Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Bevægelser  .  Arbejderbevægelsen  .  Strejker
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 28/10 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 14.449
: :
Tømrerstrejken 1794

«Tømrerskruen» er det populære navn på den tømrerstrejke, som brød ud i København sommeren 1794 og udviklede sig til en af århundredets alvorligste arbejdskonflikter.

Baggrunden for konflikten var de ret vilkårlige forhold der herskede på arbejdspladserne i Danmark. Strejker, fællesoptræden mod arbejdsgivere mm. var forbudt. Lovene fastslog arbejdernes pligter over for mestrene, men ikke noget om det modsatte. Mesteren kunne afskedige de ansatte når som helst, men der eksisterede omvendt for svendene en vis ret helt tilbage fra 1648 til at tage deres afsked, når de ville. Arbejdstiden var 5-11 og 13-19 om sommeren og fra daggry til 11 og igen fra 12 til solnedgang om vinteren. Arbejdskonflikter var dog ikke ukendte, hverken blandt tømrere eller murere.

Striden begyndte 9. juli 1794 på tømrermester Andreas Hallanders arbejdsplads. Tre tyske tømrere - Johan Lindner, Johan Runge og Herman Winther - ønskede at forlade pladsen midt i højsæsonen. Hallander nægtede at give tilladelse hertil før Mortensdag, og efter at striden var indbragt for politiet, fik Lindner lov at rejse (hans fader var død hjemme i Tyskland) mens de to andre blev dømt til 6 dages fængsel og til at genoptage arbejdet. Dommen førte til, at ca. 400 tømrersvende gik i strejke. I en række flyveblade formulerede de strejkende deres hovedkrav: 1) en svends ret til at sige op når han ville, 2) en minimalløn for tømrersvende (2 mark og 8 skilling pr. dag) samt 3) præcisering af mestrenes forpligtelser over for svendene. Strejken begyndte på Amalienborg-byggepladserne 30. juli, hvor man var i fuld gang med en nødtørftig reparation efter Christiansborg Slots brand samme år. Her var 89 svende i arbejde.

Historikerne står delt i spørgsmålet om årsagerne. Den ældste teori (C. Nyrop, senere støttet af Edit Rasmussen, J. C. Manniche og Inger Dübeck) peger på lønproblemer. Edit Rasmussen mener, at strejken længe havde været undervejs, og at de tre svendes retssag kun var det endelige påskud. Tre uger før konflikten havde der således været rejst krav om lønforhøjelse. Her over for står den nyere opfattelse (Thomas Bloch Ravn): at sagen mod de tre svende virkelig opfattedes som et groft indgreb mod traditionen for svendenes opsigelsesret. Man kan også pege på udenlandsk inspiration. I samme måned havde der været uro blandt tømrersvendene i Rostock, som ved en slags «BZ-aktion» på rådhuset havde fået nogle rugbrødsbagere frigivet. På grund af den livlige søfart kan nyheder herom nok være nået hurtigt frem til København, ikke mindst via de tyske svende

Klik for forstørrelse
Hans Scherfigs maleri af Tømrerstrejken. Tømrerne på kroen i Adelgade, hvor de opsøges af både politi og kapellan. Maleriet hang tidligere i Land & Folks kantine. Siden 1980 hænger det i ABA's mødesal. Klik for forstørrelse

Konfliktens centrum blev «Tømrerkroen» i Adelgade, hvor en stor del af de strejkende (202 mand) samlede sig, og som de afslog at forlade. Myndighederne krævede dem i arbejde - selv nægtede de, før de fik den krævede lønforhøjelse. Hele gaden blev afspærret af politiet. Tre repræsentanter for de verdslige og gejstlige myndigheder synes at have opsøgt dem i disse dage. En personlig henvendelse fra politimester Johan Flindt den 1. august var resultatløs. Et besøg samme dag af Nikolaj Kirkes kapellan J. H. Rørbye som skulle «formane» svendene, førte til, at gæsten fik en spand vand over hovedet. Endelig opsøgtes kroen 2. august af generalprokurør Christian Colbjørnsen som hørte på svendenes klager og modtog et andragende til kongen. De strejkende optrådte ellers - selv ifølge myndighederne - stort set veldisciplineret og uden at lade sig provokere. Efter endnu en forgæves henvendelse fra politimester Flindt den 5. august blev samtlige strejkende tømrersvende samme dag arresteret af militæret og ført til Kastellet. 78 svende gav op og accepterede de gældende arbejdsvilkår; 124 nægtede at underkaste sig. 7. august dømtes de til mellem 4 og 6 års straffearbejde. På grund af vreden i arbejderkredse blev samtlige dømte benådet dagen efter, men til gengæld skulle de udvises af landet. 8. august sejledes de til Tyskland på danske krigsskibe.

