Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Offentlig organisation  .  Stat  .  Politi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 19/12 2010
Læst af: 33.790
: :
Politiet
Politivold
Politiet er siden 1960'erne i stigende grad sat ind mod demonstrationer. Det kulminerede under klimatopmødet i København i december 2009, hvor både demonstranter og topmøde delegerede fik tæsk af politiet. Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad bemærkede efterfølgende, at demonstranter behandles ens i Iran og Danmark.

I de fleste stater i verden eksisterer der en eller anden form for organiseret politivæsen. I industrialiserede lande har politiet to hovedopgaver. For det første udgør politiet sammen med militæret statens voldsapparat. Militæret og politiet adskiller sig fra andre dele af statsapparatet ved deres ret til at anvende fysisk magt for at få gennemført deres opgaver. Denne ret er monopoliseret og legaliseret. Ingen andre instanser end politiet kan lovligt udøve vold mod befolkningen, og i demokratier henter denne magtudøvelse sin legitimitet fra lovenes tilblivelsesproces: Ingen lov kan vedtages, med mindre den har flertallets støtte i parlamentet.

For det andet udgør politiet også en del af det offentlige forvaltningsapparat. Politiet iværksætter civile lovbestemmelser, og kontrollerer at de efterleves, og de yder service overfor publikum. Som forvaltningsorgan har politiet et civilt/bureaukratisk præg og adskiller sig ikke specielt fra andre dele af den offentlige administration.

Politiet udøver disse to funktioner parallelt. Som ordensmagt bliver politiet anvendt til at fjerne organiseret fysisk modstand mod gennemførelsen af den offentlige politik. Men de politisk motiverede lovovertrædelser optager en forholdsvis ringe del af politiets tid. Det er først og fremmest den traditionelle kriminalitet, som udfylder politiets hverdag. Størstedelen af efterforskningskapaciteten går til at opklare små og store tyverier, indbrud og trafikforseelser.

I de vestlige kapitalistiske lande er politiets virksomhed omgærdet af bestemte ideologiske forestillinger. To af disse forestillinger fortjener nærmere omtale:

1. Politiet er et neutralt organ. Politiet bliver ofte fremstillet som et apparat, som forholder sig neutralt til samfundsmæssige konflikter. Dets opgave er at håndhæve lovene uden at tage stilling til lovenes retmæssighed. Politiet fungerer desuden primært reaktivt: Det er først efter at en ulovlig handling er begået, at politiet griber ind. Dette skaber indtrykket af, at det er publikum selv som er årsag til, at politiet går i aktion.

2. Politiet skal beskytte fællesskabet mod uro. Indenfor retsstaten er politiet et organ, som skal beskytte alle borgere mod fare og uro. Bag denne forestilling ligger et harmoniperspektiv: Samfundet er en enhed med fælles værdier og interesser, og politiet har til opgave at beskytte fællesskabet mod kriminelle, afvigere og andre som forsøger at bryde den almindelige ro og orden.

Disse forestillinger om politiets neutralitet lieder imidlertid af visse brister. For det første er det klart, at politiet har en selektiv udvælgende virkemåde. I første omgang ved at ikke alle samfundsskadelige handlinger bliver kriminaliseret i lovgivningen. Under lovgivningsprocessen skubbes visse hensyn og argumenter til side på en måde som gør at det endelige resultat sjældent kommer i konflikt med de herskende økonomiske udviklingstendenser i samfundet. Den lovgivning politiet skal håndhæve er i sig selv skæv, derved at den lægger hovedvægten på berigelseskriminalitet og anden mindre betydningsfuld kriminalitet, økonomisk betragtet.

Også som håndhævelsesorgan har politiet en selektiv virkemåde. Butiks- og småtyverier, trafikforseelser, spritbilister, og offentlig uorden udgør hoveddelen af politiets hverdag. Disse handlinger er synlige. De udspiller sig offentligt og er registrerbare for politiet. Desuden er de gerne enkle at efterforske. Opklaringen giver anseelse i offentligheden og pressen, og de giver resultater som politiet kan henvise til. Men disse handlingers økonomiske konsekvenser er ofte relativt beskedne.

