Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Latinamerika  .  Colombia
DatoOpdatering
2013.11.27Opdatering 2013
2015.01.02Årlig opdatering
2016.08.19Fredsaftale juni 2016
2016.10.12FARC accepterer fredsaftalen. Aftalen bliver derefter forkastet ved en folkeafstemning
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 14/10 2017
Læst af: 123.462
Verden  .  Latinamerika  .  Colombia
: :
Colombia
Befolkning42,1 mio.
ValutaColombianske pesos
Areal1.138.910 Km2
HovedstadSanta Fé de Bogotá
Befolkningstæthed36,9 indb./Km2    
HDI placering79    

Andesbjergkæden kløver landet fra nord til syd og består af tre dele: Den vestlige, centrale og østlige kæde, der er adskilt af de frugtbare dale, Cauca og Magdalena. Nord for Andeskæden ligger det sumpede Magdalenadelta. Mod vest strækker sletterne sig ud mod Stillehavet og mod øst strækker regnskoven og savannen sig mod Orinoco og Amazonas floderne. Denne geografi har givet landet en stor klimatisk variation, fra de kolde højsletter omkring Andeskædens tinder til Amazonasområdets tropiske klima. Størstedelen af befolkningen lever i det tempererede Andesområde. Kaffen er landets vigtigste legale eksportartikel, men overgås sandsynligvis af den illegale handel med kokain, der fremstilles af blade fra cocaplanten i Peru og Bolivia. Alene i 2001 steg coca arealet med 25% til ca. 169.800 hektarer. Colombias undergrund har betydelige aflejringer af olie, kul, guld, platin, sølv og smaragder. Den intensive dyrkning af jorden og minedriften har udpint jorden. Samtidig er skovningen betydelig. To tredjedele af fuglene er i fare for udryddelse.

Folket: Colombianerne er racemæssigt og kulturelt en blanding af landets oprindelige befolkning, afrikanere og europæere. Ca. 1% er ren oprindelig befolkning.

Religion: Katolsk (officiel, 93%). Der er religionsfrihed.

Sprog: Spansk (officelt)

Politiske partier: Nueva Fuerza Democrática (NFD, Den nye demokratiske Kraft), ledet af den konservative Andrés Pastrana; Partido Liberal (PL, Det liberale Parti); Partido Social Conservador (PSC, Det socialt konservative Parti); Alianza Democrática M-19 (ADM-19, Den demokratiske alliance M-19); Movimiento de Salvación Nacional (MSN, Bevægelsen for national Frelse), afspaltet fra PSC; Unión Patriótica (UP, Den patriotiske Union) dannet af guerillabevægelsen FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarios de Colombia); Ejercito para la Liberación Nacional (ELN, Den nationale Befrielseshær); Autodefensas Unidas de Colombia (AUC, Colombias Forenede Selvforsvar - statens forenede dødspatruljer).

Sociale organisationer: Der eksisterer 4 landsorganisationer: Confederación de Trabajadores de Colombia (CTC), Confederación Sindical de Trabajadores de Colombia (CSTC), Unión de Trabajadores de Colombia (UTC) og Confederación General del Trabajo(CGT). I 1986 dannedes Central Unitaria de Trabajadores de Colombia (CUT) der organiserer 80% af landets organiserede lønarbejdere. Consejo Regional Indígena de Tolima (CRIT, Tolimas regionale Indianerråd); Asociación Colombiana de Mujeres Campesinas e Indígenas (Colombias sammenslutning af bonde- og oprindelige Kvinder); Confederación Colombiana de ONG (Colombias NGO Sammenslutning); Asociación Nacional de Usuarios Campesinos (Den nationale bondesammenslutning, ANUC-UR).

Officielt navn: República de Colombia.

Administrativ inddeling: 32 departementer og hovedstadsområdet

Hovedstad: Santa Fe de Bogotá, (siden juli 1991) 7.332.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: Medellín, 2.962.900 indb.; Cali, 2.732.300 indb.; Barranquilla, 1.841.700 indb.; Cartagena, 837.600 indb. (2000).

Regering: Juan Manuel Santos er siden august 2010 præsident, genvalgt i 2014. Tokammersystem med et senat bestående af 102 medlemmer og et Repræsentanternes Hus med 161 pladser.

Nationaldag: 20. juli (Uafhængighedsdagen, 1810)

Væbnede styrker: 207.000 soldater (2003)

Paramilitære styrker: Fuerza Nacional de Policía, (politiet): 85.000. Kystvagten: 1.500. (1993).

 

Det vigtigste oprindelige folk i Colombia er chibcha eller «Muisca», som de kalder sig selv. De bor i landets nordlige del og i det nuværende Panama.

I årene 1536-39 erobrede Spanien Colombia. Gonzalo Giménez de Quesada besejrede chibcha folket og grundlagde Santa Fe de Bogotá, der fra 1718 var hovedstad i vicekongedømmet Nueva Granada. Befolkningen blev underlagt et arbejdssystem, der var en slet skjult form for slaveri. Efter 300 års kolonistyre var størstedelen af den indianske befolkning i starten af det 19. århundrede blevet udryddet.

Koloniherrerne udviklede en eksportorienteret produktion baseret på kaffe, bananer, bomuld og tobak, der slog den oprindelige produktion af kartofler, yuca, majs, træ og medicinske planter i stykker. Da den oprindelige befolkning var bukket under i arbejdet på spaniernes plantager, indledtes importen af slavearbejdskraft fra Afrika.

1781-1813 Uafhængighedskampen

Med kommuneoprøret i 1781 indledtes en længere proces, der kulminerede i 1813, da Antonio Nariño udråbte Cundinamarcas uafhængighed. Processen var præget af kampen mellem på den ene side Nariños centralister, der baserede sig på borgerskabet i byerne og europæerne, og på den anden side føderalisterne under ledelse af Camilo Torres, der var præsident for Kongressen af forenede Provinser og baserede sig på de folkelige sektorer.

I 1816 blev Torres besejret og henrettet af Pablo Morillo. Tre år senere befriede Simón Bolívar landet fra Venezuela og oprettede den Storcolombianske Republik, der bestod af det nuværende Venezuela, Colombia, Ecuador og Panama. Lokale stridigheder og pres fra engelsk side førte til, at Venezuela og Ecuador i 1829-30 rev sig løs. I stedet udråbtes republikken Nueva Granada, der i 1886 antog navnet Colombia.

Liberale og konservative modsætninger

Frigørelsen fra det spanske kolonistyre førte ikke til væsentlige ændringer i samfundsstrukturen, bortset fra at kreolerne overtog spaniernes pladser i administration og næringsliv. En lov fra 1821 gjorde børn af slaver frie når de fyldte 18 år, men rørte ikke ved selve slaveriet som institution. Loven førte snarere til en mere brutal udnyttelse af de tilbageværende slaver. Den nye kreolske elite sørgede også for at tilrane sig jord, der tidligere var indiansk fællesejendom. Colombias præsident fra 1830, Francisco de Paula Santander, befæstede centralmyndighedens kontrol over landets regioner - i første række for at kontrollere mulige oppositionelle caudillos. Men efter Santanders død udbrød der i 1839 et oprør mod centralregeringens kontrol. Dette oprør varede i 3 år.

I resten af århundredet voksede de to traditionelle politiske partier - det liberale og det konservative - frem. Det liberale parti - der regner Santander for sin gudfar - stod i lighed med deres europæiske forbilleder for laissez faire og frihandel. Deres mærkesager var endvidere at udslette sporene efter kolonitiden. Det ville i praksis sige at fjerne indianernes fælleseje til jord, afskaffe slaveriet, decentralisere administrationen og svække kirkens og hæren politiske rolle. Frem til 1850 tallet formåede det liberale parti at gennemføre store dele af dette program: Indianernes jorde blev solgt til kreolske godsejere. Dermed var grunden skabt for storgodssystemet - latifundierne. Hæren blev skåret ned, slaveriet blev formelt afskaffet, kirkens indflydelse blev beskåret, og jesuitterne blev udvist fra landet.

