Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 20/9 2015
Ansvarlig redaktion: Pædagogik, Arbejderhistorie
Læst af: 6.483
: :
De Massmannske søndagsskoler
Left
Rocks
2019-07-12 06:46

Dansk tradition for søndagsskoleundervisning af arbejdere under den tidlige kapitalisme. Det er karakteristisk for dansk håndværkerundervisnings historie, at den tidlige undervisning målrettet håndværkerstanden opstod på privat initiativ. Det gælder både den tidlige søndagsskoleundervisning, hvis primære drivkraft var præstestanden og de senere tekniske skoler, som hvilede på håndværksmestrenes initiativ, og som fik en opblomstring fra midten af 1800-tallet. Dette opslag omhandler de søndagsskoler for håndværkere, som opstod i starten af 1800-tallet med det klare formål at kompensere for håndværksstandens mangelfulde skolekundskaber. 

Inspirationen bag oprettelsen af søndagsskolerne for håndværkere

Opdragelse og uddannelse af den bredde befolkning var i slutningen af 1700-tallet et ivrigt debatteret emne blandt såvel datidens præstestand som repræsentanterne for den fremvoksende industri. I modsætning til de pietistisk inspirerede skoletanker, der tidligere havde været dominerende og som argumenterede for skolen underordning under kirken, var holdning nu, at skolen som institution havde en berettigelse, der rakte ud over det religiøse. Således udtalte J.L. Reventlow (1751-1801) i 1784, at et forbedret skolevæsen var en forudsætning for, at landbrugsreformerne blev en succes. Debatten var desuden inspireret af den tyske pædagog og grundlægger af filantropismen J.B. Basedow (1724-1790), der var elev af J-J Rousseau (1712-1778), og som i 1753 var blevet ansat som professor i moral og de skønne videnskaber ved Sorø Akademi. Det var således helt i tidens ånd, når præsten ved Frederiks Tyske Kirke på Christianshavn  (senere kaldet Christians Kirke) N.H. Massmann (1766-1816) i 1800 åbnede dørene for en søndagsskole for de københavnske håndværkere. Forbilledet syntes at have været den søndagsskolebevægelse, som var opstået i industriens foregangsland, England. Fra England kom søndagsskolebevægelsen til Tyskland. Bl.a. blev der i 1796 oprettet en søndagsskole i Kiel i 1796, hvor håndværkslærlinge og svende blev undervist i religion, skriftlig formulering og tegning. Massmann, der havde været bosiddende i byen som ung, fik sandsynligvis idéen til at oprette en søndagsskole for københavnske håndværkere herfra. En anden inspirationskilde har sandsynligvis været Massmanns svigerfar, Michael von Essen, der havde været medlem af den kommission, som blev nedsat i anledning af den store tømrestrejke i 1774. Arbejdet resulterede i forordningen af 1800, som udover at reformere lavsvæsnet også plæderede for at «ophjælpe Vindskibelighed og bevirke Kundskabers Udbredelse ibandt Haandværkere». Endelig havde Massmann selv via sin konfirmationsundervisning, erfaret, hvor «utrolig uvidende den störste Del af Drengebörnene, der ere bestemte til Haandværksstanden, forlader de offentlige Skoler». 

En af Massmanns kolleger, præsten Holger Rördam, tegner i 1802 i tidsskriftet Minerva det samme dystre billede. Han påpeger, at professionisterne, dvs håndværkerne «blive foragtede, og Fattigdommen forfølger de fleste blandt dem» og han opfordrede derfor til, at der bliver sørget for hensigtsmæssige Undervisnings-  og Opdragelses-Institutter for unge Haandværkere.

Optakten

I det opråb som den 21. marts 1800 blev uddelt med Københavns adresseavis, opfordredes Københavns borgere til at støtte indsatsens for at højne håndværkerlærlingenes læse-, skrive- og regnefærdigheder med følgende begrundelse: 

Her i Kiøbenhavn, hvor saa mangen god Ting fremmes ved Velgiörenhed, savner den i sin Barndom forsömte Yngling Leilighed til at lære Skrivning og Regning frit. Alle frie offentlige Skoler ere lukkede for ham, fordi han har tilbagelagt sine Börne-Aar, uagtet det er meget ønskeligt, at han ikke for sin hele Levetid mangler disse for enhver Borger nødvendige Færdigheder. Daglige Exempler af ulæselige og uforstaaelige Regninger etc. bevidne denne Sandhed, og meget ofte hører man den dueligste Haandværks-Mand beklage de Ubehageligheder og det Tab, han føler derved, at han i sine Lærlings-Aar ikke tilstrækkelig har lært selv at holde rigtig Bog og Regnskab m.v. 

