Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/10 2005
Læst af: 31.236
: :
Husholdning

En husholdning udgøres af de personer, der i fællesskab udfører en eller flere af følgende aktiviteter: Aktiviteter i forbindelse med boligen, madtilberedning, måltider, budgettering, produktion og børneopdragelse.

Selve ordet husholdning henviser til, at det er aktiviteter i forbindelse med et fælles hus eller bolig der er særligt centrale. Husholdning kan imidlertid også henvise til budgettering og ressourceforvaltning. Det varierer fra samfund til samfund, hvilke medlemmer af familien der «normalt» bor, spiser, producerer eller budgetterer i fællesskab. Familien kan være elementære kernefamilier, udvidede familier (flere generationer) eller sammensatte familier (sammenhold mellem voksne søskende). Husholdningsfællesskabet kan udvides med personer der ikke indgår i slægtskabsforholdet: Tjenere, slaver, adopterede medlemmer. Når der er tale om husholdninger, undersøger man gerne aktiviteterne og økonomien. Familie og slægtskabsbånd kan være af fire forskellige slags: 1. Ægteskab, 2. Forældre, 3. Afkom og 4. Søskende.

Afgrænsningerne ovenfor angiver, hvad der normalt menes med husholdning. Det  er meget varierende, hvilke personer der indgår i husholdningen, hvorledes aktiviteterne er organiseret, og hvilke samfundsmæssige funktioner husholdningen har. Husholdningen kan være en central økonomisk, politisk og religiøs enhed i samfundet, eller den kan have mere begrænsede opgaver, som kernefamiliehusholdningen under senkapitalismen. Husholdningen må således bestemmes i forhold til den konkrete historiske situation. Dette kan være vanskeligt, særligt fordi begreberne der er til rådighed, i høj grad er præget af den vestlige «monolitiske» familiehusholdning, hvor seksualitet, forældrefunktioner, husly, madtilberedning og budget udgør et hele. Men også indenfor vort eget samfund er der store forskelle. Samvittighedsægteskab, studenterkollektiv, ung enlig mor der bor sammen med sine forældre, er nogle enkle eksempler.

Boligen

Den rumlige side ved husholdningen kan ofte være let at gøre rede for rent fysisk. Et hus, en lejr, eller en gruppe huse står som klart udtrykte fysiske strukturer. Selv nomadernes stadigt skiftende bopladser kan beskrives som en rydning med klare grænser mod naturomgivelserne. Ofte kræves der imidlertid megen viden for at kunne gøre rede for, hvad de fysiske strukturer betyder for menneskelig sammenhold. Bopladsens fysiske udformning har både tekniske og symbolske sider. Symbolsk udtrykker bopladsen menneskeligt sammenhold eller afgrænsning. Kulturelle forskelle nedfælder sig i den fysiske struktur som for eksempel vægge og hække. I muslimske lande afspejles uligheder mellem kønnene og skellet mellem det verdslige og det hellige sig for eksempel i boligernes og landsbyernes udformning. Vore lejligheder er først og fremmest inddelt i værelser med specialfunktioner. I praksis knytter opdelingen af huset sig også hos os til arbejdsdelingen mellem kønnene. Køkkenet er ofte hustruens domæne, det område hun råder over. Værelserne kan også siges at have forskellig rituel status - i bred forstand. Køkken og bad er mere «private» end stuen, hvor gæster modtages (se Bolig, Hjem).

En boplads kan bestå af mindre enheder, hvilket gør det problematisk, hvor grænserne skal drages. I polygyne husholdninger - hvor manden har flere hustruer - har hver hustru som regel sin egen hytte med sengeleje og husholdningsredskaber. Nogle steder har manden sin egen bolig. Andre steder bor han lidt hos hver kone. Hytterne ligger tæt ved hinanden. Til nogle formål kan gruppen af hytter afgrænses som husholdningen. Til andre formål er hver enkelt hytte en enhed for sig. Dette er ikke et enestående eksempel fra et eksotisk samfund. Vi kan forestille os en fremmed, som kommer til storbyen og observerer boligblokkene i en af sovebyerne. Det vil være naturligt at antage, at blokkene og ikke lejlighederne er den centrale bopladsenhed for gruppedannelse. Vi ved, hvad entredøren, navneskiltet, ringeklokken og postkassen i virkeligheden betyder.

Boligfællesskab kan organiseres på mange forskellige måder. At bo i samme hus indebærer ikke nødvendigvis fællesskab i udførelsen af andre husholdsaktiviteter.

