Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
    .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 27.883
: :
Galskab

Galskab er det som ikke er fornuftigt, ufornuften. Hvad der i et samfund defineres som galskab, afhænger af samfundets opfattelse af, hvad der er fornuft. Hvordan et samfund behandler de gale, afhænger af tolerancen for det ufornuftige og irrationelle.

Hvis en kvinde taler til Gud, beder hun; Hvis Gud taler til hende, er hun gal, sindssyg. I det mindste vil hun i vort samfund blive stemplet som sindssyg. I middelalderen ville hændelsen sandsynligvis blive forstået som en åbenbaring. I Indien kunne hun være besat af en ånd, som hele stammen var nødt til at lytte til. Vort samfund opfatter galskaben som sygdom, men som den franske filosof Michel Foucault viser, er dette blot én mulig opfattelse af den gale. I bogen «Galskabens historie» viser han, hvilken plads den gale har haft i vor kultur fra middelalderen og frem til vor tid.

Galskab i middelalderen

I middelalderen og frem til renæssancen blev galskaben opfattet på en tvetydig måde: De gale var en del af samfundet, men samtidig halvt udstødte. De rejste rundt på de såkaldte narreskibe, som ikke blot var en litterær drømmeflåde, men som virkeligt sejlede rundt fra havn til havn. De gales sejlads blev et symbol på deres grænseposition i middelaldermenneskets verden.

Den gale havde desuden en kritisk rolle: I farcer fik den gale, den enfoldige og tåbens skikkelse en stadig større betydning. På teatret finder han sin plads som sandhedens bærer: Han er narrenes nar, som i sit enfoldige sprog udtaler fornuftens ord. Også i tidens malerier gør den gale sit indtog. Hieronymus Bosch' billede «Hyldest til Galskaben» er lavet som en lang narrenes dans, hvor hvert fag og hver stand efter tur går forbi. Galskaben vidner om dødens nærvær, om eksistensens latterlige nyttesløshed.

Galskaben var altså langt hen ad vejen «fri» i det middelalderlige samfund. Den var en menneskelig virkelighed som på samme tid skræmte og fascinerede. Men middelalderen havde alligevel sine syndebukke, noget de brutale hekseprocesser taler deres tydelige sprog om. I middelalderens religiøse univers blev afvigelse forstået udfra religiøse begreber: Den som opponerede mod de herskende dogmer var en kætter eller en heks i Satans tjeneste. Homoseksualitet blev for eksempel forstået som kætteri - på engelsk er ordet for sodomi og kætteri det samme, «buggery». Satan og hans hekse var en lige så vigtig del af den kristne religionen som Gud og helgene. I 1486 udkom den berømte «Malleus Maleficarum» (Heksehammeren), som gav inkvisitionen et redskab til at afgøre, hvem der var heks. Ordet heks er hebraisk og betyder oprindeligt giftblanderske, spåkvinde. Heksebegrebet forener okkult magt med evnen til velgerning og forbrydelse. Grunden til at heksene normalt er kvinder er, ifølge Heksehammeren, at hekseri «udspringer af sanselig lyst, og her er kvinderne umættelige.» (Se Heks.)

Mens hekseri i middelalderen var kætteri og afveg fra de religiøse normer, vil vor tid forstå heksene som sindssyge. Mange hævder, at vi nu endelig har fundet sandheden om hekseriet: Egentlig var heksene sindssyge og burde have haft psykiatrisk behandling. Psykiateren Zilborg hævder, at Heksehammeren kunne blive en moderne indføringsbog i deskriptiv psykiatri, hvis heks blev erstattet med patient og Djævelen slettet. Hvordan et samfund forstår afvigelse afhænger af dette samfunds sociale og økonomiske organisering, af den kulturelle selvforståelse og de begrænsninger denne har.