Som en reaktion mod det liberale parti og dets politik voksede det konservative parti frem. Det stod generelt for en stærkere centralstyring og begunstigelse af den katolske kirke, og fik sin kandidat valgt til præsident i 1857. Den konservative regering styrkede kirkens magt og forsøgte også at bruge kirken som politisk medspiller. Den gik desuden imod en vedtaget forfatningsændring, som gav landets provinser større indre selvstyre. Modsætningerne førte til borgerkrig, den såkaldte Føderale krig 1860-62, der endte med sejr til de liberale. Dermed blev også kirkens rolle yderligere reduceret, idet den mistede sit økonomiske magtgrundlag - jorden. Kirkens ejendomme blev bortauktioneret, og dermed blev storgodsernes stilling samtidig stærkere. Provinsernes magt og myndighed blev samtidig styrket overfor centralregeringen.

Fra uafhængigheden byggede Colombias økonomi først og fremmest på eksporten af guld, men omkring 1850 overtog tobak pladsen som landets vigtigste eksportprodukt. I 1876 brød tobaksmarkedet sammen, og dermed satte en økonomisk krise ind i Colombia. De voksende storgodser satsede i stigende grad på ekstensiv kvægdrift, og det blev vanskeligere at skaffe korn og andre basale fødevarer til den stigende befolkning i byerne. I landsbyerne måtte stadig flere småbønder gå fra deres jord, og ikke mindst de indianske bønder blev tvunget ind i livegenskab eller anden afhængighed af storgodsejerne. De økonomiske problemer førte til utilfredshed med det regerende liberale parti, og i 1880 tallet kom de konservative atter til magten. En ny grundlov i 1886 gav regeringen fuld kontrol og central myndighed over hele landet, og et konkordat med den katolske kirke i 1887 gav kirken herredømmet over undervisningssystemet tilbage. De liberales utilfredshed over at se deres politik blive ophævet og selv blive afskåret fra magten førte til borgerkrig - den såkaldte tusinddageskrig 1899-1902 - der skal have krævet 80.000 menneskeliv alene som følge af kamphandlingerne. Krigen endte med sejr til de konservative, og befæstede det liberale partis nye rolle som et permanent oppositionsparti frem til 1930.

I perioden fra 1830 til begyndelsen af det 20. århundrede havde landet gennemlevet 9 nationale borgerkrige, 14 lokale krige, 2 krige med Ecuador, 3 kaserneoprør og det nåede at vedtage 11 forfatninger.

1900 tallet

Colombias økonomi har i dette århundrede især været baseret på produktionen og eksporten af kaffe. I perioden 1921-57 fandt der en intensiv udnyttelse sted af landets oliereserver, der i sidste ende blev brugt op. Det indbragte USA en fortjeneste på 1.137 millioner dollars. Samtidig kontrollerede nordamerikanske virksomheder 80-90% af bananproduktionen og minedriften samt 98% af produktionen af elektricitet og gas.

Den økonomiske krise efter 1. verdenskrig blev for Colombias vedkommende lettet noget ved, at USA i tidsrummet 1922-26 betalte 25 millioner dollars som erstatning for, at USA i 1903 havde frarøvet Colombia provinsen Panama. Samtidig fandt der imidlertid en voldsom stigning sted i antallet af arbejdskonflikter i denne periode - ofte med voldelig udgang. Med krakket i 1929 kom det til splittelse i det konservative parti, og de liberale vandt præsidentvalget. Den liberale regering anerkendte arbejdernes organisationsret, og konflikterne blev færre. Derimod øgedes de politiske konflikter, og den politiske vold tiltog. Ved valget i 1934 vandt Alfonso Lopez fra det liberale parti, og hans regering startede en forsigtig jordreform og sociallovgivning, der tog sigte på at kompensere for nogle af skævhederne i samfundet. Denne forsigtige reformpolitik vakte stor modstand - også blandt grupper indenfor det liberale parti - og mod slutningen af sin præsidenttid svingede Lopez mere mod højre. Højredrejningen blev fortsat af hans liberale efterfølger. Det sociale reformprogram blev standset. Bl.a. fordi afsætningen af kaffeproduktionen blev vanskeliggjort med udbruddet af 2. verdenskrig og statens finanser blev derfor dårligere. Lopez blev genvalgt til præsident i 1942, og splittelsen i en højre- og en venstrefløj i det liberale parti blev endnu tydeligere. Dette var grundlaget for den konservative valgsejr i 1946.

Efterkrigstiden

Både det liberale og det konservative parti var - og er fortsat - løst organiseret omkring persongrupperinger. Den oprindelige politiske forskel mellem de to partier blev efterhånden mindre og mindre. Således gik det liberale parti i Lopez' reformperiode ind for øget statsindgreb i økonomien og en stærkere centralstyring fra regeringens side. Opdelingen internt i partierne mellem mere eller mindre udtalte venstre- og højrefløjsgrupperinger blev vigtigere end modsætningerne mellem partierne. Alligevel gennemlevede Colombia fra slutningen af 1940'erne blodige stridigheder mellem liberale og konservative, der startede med konservative overgreb og overfald på liberale i landsbyerne efter den konservative valgsejr i 1946. Som modtræk blev der dannet liberale guerillagrupper, og stridighederne fortsatte helt til op i 1960'erne og kostede mellem 150.000 og 350.000 mennesker livet. Det der udløste den massive voldsbølge, var mordet på den liberale leder, Eliécer Gaitán i Bogotá i 1948. Det førte til voldsomme optøjer i byen - den såkaldte Bogotazo. Det traditionelle had mellem liberale og konservative og de sociale spændinger i landsbyerne var årsagen til, at disse optøjer spredte sig og resulterede i langvarige og blodige kampe - «La Violencia» - over praktisk taget hele landet.

Colombia
La Violencia (volden) kostede mellem 150.000 og 350.000 mennesker livet fra 1940'erne til 1960'erne.

Efter at den konservative regering forgæves forsøgte at skaffe sig kontrol over landet med væbnet magt, overtog general Gustavo Rojas Pinilla i 1953 magten gennem et militærkup. En del af de stridende guerillastyrker lagde våbnene mod løfte om amnesti, men allerede året efter tog kampene til igen. Rojas var et colombiansk modstykke til Argentinas Juan Perón - en højreorienteret populistisk leder. Men han magtede ikke at få samme opbakning som Perón havde i Argentina. Det skyldtes dels, at den økonomiske situation for Colombia i begyndelsen af 1950'erne var langt dårligere end i Argentinas nogle år tidligere, dels Rojas manglende administrative evner, der førte til strejker og optøjer. Efter pres fra militæret gik Rejas af i 1957, og magten overgik til en regering sammensat af repræsentanter for både det liberale og det konservative parti. De dannede sammen Den nationale Front for at få bragt borgerkrigen til afslutning. Dette førte til en gradvis nedtrapning af kampene, men en del grupper fortsatte som rene banditbander. De liberale og konservative blev samtidig enige om, at skiftes til at have regeringsmagten.

1960 Colombias guerilla dannes

I løbet af La Violencia havde også det kommunistiske parti etableret sine egne guerillastyrker, der helt op til midten af 1960'erne kontrollerede landområder, der blev administreret som uafhængige bonderepublikker. Kommunistpartiet oprettede formelt Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia (FARC, Colombias revolutionære væbnede Styrker) i 1964. De blev ledet af Manuel Marulanda - «Tiro Fijo» (skarpskytten) - og Jacobo Arenas. Nogenlunde samtidig var præsten Camilo Torres Restrepo en af initiativtagerne til dannelsen af Ejército de Liberación Nacional (ELN, Den nationale Befrielseshær). Torres blev dræbt i kamp året efter. ELN var procubansk, mens FARC orienterede sig mod Sovjet. På dette tidspunkt var forholdet mellem Cuba og Sovjet meget anstrengt.