I vor kultur er det helt almindelig, at kernefamiliens medlemmer skal bo sammen. Andre samfundssystemer har helt andre regler for, hvad der er det normale. De israelske kibbutzer er ét eksempel på et andet organisationsmønster. Børnene sover i store sovesale og er kun sammen med forældrene om eftermiddagen. I ibostammen forlader drengene i 5-6 års alderen deres mor for at bo sammen med andre drenge på samme alder. På Samoa kan børnene selv vælge, hvem de vil bo sammen med, og de bor faktisk i forskellige husholdninger på forskellige tidspunkter. Hos os regnes det for en «ulykkelig omstændighed», når faderen ikke bor sammen med sine børn. I Mellemøsten findes mandehuset mange steder som institution. Hos pathanerne i Swatdalen anses det for mest korrekt, at voksne mænd sover i mandehuset, der på samme tid både er et gæstehus, festhus, klubhus og sovesal. Kun lederen besøger åbenlyst sin familie. Hans følgesvende lister sig ubemærket ad sted for at besøge deres hustruer, når de andre sover. Opbakningen bag fællesskabet i mandehuset er det klareste udtryk for politisk og militær støtte til den høvding, der dominerer det landsbykvarter, som huset er en del af.

Også i vort samfund findes der forskellige måder at indrette sig på. Kollektivtanken udtrykker en anden kulturel værdi end kernefamiliemønstret. Forskellige omstændigheder kan føre til, at personer vælger at indrette sig anderledes. Arbejdsmarkedet er f.eks. årsag til mange andre husholdningsformer.

Aktiviteterne i forbindelse med den fælles bolig er mange. Huset skal laves, indrettes, repareres, vaskes (eller fejes). Den eller de personer der bygger huset, er ikke nødvendigvis de samme, som den eller de der står for vedligeholdsarbejdet. Den kønsbestemte arbejdsdeling er forskellig. Hos enkelte stammer i Afrika er det kvinderne der både bygger og vedligeholder deres egne hytter. Hos os finder vi hyppigt en arbejdsdeling, hvor mænd bygger og reparerer - i den udstrækning sådanne opgaver udføres i husholdningens regi - og kvinder indretter og holder rent.

Måltider

Måltidsfællesskab er ikke altid sammenfaldende med boligfællesskab. Hos ashantifolket kan man hver aften se små børn på vej gennem landsbyen med rygende varm mad til deres far. I lange perioder af familiens udviklingscyklus bor hver af ægtefælderne sammen med deres søskende, men gensidig udveksling af tjenester er en del af rettighederne og pligterne i ægteskabet.

Ofte er boligfællesskab imidlertid knyttet til madtilberedning og måltider. Indenfor en større bopladsenhed findes der ofte flere ildsteder, der gør det muligt at udskille mindre enheder. At tilberede mad over samme flamme er vigtigere end at spise sammen, for ofte spiser mænd og kvinder hver for sig. Ildstedet symboliserer derfor ofte samlivsenheden. Det er bopladsens samlende punkt. I det antikke Grækenland betegnede ordet epistion (det som er nær ildstedet) en primær samlivsenhed. I Indien er chulah (ildsted) også betegnelsen for den gruppe mennesker, der samles omkring det. Blandt kachinerne i Myanmar (Burma) bruges ordet for ildsted til at betegne en «lokaliseret slægtslinie med udgangspunkt i faderen» - dvs. personer der fødes og opfostres i en del af et hus. Også i Kina og Japan associeres samlivsenhederne med ildstedet. Ofte er ildstedet et sådan center i huset. Det der symbolmæssigt repræsenterer en vital samlivsenhed, bliver også skellet mellem det verdslige og det hellige.

Børns økonomiske betydning

Børn har gennemgående ikke været særligt interessante for samfundsvidenskaben. De fleste studier af børn drejer sig om socialisering til voksenroller i almindelighed. Der medgår en vis tid og arbejdskraft til at pleje, vaske og made børn. Dette er sociale og ikke biologiske fænomener. Det biologiske forhold at børn er afhængige og trænger til omsorg og pleje gives en social og kulturel udformning.

Det varierer, hvor længe børn er uproduktive. I mange samfund deltager børnene tidligt i husholdningsaktiviteterne. I fulanifolket der lever af kvæghold, har husholdningen arbejdskraftsproblemer indtil den første søn bliver ca. 10 år og kan bruges som gedehyrde. Børnenes økonomiske betydning for husholdningen er en del af årsagen til, at mange programmer for børnebegrænsning i udviklingslandene mislykkes. Børn er nødvendige som arbejdskraft og en sikkerhed for forældrenes alderdom. I vort samfund er vi på mange måder nået frem til det punkt, hvor børn er en økonomisk belastning for husholdningen. Den enkeltes ønske om at føde børn beror på personlige lykkebetragtninger og ikke på økonomisk nødvendighed. Børnene som opdrages er en ressource for kapitalen som fremtidig arbejdskraft.