Overfor de mere alvorlige samfundsskadelige handlinger sætter politiet færre ressurcer ind. Overfor økonomiske forbrydelser, skatte- og afgiftsbedrageri, valutasvindel, transaktioner på det «grå» pengemarked eller miljøforbrydelser foretager politiet sig kun lidt eller slet ingenting. Dette har flere årsager. For det første drejer det sig om sagstyper, som sjældent anmeldes. Økonomiske uoverensstemmelser bliver gerne ordnet i mindelighed, uden at politiet indblandes. For det andet er sagerne ofte komplicerede og det juridiske udfald ofte usikkert. Anklagemyndigheden vil helst føle sig sikre i deres sag, før de igangsætter en lang og omfattende efterforsking. For det tredje er der ringe politisk vilje til at give politiet den ekspertise som er nødvendig for at få behandlet disse sager.

Politifunktionens oprindelse

Politiet på øvelse på Christiania, 1993

Inden enevældens indførelse i Danmark i 1661 var det for det meste kongelige embedsmænd - fogederne - der var ansvarlige for opretholdelsen af ro og orden i købstæderne og på landet. De fungerede ikke specielt som politimyndighed - dette begreb kendte ikke dengang - men varetog i alle henseender statsmagtens, dvs. kongens og adelens funktioner såvel i udøvende som dømmende henseende. Til udførelsen af det mere håndfaste arbejde havde de såkaldte svende. Alligevel var det i vid udstrækning civilbefolkningen selv, der optrådte som retshåndhævende myndighed, idet der påhvilede borgerne en pligt til at pågribe lovovertrædere. I hvert fald i København eksisterede der en pligtmæssig (nat)vægtertjeneste, der gik på skift borgerne imellem, indtil byen i 1567 fik 100 «duelige karle» som fast ansatte natvægtere.

Svendenes initiativ var begrænset til umiddelbar ordenshåndhævelse. De skulle sørge for ro og orden i ordets egentlige forstand. De havde pligt til at tilbageholde lovovertræderen, hvis det blev begæret af den forurettede, men der fandtes ingen hjemmel til at udføre en egentlig efterforskning - dvs. fremskaffelse af bevis for lovovertrædelsen. Dette skyldtes to ting. For det første kendte man overhovedet ikke til materielle bevismidler. Lovovertræderen var derfor i udgangspunktet skyldig, med mindre han gennem et formelt «bevis» kunne frasige sig denne formodning. «Beviset» var typisk en ed underbygget af mededsmænd. Men selv efter indførelsen af det nugældende princip om, at sagsøger skal bevise sin påstand (forordning af 31. marts 1635), indførtes ikke et efterforskningsapparat, fordi sanktionen mod lovovertræderen i denne periode endvidere krævede privat initiativ.

Efter enevældens indførelse fik København i 1682 sin første politimester. Året efter oprettedes et egentlig vægterkorps med det primære formål at passe Københavns første gadebelysning: 500 gadelygter der var blevet opsat nogle år tidligere. Som biopgave som det sikre ordenen i byen ved nattetide. Politimesteren og hans vægtere havde ingen beføjelser til at anholde folk i justitssager (forbrydelser) - med undtagelse af hor og tyveri og da kun hvis gerningsmanden blev grebet på fersk gerning (forordning af 22. oktober 1701). Han måtte formentlig ikke engang afholde forhør i disse sager.

Disse to centrale funktioner - retten til at anholde og til at afhøre - blev først indført i 1741, og da stadig kun på betingelse af privat begæring. Med instruktion af 31. december 1800 får politibetjentene beføjelse til at anholde «den eller de Skyldige». Dette sker efter at styrken er blevet forøget til 31 mand, samtidig med at en ny afdeling - «opsyns- og gadebetjente» på 20 mand - oprettes. Samtidig fordobles vægterkorpsets mandskab til 284 mand, og dette lægges direkte ind under politimesterens kommando. Politistyrken blev i 1800 derfor i realiteten mere end 15 doblet i ordensmæssig henseende.