Bondeguerillaen blev mødt af «selvforsvarsgrupper», bevæbnede og betalt af godsejerne med støtte fra militæret og nogle gange udenlandske lejesoldater. Uden nogen sinde at have indrømmet det, oprettede militæret endvidere paramilitære grupper, der har gennemført massive menneskerettighedsovergreb på civilbefolkningen og er blevet fordømt af organisationer som Amnesty International.

I 1974 søgte den nyvalgte liberale præsident, Alfonso López Michelsen (iøvrigt af dansk afstamning) at give større opmærksomhed til de folkelige krav, men stærke økonomiske interesser fik denne politik til at bryde sammen. I 1978 modtog kun 30% af de arbejdsløse sociale ydelser, og på landet var niveauet nede på 11%. Valutaindtægterne var overvejende afhængig af prisen på kaffen i USA og Tyskland, der aftog hhv. 20% og 36% af Colombias produktion.

1983 Fredsforhandlinger

Guerillaen - især FARC og M-19 - blev under Julio C. Turbay Ayala præsidentperiode (1978-1982) udsat for intens bekæmpelse fra regeringens side. I 1982 blev den konservative Belisario Betancur valgt til præsident. Han var journalist, poet, humanist og havde deltaget aktivt i udarbejdelsen af fredsforslag til løsningen af konflikterne i Mellemamerika. Han meldte Colombia ind i de alliancefri landes bevægelse, forsvarede de gældsplagede u-landes interesser og deres ret til kollektive forhandlinger med långiverne, og indledte i 1983 fredsforhandlinger med M-19 guerillaen.

I 1980 havde M-19's leder, Jaime Bateman foreslået gennemførelse af et topmøde i Panama til drøftelse af krisen i Colombia og dens løsninger, men Bateman døde i en mystisk «flyulykke», og forhandlingerne blev indstillet. Samtidig indgik FARC en aftale med udsendinge fra regeringen. Ifølge aftalen skulle kampene indstilles, og der skulle tages en række skridt af politisk, social og økonomisk art. Men godsejerne satte sig imod denne dialog mellem regering og guerilla. Godsejerne udgjorde kun 4% af landbrugerne, men kontrollerede 67% af de dyrkbare jorde. De kritiserede fredsbestræbelserne som «indrømmelser overfor guerillaen» og foreslog oprettelsen af private hære. De paramilitære aktiviteter tog atter til og godsejerne oprettede Muerte a los Secuestradores (MAS, Død over Bortførerne) som svar på regeringshærens tilbagetrækning fra guerillaområderne. Alligevel fortsatte fredsbestræbelserne. Der blev indledt en våbenhvile, der skulle strække sig over 1 år, men efter 5 måneder trak M-19 sig ud af aftalen, fordi militæret ikke overholdt aftalerne.

I januar 1985 gennemførte regeringen et økonomisk omstruktureringsprogram for at dæmme op for krisen, der medførte fald i reallønnen og stadig hyppigere devalueringer. De offentlige udgifter blev reduceret, priserne på olie og transport blev forhøjet og skatterne blev hævet. Målet var at give eksporten højere prioritet og reducere statens budgetunderskud på 2 milliarder dollars med 30%. Planen blev afvist af de faglige landsorganisationer, af venstrefløjspartierne og heller ikke de internationale långivere var tilfredse. En gruppe på 14 banker under ledelse af den nordamerikanske Chemical Bank krævede, at regeringen skulle underskrive en aftale om dens økonomiske mål og indgå en formel aftale med IMF. Det var to skridt, Betancur regeringen ønskede at undgå.

Højrefløjsterror

Den Colombianske permanente Menneskerettighedskomite fordømte forsvindingerne af 80 fanger over det foregående år, torturen af politiske fanger og de dokumenterede 300 hemmelige henrettelser. Samtidig steg antallet af forsvindinger af medlemmer på venstrefløjen til 325.

Den 6. november 1985 besatte 35 partisaner fra M-19 højesteretsbygningen i Bogota. Militæret greb ind og gennemførte en fuldstændig massakre. Samtlige partisaner samt 53 andre personer - dommere og civile - blev dræbt. Guerillakommandanten Alonso erklærede, at de døde «var blevet forsætligt henrettet af hæren».

På dette tidspunkt var 2.000 medlemmer af den legale venstrefløj blevet dræbt under højrefløjens terror. I 1987 blev det fremtrædende UP medlem, Jaime Pardo Leal dræbt ved et attentat. I august 89 blev senatoren og kandidat til præsidentvalget i 90, Luis Carlos Galán dræbt. Han havde lovet at opløse de paramilitære grupper og bekæmpe narkomafiaen. I marts 1990 blev Bernardo Jaramillo dræbt. Han var præsidentkandidat for UP. 20 dage senere blev Jaramillos efterfølger, Carlos Pizarro dræbt.

Officielle undersøgelser bekræftede eksistensen af 140 paramilitære grupper i landet - de fleste financieret af narkokartellerne. I samme tidsrum blev USA's Drug Enforcement Administration (DEA, Narkobekæmpelsesenheden) beskyldt for oversprøjte kokaplantager med gift. Narkomafiaen havde over de foregående 10 år opnået en enorm magt i landet. «Undergrundsøkonomien» baseret på handelen med koka, raffineringen og eksporten, foregik ad hemmelige kanaler, blev stiltiende tolereret af myndighederne og gav enorme fortjenester.

Ved præsidentvalget den 27. maj 1990 blev den liberale César Gaviria valgt med 48% af stemmerne, i et valgt hvor 58% undlod at stemme. MSN fik 23,7%, ADM-19 (M-19 guerillaens politiske arvtager) fik 12,6% og PSC 11,9%.

I december samme år blev der afholdt valg til en grundlovgivende forsamling. Ved dette valg nåede antallet af sofavælgere op på 65%. ADM-19 fik 19 pladser - kun 4 mindre end det regerende liberale parti.

1991 Nye fredsforhandlinger

Samme år dannede guerillagrupperne FARC, ELN og Ejército Popular de Liberación (EPL, Den folkelige Befrielseshær) Coordinadora Guerrillera Simón Bolívar (CGSB, Guerillakoordineringen Simón Bolívar), der opererede i 35% af landet. Guerillakoordineringen oprettede også en international bataljon, Batallon America, hvori der indgik partisaner fra MRTA i Peru og Alfaro Vive i Ecuador. I juni 1991 indledte Gaviria regeringen forhandlinger med CGSB i Venezuela mhp. indgåelsen af en fredsaftale, der skulle rumme afvæbning af guerillaen, civil kontrol over Colombias væbnede styrker, opløsningen af de paramilitære grupper og indslusningen af de tidligere partisaner i det legale politiske liv.

Den nye forfatning af 5. juli 1991 oprettede vicepræsidentembedet, forbød genvalg af præsidenten, tillod skilsmisse i katolske ægteskaber, indførte direkte valg af lokalmyndigheder, en form for autonomi for de indfødte folk, mulighed for folkeafstemning, folkelige lovgivningsinitiativer og ligestilling mellem mænd og kvinder. Forfatningen blev kritiseret af venstrefløjen for ikke at gøre det muligt at stille militærfolk for civile domstole for overgreb på civilbefolkningen og for at overdrage sikkerhedstjenesten politimæssig myndighed.

Samme år blev der indgået en aftale mellem præsidenten og de 3 største grupper i den grundlovsgivende forsamling om reduktion i antallet af pladser, og den 27. oktober blev der gennemført nyvalg. Selvom det liberale parti var splittet i en række forskellige grupper, opnåede det 60% af stemmerne, mens opbakningen til ADM-19 faldt til 10%. Denne tendens blev bekræftet ved det efterfølgende kommunalvalg i marts 92, trods en valgboykot på 70%.

