Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Latinamerika  .  Brasilien
Arbejde  .  Faglært arbejde  .  Metalarbejder
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Køn  .  Mand
   .  Politisk  .  Politiker
    .  Fagligt  .  Fagforeningsformand
Ideologi  .  Socialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 15/9 2018
Læst af: 184
: :
Silva, Luiz Inácio «Lula» da
Metalarbejderen og politikeren Ignacio «Lula» da Silva

Luiz Inácio «Lula» da Silva (1945-), brasiliansk fagforeningsleder og politiker. Født 27. oktober 1945 i Caetés i Pernambuco som 7. barn af Eurídice Ferreira de Melo og Aristides Inácio da Silva. Blot 2 uger efter sin fødsel brød faderen ud af familien og rejste til Sao Paulo med moderens kusine, Valdomira Ferreira de Góis. I 1952 rejste moderen med sine børn til Sao Paulo for at blive genforenet med sin mand, der imidlertid havde dannet ny familie med Valdomira. De to familier kom ikke godt ud af det med hinanden, og 4 år senere flyttede Eurídice og børnene til et nyt hjem - et rum bag en bar. Lula så derefter sjældent sin far, der døde alkoholiseret i 1978.

Lula fik ikke megen skolegang. Han lærte først at læse da han var 10 og gik ud af 7. klasse for at hjælpe familien økonomisk. Sit første job fik han som skopudser som 12 årig, og efter 7. klasse blev han ansat på et lager. Efter lagerarbejdet blev han ansat i metalindustrien, hvor han som 19 årig mistede en finger i en pressemaskine. Det blev samtidig startskuddet til hans faglige karriere. Han blev i 1975 valgt som formand for stålarbejdernes formand i São Bernardo do Campo og Diadema. Begge byer lå centralt placeret i ABCD området, der var center for Brasiliens bilindustri. Både Ford, folkevognsfabrikkerne, Toyota og Mercedes Benz havde fabrikker i dette område. Lula var drivende i organiseringen af arbejderklassen i det industrielle område. Militærdiktaturet kvitterede ved flere gange at sende ham i fængsel. I 1983 var han med til at danne den faglige landsorganisation Central Única dos Trabalhadores (CUT).

Lula var gift to gange. Første gang i 1969 med Maria de Lourdes. Hun døde imidlertid i 1971 af hepatitis, gravid med deres første søn der også døde. Anden gang gift i 1974 med enken Marisa Letícia Rocco Casa, som han fik 3 sønner med. Han adopterede desuden Marisas søn af første ægteskab. De var gift til Marisa døde af hjerneblødning i 2017.

Lula og en gruppe intellektuelle dannede i 1980 det brasilianske arbejderparti (PT). Han blev første gang valgt til kongressen i 1986. PT var med til at udforme den første demokratiske forfatning efter diktaturets sammenbrud. PT fik sikret en række basale beskyttelser for arbejderklassen, men havde ikke styrke til at skabe opbakning for en jordreform i det tilbagestående feudalsamfund. I slutfasen var PT i første omgang imod den nye forfatning, fordi den tilsidesatte jordspørgsmålet, men accepterede den i sidste ende.

I 1984 sluttede han sig til Diretas Já! (Direkte valg nu) kampagnen. Brasilianske præsidenter var indtil da blevet valgt indirekte i kongressen. Diretas Já! kampagnen satte demokratisk valg af præsidenten på dagsorden. Det lykkedes frøst efter diktaturets endelige sammenbrud. I 1989 blev den første præsident valgt ved et demokratisk valg. Lula stillede selv op som kandidat på et program om jordreform og annullering af den enorme udlandsgæld, diktaturet havde skaffet. Det var ventet han ville vinde, men borgerskabet udpegede sin egen kandidat: Fernando Collor de Mello. Denne vandt med 53% over Lulas 47% i anden valgrunde. De Mello måtte gå af allerede i 1992, da han blev stillet for en rigsret for svindel med offentlige midler.

Lula trak sig fra sin parlamentariske post ved valget i 1990 for i stedet at hellige sig den organisatoriske og politiske opbygning af PT. Ved valgene i 1994 og 98 stillede han atter op til præsidentposten, men blev begge gange slået af socialdemokraten Fernando Henrique Cardoso, der havde borgerskabets støtte.

2002 Præsident

Ved præsidentvalget i 2002 havde han moderet sit politiske program og undlod at kræve annullering af udlandsgælden. Det gjorde ham mindre farlig for borgerskabet. Han vandt første runde af valget med 46,4% af stemmerne og anden runde med 61,3%. 

Det marxistiske PT moderedee over årene sit program, og det var derfor ikke dybtgående samfundsforandringer der stod på programmet, da Lula overtog præsidentposten i 2002. Der først og fremmest tale om sociale programmer, der skulle skabe bedre levevilkår for de fattigste i samfundet. Det gjaldt i første række Fome Zero (Nul sult) programmet, der skulle afskaffe sulten i landet. Der blev bygget cisterner i Sertão savanneområdet i den nordlige del af landet, gennemført programmer der skulle begrænse graviditeter blandt teenagere, styrkelse af familiebrugene og økonomisk bistand til de fattigste.