Først i 1809 får politiet ret til at gennemføre efterforskning og skride til arrest overfor mistænkte. Samtidig får politimesteren generelt pålæg om at opdage forbrydelser, i tråd med formuleringen i vore dages retsplejelov §108: «Politiets opgave ... at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning ... af sådanne». Det er altså først i 1809 at politiet får en egentlig initiativpligt. I en instruks af 20. februar 1817 skærpes kravet til politiets initiativ. Det skal være opmærksom på alt, der blot vækker begrundet mistanke om, at en forbrydelse er begået.

Det er værd at slå fast, at udviklingen i denne periode var modsætningsfyldt. I England havde parlamentet f.eks. i 1818 ud fra en liberalistisk opfattelse advaret mod oprettelsen af politi. Begrundelsen var, at de grundlæggende frihedsrettigheder som den personlige frihed, ytringsfriheden, forsamlingsfriheden osv. ville blive truet ved oprettelsen af et specielt, centraliseret korps til sikring af ro og orden. Det var altså borgerskabet, der i kølvandet på den franske revolution frygtede dannelsen af et stærkere politikorps. Det var borgerskabets holdning, at den nødvendige sociale orden i stedet skulle tilvejebringes gennem folkets moralske vaner og normer. Borgerskabet erkendte klart modsætningen mellem sikring af friheden og den private ejendomsret, men i takt med kapitalismens udvikling øgedes den sociale polarisering i samfundet, tyverierne tog til, og borgerskabet erkendte, at det var nødvendigt at slække på friheden for at sikre det effektive forsvar for den private ejendomsret. Kapitalismens udvikling dannede således baggrund for udviklingen af det moderne politi.

De første politilove

I 1860'erne sker der en voldsom vækst i antallet af tyverier i takt med at stadig flere søger mod hovedstaden, hvor nøden og arbejdsløsheden er stor. Selv om nogle betjente allerede fra starten af århundredet havde haft særlige hverv som efterforskere, var det først med politiloven for København af 1863 at en specialafdeling - et egentlig kriminalpoliti - blev organiseret for at effektivisere opklaringen af disse forbrydelser.

Mens vægten i politiarbejdet tidligere lå i ordenens umiddelbare opretholdelse, blev opdagelsespolitiets arbejde nu betragtet som et af de vigtigste overhovedet. Vægterkorpset blev nedlagt, og den egentlige politistyrke normeret til 231 politibetjente og overbetjente, 6 politiassistenter og 3 politiinspektører. Politiets rettigheder og pligter blev nedfældet i loven og politistaven indført - man havde tidligere anvendt stokke.

På landet gik den politimæssige udvikling meget langsommere. Efterforskningen af forbrydelser bar tilfældighedens præg. Efter 1842 begyndte regeringen ofte efter opfordring fra lokalbefolkningen at nedsætte ad-hoc kommissioner til undersøgelse og bedømmelse af lovovertrædelser. Disse kommissioner bestod af københavnske politiefterforskere. Dette blev begyndelsen til den centraliserede rejseafdeling. Først i 1871 blev der i begrænset omfang lovgivet om politiet udenfor København. Det var dog kun almindelige bestemmelser om rettigheder og pligter.

Seks dage efter attentatet på Estrup i 1885 oprettedes et militært statsligt gendarmerikorps til opretholdelsen af sikkerheden, roen og ordenen. På landet blev det også inddraget i ganske almindelige politiforretninger som efterforskning af tyverier og grovere forbrydelser. Korpset blev nedlagt igen i 1894.

I 1889 fremsattes det første forslag til oprettelse af et statspoliti, men det blev ikke vedtaget, fordi Rigsdagens flertal nærede en udpræget mistillid til Estrup-regeringen og derfor ikke ønskede et regeringsloyalt statspoliti til værn om den offentlige sikkerhed ved demonstrationer, møder og lignende.

I starten af det 20. århundrede havde brande rundt omkring i landet taget et betydeligt opsving, og brandforsikringsselskaberne henvendte sig derfor til Justitsministeriet med krav om oprettelsen af et selvstændigt opdagelsespoliti på landet, fordi selskaberne følte deres økonomi alvorligt truet. Dette fremgår af motivationen bag oprettelsen af statspolitiet fra 1911. Samtidig var vagabonderingen ved at tage overhånd, og justitsministeren var sikker på, at der var en sammenhæng mellem disse to fænomener. Under lovens behandling i Rigsdagen blev der indsat en bestemmelse om, at forsikringsselskaberne skulle bidrage til oprettelsen og opretholdelsen af statspolitiet. I perioden 1911-19 bidrog de med omkring halvdelen af de årlige udgifter.