Fredsprocessen nåede sit laveste niveau i 1992. Efter at have afbrudt forhandlingerne offentliggjorde regeringen en plan for «sammenhængende krigsførelse», der indebar angreb på civile organisationer med tilknytning til guerillaen. CGSB modstod hærens offensiv og fortsatte sine militære aktioner. Samtidig tog de paramilitære gruppers aktivitet atter til. Den var koncentreret omkring de centrale dele af Magdalena dalen, Boyacá og Medellín by. Volden førte til en omfattende flygtningestrøm fra konfliktområderne til andre dele af landet.

1993 Åben krig mod Medillinkartellet

I november satte regeringen landet i undtagelsestilstand. Siden midten af 92 havde lederen af det magtfulde Medillin narkokartel, Pablo Escobar Gaviria været på flugt, og han genoptog nu kartellets væbnede aktioner. I januar 93 trådte gruppen PEPES (Perseguidos por Pablo Escobar, Forfulgte af Pablo Escobar) frem. Over de følgende to måneder dræbte den 30 medlemmer af kartellet, ødelagde flere af Escobars ejendomme og forfulgte medlemmer af hans familie. Sammenstødene nåede alarmerende højder med adskillige bilbomber, der kostede snesevis af mennesker livet.

Ved en ildkamp i Medillin centrum den 2. december samme år blev Escobar dræbt af politistyrker. Selv om hans død indebar et alvorligt tilbageslag for den politiske og sociale indflydelse Medillinkartellet havde opnået, var narkomafiaen fortsat stærk. Det gjaldt især det rivaliserende Calikartel, der gik styrket ud af regeringens angreb på Medillinkartellet.

Højesteret gjorde anvendelsen af kokain, marihuana og andre stoffer lovlig, trods omfattende protester fra politiske og religiøse sektorer anført af præsident Gaviria.

Krisen på det internationale kaffemarked, tørken samt EU's indførelse af en høj told på bananer berørte i høj grad Colombias eksport i 1993. Men med årlige indkomster på 2 milliarder dollars fra narkohandelen og opdagelsen af olie i Casanare provinsen, kunne landet alligevel opvise en økonomisk vækst på 2,8% pr. indbygger. Byggeriet voksede i 1993 med 8%, handelen og transporten med 5%, arbejdsløsheden faldt til under 9% i landets 7 vigtigste byer, og lønningerne udviste en positiv tendens. Trods dette levede 45% af landets befolkning fortsat i dyb fattigdom.

Præsident Gaviria blev med støtte fra USA udpeget til generalsekretær for OAS (Organisationen af Amerikanske Stater). Ved præsidentvalget i 1994 vandt hans liberale kollega, Ernesto Samper præsidentposten med 50% af stemmerne tæt fulgt af den konservative Andrés Pastrana med 48,6%. Opbakningen til ADM-19 var da faldet til 4% og valgboykotten faldt en smule til 65%.

1994 Narkopræsident Samper overtager magten

Samper indledte sig regeringsperiode med en række sejre over narkomafiaen, men i september 1995 blev han ramt en politisk skandale, da en talsmand for Calikartellet afslørede detaljer om kartellets støtte til både Sampers og Pastranas valgkampe. Forsvarsminister Fernando Botero der havde været leder af Sampers valgkamp blev sendt i fængsel for ulovlig berigelse.

I august 1996 erklærede Samper landet i undtagelsestilstand med henvisning til bølgen af vold og bortførelser, men skridtet blev samtidig fortolket som et forsøg på at beskytte sig mod anklagerne for forbindelse til narkomafiaen. Alligevel fortsatte mordene på oppositionens politikere og FARC samt ELN's angreb på højspændingsledninger, olierørledninger samt politiposter og militærkaserner. De to guerillagrupper gennemførte aktioner på 100 fronter i landet. De kontrollerede stadig større og økonomisk vigtigere områder - bl.a. i kaffeområderne, Caribien samt områder i nærheden af Medillin og Bogota

Imens fortsatte regeringens forsøg på at udrydde koka- og opiumsvalmueplantagerne og angrebene på narkomafiaens baser tog til i styrke. En række af de vigtigste ledere af Calikartellet - der kontrollerer 70% af verdenshandelen med kokain - overgav sig frivilligt til myndighederne. I marts 1996 fjernede USA Colombia fra listen over lande, der samarbejder med supermagten i kampen mod narkotikaen. Colombia blev derved afskåret fra bistand fra USA og fra udenlandsk financiel støtte. Washington nægtede samtidig at udstede visa til Samper i et forsøg på diplomatisk indkredsning af den colombianske præsident.

Omkring 1.900 kandidater trak sig tilbage fra deltagelsen i lokalvalget den 26. oktober, som følge af at 49 borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer siden begyndelsen af året var blevet dræbt og 180 bortført. Trods den traditionelt høje boykot af valget, føjede over 5 millioner vælgere et fredssymbol til deres stemmeseddel.

Colombias menneskerettighedsombudsmand erklærede i november, at hans kontor siden august 95 havde beordret disciplinære sanktioner - herunder 50 afskedigelser - mod 126 militær- og politifolk for krænkelser af menneskerettighederne. I samme periode var der blevet åbnet over 600 sager mod medlemmer af sikkerhedsstyrkerne indblandet i mord, tortur og forsvindinger af 1.338 personer. I samme periode blev der rapporteret om ca. 500 bortførelser overvejende foretaget af medlemmer af FARC og ELN.

Forskellige undersøgelser indikerede i starten af 1997, at en million colombianere var drevet på flugt som følge af konflikten - især pga. de paramilitære gruppers aktioner. Ifølge regeringen har guerillaen en årlig nettoindtægt på 750 millioner dollars - betydeligt mere end indkomsten fra kaffeeksporten. Den eneste virksomhed der overstiger denne indtægt er narkokartellerne i Cali og Medillin.

USA's præsident Bill Clinton besluttede i februar 98 at «normalisere» forholdet til Bogota, og angav som årsag «nationale interesser». Ifølge en opgørelse fra Verdensbanken er det store antal mord i landet årsagen til, at den økonomiske vækst årligt er 2% lavere, end den ellers ville have været.

Militæret måtte i marts 98 registrere sit største nederlag i den 35 år lange kamp mod guerillaen, da 60-80 soldater blev dræbt i kamp med FARC i byen Caquetá. Nederlaget kastede regeringen ud i dens hidtil værste krise, da det afslørede regeringsstyrkernes underlegenhed i kampen mod guerillaen.

I juni blev den konservative tidligere borgmester i Bogota, Andrés Pastrana valgt til præsident. Som leder af partiet, Nueva Fuerza Democática, fik han 50,4% af stemmerne og bragte dermed 12 års uafbrudt liberalt styre til afslutning.

I november 1999 foreslog Pastrana en våbenhvile, der skulle være et signal overfor omverdenen om, at parterne i landets væbnede konflikt var interesseret i fredsprocessen. Men eftersom det trak ud med ratificeringen af våbenhvilen, forstærkede FARC sine militære operationer og gennemførte i december et angreb på byen Juradó nær grænsen til Panama. Angrebet kostede 23 marineinfanterister, 1 politimand og 42 partisaner livet. Samtidig blev 37 soldater og politifolk såret.

Efter inspiration fra USA offentliggjorde Pastrana i august 2000 den såkaldte Colombia plan («Plan Colombia»), der havde til formål at ødelægge 60.000 hektar coca-marker fra luften. Som led i planen skulle der oprettes 3 anti-narko bataljoner, trænet og udrustet af nordamerikanske styrker og forsynet med 60 helikoptere for at sikre deres mobilitet. USA forpligtigede sig samtidig til 1300 mio. US$ i overvejende militær bistand. Formålet med planen var at svække guerillaen og narkomafiaen økonomisk, fremfor at møde dem på slagmarken.

Efter angrebet på New York 11. september 2001, blev Colombia sat på USA's liste over lande, hvor «terroren skulle bekæmpes». Washington gik imidlertid ikke i detaljer omkring denne nye «Plan Colombia», men konsekvensen var, at supermagten gik ind i den colombianske regerings kamp mod guerillaen medlangt flere midler, efterretninger og soldater.

