Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/3 2011
Læst af: 6.758
: :
Socialanalytik

Socialanalytik er et teoretisk perspektiv udviklet af den danske idéhistoriker og filosof Lars-Henrik Schmidt (1953-). Perspektivet har særligt gjort sig bemærket som en filosofisk funderet samtidsdiagnostik, og har været inspirator for en række forskningsarbejder på det human- og samfundsvidenskabelige felt. Socialanalytisk samtidsdiagnostik har i de senere år særligt været kendetegnet ved sin orientering mod det pædagogiske felt, og har bl.a. været institutionaliseret som forskningsprogram ved Danmarks Pædagogiske Universitet fra 2005-09. Samlede fremstillinger af det socialanalytiske perspektiv findes i Schmidts bøger Viljen til orden, Det sociale selv og Diagnosis I. En generel introduktion gives i Det socialanalytiske perspektiv. Refleksioner over det pædagogiske felt findes i Magten og den sociale diskurs, Diagnosis III og Om respekten.

Det épistémologiske grundlag

For at forstå det særegne ved socialanalytikkens refleksionstilbud, må man forholde sig til dets epistemologiske grundlag, således som dette tilvejebringes i Schmidts forfatterskab. Socialanalytikken er ikke en videreudvikling af en specifik filosofisk tradition, men den er beslægtet med det vidensrum, der etableres i og med den form for videnskabshistorisk épistémologie, som udvikledes i Frankrig fra Gaston Bachelard (1884-1962) og frem til bl.a. Louis Althusser (1918-1990) og Michel Foucault (1926-1984). 'Épistémologie' skal i denne sammenhæng ikke forstås som erkendelsesteori eller videnskabsfilosofi, dvs. en teori om betingelserne for viden og videnskab, og heller ikke som de enkelte videnskabers videnskabsteori eller metodelære. Der er ikke tale om bedømmelser af hvad der set fra filosofiens eller enkeltvidenskabernes perspektiv er videnskabeligt, men snarere en tematisering af vidensfelters udviklingsmønstre, tematiseringer af forbindelseslinjerne og brudfladerne mellem det ikke- eller førvidenskabelige og så det videnskabelige indenfor et som videnskab diskursiveret vidensfelt.

Schmidt fatter tidligt interesse for denne franske tradition – særligt Althusser som han fremstiller i bogen Filosofikritisk rekonstruktion. Fra den sene Althusser arver Schmidt ideen om en filosofi, som kiler sig ind mellem det ideologiske (det førvidenskabelige) og det videnskabelige, og på den vis involverer sig i en kamp om betingelserne for sandhed. Hos Althusser er der tale om en eksplicit venstrefløjspolitisk indsats, men for Schmidt, og senere socialanalytikken, bliver der snarere tale om en bestræbelse på at diagnosticere de eksisterende videnspolitiske hegemonier, som vidensproduktionen fungerer indenfor, med henblik på at undersøge hvorvidt det lader sig gøre at tænke anderledes. Med dette videnspolitiske perspektiv, som kommer til udtryk i artiklen «Magt, viden og renseelse», sætter Schmidt således fokus på forholdet mellem viden, magt og politik, snarere end spørgsmålet om videnskabernes mulige ukorrekte ideologiske indhold, og der sker dermed en afdrift fra Althusser over mod Foucault. Men til forskel fra Foucault, er der i socialanalytikkens videnspolitiske projekt en forpligtelse på og refleksion over visse principper og legitimationsformer, bl.a. «det videnskabelige arbejdes konkrete etik», som Schmidt skriver om i Det videnskabelige perspektiv, og som afspejler sig videre frem i den socialanalytiske bestræbelse på at tænke i et kohærent perspektiv.