Med denne lov blev kriminalpolitiet udenfor København statsligt. Lovens §1 slog fast, at statspolitiets vigtigste opgaver var bistand til efterforskning og bistand til ordenens opretholdelse. Denne bistand skulle i videst muligt omfang ydes på statspolitiets eget initiativ, men Justitsministeren udtalte under 3. behandlingen af lovforslaget: «Er der noget jeg vil indskærpe de politibetjente, som nu kommer til at sortere under Justitsministeriet, er det dette ... at de må være yderst varsomme med anvendelse af anholdelse». Statspolitichefens bestemmelse var afgørende ved alle spørgsmål om anvendelse af statspolitiet. For så vidt angår denne politistyrke havde statspolitichefen med andre ord en operativ myndighed til i konkrete situationer at befale over de enkelte betjente.

I 1916 blev den nugældende retsplejelov vedtaget. Denne lov cementerede ifht. politiet loven fra 1911 om et kommunalt politi i København og et kommunalt ordenspoliti udenfor København. Retsplejeloven trådte først i kraft i 1919, og det var først med denne store lovreform, at Grundlovens bestemmelse fra 1849 om adskillelse af den udøvende og dømmende magt blev gennemført. Det skete ved, at politimesterstillingerne blev udskilt som særlige embeder, og landet blev inddelt i politikredse. Samtidig oprettedes en anklagemyndighed for de alvorligere forbrydelser.

Retsplejeloven byggede på ordningen med «det delte politi» - dvs. en politiordning med såvel statsligt som kommunalt politi. Ligeledes i 1919 blev kriminalpolitiet i København underlagt statspolitiet. Regeringen ønskede en yderligere styrkelse af statspolitiet: «Dette måtte være nødvendigt, at alt kriminalpoliti fik en centraliseret organisation under en stærk ledelse». Men flertallet turde endnu ikke tage skridtet fuldt ud og gøre alt politi i landet statsligt. Der var derfor godt stadig tale om et «delt politi», men således at alt kriminalpoliti var statsligt, mens ordenspolitiet forblev kommunalt.

I 1925 nedsattes en kommission til vurdering af en ændring af politiordningen pga. en vis kompetenceuoverensstemmelse mellem de to politier. Flertallet ønskede en overgang til et enhedspoliti i form af et statspoliti, mens mindretallet advarede herimod, væsentligst af to grunde: det ville være betænkeligt at samle 2.600 mand til ét korps under ledelse af en enkelt mand; der ville være fare for et «gendarmeriseret» korps, hvis man brød forbindelsen mellem politi og kommune. Ved loven af 31. marts 1928 blev mindretallets indstilling fulgt.

For at løse kompetenceproblemerne valgte man at styrke den lokale politimesters kompetence og svække statspolitichefens tilsvarende, i stedet for simpelthen at fratage kommunen politimæssig kompetence. Det blev klart præciseret i loven, at politimesteren er såvel det kommunale politis som statspolitiets øverste stedlige foresatte. I København kom ledelsen af kriminalpolitiet til at sortere under politidirektøren.

Enhedspolitiet

Ved valget til Landstinget i 1936 skiftede flertallet, og for første gang havde Socialdemokratiet og de Radikale flertal. Det fik fundamental betydning for overgangen til et enhedspoliti. Den socialdemokratiske K.K.Steincke blev nu justitsminister. Det var ham, der havde stået bag kommissionen i 1925, og han var blevet meget skuffet over, at Folketinget havde fulgt mindretallets forslag. Af begrundelserne for enhedspolitiloven fremgår det, at ændringen i 1928 i retning af styrkelse af politimestrenes position havde medført initiativ, energi og handlekraft hos disse. Steincke ændrede navnet statspolitichef til rigspolitichef og fik i loven indført en tilføjelse, der gjorde det muligt for rigspolitichefen at udstikke retningslinier for arbejdet i kredsene. I 1938 fik Danmark dermed et samlet rigspoliti, men således at politimestrene i kredsene ledede den konkrete tilrettelæggelse af arbejdet.