Eftersom undervisningen primært var rettet mod håndværkslærlinge, var den planlagt til at foregå uden for arbejdstiden søndag eftermiddag. Det blev understreget, at undervisningen foregik på dansk (der var dengang mange tyske håndværkere i hovedstaden). Til skolen var der knyttet ni forstandere, som på skift skulle overvære undervisningen og påse renlighed og god orden. Endelig blev det påpeget, at selvom hovedformålet med undervisningens var, at lære lærlingene at skrive og regne ville man ikke undlade at indprente lærlingene om de pligter, enhver lærling skyldte sin mester og læremester. 

Undervisningens indhold 

Den 4. maj 1800 kunne den første søndagsskole åbne på Christianshavn med i alt 40 lærlinge fordelt på fire klasser. Siden blev der åbent søndagsskoler i en række andre københavnske sogne. Skolerne fik økonomisk støtte fra bl.a. Kongen og Kronprinsen, frimurerlogerne og samt fra en række privatpersoner. En af de største biddragsyder var Den Reirsenske Fond, hvis formål var at virke for «et Industrien nærmere vedhørenen de Formaal, Haandværksklassen  ogsaa angaaende». I forlængelse heraf stillede fonden krav om, at der også blev oprettet en egentlig søndagsindustriskole, hvor der blev undervist i mekanik og tegning. Fonden mente ikke, at behovet var blevet tilstrækkeligt imødekommet ved, at der i 1802 var blevet oprettet tegneklasser ved de forskelige søndagsskoler. Da Massmann ikke ville efterkomme ønsket, ophørte tilskuddene fra fonden i 1805. Massmann kom imidlertid på bedre tanker, og der blev nu oprettet en egentlig tegneskole kaldet den Reierske Tegneskole, finansieret af midler fra fonden. Den bestod af en elementarklasse (grundlæggende undervisning), en arkitekturklasse og en frihåndsklasse og senere kom også geometri til som undervisningsfag. Efterhånden udvidedes også fagrækken i de almindelige søndagsskoler. I 1801 blev der indført sangundervisning og i 1802 tegneundervisning. I 1805 introduceredes undervisning i skibsbygningstegning, i 1809 geografi og fædrelandshistorie og i 1811 geometri.  I 1840 indførtes faget dansk og i 1845 både tysk og bogholderi. Desuden blev der fra 1847 indført progression i læse-, skrive og regneundervisningen.

Undervisningens udbredelse

Søndagsskolerne var populære blandt håndværkerne. I 1802 nåede deres samlede elevtal op på 360 elever og i begyndelsen af 1806 var det steget til 553, heraf 1 mester, 60 svende 476 lærlinge samt 16 ikke-håndværkere. Efterhånden spredte søndagsskolerne sig til provinsen. Således blev der i 1802 oprettet en skole i Helsingør, i1804 i Aalborg, i 1805 i Randers og i1810 i Næstved osv. Hvad angår lærerne, underviste en del af dem gratis. Præsterne udgjorde en drivende kraft i søndagsskolebevægelsen og i 1811 indgik Massmann en aftale med direktøren for Tugt-, Rasp-, og Forbedringshuset på Christianshavn om oprettelsen af en søndagsskole på anstalten. Undervisningen bestod udover undervisning i skrivning og regning, af undervisning i moral, som var højt prioriteret, og som derfor blev varetaget af Massmann selv. 

De to håndværksfag, som sendte flest lærlinge til skolerne var skomagere og snedkere, men derudover var fagene bredt repræsenterede.  At skolerne blev påskyndet, fremgår af et brev, som Politimester O.H. Hvidberg den 7. november 1816 sendte til Massmanns efterfølger: 

I omtrent 25 Aar har jeg uagtet mine forskjellige Forretninger i Staden nogenlunde lagt Mærke til den kjøbenhavnske Ungdom. I Begyndelsen af dette Tidsrum var det i Almindelighed Haandværkslærlingene og i Særdeleshed Skomagerdrengene, som gjorde sig skyldige i Gadeuordener, og som dreve det ofte saa vidt, at Politiets Magt blev utilstrækkelig. Med Söndagsskolernes Oprettelse formindskedes dette Onde Tid efter anden saaledes, at Haandværksklassen nu ikke længere kan beskyldes for at tage nogen virksom Del i slige Uordener. Sædeligheden og den dermed forbundne Agt for Lovene have virkelig faaet Overhaand hos Haandværkeren, saaledes at endog Lærlingen, paa faa Undtagelser nær, finder det under sin Værdighed at virke imod Politiet og god Orden. De nyttige Söndagsaften-Sysler have sikkert forædlet denne Klasses Begreber i en saa höj Grad, at de øvrige Klasser vanskelig kunne sættes i Ligning dermed. Det er derfor en kjær Pligt, jeg opfylder, naar jeg herved forsikrer, at Politiet erkjender den reelle Hjælp, Söndagsskolerne have ydet det.

