valget til deputeretkammeret. Den styrtede præsident Fernando Lugo blev valgt til senatet.

Et år efter massakren i Curuguaty, der kostede 11 bønder og 6 politifolk livet havde myndighederne fortsat ikke igangsat nogen undersøgelse af begivenhederne. Yderligere et år senere blev 12 bønder sat på anklagebænken for mordet på de 6 politifolk, mens drabene på de 11 bønder fortsat ikke havde været genstand for efterforskning.

I hele landet fortsatte konflikterne om jord mellem småbønder og oprindelige folk på den ene side og godsejere og store kvægejere på den anden. Typisk besætter godsejeren bøndernes jord med sine pistolmænd, uden at myndighederne griber ind.

En 10 årig pige blev i april 2015 nægtet abort, efter hun var blevet voldtaget af sin stedfar. Abort er kun tilladt i Paraguay, hvis moderens liv er i fare. I alle andre situationer uanset om der er tale om voldtægt, incest eller barnet ikke vil kunne overleve er det forbudt.

Paraguay er det eneste land i Sydamerika der anerkender Taiwan frem for Kina.

I slutningen af marts 2017 vedtog senatet i hemmelighed en forfatningsændring, der gav den siddende præsident Horacio Cartes mulighed for at stille op til en 2. periode. Da forfatningsændringen blev offentlig kendt udløste den omfattende protester. Demonstranter stormede parlamentet og stak det i brand. En demonstrant blev dræbt af skud fra politiet. Oprøret bredte sig derefter til landets næststørste by, Ciudad del Este og politiet gik til angreb på avisen ABC Color med gummikugler og skarp ammunition. Demonstrationer og protester fortsatte i de større byer. Den 17. april meddelte Cartes, at han ikke agtede at stille op for en 2. periode, og den 26. april blev forfatningsændringen nedstemt i deputeretkammeret og bortfaldt dermed. Hændelserne viste imidlertid, at landet fortsat var i dyb politisk krise efter statskuppet i 2012. ('A coup has been carried out': Paraguay's congress set alight after vote to let president run again, Guardian 1/4 2017)

Coloradopartiets kandidat Mario Abdo Benítez vandt i april 2018 præsidentvalget med 49,0% af stemmerne mod 45,1% til Efrain Alegre fra GANAR. Benítez var tidligere kritiseret for sine tætte forbindelser til Stroessner diktaturet. Hans far var diktatorens personlige sekretær, og da Stroessner døde i 2006 og blev begravet i Brasilia, var Benítez en af dem der bar kisten.

I september annullerede Benítez sin forgængers beslutning om at flytte landets ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. Hans forklaring var, at han ikke var blevet konsulteret i spørgsmålet. Israel svarede igen ved at lukke sin ambassade i Paraguay.

I januar 2019 afbrød Benítez de diplomatiske forbindelser med Venezuela, og erklærede at han betragtede formanden for Nationalforsamlingen Juan Guaido som Venezuelas retmæssige præsident.

I midten af 2019 var Benítez tæt på at blive stillet for en rigsret efter at have indgået en aftale med Brasilien om Itaipu dæmningen, der var meget ufordelagtig for Paraguay. Han slap ud af problemet ved at annullere aftalen.

I juli 2020 udsatte soldater fra flådebasen i Ciudad del Este 35 personer for tortur, efter at en soldat var blevet dræbt. Myndighederne gennemførte ikke nogen efterforskning af hændelserne.

I marts 2021 demonstrerede tusinder af personer mod korruption i staten og sundhedsvæsenets sammenbrud under COVID-19 pandemien. Politiet angreb demonstrationerne voldeligt og arresterede Vivian Genes og flere andre studenterledere. Pandemien kostede i 2021 officielt 14.367 personer livet. Seks gange flere end året inden.

Samme år accepterede staten de beviser der var blevet fremlagt for den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol for mordet i 1991 på journalisten Santiago Leguizamón. Staten påtog sig dermed ansvaret for mordet.

I oktober 2021 vedtog FN's Menneskerettighedskomite en resolution, der gjorde staten ansvarlig for brud på menneskerettighederne ved forgiftning af Campo Agua'e folkets jorder gennem anvendelse af giftige landbrugskemikalier.

Guia del Mundo