Under 2. verdenskrig fandt der en betydelig ændring sted i politiets funktion fra krigens begyndelse til dens slutning. Mens det 1940 blev anvendt af den tyske besættelsesmagt til razziaer mod tyske flygtninge i Danmark og i 1941 arresterede 5 gange så mange kommunister, som tyskerne havde beordret arresteret, blev det i 1944 sendt i koncentrationslejr, da det stod klart, at nazisterne ville tabe krigen, og den danske stat derfor vendte sig mod besættelsesmagten (se Besættelsestiden).

 Ansatte i politiet
19506.575
19606.477
19657.066
19707.986
19758.703
19808.604
1985(9184)
Politiets personaleressourcer 1950-85 (eksl. kontorpersonale).
Politiets årsberetninger.

I 1954 gennemførtes en ændring af kompetenceforholdene indenfor politiet, der styrkede rigspolitichefen. Han skulle nu ikke blot have mulighed for at udstikke retningslinier, men fik pligt til at føre tilsyn med politimestrenes almindelige tilrettelæggelse af arbejdet. Allerede i 1951 var politiets hemmelige tjenester blevet samlet i Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Fra slutningen af 60'erne skete der en centralisering af politiarbejdet, således at en lang række politikredse i landet blev nedlagt og slået sammen. Ved midten af 70'erne var antallet af kredse derfor resulteret til 54.

Modstridende krav

Politiets funktioner er modsætningsfyldte. På den ene side begrænses det i sin funktion af de borgerlige frihedsrettigheder, der betoner individets personlige frihed. På den anden side skal det sikre opretholdelsen af den private ejendomsret og andre sekundære lovforordninger. Den personlige frihed sikres grundliggende af Grundloven og lovgivningsmæssigt af retsplejeloven. Resten af lovværket omhandler opretholdelsen af den private ejendomsret og sekundære lovområder.

Men at der eksisterer modsætninger, fremtræder bl.a. ved politiets modvillighed mod f.eks. at give arrestanter ordentlig information om deres rettigheder. F.eks. har der de sidste 30 år eksisteret en konflikt mellem foreningen KRIM og politiet om hvornår arresterede og tilbageholdte kan orienteres om deres rettigheder. Det er politiets opfattelse, at hvis dette sker for tidligt, forstyrrer eller ødelægger det efterforskningen.

I andre lande eksisterer der en tilsvarende problematik omkring anvendelsen af tortur til at fremkalde tilståelser. Med tortur forrykkes balancen fra personlig frihed til effektivitet i opklaringen. Tortur er ikke tilladt i Danmark, men i stedet anvendes f.eks. isolationsfængsel, der over en længere periode lægemæssigt karakteriseres som psykisk tortur. Danmark er et af de lande i verden, der hyppigst anvender isolation og i de længste perioder. En anden mildere form men med det samme formål er varetægtsfængsel, hvor arrestanten administrativt tilbringer efterforskningsperioden i fængsel.

En anden politimæssig metode der forrykker grænsen mellem frihed og opklaringseffektivitet er anvendelsen af såkaldte civile agenter. Dette er en traditionel metode, der historisk er blevet anvendt ved hemmelig efterretningsvirksomhed, men siden 1960'erne er den også blevet anvendt i mere traditionelt politiarbejde. I København oprettedes i slutningen af 60'erne det såkaldte uropoliti, der blev sat ind overfor formodede narkomiljøer for at opklare narkokriminalitet. Med de tiltagende sociale uroligheder fra 1970'erne blev civile betjente og uroer i stigende grad sat ind overfor demonstrationer o.lign. Dette mønster begyndte imidlertid allerede at tegne sig fra verdensbank- og vietnamdemonstrationerne i slutningen af 60'erne (se Vietnambevægelsen). Gennem 1980'erne blev uropolitiet især sat ind mod BZ bevægelsen for at kulminere under Nørrebrourolighederne ifbm. med unionsafstemningen 18. maj 1993.