Produktion

I mange samfund er produktionen husholdningsbaseret. Ved kapitalistisk industrialisering trækkes produktionen ud af husholdningen og organiseres samfundsmæssigt i store fabrikker. Konsekvenserne af denne proces varierer, alt efter hvorledes den husholdningsbaserede produktion er organiseret. Hvis vi f.eks. undersøger kvinders produktionsdeltagelse i husholdningsbaseret produktion, finder vi store forskelle. I traditionelt hakkejordbrug - specielt Afrika syd for Sahara - bliver størstedelen af landbrugsarbejdet udført af kvinder. Dette giver enkelte gange kvinderne stor selvstændighed, afhængigt af autoritetsforholdene i husholdningen og i landsbyen, og af hvorvidt kvinderne producerer til bytte eller for egen mand og børn. I patriarkalske autoritetsforhold producerer kvinderne ofte et overskud, som de ikke selv har kontrol over. Overfor hakkejordbruget står det traditionelle plovjordbrug der særligt findes i muslimske og hinduistiske områder. Her deltager kvinderne i jordejende husholdninger overhovedet ikke i produktionen. Kvinden udfører madlavning og barnepleje i huset. Det er meget begrænset, hvor hun kan gå udenfor huset. Vaskepladsen er i dette tilfælde ofte det centrale samlingspunkt for kvinderne.

En del af litteraturen om husholdningsbaseret produktion drejer sig om «Peasants» (se Bondesamfund). Eric Wolf knytter begrebet peasant til bønder og andre småskalaproducenter i lagdelte samfund, hvor bønderne producerer det overskud, som financierer de højere klasser og statsmagten. Den første der påpegede bondehusholdningens særegne rationalitet var Chayanov. Hvis prisen på salgsvaren der produceres går ned, reagerer bondehusholdningen med større produktion. Reaktionen er omvendt i forhold til det, der virksomhedsøkonomisk er lønsomt. Bonden driver imidlertid en husholdning, ikke en virksomhed. Husholdningsbruget udnytter dens egen arbejdskraft til det punkt, hvor familiebrugets eget indtægtsbehov er dækket. Så længe dette behov ikke er dækket, vil brugets medlemmer fortsætte med at arbejde, selv om årsindtægten pr. arbejdende medlem derved synker, og selv om den bliver væsentlig lavere end løn på det arbejdsmarked, som bruget er omgivet af. Chayanovs teori er et redskab af tværfaglig interesse i forskning i landbrug, udkantsområder og udvikling.

Bondehusholdningslogikken kan måske også give et perspektiv for lønarbejderhusholdningen. I industrisamfundet er produktionen samfundsmæssig. Den organiseres i enheder af meget større skala end husholdningen. Det har været almindeligt kun at betragte husholdningen som en forbrugsenhed. Noget af grunden hertil er, at børneopdragelse, madlavning og rengøring har været så lidt studeret som arbejde og som økonomiske størrelser. De senere år er de arbejdsopgaver der fortsat foregår i husholdningen blevet «genopdaget».

Arbejdet er blevet kaldt ulønnet produktion. Dette indebærer imidlertid en udvidelse af produktionsbegrebet, der kan gøre det analytisk ubrugeligt. Man kan kun forstå det særegne ved husholdningsarbejdet, når man tager den samfundsmæssige struktur i betragtning, det foregår indenfor - nemlig familien som ramme om arbejdsorganisering. Her kan Chayanovs teori vise vej. Det særegne ved husholdningsarbejde må forstås udfra husholdningen selv, og ikke ud fra hvad der mangler i forhold til en virksomhed. De arbejdsoperationer der faktisk skal til for at overleve, omfatter både lønnet arbejde og en række ulønnede arbejdsopgaver. Husholdningsmedlemmerne må koordinere deres indsats af ressourcer og arbejdskraft for at klare alle disse opgaver. Det særegne med Chayanovs bondehusholdning er, at arbejdskraften ikke har nogen pris, men sættes ind i forhold til husholdningens behov - defineret både socialt, kulturelt og i forhold til antallet af forsørgede. Forskellen ifht. byfamiliehusholdningerne er, at sidstnævnte må indsætte arbejdskraft indenfor to sfærer: Den ene lønnet, den anden ulønnet. Husholdningsmedlemmerne må foretage en afvejning mellem indsats i de to sfærer for at dække behovet.