Fra socialisationskritik til socialanalytik

Schmidts forfatterskab består ikke af skarpt adskilte faser. Det er snarere kendetegnet ved en fundamental kontinuitet, en stadig solidarisk overvindelse af tidligere positioner, med henblik på at arve problemfeltet under skiftende betingelser og bevare udsigelseskraften i det tidligere ved at formulere sig på ny. Ud over videnspolitik beskæftiger Schmidt sig i sit tidlige forfatterskab tillige med socialisationskritik i bogen Socialisationskritik og politisk praksis, hvor han er optaget af den rekonstruktive udforskning af Karl Marx' skrifter. Socialanalytikken er for så vidt solidarisk med dette udgangspunkt, i den forstand at det sociale forbliver orienteringspunkt for refleksionen. Men refleksionen ændrer sig imidlertid ved overgangen fra en socialisationskritisk til en socialanalytisk refleksionsform.

Med Schmidts tidlige socialisationskritiske diskurs er der tale om en form for dialektisk kritikfigur, indbefattende et håb om forsoning, om gentilegnelsen af noget yderlig- eller fremmedgjort. Men netop dette forsoningshåb tages der senere afstand fra med formuleringen af det socialanalytiske perspektiv. Socialanalytikken hviler i en tragisk filosofi – formuleret via en interpretation af Nietzsches filosofi i Den sociale excorsisme eller den tabte umiddelbarhed – til forskel fra en dialektisk filosofi. Det tragiske grundvilkår er fraværet af et 'udenfor' (f.eks. en guddom eller et autonomt subjekt), hvorfra man kan kritisere (f.eks. fra en øvre dømmende position), og dermed gives der ikke en gentilegnelse eller en forsoning. Det afgørende er imidlertid, at metafysiske forestillinger – forestillinger om substans, autonomi, umiddelbarhed etc. – i socialanalytikkens tragiske perspektiv opfattes som et vilkår for socialitet, og at metafysikkens rum således ikke lader sig afskaffe, men derimod arves og indtages af det sociale, som dermed danner vilkåret for menneskelig betydningsdannelse. Ikke forstået på den måde, at det sociale i en socialkonstruktivistisk forstand er subjekt. Der er snarere tale om en social omgang med fraværet af blivende betydning – med den uigenkaldeligt tabte umiddelbarhed – hvor de instanser, som vi lever på, så at sige 'udstanses'. Dette erstatningsspil i det sociale, denne distancerede gentagelse, er det socialanalytiske perspektivs genstand.

Den metafysikkritiske indgangsvinkel til spørgsmålet om det sociale medfører en anderledes problematiseringsform end den som kendes fra sociologien og socialfilosofien. I socialanalytikken problematiseres det sociale som gemenhed, hvorved der sigtes til en upåagtet og uartikuleret samhørighed og ikke-uenighed i værdsættelser og smag. Gemenheden kan følgelig kun artikuleres som noget andet, nemlig som fælleshed, det som gælder for samtlige i en gruppe, eller som almenhed, det som nødvendigvis må være gældende for enhver. Det sociale – gemenheden – giver sig således til kende i videnskabelige bestemmelser eller ideologiske begreber, men kan principielt ikke sættes på begreb eller bestemmes positivt. Gemenheden er altså ikke noget, som man kan vide hvad er, men er snarere at forstå som en fremstillingsteknisk kategori.

'Mangel' som grundvilkår

Man kan sige, at socialanalytikken beror på frilæggelsen af et nyt epistemologisk grundlag i grundløsheden (jf. fraværet af substansen), og perspektivet er til tider blevet kritiseret for dets prioritering af 'manglen' som grundvilkår, som eksempelvis Steen Nepper Larsen fremfører i 'Mere end bare KRITIK II'. Det må dog være en smagssag, om man kan goutere dette træk ved socialanalytikken. Socialanalytik er en teoretisk praksis foretaget i et samlet perspektiv, hvis formål er at bevirke en kompleksitetsreduktion. Det socialanalytikken står og falder på, er, om dens interventioner i andre vidensfelter er i stand til at befordre en sådan reduktion og dermed fremme orienteringsevnen i det sociale. Den diagnostiske karakter er således ikke et ydre eller tilfældigt moment ved analytikken men er derimod helt centralt i grundlaget. Socialanalytikkens fremstillingstekniske kategorier, herunder ikke mindst teoretisk-grafiske kort, har som nævnt fundet anvendelse i en række forskellige forskningssammenhænge, og perspektivet har således vist sig at have en vis effektivitet i forhold til at kompleksitetsreducere og fremme orienteringsevnen.

