Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Alkoholiker er en betegnelse for et menneske, som har et problematisk forbrug af alkohol som rusmiddel, mens alkoholisme betegner selve det problematisk forbrug.

Det vanskelige spørgsmål vedrører grænsedragningen mellem det uproblematiske og det problematiske forbrug. Denne linie trækkes forskelligt i forskellige sammenhænge.

Alkoholisme

Alkoholisme kan ses som en sygdom, en karakterbrist, en afhængighed af et stof, en tillært reaktion på kriser, et symptom på underliggende psykologiske eller fysiske lidelser eller en kombination af disse faktorer. I Verdenssundhedsorganisationens (WHO) diagnostiske manual (ICD-10) optræder alkoholproblemer under kategorien «psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol», og der skelnes bl.a. mellem skadeligt brug og afhængighedssyndrom. I den amerikanske psykiatriske sammenslutnings manual (DSM-IV) omtales alkohol-relaterede lidelser mere specifikt og her skelnes der mellem misbrug og afhængighed. Selve betegnelsen alkoholiker eller alkoholisme benyttes ikke i de to manualer.

Alkoholikere

Skelner man mellem alkoholmisbrug og alkoholisme peger «misbrug» mod en moralsk adfærdsbeskrivelse, mens «-isme» peger mod en diagnose, der i højere grad rummer en individuel årsagsforklaring. I det omfang alkoholiker betegner en identitet kan personen opfattes enten som en, der er faldet for den fare og fristelse som alkohol udgør for os alle, eller som en, der er særligt disponeret og dermed anderledes end de fleste andre mennesker ved ikke at kunne tåle alkohol. Alkoholikeren ses som en bestemt persontype. Det vil sige, at han eller hun ikke bare er et menneske med et bestemt problem, men er bærer af en bestemt identitet, der markerer vedkommende som anderledes. Denne identitet kan være udpeget af andre (f.eks. familie eller behandlere), være selvantaget eller begge dele. Hvis identiteten som alkoholiker kun er påført af andre, men ikke accepteret af personen selv, vil nogle mene at alkoholikeren ligger under for benægtelse. Det vil sige, at personen mangler evne og vilje til at erkende det problem, som andre opfatter. Benægtelse regnes af nogle som et af de centrale symptomer på alkoholisme.

Kultur

Der er store kulturelle variationer i holdninger til brug af rusmidler, forbrugsmønstre, adgang til rusmidler, fysiske reaktioner på rusmidler og forekomsten af rus-relaterede problemer. Nogle samfund forbyder brug af alkohol (f.eks. i Mellemøsten), mens det i andre samfund er fuldt acceptabelt og værdsat som socialt nydelsesmiddel (f.eks. i Europa). Set fra et bredt kulturelt komparativt perspektiv er problemer med alkohol dog relativt sjældne og alkoholisme kan være så godt som ukendt selv i samfund, hvor beruselse er et hyppigt, højt værdsat og aktivt søgt fænomen (f.eks. i Østafrika). Selv i samfund, hvor man er meget optaget af alkoholmisbrug (f.eks. i USA og Skandinavien), anslår de mest pessimistiske kilder, at under 10% af dem, som indtager alkohol, er berørt af alkoholrelaterede problemer (Douglas 1987). Endvidere er der store variationer i forhold til køn og alder: således drikker mænd de fleste steder i verden forholdsvis mere end kvinder, og det anses generelt også som mere acceptabelt at mænd optræder berusede end kvinder (McDonald 1994). Hvad angår alder, er det i Danmark f.eks. sådan, at skønt den største bekymring retter sig mod de unges alkoholvaner, så er det faktisk forældregenerationen, som har det største forbrug (Laursen og Sabroe 1996).