På det faglige område førte politiet en mere lav profil frem til starten af 1970'erne. Holdningen var i mange politikredse, at arbejdskonflikter var sociale konflikter, som politiet ikke burde blande sig i, med mindre der fandt dokumenterede lovovertrædelser sted. Som følge af pres fra borgerlige politikere og borgerskabet blev denne balance mellem frihed og politiindsats forskubbet gennem 70'erne. Der skete især en opstramning med det såkaldte blokadecirkulære, der blev anvendt til at kriminalisere anvendelsen af blokader ifbm. faglige konflikter.

Oprustning

Fra især borgerlige politikeres side har der historisk eksisteret et pres for fortsat oprustning af politiet - ikke blot mandskabsmæssigt men også anvendelsen af metoder og materiel. Oprustningen har både fået sted i det almindelige arbejde, men har især været synlig i politiets funktion ved kontrol af sociale uroligheder. Den har antaget form af:

Uroer på øvelse på Christiania, 1993

Fra borgerlig og politiets egen side er oprustningen blevet begrundet i hensynet til betjentenes egen sikkerhed overfor stadig mere voldelige sociale uroligheder. Problemet er blot, at oprustning på politiets side følges af en tilsvarende oprustning på den anden. Politiets indførelse af videoovervågning medførte, at demonstranter begyndte at maskere sig, hvilket i Folketinget siden 80'erne affødte en lang række debatter om maskeringsforbud.

Tendensen til oprustning over de sidste 30 år har derfor skabt et stadig mere voldeligt klima under demonstrationer, blokader o.lign. og et stadig mere fremmedgjort forhold mellem politi på den ene side og demonstranter på den anden. Nogle vil koble denne udvikling sammen med den politiske udvikling, behovet for at opretholde «lov og orden», eller udviklingen af en statsmagt med stadig mere fascistoide træk. Men den kan også ses i sammenhæng med, at politiet i stigende grad bliver ind for at løse sociale problemer. Politiets 30 årige kamp mod husbesættere skyldes fundamentalt set manglen på boliger - især til unge. Den stadig mere voldelige indsats overfor arbejdskonflikter skyldes arbejdsløshed, arbejdsgivernes ønsker om at slippe for overenskomster eller ansætte uorganiserede i stedet for organiserede arbejdere.

Politiet er internt splittet i opfattelsen af denne udvikling. Dele af korpset har erkendt det problematiske i at det sættes ind til løsning af sociale konflikter. Andre ønsker blind oprustning for at stå bedre i kampen mod de civile og ønsker at fremme den fremmedgørende stemning overfor civilbefolkningen. Ansvaret for oprustningen ligger dog i sidste ende hos politikerne, der har besluttet, at politiet skal sættes ind overfor sociale problemer, der ikke er økonomiske midler til at løse på anden vis.

Politivold

Den borgerlige retsstat definerer via lovgivning, hvad der må regnes som ulovlige handlinger, og foreskriver samtidig graden af vold, politiet kan anvende, når det slår ned på lovovertrædere. Den voldsanvendelse som går ud over den legalt foreskrevne, bliver almindeligvis kaldt for politivold. Med politivold menes altså, at politiet når det udfører sine opgaver anvender fysisk vold ud over det lovgivningen giver tilladelse til. Samtidig skal det imidlertid slåes fast, at også dele af den «legitime» voldsudøvelse - f.eks. indgreb overfor strejkende eller demonstranter - kan være klassebetinget. Ud fra et politisk synspunkt kan også den derfor være illegitim.

Som resultat af oprustningen, militariseringen og det skærpede politiske klima siden 70'erne er forekomsten af politivold blevet hyppigere. Det sker stadig oftere, at folk bliver bidt af politihunde, slået, sparket, gasset eller på andre måder behandlet brutalt. Endvidere forekommer lejlighedsvis drab på civile. Volden rettes hyppigt mod indvandrere, flygtninge, unge, subsistens- eller hjemløse eller andre marginaliserede grupper med begrænset mulighed for retsligt forsvar, men også mod demonstranter og deltagere i faglige konflikter.