2002 Total krig

Fredsforhandlingerne mellem regeringen og FARC brød sammen 20. februar 2002, da partisanerne havde bortført en række politikere i et forsøg på både at påvirke valget i marts og få gennemført en fangeudveksling med tilfangetagne partisaner. Da valget blev holdt den 10. marts var ialt 12 politikere blevet bortført af FARC - deriblandt præsidentkandidaten Ingrid Betancour. Den siddende regering tabte parlaments- og præsidentvalget. Det blev vundet af kandidater knyttet til den stærkt højreorienterede Álvaro Uribe Vélez, der senere i maj vandt præsidentvalget. Han er knyttet til de højreorienterede dødspatruljer Autodefensas Unidas de Colombia (Colombias forenede Selvforsvar, AUC). Hans far blev torteret til døde af FARC, og han havde derfor erklæret sig for modstander af enhver form for fredsaftale med guerillaen.

Efter sammenbruddet i fredsforhandlingerne begyndte FARC at gennemføre meget blodige attentater i byerne. Den 4. marts gennemførte gruppen således et morterangreb på byen Bojaya og ramte en kirke, hvor befolkningen havde søgt tilflugt. 117 blev dræbt, heraf 40 børn.

I maj 2002 bevilgede USA 2,6 mia. US$ til militære aktioner i Latinamerika. Samtidig gennemførte Pastrana regeringen fredsforhandlinger med ELN i Cuba.

I april lancerede regeringen sin såkaldte Demokratiplan, der satte 212.000 medlemmer af militæret, politiet, luftvåbenet og efterretningsvæsenet ind på at garantere sikkerheden op til præsidentvalget den 26. maj. Valget blev gennemført i et klima præget af terror, sabotageaktioner og kostede 11 partisaner og sikkerhedsfolk livet. Valgdeltagelsen var med 45% historisk lav, og valget brød samtidig med 50 års vekslen mellem de liberale og konservative om præsidentposten, da den uafhængige Uribe Vélez vandt med 52,96% af stemmerne mod 31,77% til hans nærmeste modstander, den liberale Horacio Serpa. Uribe havde under sin valgkamp erklæret, at han ville «skabe sikkerhed for alle colombianere», og selvom dette skulle implicere en hård politik mod både guaerilla, højreorienterede dødspatruljer og narkobaroner, så betød Uribes forbindelser til dødspatruljer og narkobaroner at den hårdhændede politik ensidigt blev rettet mod FARC.

I januar 2003 anmodede Uribe om direkte intervention fra USA's side i kampen mod guerillaen og paramilitære grupper, som han karakteriserede som terrorister. Samme måned ankom de første specialstyrker fra USA og blev sat ind i Arauca provinsen. De er således de første styrker fra USA, der er aktivt deltager i borgerkrigen i Colombia.

Det vurderes, at antallet af fattige i Colombia er 25 millioner, hvoraf de 11 millioner lever i absolut fattigdom. uligheden i landet illustreres af, at 1,5% af jordejerne ejer 80% af landbrugsjorden.

I oktober 2003 vandt Luis Eduardo Garzón borgmesterposten i Bogota for centrum-venstre partiet Polo Democrático Independiente (Den uafhængige demokratiske Pol, PDI). Posten er landets næst vigtigste efter præsidentposten, og valgsejren rystede de traditionelle partier. Den pegede samtidig på en national tendens til styrkelse af centrum-venstrefløjen.

I juni 2004 accepterede ELN et tilbud fra Mexico om mægling i landets langvarige interne væbnede konflikt. En komuniké fra ELN meddelte, at fred er nødvendig for at udvikle Colombias fremtid, og guerillaen tog samtidig imod Mexicos tilbud om fredsmægling. Fredshøjkommissær Luis Carlos Restrepo erklærede sig for optimistisk ved denne tilkendegivelse og erklærede samtidig, at den banede vej for indlemmelse af ELN i landets civile liv.

I juli anmodede 200 britiske parlamentsmedlemmer den britiske regering om at indstille militærhjælpen til Colombia pga. de kendte tætte forbindelser mellem de statslige sikkerhedsstyrker og de paramilitære grupper samlet i dødspatruljeorganisationen AUC. Iflg. den britiske avis The Guardian fordømte de 200 medlemmer - overvejende tilhørende Labour - den britiske støtte til Colombia og anmodede premierminister blair om at indstille militærhjælpen til landet. Parlamentsmedlemmerne fremhævede i deres anmodning, at størstedelen af de fagforeningsmedlemmer der blev dræbt i Colombia i 2002 var blevet henrettet af paramilitære tilknyttet de statslige sikkerhedsstyrker.

Den britiske Latinamerikaminister Bill Rammell erklærede imidlertid, at den britiske regering ville fortsætte sin støtte til Uribe regeringen indenfor sikkerhedsområdet. Colombias ambassadør i Storbritannien, Alfonso López Caballero erklærede samtidig, at den britiske regering har været meget solidarisk med den colombianske regering, pga. sidstnævntes indsats for at skabe sikkerhed - selvom der fortsat var langt til konsolidering af freden i landet.

Samme måned blev biskoppen i Yopal, Misael Vacca Ramírez bortført og efter 3 dage atter løsladt af medlemmer af ELN. Bortførelsen blev bl.a. fordømt af pave Paul II, og regeringen igangsatte en gigantisk redningsaktion i forsøg på at få Ramírez frigivet. Efter sin frigivelse erklærede han, at han var blevet behandlet med respekt. Han blev overgivet af sine bortførere til biskop Javier Pizarro i byen Trinidad i Casanare departementet.

I august fremsatte en talsmand for FARC et forslag om direkte forhandlinger mellem guerilla og regering om udveksling af FARC's fanger mod regeringens FARC fanger. I et interview til TV programmet Noticias Uno accepterede guerillalederen Raúl Reyes udpegningen af Fredshøjkommissæren Luis Carlos Restrepo til mægler, men FARC afviste samtidig at bruge internettet som medium for forhandlingerne. Restrepo havde foreslået anvendelse af elektronisk post som den hurtigste forhandlingsform. Reyes slog til gengæld fast, at FARC ikke ønskede at forhandle fra det skjulte eller i udlandet, men bad i stedet regeringen om at indrette en demilitariseret zone til forhandlingerne. Familierne til de bortførte i FARC's varetægt erklærede sig tilfredse med regeringens udpegning af Restrepo som mægler, men stillede sig ligeledes kritiske overfor anvendelsen af internettet i forhandlingerne.

Ligeledes i august opfordrede FN og det Internationale Røde Kors den colombianske regering til at gribe ind overfor den straffrihed, der hersker omkring bortførelser i landet. Iflg. de to organisationer findes der i Colombia 890 bortførelsessager, der endnu ikke er blevet efterforsket og løst af myndighederne. Oplysningerne og anmodningen blev offentliggjort i Geneve under et globalt møde om forsvindinger.

I oktober gik hundredetusinder af mennesker på gaderne i hele landet i protest mod Uribe regeringen. Der var tale om en af de største manifestationer i landets historie. Protesterne var koncentreret om den høje arbejdsløshed og forløb fredeligt bortset fra enkelte uroligheder i Popayán i det sydvestlige Colombia. I Bogota blev trafikken afbrudt af stjernedemonstrationen, der fra de forskellige dele af hovedstaden gik til Plaza de Bolivar i centrum - ved siden af Rådhuset, Kongressen og Justitspaladset. Omkring 50.000 personer deltog i demonstrationen i Bogota. Deriblandt lærere, hospitalsansatte, studerende og indfødte.