Indespærring

Under oplysningstiden fandt der en forandring sted i opfattelsen af galskaben. De gale blev spærret inde i store interneringshuse sammen med forbrydere, arbejdsløse og andre uproduktive mennesker. Alle der ikke var i stand til at deltage i produktionen blev interneret. Det almene hospital i Paris blev grundlagt, ikke som en medicinsk institution, men som en ordensinstans (se Fængsel). Tilsvarende fandtes «Workhouses» i England og «Züchthaüsern» i Tyskland. Mens galskaben frem til renæssancen havde været knyttet til oversanselige fænomener, blev den i oplysningstiden moralsk fordømt som lediggang. For første gang blev galskaben et socialt problem. For kort tid siden havde den været tilstede i fuldt dagslys: I Kong Lear og Don Quijote. Nu herskede fornuften i ren tilstand. Synet af den gale fremkaldte kun foragt og skam. Galskaben blev noget, man kunne vise frem. For nogle håndører kunne man se de gale bag gitrene: De blev monstre, som betyder, ting til at vise frem. Galskaben var ikke længere noget, man muligvis kunne finde i sit eget indre. Fornuften kunne med suveræn god samvittighed tage dette ganske anderledes og fremmede i øjesyn, som den ikke selv havde noget som helst slægtskab med. For oplysningstiden var galskaben slet og ret ufornuft, klarest udtrykt i deliriumet. Ordet delir er afledt fra lira, en fure, og delir betyder egentlig, at man går ud af furen, bort fra fornuftens rette vej. Encyklopædien foreslår følgende definition af galskab: At fjerne sig fra fornuften «i tillid til og med fuld overbevisning om at man følger den. Det synes for mig at være det man kalder at være gal.» Galskaben var vildfarelse og forblindelse.

Galskab som sygdom

Først gennem vor egen tids klassificering af galskab med den videnskabelige psykiatri, mister galskaben sin karakter af trussel og frihed, som den normale fornuft må tie overfor. Galskaben bliver alene galskab - noget der kan klassificeres på linie med andre medicinske symptomer: Først nu bliver galskaben til sindssygdom. Forståelsen af galskab som sygdom, patologi, vokser frem i løbet af 1800 tallet. Allerede mod slutningen af 1700 tallet blev de første hjem grundlagt som institutioner udelukkende for de gale. Philippe Pinel, der oprettede de første hjem i Frankrig, har fået æren af at have befriet de gale fra oplysningstidens internering. Men det der for eftertiden skulle blive stående som befrielse af de gale, indebar også en ny moralsk fordømmelse af galskaben. For første gang blev den gale et ansvarligt subjekt, og galskaben blev knyttet til skyld: For at forbedre sig måtte den gale revses og straffes. For oplysningstiden eksisterede der ikke noget skel mellem det fysiske og det moralske. Det var forfængeligt at forsøge at adskille fysiske og psykologiske behandlingsmetoder. Bad og brusebad blev anvendt som helbredende midler sammen med lægernes teorier om nervesystemet: Det gjaldt om at genopfriske organismen. Med Pinel fik anvendelsen af brusebad en helt retslig karakter, og brusebad var en almindelig straf i asylet. Lægen vandt ikke sin autoritet som videnskabsmand, men som vismand og dommer. Han var en slags far, der skulle opdrage sine børn. Rigtig opførsel blev defineret gennem den borgerlige families værdier, og konverserende teselskaber indgik som en del af terapien. Det var ikke muligt at snakke med den gale, kun at snakke til vedkommende. På den baggrund hævder Foucault, at sindssygdommen er fremmedgjort galskab. Den videnskabelige psykiatris monolog over galskaben fortsatte indtil Freud, der var den første til at genoprette dialogen med irrationaliteten.

Antipsykiatri

Opfattelsen af galskab som sygdom der gennem den traditionelle psykiatri fremstår som noget naturgivent, er altså kun én mulig opfattelse af galskaben. Dette bliver klart, når vi søger bag ud i den europæiske historie, og muligvis endnu klarere ved et studium af de såkaldt primitive samfund. Det at være shaman, dvs. religiøs leder og medicinmand i en stamme, indebærer at have kontakt med bevidsthedstilstande, blandt andet af ekstatisk natur, som i vort samfund ville blive karakteriseret som psykopatologisk sindssyge. Shamanen er hellig. Gennem ham har stammen kontakt med en hinsidig virkelighed. Ånderne taler gennem ham, og han kan derfor blive religiøs leder. På lignende vis forstår voodoo-kulturen (Haiti) og zar-kulten (Etiopien) galskaben som åndebesættelse. I disse samfund er det at have været besat - gal - en forudsætning for at kunne helbrede.