Husholdning, budgetlægning

Økonomiske analyser er bl.a. optaget af at identificere beslutningsenhederne i ressourceforvaltningen. Fælles budget implicerer fælles ejendom og sammenlægning af ressourcer, grundlaget for de processer der indlemmer en i en enhed. Medlemmerne forvalter ressourcer af mange slags for at dække behovet for mad, klæder, husly og pleje af hjælpeløse. Det forekommer, at hver person driver sin egen husholdning. Hver voksen person hos Furbefolkningen i Sudan kan opfattes som en egen husholdning. Mand og hustru har hvert deres jordstykke, som de hver har ansvaret for at dyrke. Der er en vis gensidig udveksling af hjælp. Hver især har de fuld kontrol over egne landbrugsprodukter, der opbevares i egne kornrum i deres fælles hus. Ægteskabet indebærer ikke et fælles budget, men forpligtelser til gensidig udveksling af tjenester. Hustruen koger mad og brygger øl (af korn fra hans kornrum) til sin mand. Ægtemanden sørger for klæder til kone og børn.

Normalt omfatter budgetenheden flere personer. Budgetfællesskabet kan være et gradspørgsmål. Enkeltmedlemmerne kan have egne ressourcer som der ikke disponeres over i fællesskab. Her kommer det man kan kalde den strategiske side ved husholdningen ind: Både husholdningens samlede strategier overfor omverdenen og medlemmernes enkeltstrategier overfor fællesskabet. Beslutninger om forvaltningen af husholdningens ressourcer kan være dagligdags - f.eks. indkøb af dagens middagsmad - og meget konsekvensfyldte - f.eks. køb af lejlighed. Hvem der tager beslutningen om ressourceforvaltning og hvordan dette sker, afspejler den indre fordeling af autoritet/magt og velfærd i husholdningen. Undersøgelser tyder på, at når det er en del af hustruens arbejdsopgaver at forvalte familiens lønindtægt, er hendes position i husholdningen mere selvstændig, end når hun ikke gør det. Der findes husholdninger, der er meget forskellige fra den fasttømrede enhed, som kernefamiliehusholdningen fremtræder i hos os. Nogle enkle eksempler afslører, at også i Danmark kan det være nødvendigt at beskrive de enkelte aktiviteter for at give et korrekt billede af virkeligheden.

Pendlere (folk der bor i en by, men arbejder langt borte i en anden) passer f.eks. ikke ind i den normale definitionen af husholdninger. Pendlere hverken bor eller spiser sammen med deres familien størstedelen af tiden. De løser selv dette dilemma ved for eksempel at sige, at de «egentlig» ikke bor, hvor de faktisk bor og arbejder. Ud fra et indtægtsøkonomisk (budget) synspunkt og ud fra deres egen ideologi, hører pendleren med til familien på hjemstedet. Det illustrerer, at man også må tage folks egen opfattelse med i betragtning. Folk har deres egne opfattelser af, hvem der hører til og hvem der ikke hører til. Disse kan ofte gå på tværs af de faktiske arbejdsopgaver.

Den kønsbestemte arbejdsdeling

Det varierer hvad der betragtes som mandearbejde og hvad der betragtes som kvindearbejde. Men biologiske kønsforskelle er altid udgangspunkt for at tilskrive kønnene kulturelt definerede arbejdsopgaver. Hver af dimensionerne bolig, madtilberedning, produktion, budget og børneopdragelse indebærer mange forskellige arbejdsoperationer, hvoraf nogle udføres af kvinder, andre af mænd og nogle af mænd og kvinder i fællesskab. Der eksisterer generelt en tendens til, at kvinderne tildeles en større del af madlavningen, børneopdragelsen og rengøringen i husholdningen. Disse dimensioner er forskningsmæssigt næsten ikke studeret udfra et arbejdsperspektiv.

Det at kvinder gør mere ud af madlavning, børneopdragelse og rengøring, har fået mange til at hævde, at kvindeundertrykkelse har sammenhæng med, hvorvidt der i samfundet findes et stærkt skel mellem husholdningen («the domestic domain») og samfundet («the public domain») (Rosaldo and Lamphere 1974). Kvinder synes at være undertrykt eller mangle status og værdi, i den udstrækning de er begrænset til huslige aktiviteter, udelukket fra mænds verden og fra andre kvinder. Kvinder opnår indflydelse og værdi, når de kan overskride den huslige sfære. Enten ved at deltage i mændenes verden eller ved at skabe et kvindesamfund. De samfund hvor forholdet mellem kønnene er mest ligeværdigt, er ikke dem hvor mænd og kvinder er konkurrenter, men dem hvor mænd værdsætter og deltager i kvindens liv i den huslige sfære.

M.G.


Litteratur

J. Goody (red.): The Developmental Cycle in Domestic Groups. Cambridge 1958.
Rosaldo & Lamphere (red.): Woman Culture and Society, Stanford 1974.
I. Rudie: Household Organization: Adaptive Process and Restrietive Form. A Viewpoint on Economic Change. I Folk 11-12 1969/70.