Alkohol

I Danmark og andre vestlige lande er alkohol et legalt og let tilgængeligt rusmiddel. Derved adskiller det sig fra en række andre rusmidler. Skellet mellem legale og illegale stoffer er dog langtfra tilstrækkeligt til at forstå forskellige stoffers betydning og funktion. Alle rusmidler er til stadighed underlagt vurderinger og revurderinger af hvilke farer de indebærer for den sundhedsmæssige og moralske tilstand i befolkningen og den enkelte bruger. I det omfang et rusmiddel overhovedet er accepteret, er dets korrekte anvendelse i sociale sammenhænge ofte nøje reguleret gennem ritualer eller andre symbolske grænsesætninger. På linje med andre rusmidler er alkohol i vort samfund allerede i udgangspunktet en suspekt substans: Ikke kun på grund af påviselige skadevirkninger, for alene dets evne til at skabe og fremme nydelse indebærer risikoen for «nemme og ufortjente» fornøjelser, hvilket udgør en trussel mod sundere og nyttigere interesser. Den rene udgave af denne puritanske modvilje mod rusmidler kender vi her i landet især fra afholdsbevægelser og visse religiøse grupper, ofte af amerikansk oprindelse. Det er dog værd at betænke, hvordan såvel modviljen mod alkohol som den endnu mere udbredte bevidste og målrettede anvendelse af alkohol som led i grænseoverskridende adfærd har et og samme begrebsmæssige udspring: Med alkohol udtrykker og flytter vi os tydeligvis hinsides det (ellers) acceptable. Dette synes at være alkoholens kulturelle kernebetydning i vort samfund. Det indebærer således også, at mådehold kan blive set som udtryk for høj grad af civiliseret selvkontrol og kultiveret dannelse.

Forbrugsmønstre

Skønt Europas befolkning kun udgør godt en tiendedel af verdens, så er det her omtrent halvdelen af den samlede produktion af alkohol konsumeres. Det er også her en stor del af produktionen af alkohol historisk hører hjemme. Man skelner undertiden mellem «tørre» og «våde» alkoholkulturer, hvor de tørre er præget af en stram politisk regulering af adgangen til alkohol og en drikkekultur, hvor alkohol primært benyttes som en slags belønning efter fortjent arbejde (typisk i Skandinavien og USA). I sådanne samfund drikker man mest alkohol i fritiden og ved festlige lejligheder, men til gengæld med beruselse for øje. De våde alkoholkulturer er derimod kendetegnede ved et mere jævnt dagligdags forbrug, hvor man sjældent drikker sig fuld (typisk i Sydeuropa). Det er paradoksalt nok i de tørre alkoholkulturer, hvor det gennemsnitlige forbrug per indbygger er betydeligt mindre end i de våde, at problematiseringen af alkoholikere og alkoholisme er størst. Danmark placerer sig i denne forbindelse midt imellem de tørre og de våde kulturer med et relativt højt forbrug og et drikkemønster, som kombinerer det daglige forbrug med den lejlighedsvise beruselse. I alkoholpolitiske sammenhænge omtales den danske alkoholkultur ofte som «liberal» (Eriksen 1993).

Historie

Alkoholforskere knytter ofte den samfundsmæssige eller offentlige problematisering af alkoholforbrug i den vestlige verden til de sociale forandringer, der indtraf som følge af industrialiseringen, urbaniseringen og moderniteten i slutningen af det 18. århundrede (May 1997). Industrialiseringen skabte nye forbrugsmønstre og det gennemsnitlige forbrug af alkohol steg voldsomt i mange vestlige lande.

Først blev drikfældighed anset for at være primært arbejderklassens problem, som kunne håndteres med moralske og disciplinære metoder, men fra midten af det 19. århundrede ændredes opfattelsen til også at omfatte andre grupper ligesom nye tilgange til at håndtere problemet udvikledes. Opfattelser af behandling skiftede fra disciplinering af hoben til reformering af det enkelte menneske eller behandling af en egentlig sygdom. Sygeliggørelsen af alkoholisme er således nært knyttet til den samfundsmæssige problematisering af alkohol som rusmiddel. De første forsøg på at formulere en sygdomsmodel for alkoholisme blev gjort af amerikaneren Benjamin Rush i 1777, da han offentliggjorde en artikel om alkoholisme som en fremadskridende «viljessygdom» (Valverde 1998). Dermed blev temaet om kontrol og kontroltab introduceret som et vigtigt element i forståelsen af alkoholisme.