I mange stammesamfund er det særligt kvinderne, som bliver besat af ånder. Gennem ånderne kan de give udtryk for dybe psykiske behov, som de ellers ikke har mulighed for at udtrykke: Under en åndebesættelse er det ikke dem «selv» der snakker, og de behøver derfor ikke tage ansvar for det der siges. Stammen er forpligtet til at høre på åndernes tale, og kvinderne får deres ønsker opfyldt. På denne måde opvejer og balancerer disse stammer en ekstrem kvindeundertrykkelse.

Forestillingen om den gale som en der har adgang til hemmelig, esoterisk, viden er gammel, også i vor civilisation: Hebræiske profeter (hebræisk skelner sprogligt ikke mellem profeti og galskab) og Oraklet i Delfi. Og som Erasmus siger, er den gale en «sandsiger hvis virkelige indsigt er forklædt som en slags galskab». Det er disse traditioner, antipsykiatrien (Laing, Cooper, m.fl.) tager op, når de hævder, at galskaben kan være en genfødsel, en berigende rejse gennem ens eget indre, som medfører ny erkendelse. Hvordan en psykose opleves, afhænger imidlertid i stor grad af de holdninger, den gale møder i sine omgivelser. Den gale behøver en «fødselshjælper», en der kan være med hende og hos hende i den voldsomme angst, som psykosen er. Hvis terapeuten er en sådan nærværende person, kan den psykotiske oplevelse blive udgangspunkt for videre vækst - ikke kun noget man snarest muligt skal bringes tilbage fra til en «normal» oplevelse af sig selv og verden. Alt for ofte vil det psykiatriske sygehus møde den psykotiske, som om vedkommende virkeligt var helt gal og hendes ord og opførsel totalt uforståelig. Sygehusets fremmedgørende reaktion kan da befæste den gales oplevelse af, at verden er et umuligt sted at være, og at hun lige så godt kan forblive i sin egen (gale) verden. På denne baggrund hævder Cooper, at «de gale er vor tids kvalte poeter».

Antipsykiatriens syn på galskab rummer en fare for at romantisere den psykotiske oplevelse. En psykotisk reaktion er et sammenbrud, og personen ved ikke, hvilken verden der er den virkelige: Hun skelner ikke længere mellem egne indre fantasier og den ydre virkelighed. Når en poet øser af sin mere eller mindre «gale» fantasi for at skabe, er dette noget hun (i hvert fald i en vis udstrækning) har kontrol over. Den psykotiske person har ikke længere en sådan kontrol. Hun er underlagt sine oplevelser. Selv om hendes ord indeholder en sandhed, påskønner hun det ikke selv - i hvert fald ikke umiddelbart. Derfor er oplevelsen af angst og afmagt ved en psykotisk reaktion ofte overvældende.

Antipsykiatriens fortjeneste ligger i at påpege, at psykosen også er forståelig. Særlig har den vist, at den psykotiske reaktion kan være en reaktion på familieforhold. Dette er et brud med traditionel psykiatri, der forstår sindslidelsen, som noget man har - på linie med en organisk skade. (Der findes godt nok også psykoser, der skyldes organiske skader. Se art. Psykose.) Allerede Freud påviste, at alle psykiske fænomener hvadenten det var drømme, fortalelser eller psykiske symptomer, var meningsfulde. Symptomer - uanset om de er psykotiske eller neurotiske - bliver meningsfulde ud fra personens livshistorie. Udviklingspsykologien har påvist, at barnets forhold til de nærmeste på forskellige vis kan lide skade, sådan at når personen senere står overfor vanskelige livssituationer, har hun ikke tilstrækkelig psykisk «ballast» til at tackle dem på en måde, som er konstruktiv for hende selv. Den psykotiske eller neurotiske reaktion bliver i dette perspektiv en slags udviklingsskade: Personen stivner i større eller mindre grad i en gentagelse af gamle måder at forholde sig på, sådan at hun bliver ude af stand til at videreudvikle sig. Den traditionelle psykiatri står udenfor den gales verden og stempler hendes fantasier som forskruede og forkerte, syge. Moderne psykologi og antipsykiatri vil i modsætning til dette gå ind i den gales subjektive oplevelse, og lytte til den mening denne udtrykker - uanset hvor «skør» den virker.