I juni 2005 erklærede FN's Menneskerettighedshøjkommissariat sig villig til at rådgive ofrene for de paramilitære grupper i landet. Samme måned havde disse fået politisk amnesti for deres forbrydelser, og den samme amnesti skulle udstrækkes til at gælde forbrydelser begået af AUC, der er ansvarlig for langt den overvejende del af de foregående års menneskerettighedskrænkelser. Gennem mere end et år havde der været hemmelige forhandlinger igang om amnesti og demobilisering mellem regeringen og AUC. Siden november 2003 var omkring 5.000 medlemmer af disse dødspatruljer allerede blevet demobiliseret, og udvidelsen af amnestiloven til også at dække AUC skulle bane vej for demobilisering af yderligere 10.000 dødspatruljemedlemmer. Iflg. den hemmelige aftale mellem regering og AUC ville 20 statsadvokater derefter have max. 60 dage til at undersøge samtlige menneskerettighedskrænkelser begået af de 10.000.

FARC og ELN var siden 2003 blevet trængt noget i defensiven af Uribe regeringens totale krig, men var ikke som Uribe havde ønsket blevet knust. I januar 2005 lagde FARC en ny strategi frem for sin guerillakamp: Plan Resistencia. Planen opererer med angreb fra mindre og mellemstore guerillaenheder mod de statslige sikkerhedsstyrker. Gennem 2005 holdt FARC et højt aktivitetsniveau, hvor militæret i de centrale og sydlige dele af landet blev trængt tilbage. I maj kulminerede intern uenighed i militæret om strategien med, at forsvarsministeren fyrede 4 generaler. FARC ønsker frem til præsidentvalget i marts 2006 at demonstrere, at præsident Uribes Plan Patriota er slået fejl. Samtidig har regeringens totale krig skabt et enormt internt flygtningeproblem. Omkring 3 millioner colombianere lever som internt fordrevne i deres eget land.

Regeringen indledte i december 2005 sonderende fredsforhandlinger med ELN i Cuba.

En frihandelsaftale mellem Colombia og USA blev underskrevet i februar 2006. Aftalen skulle efterfølgende ratificeres i de to landes parlamenter. Aftalen er er en af de eneste det er lykkedes USA at indgå med latinamerikanske lande, der for de flestes vedkommende tager afstand fra USA's hegemoni. Præsident Uribe blev genvalgt ved valget i marts med 62% af stemmerne.

Venezuela tilbød sig i 2007 som mægler ved fredsforhandlinger mellem FARC og den colombianske regering. Den colombianske regering spændte imidlertid ben for fredsforhandlingerne, der brød sammen. I januar 2008 erklærede Venezuelas regering officielt, at den i modsætning til USA og EU ikke betragter FARC som en terrororganisation, men som en legitim væbnet oprørsorganisation. Denne holdning deles af de fleste latinamerikanske lande. FARC løslod i januar 2008 to prominente colombianske politikere, der havde siddet i et af FARC's fængsler i flere år.

I juni 2007 meddelte FARC, at 11 ud af 12 fængslede politikere var blevet dræbt af det colombianske militær under en væbnet redningsaktion i Valle de Cauca. FARC indbød samtidig det Internationale Røde Kors (ICRC) og menneskerettighedsorganisationer til at undersøge de dræbte og omstændighederne ved deres død. Regeringen svarede igen ved at hævde, at politikerne var blevet henrettet af FARC.

Colombias regering organiserede i februar 2008 en protestdemonstration mod FARC.

Den 1. marts gennemførte militæret en angreb ind i Ecuador, udslettede en FARC lejr, og dræbte alle i lejren. Deriblandt FARC's næstkommanderende, Raúl Reyes. Angrebet skete på baggrund af sporing af en satellittelefonsamtale, Reyes havde ført. Sporingen blev foretaget af USA's efterretningsvæsen, og USA støttede umiddelbart Colombias angreb på Ecuador. Reaktionen var anderledes i resten af Latinamerika. Ecuador afbrød de diplomatiske forbindelser med Colombia, og Venezuela og Nicaragua trak deres ambassadører hjem og fordømte abgrebet. Venezuela trak samtidig troppestyrker til grænsen mod Colombia.

Med drabet på Reyes lykkedes det Colombias regering at begrave fredsinitiativer og forhandlinger om frigivelse af FARC fanger. Reyes havde fra FARC's side været hovedperson i disse forhandlinger, og havde forhandlet med bl.a. den franske udenrigsminister Kouchner og Venezuelas præsident Hugo Chavez. De seneste forsøg på frigivelse af fanger i slutningen af 2007 og starten af 2008 var blevet forpurret af colombianske militæroffensiver.

I juli befriede det colombianske militær ved en spektakulær redningsaktion 4 civile og 11 krigsfanger fra en FARC lejr i det sydlige Colombia. Blandt de befriede var den fransk-colombianske tidligere præsidentkandidat Ingrid Betancourt og 3 nordamerikanere. Resten var colombianske soldater, der sad i krigsfangenskab hos FARC. Iflg. oplysninger fra militæret var det lykkedes det at infiltrere FARC ledelsen i lejren og at narre lejrens øverskommanderende til at udlevere fangerne. Befrielsesaktionen kunne derved gennemføres uden blodsudgydelse. Få dage senere kom det frem, at flere soldater fra det colombianske militær havde båret mærker fra det Internationale Røde Kors (ICRC) under befrielsesaktionen. Dette er strengt forbudt jvf. Genevekonventionerne og rangerer på linie med krigsforbrydelser. Præsidenten undskyldte efterfølgende, men militæret fortsætter rutinemæssigt sine brud på konventionerne.

Amnesty International rapporterede i 2009, at i den 12 måneders periode der endte i juni 2008 blev 1515 civile dræbt i Colombia pga. krigen i landet. De fleste blev dræbt af militæret og dødspatruljer. (Amnesty tillagde FARC og ELN ansvaret for 189 af drabene). 46 faglige tillidsfolk var blandt de dræbte og 12 var menneskerettigheds aktivister.

Afsløringerne af militærets myrderier førte til at 27 officerer og 3 generaler - deriblandt generalstabschef Mario Montoya - trådte tilbage. Militæret havde i første omgang påstået, at de dræbte var partisaner dræbt i kamp. Først senere slog undersøgelser fast, at der var tale om regulære henrettelser begået af soldater og dødspatruljer i fællesskab.

Samtidig blev der rapporteret om øget dødspatrulje aktivitet. Patruljerne blev officielt opløst i 2006, og regeringen udviste dødspatruljernes ledere til USA i 2008 for at undgå at de blev afhørt af retsvæsenet i Colombia. Det hindrede dog ikke at retsvæsenet i 2009 indledte forundersøgelse af 80 parlamentsmedlemmers forbindelser til dødspatruljerne. Næsten alle medlemmer af Uribes koalition.

Colombia og USA underskrev i 2009 en aftale der gav USA adgang til at bruge 7 militærbaser i Colombia. Officielt er formålet at bekæmpe narkotrafikken fra Colombia til USA, og baserne skulle angiveligt erstatte den base i Manta, Equador, som Equador to år tidligere havde lukket. En række analytikere pegede imidlertid på, at ingen af de 7 baser ligger ved Stillehavet, hvor Manta ellers havde haft en vigtig rolle i opsnapning af narkoflyvninger. 3 af de nye baser lå derimod på Colombias caribiske kyst nær grænsen til Venezuela. Placering og udstyring af baserne indikerer, at de ikke skal bruges til opsnapning af narkoforsendelser, men skal bruges til at intimidere Venezuela og andre lande i området. Efter at resten af landene i selve Sydamerika er blevet demokratiske, er Colombia USA's eneste brohovede og militærdiktatur i regionen, og det skal derfor bruges til intimidering. Venezuela, Equador og Brasilien protesterede umiddelbart mod USA's militære opbygning i regionen.