Transmissionsteorien

Socialanalytikken beror endvidere på en filosofisk tydning af Freuds psykoanalyse herunder særligt begrebet om overføring. Dette fænomen, at et subjekts forhold til et objekt videreføres i bindingen til andre objekter, og at forholdets principielle karakter således videreføres, er af stor betydning for socialanalytikkens bestemmelse af selvet som 'det sociale selv'. Ifølge denne er selvet ikke andet end en gentagelsesstrukturlighed i forholdene, og har således ikke en anden væren end de gemene forhold. Det betyder samtidig at selvet har den samme ontologiske status som det sociale har. Freud fandt at overføringer var gentagelser af grundforholdet forælder-barn, men socialanalytikken generaliserer overføringskategorien til at være det sociale bånd, en overføring af det sociale i det sociale. Dette sociale bånd opfattes imidlertid ikke i kommunikative termer, som en udveksling mellem individer, men som transmission; gentagelse uden subjekt og mål.

Socialanalytikken er blevet mødt med kritik af, at den angiveligt svigter filosofiens etiske dimension i sit opgør med den dialektiske filosofi, som Peter Kemp argumenterer for i 'Metafysik og etik'. Etikken hviler traditionelt på forestillingen om udveksling mellem et subjekt og 'den anden' – «gør mod de andre som I vil, at de skal gøre mod jer» – men denne udvekslingsforestilling gør den socialanalytiske transmissionsteori op med. I socialanalytikkens perspektiv bliver det, at det ene forhold ikke kan formidles over det andet, imidlertid anledningen til en anderledes etik over det solidariske eller anstændige forhold til den andens forhold. Det betyder eksempelvis, at et pædagogisk forhold ikke kan dreje sig om ligeværdighed og anerkendelse, men at man først og fremmest må respektere forskellen mellem ens forhold og andres forhold. Det kan eksempelvis være et udtryk for respekt for en elevs forhold, når en lærer tilbageholder sin anerkendelse af vedkommendes indsats.

T.Hi.L.


Litteratur

Kemp, Peter: Metafysik og etik. I: L-H Schmidt et. al.: Metafysik og excorsisme. Århus 1989.
Kristensen, Jens Erik: Til kritikken af den politiske vidensøkonomi. I: Hammershøj et. al. (red) Mellemværender. København 2003.
Kristensen, Jens Erik: Krise, kritik og samtidsdiagnostik. I: Dansk sociologi. - vol. 19, nr. 4., 2009.
Larsen, Steen Nepper: Mere end bare KRITIK II. I: Hammershøj et. al. (red) Mellemværender. København 2003.
Schmidt, Lars-Henrik: Filosofikritisk rekonstruktion – Om Althusser og kapitallogikken. Del IIb. København 1977.
Schmidt, Lars-Henrik: Socialisationskritik og politisk praksis. København 1978.
Schmidt, Lars-Henrik: Magten og den sociale diskurs. Aalborg 1981.
Schmidt, Lars-Henrik: Sandhed og viden. Indledning til Søren Gosvig (red.): Epistemologi. København 1983a.
Schmidt, Lars-Henrik: Magt, viden og renseelse. I: Grus nr. 9. 4. årg. Aalborg 1983b.
Schmidt, Lars-Henrik: Den sociale excorsisme eller den tabte umiddelbarhed - konstruktion af det sociale hos Rousseau og Nietzsche. (Disputats). Århus 1987.
Schmidt, Lars-Henrik: Viljen til orden. Århus, 1988.
Schmidt, Lars-Henrik: Det sociale selv - invitation til socialanalytik. Århus, 1990.
Schmidt, Lars-Henrik: Det videnskabelige perspektiv. Århus, 1992.
Schmidt, Lars-Henrik: Det socialanalytiske perspektiv. Århus, 1992.
Schmidt, Lars-Henrik: Diagnosis I. Filosoferende eksperimenter. København 1999.
Schmidt, Lars-Henrik: Diagnosis III. Pædagogiske forhold. København 1999.
Schmidt, Lars-Henrik: Om respekten. København 2005.