Symptomer er et sprog

I den nuværende epoke er det specielt iøjnefaldende, hvordan forsøgene på kvindefrigørelse for mange kvinder kan føre til psykiske problemer. Kvinderne betaler for deres oprør med psykiske problemer. Nye krav og forventninger vil let komme i konflikt med dybe, irrationelle behov, knyttet til den traditionelle kvinderolle og identiteten som kvinde. Kvinden vil forandre sin situation. Alligevel er hun ikke rede til det på det dybere niveau. Resultatet kan blive et sammenbrud. Hun får psykiske symptomer, måske depression, frigiditet eller angst, og dette er en besked til hende om, at noget er galt, om at hendes livssituationen på en eller anden måde er utilfredsstillende. Hendes symptomer er et oprør mod en uudholdelig situation, men oprøret vendes på selvødelæggende måde mod hende selv. For at komme videre må hun, eventuelt i en terapi, arbejde sig gennem den smerte og angst der opstår, når tilværelsen «går i opløsning», og når situationen kræver andre løsninger, end dem hun har været vandt til.

I en sådan situation når et menneske reagerer med psykiske symptomer, er det let at stemple hende som syg eller til og med gal. Men med sine symptomer forsøger personen på en fortvivlet måde at udtrykke noget, og det er måske den eneste måde hun formår at udtrykke det på netop da. Kropssproget eller symptomsproget er en slags «løsning», når individet vil udtrykke noget uden at tage ansvaret for det: Gennem hovedpinen kan en kvinde f.eks. udtrykke, at hun vil være i fred, uden at det er hende «selv», der siger det. Derfor er dette indirekte sprog så vanskeligt at forstå, både for den som «bruger» det, og for dem som omgås hende. Så selv om de psykiske problemer og den neurotiske eller psykotiske reaktion er forståelig ud fra et psykologisk perspektiv, er det ikke altid let at forstå den i dagligdagen. Man vil snarere tænke om personen, at hun er irrationel, urimelig eller halvgal. Men hvis man opfatter de psykiske problemer som livsproblemer, som det er muligt at arbejde sig igennem, findes der en mulighed for, at den konfliktfyldte situation kan blive udgangspunkt for udvidet bevidsthed og personlig vækst. Denne mulighed kan forsvinde, hvis man stempler den det gælder som syg eller gal.

Den tendens vi ser i vort samfund til at gøre livsproblemer til psykiatrisk sygdom er meget foruroligende. Reelle samfundsmæssige og mellemmenneskelige problemer står i fare for at blive «psykiatriseret» bort. Det er dette der sker, når politisk uenighed gøres til psykiatriske problemer, som det f.eks. skete ved interneringen af politisk oppositionelle i Sovjetunionen. Dette er en vigtig strategi for umyndiggørelse - egentlig politisk og moralsk uenighed bliver skjult i den videnskabelige psykiatris sprogdragt og gøres dermed utilgængelig for diskussion.

Med den videnskabelige psykiatris fremvækst forsvinder galskaben - i betydningen erfaring af det irrationelle - ud af den officielle europæiske historie. Moderne psykologi har med dens forståelse af galskab som livsproblemer genoptaget dialogen med irrationaliteten. For livsproblemer er noget der berører alle, og det er vel derfor denne forståelse har så vanskeligt ved at slå ordentlig igennem - både i de psykiatriske institutioner og ude i samfundet.

Vort samfund skaber en stor mængde psykiske lidelser - blandt andet et stort omfang af lidelser knyttet til mangel på følelse af samhørighed og identitet. Planlægning vedrørende menneskelige forhold og følelsesmæssige behov ofres ingen omtanke i vort samfund, der er domineret af hvad der er blevet kaldt den «tekniske fornuft». Men psykologien viser, at integrering af de følelsesmæssige, intuitive og mindre kontrollerede sider af bevidstheden er en forudsætning for psykisk sundhed og for skabende virksomhed. Disse egenskaber bliver i vort samfund anset for kvindelige og står lavt i kurs. På denne baggrund kan man sige, at det kvindelige er vor kulturs «ubevidste». Den nye kvindebevægelses enorme betydning ligger ikke mindst i, at den har gjort disse problemer politiske og knyttet dem til kampen for et nyt samfund.

S.G.


Litteratur

M. Foucault: Galskapens historie, Oslo 1973.
R. D. Laing: Det spaltede selv, Oslo 1968.
T. S. Szasz: The myth of mental illness, London 1972 og The manufacture of madness, New York 1970.
H. Green: Jeg lovet deg aldri en rosenhave, Oslo 1971.