Samme dag begyndte en stor strejke. Svende i andre fag (i første række murere, skomagere og bagere) nedlagde arbejdet og gik i demonstrationstog. Også tømrermestrene selv erklærede sig villige til at frafalde deres krav, hvorefter regeringen tiltrådte tilbagetoget. 34 af de bortviste svende, som allerede var sejlet til Lübeck, blev ført tilbage til Danmark mellem 20. august og 5. september. Herefter afblæstes strejken.

11. august - dvs. allerede før denne afgørelse - nedsattes en kommission der skulle se på arbejdernes vilkår. Blandt medlemmerne var konferensråd Cordtsen, Colbjørnsen og forfatteren og embedsmanden Ove Malling. Den gik omgående i gang med at undersøge forholdene og udspørge arbejderne om deres vilkår, hvilket fik gemytterne til at lægge sig. År 1800 nedkom kommissionen med en rapport der anbefalede forbedringer af arbejdernes vilkår, herunder hævelse af lønnen. Desuden skulle det gøres lettere at blive frimester. Det var kun det sidste som interesserede regeringen, formentlig fordi det kunne svække arbejdernes interesse i sammenhold. Til gengæld skærpedes straffen for faglig aktivitet fra svendenes side.

Konflikten og offentligheden

Karakteristisk for tømrerskruen var den udbredte støtte som de strejkende fik i offentligheden; mange sym-patisører søgte til Adelgade under konflikten. Også intellektuelle som P. A. Heiberg og Malthe Conrad Bruun udtalte deres sympati. Sidstnævnte udgav skriftet «Vækkeren. Et Blad for Meenig Mand» for at bakke op bag tømrerne. I det hele taget udkom en mængde skrifter for og imod strejken. Flere uden tvivl blot udgivet af økonomiske årsager. Myndighedernes optræden skal uden tvivl ses i sammenhæng med begivenhederne i Europa. Strejken brød ud under den Franske Revolution, hvor man frygtede, at oprørsånden i Frankrig skulle smitte andre steder. Dette kan måske også forklare den usikkerhed der prægede myndighedernes indgriben. Mestrenes ønske om afvikling af striden kan nok afledes af økonomiske årsager. Strejken indtraf på et såre ubelejligt tidspunkt, hvor der var gang i byggeaktiviteterne på bl.a. slotsarealet, og hvor man savnede arbejdskraft. Endelig var bagernes tilslutning til strejken en alvorlig trussel imod selve fødevareforsyningen.

Svendenes indbyrdes forhold under strejken

Karakteristisk for svendene var deres relativt store frimodighed over for øvrighed og arbejdsgivere i et enevældigt samfund. De udtrykte sig nok høfligt og tilpas underdanigt i deres skrivelser til politiet, men ikke krybende, og de stod fast på deres standpunkter, så længe de var på fri fod. Endnu et karakteristisk træk er, at de efter benådningen nægtede at opsøge kronprinsen for at takke for hans nåde. En anden sag er det, at nogle svende uden tvivl har været mere begejstrede end andre. Således klager enkelte svende over, at de har følt sig under pres af deres kammerater, ja nogle tyske svende frygtede direkte for liv og førlighed hvis de ikke gik med i strejken. Man kan naturligvis ikke se bort fra, at dette kan være en undskyldning over for øvrigheden.

Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at danske arbejdere åbenbart uden større problemer var villige til at stå solidariske med deres tyske kolleger, selv om de tyske svende synes at have været mest ubøjelige under arbejdskampen. Skønt danske og tyske svende var overvældende repræsenterede blandt de strejkende, var også en islænding, en afrikaner og to svenskere at finde. Under konflikten ser man dog en vis spænding mellem højt- og lavtlønnede svende. En repræsentant for de sidste - Abraham Lundberg der i øvrigt slap godt fra sit initiativ - klagede efter strejkens afblæsning over, at man havde givet op for tidligt. Han havde tidligere forladt sin plads som tømrersvend og sendt sin mester en regning for at få sit tilgodehavende. Strejkens hurtige afblæsning kan måske også ses som udtryk for forventninger om selv at blive mestre ved en ændring af forholdene.

Familieskæbner

Der foreligger visse vidnesbyrd om de deporterede svendes familieforhold. En enkelt, Johan Steinwald, havde 6 børn, hvoraf ét var i lære, da faderen forvistes. Et andet anbragtes i Opfostringshuset, mens de fire sidste blev forsørget af Plejekommissionen ved Petri Kirke (faderens lokale kirke og samtidig den tyske kirke). Denne opgave kunne Plejekommissionen dog kun påtage sig mod økonomisk støtte fra Magistraten (2 mark om ugen pr. barn). Steinwalds tidligere mester måtte holde opsyn med hans forladte hus.

De efterladte hustruer blev bevilget rejsepenge (10-12 rigsdaler) af kronprins Frederik og lovet «det nødvendigste» til underhold, hvis de ønskede at blive i landet. Af de 13 efterladte hustruer, man fik kontakt med, ønskede ingen at forlade landet, hvorfor de fik udbetalt 3 mark pr. hustru og 1 mark pr. barn hver uge på ubestemt tid.

Johan Runge - den ene af de oprindelige arresterede tyskere - vendte i øvrigt tilbage i forbindelse med benådningen og er samme efterår noteret blandt de københavnske tømrersvende.

Eftertidens bedømmelse

1794-strejken har været en inspiration for senere forfattere i deres skildring af fortidens arbejderbevægelse.

Blandt de kunstnere der lod sig inspirere af konflikten var Hans Scherfig. I 1941 skrev han en artikel om strejken i Arbejderbladet. For øvrigt det sidste nummer før DKP blev forbudt i forbindelse med det nazistiske Tysklands angreb på Sovjetunionen, og også senere fik man indtryk af hans interesse for emnet, da han malede sine store billeder af tømrerskruens konflikter, som i 1980 blev erhvervet af Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

V.Bu.


Litteratur

Historiske analyser:
Nyrop, C.: To kjøbenhavnske Arbejdsnedlæggelser i Slutningen af forrige Aarhundrede (i: Nær og Fjern. Et Ugeblad. 1. bd. 1872, s. 230-34)
Scherfig, Hans: Tømrerskruen. (i: Arbejderbladet 22.6. 1941, udg. som brochure, Kbh. 1974)
Manniche, Jens Christian: Den københavnske tømrerstrejke 1794 (i: Historie, X, 1972-74, s. 525-61)
Dübeck, Inger: Arbejdsretten i støbeskeen (Århus, 1979)
Rasmussen, Edit: Tømrerstrejken i København 1794 og dens omfang (i: Historiske meddelelser om København 1984 s. 69-85)
Rasmussen, Edit: Mester og svend. Studier over københavnske tømrer- og murersvendes lønproblemer og sociale forhold 1756-1800 (Jysk Selskab for Historie, Universitetsforlaget i Aarhus, 1985)
Ravn, Thomas Bloch: Fra svendelav til fagforening. Brud eller kontinuitet? (i: Arbejderhistorie. Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie, april 1982 s. 3-16)
Ravn, Thomas Bloch: Oprør, spadseregange og lønstrejker i København før 1870 (i: Flemming Mikkelsen (red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985 (Aarhus, 1986)
Preben Sørensen, Henning Grelle og Vagn Oluf Nielsen: Under herrer og mestre. Om arbejdsvilkår og Danmarks første storkonflikt i 1794 (SFAH, Kbh., 1992)

Samtidige pjecer:
Bruun, Malthe Conrad: Vækkeren. Et Blad for Meenig Mand (1.-3. udgaver 1794, Rigsarkivet)
[Anonym:] En dansk Borgers Skrivelse i Anledning af det Udkomne om Laugenes Ophævelse og Privilegiernes Indskrænkning. Trykt hos Mathias Seest. (1794)