Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

David Laing

Laing (1927-89), skotsk psykiater og ledende repræsentant for antipsykiatrien. Ronald David Laing voksede op i en fattig familie i Glasgow og blev færdiguddannet som læge i 1951. Han var en af de første, der udviklede et samfundskritisk syn på mentale forstyrrelser. Mens traditionel psykiatri forstår sindslidelsen som en sygdom, forstår Laing galskaben som en reaktion på en uudholdelig situation. Han retter en sønderrivende kritik mod den vold som familien og den institutionelle psykiatri udøver ved at stemple en person som gal og spærre ham inde. Laing har fornyet forståelsen af psykiske lidelser radikalt og skabt heftig debat om traditionel psykiatrisk praksis.

I 1960 udgav Laing «Det spaltede selv», der som hovedformål havde «at gøre sindssygdommen forståelig, at gøre det forståeligt hvordan sindssygdom opstår». For første gang anvendes en eksistentialistisk og fænomenologisk tankegang i forståelsen af vigtige mentale forstyrrelser - især skizofreni. Mens traditionel psykiatri står udenfor den skizofrenes verden og stempler hans fantasier som forskruede, forkerte og syge, forsøger Laing at lytte til meningen i den gales ord. Han søger at trænge ind i den gales subjektive oplevelse af sig selv og verden. Selv de mest bizarre og «meningsløse» udsagn bliver forståelige i lyset af personens eksistentielle situation.

Fra 1960 ledede Laing et stort forskningsprojekt ved Tavistock Institute of Human Relations i London, hvor man studerede mellemmenneskelige processer i såvel «skizofrene» som «normale» familier. I bøger som «Self and others» (1961) og «Sanity, madness and the family» (1964) påviser han, hvordan handlingerne indenfor familien er årsag til udviklingen af mentale forstyrrelser. I tråd med den nordamerikanske familieforskning - f.eks. Gregory Bateson - peger Laing på den mystificering der præger kommunikationen i den skizofrenes familie. Dvs. en kommunikation hvor den enkeltes selvstændige erfaring og oplevelse afkræftes og ugyldiggøres. Når en person «vælger» at blive gal, er det fordi de andre har drevet ham til vanvid. Galskaben er hans forsøg på at overleve i en uudholdelig situation.

På denne baggrund hævder Laing, at det at diagnosticere og behandle en person som skizofren, er at tilsløre nettet af familierelationer, som det grundlæggende drejer sig om: «Skizofreni» refererer i virkeligheden til en kommunikationsforstyrrelse i hele familien. Når man stempler en person som skizofren eller gal, er det en umyndiggørelse af personen og en fornægtelse af hans oplevelse. Denne umyndiggørelse forstærkes af, at den gale bliver spærret inde på psykiatriske hospitaler, hvilket bekræfter den gales «galskab» og familiens «rigtighed».

I bogen «Erfaringens porte og paradisfuglen» går Laing videre i udforskningen af den indre, subjektive oplevelse, som er forbundet med det at blive gal. En psykose må ikke forstås som en sygdom, men som en rejse gennem ens eget indre der kan give ny erkendelse. Psykosen er ikke kun et sammenbrud, men et gennembrud. Den psykotiske erfaring kan lede til en eksistentiel genfødsel. I 1965 blev Kingsley Hall oprettet - Laings terapeutiske samfund som skulle hjælpe folk med at gennemføre denne «indre rejse».

Laings opfattelse af psykosen som en form for genfødsel, rummer en stærk fare for romantisering af den psykotiske oplevelse. En psykose er et sammenbrud, som indebærer at personen fuldstændig overvældes af egne følelser og konflikter og f.eks. oplever panikagtig angst. Men det er Laings store fortjeneste at have påpeget, at en psykose kan opleves meget forskelligt, afhængigt af hvordan omgivelserne møder den gale (se Galskab).

Kritikken af den vold der øves overfor den gale, fører hos Laing til samfundskritik. Når nogle stemples som gale, spærres inde og «straffes» på psykiatriske hospitaler, er det nødvendigt med en kritisk vurdering af hele samfundssystemet, af måden menneskene udøver kontrol og magt overfor andre på. Laings samfundskritik er i første række en kritik af den psykiske fremmedgørelse der præger det vestlige industrisamfund. Den dominerende, endimensionale fornuft giver ikke plads til udforskningen af den indre verden. Vi går fra forstanden, fordi vi ikke forholder os til de ubevidste sider af os selv.

Laing døde i 1989.

S.G.