FN's specielle rapportør vedrørende ekstra-judicielle henrettelser besøgtye i juni Colombia. Han rapporterede efterfølgende at: «væsentlige dele af militæret systematisk gennemfører summariske henrettelser». Straffriheden for overgreb mod civilbefolkningen er fortsat dominerende, men regeringen besluttede at retsforfølge nogle enkelte for at dulme den stærke kritik fra resten af verden. I november blev den pensionerede general Jaime Uscateguí derfor idømt 40 års fængsel for sin deltagelse i Mapiripán massakren i 1997.

I september 2009 meddelte regeringen at den ville opløse det civile efterretningsvæsen DAS (Departamento Administrativo de Seguridad). Det skete efter afsløringer af væsenet gennem mindst 7 år illegalt havde aflyttet menneskeretsadvokater, journalister, oppositionspolitikere og dommere og havde givet oplysningerne videre til dødspatruljerne. DAS var direkte underlagt den colombianske præsident. I maj var den tidligere DAS direktør Jorge Noguera blevet stillet for retten tiltalt for mord og medlemskab af dødspatruljerne.

Den 1. november udløb den 7 årige undtagelse Colombia fik ved sin ratifikation af ICC statutten for retsforfølgelse af krigsforbrydelser. ICC kan derfor begynde at behandle de krigsforbrydelser der begås i landet.

I slumkvarterene likvideres et stigende antal personer af dødspatruljer. Der er overvejende tale om unge, hjemløse, småkriminelle, stofmisbrugere, bøsser, lesbiske, ludere og transseksuelle. Antallet af likvideringer af disse steg fra 82 i 2008 til 184 i 2009.

Ifølge Amnesty International blev 286.000 colombianere i 2009 drevet på flugt som følge af den væbnede konflikt. Regeringen afviste at gennemføre en erstatningslov, der ville give fordrevne erstatning. 39 fagforeningsfolk og 8 menneskerettighedsaktivister blev likvideret af dødspatruljer. Regeringen fortsatte sine påstande om at menneskerettighedsorganisationerne gik guerillaens ærinde.

Uribe arbejdede fortsat på at få ændret landets forfatning, så han kan stille op til en tredje periode ved præsidentvalget i 2010.

Præsident Uribe anklagede i april 2010 senator Piedad Córdoba for at være medlem af FARC. Senatoren har i en årrække fungeret som mægler mellem regering og FARC for at facilitere fangeudvekslninger mellem de to parter i landets væbnede konflikt, men trods et stærkt ønske i befolkningen om fangeudveksling, er regeringen ikke interesseret. Ved at sprede påstanden om Córdobas medlemsskab af FARC har den sendt hende i eksil, hvor hun ikke længere er en trussel mod regeringens krigspolitik.

FARC løslod i april på eget initiativ en række krigsfanger - tilfangetagne colombianske soldater.

Præsidentvalget i Colombia blev gennemført i 2 runder. I første runde i maj fik fascistpartiets kandidat Juan Manuel Santos 46,7% af stemmerne, mens de Grønnes Antanas Mockus fik 21,5%. I 2. valgrunde i juni fik Santos 69,1% mens Mockus måtte nøjes med 27,5%. Valgdeltagelsen faldt fra 55% i første runde til 44,5% i anden runde. Faldet afspejlede den udbredte frustration over blot at kunne vælge mellem 2 højrefløjskandidater. Juan Manuel Santos var forsvarsminister under Uribe og ansvarlig for Colombias angreb på Ecuador i 2008. Under hans tid som forsvarsminister blev 4-5000 colombianere henrettet af hans styrker.

Som afslutning på sin præsidentperiode anklagede Álvaro Uribe i juli 2010 Venezuela for tillade FARC og ELN at operere fra sit territorium. De grundløse anklager fik Venezuela til at afbryde de diplomatiske forbindelser med Colombia. Først efter intervention fra UNASUR's side blev de 2 lande atter forsonet. Trods fundamentale ideologiske forskelle kunne ingen af de 2 lande leve med en permanent trussel om krig.

Santos annoncerede i august 2012 at Colombia havde påbebyndt indledende fredsforhandlinger med FARC. Blot to måneder senere blev han tildelt Shalom prisen af World Jewish Congress for hans indsats for «at skabe fred i hans eget land og globalt». Israel har en mere end 40 år lang tradition for tæt samarbejde med latinamerikanske militærdiktaturer. Israel har bidraget med militærrådgivere, våben og bistand; har undervist i tortur og oprørsbekæmpelse.

Fredsforhandlingerne mellem Colombias borgerskab og FARC blev indledt i oktober 2012 i Norge, men blev hurtigt flyttet til Cuba. FARC indledte samtidig en to måneders ensidig våbenhvile. Regeringen afviste at tilslutte sig våbenhvilen. I april 2013 blev der indgået en aftale om jordreform. I aftalen indgår oprettelsen af en jordbank, mere retfærdig fordeling af jorden og tilbagelevering af jorder til deres oprindelige ejere. Højreorienterede terrorgrupper har siden 2000 besat betydelige landområder i Colombia og fordrevet de oprindelige jordejere. I november blev der indgået en aftale om FARC's indlemmelse i det politiske liv i Colombia. Næste forhandlingsemne var handel med narkotika. En aftale på dette felt blev indgået i maj 2014. Der var dog fortsat fortsat vigtige områder der ikke var forhandlet på plads: afvæbning af guerillaen, erstatning til ofrene for konflikten og gennemførelse af fredsaftalen.

I december 2012 vedtog kongressen en lov der giver militære domstole kontrol over undersøgelser af menneskerettighedskrænkelser. Et skridt der blev kritiseret skarpt af internationale menneskerettighedsorganisationer. Det er nu entydigt ræven der vogter gæs i Colombia. FN har konstateret, at straffrihed er et strukturelt problem i Colombia.

I 2012 rapporterede landets statistiske kontor, at 32,7% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, mens 10,4% lever i ekstrem fattigdom. Til gengæld havde de foregående års økonomiske vækst ført til en drastisk stigning i antallet af millionærer og milliardærer. Der er nu 5 colombianere på Forbes' liste over verdens rigeste mænd.

Trods fredsforhandlinger fortsætter menneskerettighedskrænkelserne uændret. Alene i 2012 blev 40 menneskerettighedsaktivister og lokale ledere dræbt; 20 faglige ledere blev dræbt; mere end 10.000 drevet på flugt og flere hundrede civile henrettet. EU undertegnede i 2011 en frihandelsaftale med Colombia, der trådte i kraft i august 2013. USA gav i 2012 482 mio. US$ i bistand til landets militær og politi, efterfulgt af 473 mio. US$ året efter.

Mere end 70 menneskerettighedsaktivister og over 27 fagligt aktive blev i løbet af 2013 dræbt af militæret, politiet og dødspatruljerne. Flere hundrede bønder og indianere blev ligeledes dræbt, og yderligere 220.000 sendt på flugt som internt dordrevne.

Colombiansk politi meddelte i maj 2013, at iflg. dets opgørelser var der 3.866 aktive medlemmer af de højreorienterede dødspatruljer, og de var aktive i 167 kommuner. I august beordrede højesteret Luis Alfredo Ramos arresteret for hans samarbejde med dødspatruljerne. Han var formand for senatet i 2002-03, guvernør i Antioquia i 2008-11 og planlagde ellers at stille op til præsidentvalget i 2014. I løbet af 2013 blev der indledt endnu flere undersøgelser af Uribe administrationens forbindelser med dødspatruljerne. I oktober identificerede anklagemyndigheden Uribes sikkerhedschef (i hans tid som præsident), politigeneral Mauricio Santoyo som mistænkt ifbm. forsvindingerne af to menneskerettighedsaktivister i 2000. I 2012 havde Santoyo erklæret sig skyldig ved en føderal domstol i USA for sit samarbejde med dødspatruljerne i 2001-08.

Landets store forfatter og nobelprismodtager, Gabriel García Márquez, døde 17. april 2014 i Mexico City. Mexico havde i mange år været hans andet hjemland, og det var også her han i 1982 modtog meddelelsen om Nobelprisen. I Colombia ville han som journalist og intellektuel være blevet offer for militæret eller højrefløjens dødspatruljer.