Behandling

Forskellige opfattelser af, hvilken slags problem alkoholisme udgør, kan ikke adskilles fra hvilken slags løsninger, der har været opfundet og etableret gennem tiden (Jöhncke et al. 2004). De fleste tilgange til behandling af alkoholisme forudsætter, at alkoholikeren erkender sit problem og afholder sig fra at indtage alkohol, men ellers varierer behandlingen i forhold til accepterede definitioner og årsagsforklaringer. Skiftende idémæssige og teknologiske landvindinger - både inden for psykologi, farmakologi og politik - har defineret forskellige løsninger på alkoholisme, der har gjort det muligt at angribe problemet fra stadig nye vinkler, uden at nogen af dem dog har været endegyldige. Der kan være tale om forskellige kombinationer af indlæggelser og ambulant behandling, psykosociale rehabiliteringstiltag, kognitiv adfærdsregulering, religiøs omvendelse, aversionsterapier, selvhjælpsprogrammer og forskellige former for medicinsk behandling. Man kan sige, at forskellige løsningsmodeller skaber forskellige problemperspektiver. I Danmark var behandling for alkoholisme op til midten af det 20. århundrede domineret af afvænningsanstalter og disciplinerende behandlingstilbud, men med markedsføringen af lægemidlet Antabus (disulfiram) i 1948 fik sygdomsmodellen vind i sejlene og placerede problemet i lægeligt regi (Thorsen 1993). Siden har Antabus spillet en enestående og altdominerende rolle i dansk alkoholismebehandling ofte kombineret med forskellige psykosociale tiltag. I de senere år er antabusbehandlingen dog blevet udfordret af nye private behandlingstilbud, især den amerikansk inspirerede Minnesota-model og selvhjælpsbevægelsen Anonyme Alkoholikere (Steffen 1993 og 2001).

Afhængighed

Et af de perspektiver på alkoholisme, der bliver stadigt mere dominerende i disse år, er, at der er tale om særlig form for afhængighed. Afhængighed opfattes her som en bestemt sygelig tilstand i det enkelte menneske, og ifølge nogle opfattelser kan man betragte forskellige former for afhængighed (f.eks. af alkohol, narkotika, hasardspil, sex, shopping og internet-brug) som variationer over samme grundtema, nemlig den ramtes afhængige personlighed. Ligesom de øvrige problemforståelser bygger teorien om afhængighed på en løsningsmodel, der opstiller en række terapiformer og øvelser, hvorigennem den afhængige skal erkende sit personlige problem og sin afmagt, og tage ansvar for at holde sygdommen under kontrol ved at afholde sig fra det, der udløser afhængigheden. Selv om afhængighed er en problemforståelse, der har opnået meget stor udbredelse og popularitet, må man fastholde at der er tale om en teori. Den er da også blevet kritiseret af flere forskere (Peele 1985, Davies 1997), der bl.a. har foreslået, at afhængighed kan ses som et kulturelt fænomen: En særlig fortolkning af erfaringer med at omgås substanser, der giver os både nydelse og skyldfølelse. Ved på én gang at tilskrive substanserne overdreven farlighed og os selv en særlig skrøbelighed, kan vi fralægge os ansvaret for konsekvenserne af manglende evne eller vilje til mådehold. Det er imidlertid mindre klart hvilke behandlingsmæssige implikationer denne indfaldsvinkel kan have.

At alkohol, alkoholisme og afhængighed - såvel som vores forsøg på at håndtere og løse de problemer, de rummer - er sociale og kulturelle konstruktioner betyder på ingen måde, at de er fiktioner uden praktisk relevans og effekt. Tværtimod: De virker allesammen, mange af dem endda rigtig godt, omend karakteren af deres virkningsfuldhed vil variere efter omstændighederne.

S.Jö. / V.St.