Bolsa Familia programmet blev det største og vigtigste program under Lulas første præsidentperiode. Det tog udgangspunkt i Bolsa Escola programmet, der var blevet sat i værk allerede under Cardoso i 1995. Det støttede familier, der lod børnene i alderen 6-15 år gå i skole mindst 85% af skoletiden. Bolsa Familia reducerede bureaukratiet i programmet og øgede i stedet støtten til familierne. Samtidig fik skolebørn et gratis måltid mad på skolen dagligt (to måltider i de fattigste områder). Programmet var ret «billigt», beslaglagde kun 2,5% af statens udgifter, men sikrede alligevel 11,5 mio. brasilianske familier (44 mio. mennesker) et minimumsgrundlag. Samtidig med at det gav økonomisk bistand til de fattigste sikrede det vaccination og bedre uddannelse til børnene, så de på længere sigt fik bedre mulighed for at støtte familien økonomisk. Programmet var den vigtigste årsag til, at fattigdommen blev reduceret med 27,7% i Lulas første præsidentperiode. Uligheden i det stærkt ulighedsprægede Brasilien blev reduceret og det samme blev børnearbejdet.

Trods PT's modererede program reagerede borgerskabet frygtsomt ved Lulas valgsejr i 2002 og Brasiliens kreditværdighed faldt drastisk. Men borgerskabet havde intet at frygte. Landets økonomi gik forrygende og i 2005 blev den sidste del af udlandsgælden betalt tilbage til de udenlandske banker, 2 år før beregnet.

I 2006 var Lula tæt på at vinde valget allerede i første runde, hvor han fik 48,6% af stemmerne. I anden runde fik han 60,3%. Prestigepropjektet i anden præsidentperiode var det økonomiske udviklingsprogram (Programa de Aceleração do Crescimento, PAC), der havde til formål at forstærke den økonomiske vækst gennem massive offentlige investeringer i infrastruktur. Frem til 2010 anvendte staten 320 mia. US$ på dette program.

Mens den kapitalistiske verden blev ramt af krisen i 2008, var de negative konsekvenser i Brasilien begrænsede. Der var ikke nogen boligboble eller omfattende spekulation i boliger som i USA og Europa, og statens PAC program sikrede økonomien et solidt grundlag. Kreditværdigheden var god og landet blev tildelt værtsskabet for OL i 2016.

Udenrigspolitisk kom Brasilien til at spille en vigtig rolle under Lula. I første række som Latinamerikas største land, der påtog sig rollen som mægler i konflikter mellem bl.a. Colombia og Venezuela. Brasilien var med til at opbygge det politiske-økonomiske BRICS samarbejde med Rusland, Kina, Indien og Sydafrika. Og det var med til at åbne forbindelser til Iran, som Israel og USA var mest interesseret i at føre krig imod.

Lula afviste flere gange at ændre forfatningen. Forfatningen begrænsede antallet af successive præsidentperioder til 2, og trods sin umådelige popularitet ønskede Lula ikke at ændre forfatningen for at kunne stille op en 3. periode. Han lod i stedet sin stabschef Dilma Roussef stille op i 2010. Hun vandt efterfølgende præsidentvalget.

2014 Lava Jato

I 2014 begyndte optrevlingen af en enorm korruptionssag, Operação Lava Jato (Operation bilvask), hvor det statslige olieselskab Petrobras havde givet enorme beløb i korruption til langt overvejende borgerlige politikere. Der var også angiveligt enkelte PT politikere imellem, og i 2016 øjnede borgerskabet en mulighed for at ramme Lula, samtidig med at det ville skaffe sig af med den demokratisk valgte præsident. I marts 2016 ransagede anklagemyndigheden Lulas hjem og i september blev der formelt rejst sigtelse mod ham for korruption. Allerede i maj var Roussef blevet afsat ved et statskup og hendes korrupte vicepræsident indsat som fungerende præsident. Landet var fra da af ikke længere et demokrati.

I juli 2017 idømte en af diktaturets domstole ham 9½ års fængsel med påstanden om at han havde taget imod 1,2 mio. US$ i bestikkelse. I januar 2018 stadfæstede en appeldomstol i Porto Alegre dommen og øgede straffen til 12 års fængsel. Diktaturet frygtede, at den populære Lula ville vinde præsidentvalget i oktober 2018. Han skulle skaffes af vejen. I april stemte Brasiliens højesteret med 6 stemmer mod 5 for, at Lula øjeblikkelig skulle sættes i fængsel, trods det at hans appelmuligheder ikke var udtømte. Hærchefen, general Eduardo Villas Boas krævede Lula arresteret øjeblikkeligt blev sat i fængsel.

Lula lod sig i første omgang ikke arrestere, men barrikaderede sig i metalarbejderfagforbundets hus i Sao Paulo. Men efter få dage gav han op og overgav sig til myndighederne. Diktaturet fejrede fængslingen, mens PT demonstrerede.

I juli gik FN's Menneskerettighedsråd ind i sagen, og gik i gang med en undersøgelse af myndighedernes behandling af sagen og overtrædelserne af Lulas rettigheder. I august slog rådet fast, at Lula havde ret til at stille op ved det kommende præsidentvalg. Lula meldte derfor samme måned sit kandidatur. Meningsmålingerne indikerede, at han ville få 39% af stemmerne i første runde, og med stor sikkerhed vinde i anden. Diktaturet lod derfor den øverste valgkommission afsige en kendelse, der forbød Lulas opstilling. I september opgav Lula sit kandidatur og pegede i stedet på sin vicepræsidentkandidat Fernando Haddad, der var borgmester i Sao Paulo 2013-17.

A.J.


Internet
Lula på Facebook
O Partido dos Trabalhadores (PT)