Santos blev i juni 2014 genvalgt som præsident med 51% af stemmerne i 2. valgrunde mod 45% til Óscar Iván Zuluaga. I 1. valgrunde måtte Santos nøjes med 25,7% af stemmerne, mens Zuluaga fik 29,3%. Stemmedeltagelsen var begrænset: 40% i 1. runde og 47,9% i 2. runde. Mere end halvdelen af de stemmeberettigede blev hjemme. Det blev tilskrevet Santos' fredsproces, at det lykkedes ham at vende tendensen fra 1. til 2. runde og dermed vinde valget.

I december 2014 offentliggjorde dødspatruljen Águilas Negras en dødsliste over 80 menneskerettighedsaktivister I Bogota. Truslerne kom efter offentliggørelsen af tilsvarende dødslister i oktober og september.

2016 Fredsaftale mellem FARC og regering. Men ikke fred

Efter at FARC i flere år at have overholdt en ensidig våbenhvile, undertegnede regeringen og FARC i juni 2016 i Cuba en vidtgående våbenhvile og fredsaftale. Landets radikale højrefløj havde gennem længere tid forberedt sig på denne situation og havde i 2015 vedtaget lovgivning, der skulle friholde soldater og officerer for retsforforhølgelse for 60 års massive menneskerettighedskrænkelser. Domstolene deltog også i dette projekt. I december omstødte højesteret dommen over oberst Luis Alfonso Plazas Vega på 30 års fængsel. En dom han fik i 2010 for forsvindinger han var ansvarlig for ifbm. militærets indtagelses af justitspaladset i Bogota i 1985.

Både FARC og regeringen håbede aftalen ville føre til fred. Den forudså afvæbningen af FARC og omdannelse af bevægelsen til et politisk parti samt efterforskning og domfældelse over ansvarlige for 250.000 drab begået gennem 60 år. Men udfordringerne var store. FARC frygtede en gentagelse af historien fra 1980'erne, hvor en anden fredsaftale førte til at FARC dannede partiet UP, som over nogle år fik dræbt over 1000 medlemmer - deriblandt en præsidentkandidat og mange fremtrædende politikere. Skulle dette undgåes i 2016-17 forudsatte det afvæbning og opløsning af dødspatruljer og højrefløjens paramilitære grupper, og dette blev der ikke taget initiativ til. En andet enormt problem var håndteringen af den ekstreme ulighed i landet, hvor en lille klike af godsejere og industriborgerskab kontrollerer næsten alle landets ressourcer. I juni 2015 vedtog parlamentet en lov, der gav mineselskaber og godsejere ret til at påstå ejerskab til millioner af hektarer jord der var forladt af de oprindelige ejere under den væbnede konflikt. (Colombia and Farc rebels sign historic ceasefire deal to end 50-year conflict, Guardian 23/6 2016; Key Challenges for Colombia’s Peace Process, Telesur 23/7 2016).

FARC besluttede på en delegeretforsamling i Yarí i det sydlige Colombia i slutningen af september enstemmigt at acceptere fredsaftalen med den colombianske regering. Konferencen bestod af 200 delegerede fra de forskellige fronter og sektorer i FARC. Alligevel faldt fredsaftalen på gulvet ved folkeafstemningen i Colombia i starten af oktober. 50,2% stemte imod, mens 49,8% stemte for. Kun 54.000 stemmer adskilte de to blokke. Valgdeltagelsen var til gengæld lav. Kun 38%. Blot 19% af landets stemmeberettigede besluttede, at krigen skulle fortsætte. Resultatet var en konsekvens af en intensiv kampagne mod fred ført af landets radikale højrefløj, dødspatruljerne, militæret, godsejerne, landets dybt konservative kirke og de konservative medier. Deres hovedargument var, at guerillaen ikke skulle have lov til at unddrage sig strafansvar for sine krænkelser af menneskerettighederne under den 55 år lange væbnede konflikt. Fredsaftalen var ellers blevet støttet internationalt af både FN, USA, EU, Amnesty International og Paven Johannes Paul. Men den ekstreme højrefløj vandt og kastede dermed landet ud i en dyb politisk krise. Præsident Santos erklærede få dage senere, at den gensidige våbenhvile med FARC ville ophøre 31. oktober. Krigen kunne derefter genoptages. (Colombia's Farc unanimously approve a peace deal and form new political party, Guardian, 23/9 2016; Colombia referendum: voters reject peace deal with Farc guerrillas, Guardian 3/10 2016).

Præsident Santos tildeltes en uge efter sit nederlag ved folkeafstemningen Nobels Fredspris. Der skal altid mindst 2 parter til at slutte fred, men Nobelkomiteen ignorerede åbent modparten. Borgerlige medier spekulerede i, at det nok «var fordi FARC havde krænket menneskerettighederne», men årtiers rapporter fra Amnesty International og Human Rights Watch havde klart dokumenteret, at langt de fleste krænkelser af menneskerettighederne var blevet begået af den colombianske stat gennem dens «sikkerhedsstyrker» og dødspatruljer.

En opblussen af konflikten blev undgået da regeringen og FARC gennemførte mindre ændringer i en række af delaftalerne. Den nye fredsaftale blev ikke sendt til folkeafstemning. Den radikale højrefløj under ledelse af ekspræsident Uribe erklærede, at den ville annullere aftalen når den atter kom til magten. Fredsprocessen skred atter fremad, og aftalen blev ratificeret af kongressen i november. Iflg. aftalen skulle partisanerne samles i 26 demobiliseringslejre inden 31. december. Lejrene var imidlertid ikke færdige, og fristen blev derfor skubbet til 31. januar. Den 31. maj skulle FARC være fuldt afvæbnet i en proces overvåget af FN.

Det viste sig imidlertid hurtigt, at fredsprocessen ikke ubetinget bragte fred. Magttomrummet i de områder FARC tidligere havde haft kontrol over blev udfyldt af dødspatruljer og drabene på især menneskerettigheds. og faglige aktivister fortsatte. Alene i december og januar 2017 blev 17 folkelige ledere dræbt. Næsten alle drab blev begået af militæret, andre sikkerhedsstyrker eller godsejernes paramilitære grupper (dødspatruljer). (Last march of the Farc: Colombia's hardened fighters reach for a normal life, Guardian 3/2 2017). Trusler, mord og fordrivelse ramte især bønder i det nordvestlige Colombia. Især fra den paramilitære organisation Autodefensas Gaitanistas de Colombia (AGC). En gruppe myndighederne påstod ikke længere eksisterede. Amnesty Internationals direktør for det amerikanske kontinent, Erika Guevara-Rosas erklærede: «Det er alarmerende, at den væbnede konflikt er lige så levende i store dele af Colombia, som den altid har været. Hundredetusinder af mennesker over hele landet har endnu ikke oplevet nogen forbedring af deres liv, efter at fredsaftalen blev undertegnet». Over 6 mio. colombianere var fortsat drevet på flugt, som internt fordrevne eller i lejre uden for Colombias grænser.

USA var fortsat den colombianske regerings vigtigste bidragsyder, økonomisk og militært. Bistanden var under Obama administrationen formelt afhængig af regimets overholdelse af menneskerettighederne, men udenrigsministeriet var altid villig til at skrive under på, at regimet overholdt menneskerettighederne, så betingelsen var virkningsløs.

A.J. og Guia del Mundo


 

Internet

Nyhedsbureauet ANNCOL (engelsk)
Political ressources on the Net (Colombia)
ELN (spansk)
FARC (spansk, engelsk m.fl.)
Political database on the Americas (engelsk)
Amnesty International Annual Report (engelsk)  +  Rapporter om menneskerettighedskrænkelser
Human Rights Watch' sider om Colombia (engelsk)  +  Landerapport 2017
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Dokumenter fra fredsprocessen mellem regering og FARC (spansk, engelsk)