Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Historie
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 18.200
: :
Historicisme

Historicisme (eller «historisme») bruges i dag i mindst tre forskellige sammenhænge, med forskellig og til dels modsat mening:

1. Oprindelig betegnede historicisme en intellektuel bevægelse, som dominerede tysk åndsvidenskab i sidste halvdel af 1800-tallet. Den bærende grundtanke var, at historiens udvikling ikke var underlagt almene love, men måtte forstås som variationer af individuelle udtryk. Ethvert historisk fænomen var enestående og måtte forstås på baggrund af dets samtids ideer, principper, vaner og institutioner. Historievidenskaben - og åndsvidenskaberne i øvrigt - repræsenterer ikke kun en særlig type videnskab, en særskilt metodologi, overfor naturvidenskaberne; Det drejer sig om to grundlæggende forskellige måder at erkende verden på, to konkurrerende «verdensanskuelser». De to vigtigste historiefilosofiske repræsentanter for historicismen er W. Dilthey og E. Troeltsch, mens ny-kantianismen (bl.a. H. Rickert) og fænomenologien (E. Husserl og M. Heidegger) udgør forsøg på at løse de filosofiske problemer, som historicismen opstillede. En central problemstilling er, hvorvidt det længere er muligt at opretholde et begreb om absolut, sand erkendelse, når al viden er underlagt historisk ændring, eller om den historiske relativisme nødvendigvis indebærer erkendelsesteoretisk skepticisme. K. Mannheim har overført historicismen til sociologien: Enhver tanke kan kun forstås som udtryk for en bestemt social position.

2. Historicisme har senere fået en helt anden betydning hos den positivistiske videnskabsfilosof Karl R. Popper. I Poppers betydning er historicisme en fællesbetegnelse for teorier, der hævder, at der findes udviklingstendenser eller lovmæssigheder i historien, og som ud fra disse vil forudsige fremtiden. Poppers eksempler på historister er Comte, Hegel, Marx, Spengler og Toynbee. Imidlertid anvender Popper - som i andre sammenhænge nærmest mener at man bør være begrebsmæssig finsmed for at kunne udtale sig om filosofiske spørgsmål - så vidtløftige og upræcise begreber i sin kritik («Historicismens fattigdom», 1957) at det er vanskeligt at opfatte den som mere end et polemisk indlæg af en teoretiker, der ellers har ydet ganske betydelige bidrag på det filosofiske område (se Popper).

3. Historicisme er mere aktuelt blevet anvendt af den strukturalistiske retning indenfor marxismen (bl.a. L. Althusser og L. Sebag) til at karakterisere en konkurrerende marxistisk retning. Med «historistisk marxisme» sigtes der til György Lukács og Karl Korsch traditionen, der senere blev ført videre af «Frankfurterskolen». Ifølge denne «historistiske» tradition er mennesket/klassen som historisk, handlende subjekt centrum i den marxistiske teori. Strukturalismen hævder derimod, at subjektet må opgives som samlende midtpunkt: Det er ikke subjektet der handler, men strukturen der handler gennem subjektet.

R.S.