Indenfor vort retsvæsen har det vist sig særdeles vanskeligt at få gjort noget ved den brutale politioptræden. Udover at politivold ofte er vanskelig at bevise, vil dommeren ofte vælge at betragte sagen ud fra politiets synsvinkel, og betjente vil næsten altid støtte hinandens forklaringer uanset overgrebets voldelighed og uansvarlighed. Det er derfor yderst sjældent, at politifolk dømmes for politivold.

Frem til starten af 70'erne var det udelukkende politiet, der efterforskede klager over politiet - herunder politivold. Det førte til stigende kritik og i 1973 til oprettelsen af såkaldte lokalnævn, hvor klager skulle behandles. De oprettedes i hvert af landets 54 politikredse og bestod af politimesteren, to repræsentanter for politipersonalet og mindst 4 kommunalbestyrelsesmedlemmer. Nævnet kunne indhente oplysninger fra politiet i de konkrete sager og evt. overdrage dem til statsadvokaten, når der var tilstrækkeligt grundlag til at rejse tiltale mod identificerede betjente. Det skete imidlertid meget sjældent. Ud af 261 klagesager i 1984 blev kun 25 helt eller delvist imødekommet, evt. med beklagelse over klageren, og kun 1 førte til disciplinær straf.

Terror

Siden slutningen af 1960'erne er dansk politi i stigende grad blevet anvendt som terrorredskab over befolkningen. PET Kommissionens beretning der blev offentliggjort i juni 2009 dokumenterer, at det oprindelig var PET, der brugte politiet som redskab til at terrorisere demonstranter. PET vildledte bevidst politiet med det formål at få det til at begå overgreb mod demonstranter. Det skete første gang under Vietnamdemonstrationerne i 1967-68, hvor PET fortalte politiet, at demonstranterne medbragte hele tønder med benzin, ville besætte USA's ambassade og brænde den ned til jorden. Konsekvensen var, at politiet gennembankede demonstranterne. Sagerne blev oprullet i byretten og resulterede i Carl Madsens bog: Proces mod politiet.

Terrorchefen
Københavns terrorchef Per Larsen. Larsen stod frem til 2010 i spidsen for korpsets udvikling til et terrorkorps.

Gennem 70'erne og 80'erne rettedes terroren især mod faglige konflikter. 

Terroren blev yderligere optrappet gennem 1980'erne, hvor PET pudsede politiet på BZ'erne. I stedet for at husbesættelserne døde ud som i starten af 1970'erne førte politiets overdrevne voldsanvendelse til en politisk og aktionsmæssig radikalisering af ungdomsmiljøet.

Siden 2002 rettes politiets terror rutinemæssigt mod demonstrationer. Den foreløbige kulmination fandt sted under klimatopmødet i København i december 2009. Politiet havde på forhånd bekendtgjort at det ville angribe de demonstrationer, der var planlagt under topmødet. Den største demonstration med 100.000 deltaget blev som lovet angrebet af terrorkorpset og 1000 tilfældige deltagere fik først lov til at sidde 4 timer i deres eget tis på den iskolde asfalt for efterfølgende at blive overført til politiets koncentrationslejr i Valby. Det danske Rehabiliterings Center for Torturofre udtalte efterfølgende, at ofrene ikke havde været udsat for egentlig tortur, men været udsat for nedværdigende behandling, hvilket er på kant med torturkonventionen. Demonstranterne fik i december 2010 tilkendt erstatning af Københavns Byret, der samtidig i sin kendelse bekræftede at politiet havde overtrådt FN's Menneskeretskonvention. Politiet mente at have opbakning i tidligere justitsminister Brian Mikkelsens såkaldte lømmelpakke, der var inspireret af det hedenhangne apartheid-sydafrika.

Politiets politiske projekt var at skræmme befolkningen fra at deltage i demonstrationer. Straffelovens §114 lyder således: For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad.

Som led i politiets terror anvendes endvidere mord. Alene i perioden 2002-09 myrdede politiet 17 danskere. Ingen af morderne blev retsforfulgt eller straffet, da politiet i Danmark nyder næsten fuldstændig straffrihed for sine overgreb.

A.J.


Litteratur

Vestergaard, Jørn (ref.): Sociale uroligheder. Politi og politik. SocPol, København, 1986.
Mentalhygiejne nr. 6-7, 1975. Temanummer om politiet.