At det billede, der tegnes af politimesteren muligvis er noget idylliseret, fremgår at en række indberetninger fra samme år om lærernes forsømmelser og om elever, som «under Paaskud af naturligt Ærende i Mængde forlader Skolehuset og søge Adspredelse og Forfriskning i de i Nærheden værende Kjældere». Tilstrømningen til skolerne fortsatte. Ved skolernes 50-års jubilæum i 1850 blev det oplyst, at skolerne indtil da havde undervist 100 mestre, 1583 svende, 9041 lærlinge, 260 ikke-håndværkere og 459 forbedringshusfanger. Desuden var 15 mestre og 527 svende blevet undervist i en særlig mester- og svendeskole, der havde til huse først på Charlottenborg og senere i Det Tekniske Selskabs Skole i Læderstræde. Sammenlagt var i alt 11.985 personer blevet undervist i den 50-årige periode. I 1900 hvor mester- og svendeskolerne og undervisningen af forbedringshusfanger bortfaldt, var lærlingenes antal vokset til 21.358.  

Finansieringen

Lærlingene skulle ikke betale for undervisningen og fik udleveret de nødvendige skrivebøger og tavler samt penne og grifler gratis. Desuden blev der indtil 1812 uddelt øl til eleverne, dog med en betydelig lavere alkohol procent end den, der er almindeligt i dag. For svende, mestre og ikke-håndværkere blev der opkrævet et mindre beløb for deltagelsen i undervisningen. 

Skolerne fortsatte med at få støtte fra forskellige fonde og institutioner. Ved finanslovsforhandlingerne i 1898/99 blev skolerne bevilget et årligt tilskud på 500 rigsdaler for en tre-årig periode. Desuden vedtog Københavns Borgerrepræsentation i 1897 at yde et tilsvarende tilskud. 

Forholdet til de tekniske skoler

De Massmannske skoler ønskede fortsat ikke at blive en del af den bevægelse, som mere specifikt arbejdede for at højne den tekniske del af håndværkerundervisning, Denne bevægelse havde fået et opsving efter oprettelse af Teknisk Institut i 1834 og havde fået yderligere vind i sejlene efter afholdelsen af den nordiske udstilling i København i 1872, som Industriforeningen havde organiseret. 

Denne vrangvillighed fra søndagsskolebevægelsens side er muligvis grunden til at Indenrigsministeriet i 1880 afslog en ansøgning om tilskud fra staten. Ikke desto mindre lykkedes det som nævnt fortsat de massmannske skoler at opnå støtte i 1898/99 år endda fra såvel stat og kommune.

Der var blandt søndagsskolernes 468 bidragsydere var 122 håndværkere. Ud af de 92 medlemmer i Selskabet til Söndagsskolernes Befodring havde u starten af 1800-tallet af Selskabets  var 25 håndværkere. Dvs. at godt hver fjerde af de 560 personer, der var engagerede i skolerne var håndværkere eller industridrivende. Omkring 1850 var denne andel vokset til hver tredje, men håndværkerne kom aldrig til for alvor at præge skolernes bestyrelser, hvilket de til gengæld gjorde for de tekniske skolers vedkommende. 

Søndagsskolerne ophører med at eksistere

Efterhånden som undervisningen i folkeskolen forbedredes, og der i de fleste provinsbyer oprettedes tekniske skoler, der udbød aftenundervisning for lærlinge, var der ikke længere samme behov for den undervisning søndagsskolerne kunne tilbyde, og søgningen faldt derfor. I 1920 ophørte denne skoleform helt. Søndagsskolernes succes vidner om håndværkerstandens og ikke mindst mestrenes ønske om at blive anerkendt som en respektabel del af det af fremvoksende borgerskab. Uddannelse blev ses som et vigtigt middel til at opnå denne anerkendelse.

I.Ju.


Litteratur

Nyrop, C. (1900). De Massmannske søndagsskoler i hundrede aar : korte meddelelser. Kbh.: Nielsen & Lydiche.
Nyrop, C. (1893). Biddrag til dansk Haandværkerundervisnings Historie. Kjøbenhavn: Nielsen og Lydiche.
Thalbitzer, V. A., & Toussieng, W. (1895). Den tekniske Undervisning og den dermed i Forbindelse staaende tekniske Undervisning og den dermed i Forbindelse staaende kunstneriske Undervisning i Sverige, Norge og Danmark : en sammenlignende historisk Oversigt. Kbh.: Gyldendal.