Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Eisenstein (1898-1948), sovjetisk filmkunstner. Han blev født i Riga ind i borgerskabet, gjorde tjeneste i Den røde armé som ingeniør og arkitekt, sluttede sig til bolsjevikkerne og deltog i borgerkrigen som medlem af gruppen på agit-togene. Han arbejdet senere sammen med Meyerhold i teatersammenhæng og med Proletkultbevægelsen.

Hans første film var «Strejke» fra 1924. Temaet var en strejke i 1905, og filmen dannede grundlag for hans senere arbejder med masserne som filmenes kollektive helt. Året efter kom «Panserkrydseren Potemkin», som rendyrkede dette princip. Filmen handler om 1905-opstanden i Sortehavsflåden og folkets solidaritet med de revolterende marinegaster. I disse to film udviklede Eisenstein store dele af det eksperimenterende montagearbejde, som foregik i samtidens russiske filmkulturliv, og som også prægede dokumentar- og journalfilmene hos Dziga Vertov og Kulesjovs og Pudovkins spillefilm. Grundelementerne i denne montageudvikling var amerikaneren Griffiths film, hvor der anvendes krydsklipning, parallelhandlinger og skift mellem nærbilleder og totalbilleder, Hegels dialektiske principper og kinesiske og japanske udtryksformer (haiku-digt o.a.). Eisensteins montageteorier er både omfattende og krævende læsning; som forenklet sammenfatning kan man sige, at de til forskel fra det fleste andre film baseres på konflikten mellem et billede (en scene) og et andet. «Potemkin» er blevet hyldet som eksempel på en overbevisende agitationsfilm, og den blev forbudt i flere vestlige lande. I Det tredje Rige blev den betragtet som et mål for god propagandafilm.

«Oktober», med undertitlen «Ti dage som rystede verden», blev hans næste film med premiere i 1927. Montageteorierne, symbolsproget og masserne som helt, var her udviklet yderligere og tempoet højt opskruet. Men den blev ikke så slagkraftig en film som «Potemkin». Symbolsproget og associationerne lukkede af for den umiddelbare oplevelse og hindrede dermed filmens politiske funktion. I 1929 kom «Generallinien» (Gammelt og nyt), som tog kampen op i landsbyerne bl.a., at mekanisering kunne være en nødvendighed i visse sammenhænge under den første femårsplan. Denne blev en af Eisensteins mindst vellykkede film og vises sjældent til trods for, at den skulle rette op nogle af de formelle fejl som «Oktober» var blevet kritiseret for. Fra 1930 befandt Eisenstein sig i Hollywood, hvor han skulle lave manuskript over Theodore Dreisers roman «En amerikansk tragedie». Filmselskabet Paramount, som han havde kontrakt med, stoppede projektet med beskyldninger om kommunistpropaganda. Også et senere projekt om den mexikanske revolution blev standset. To år varede Eisensteins Amerikaophold. I 1932 var han tilbage i Moskva som lærer ved filmhøjskolen.

Et af Eisensteins største projekter i de næste år var «Bezjins eng», en skildring af konflikten mellem kulakker og kommunister. Centrum her er et modsætningsforhold mellem far og søn. Indspildningen af denne filmen blev afbrudt på grundlag af anklager om mysticisme og individuel heltedyrkelse. Imidlertid bærer den rekonstruerede del af filmen tydelig præg af, at også Eisenstein forlod 20-ernes ekspressive realisme til fordel for den naturalisme som prægede 30-ernes lydfilm i Sovjet. Fra 1938, efter at der var sket en udskiftning i den øverste ledelse af filmkulturen, var Eisenstein igen optaget af store projekter og beherskede nu lydfilmen ligeså artistisk som stumfilmen 15 år tidligere. I 1939 kom «Aleksander Nevskij», hvor temaet er den russiske modstand mod de tyske riddere i 1200-tallet, men med paralleller til samtidens fascistiske Tyskland. I årene 1940-44 arbejdede Eisenstein med storfilmen «Ivan den grusomme». Første del kom i 1944 og fik priser og lovord, mens anden del fra 1946 blev mødt med hård kritik og anklager om borgerlig fremstilling og synspunkter. En påtænkt tredje del blev ikke færdig før han døde i 1948.

J.E.H.