Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 14.491
: :
Klassealliance
I de udviklede kapitalistiske samfund i Europa og især i Skandinavien er der siden mellemkrigstiden udviklet en strategisk alliance mellem arbejderklasse, dele af mellemlagene og borgerskabet. Den går også under betegnelsen klassesamarbejde.

De færreste samfund er så enkle, at der kun findes to klasser, som i ren form står over hinanden. I et konkret, historisk samfund eksisterer flere produktionsmåder samtidig, selv om en af disse dominerer. Klassestrukturen er derfor sammensat af klasser og lag, der har rødder i forskellige produktionsmåder. Findes der tre eller flere klasser, åbnes der for et alliancespil på det politiske plan i samfundet, dvs. at to klasser forener sig mod den tredie. Med klassealliance menes, at flere klasser eller fraktioner af klasser samarbejder mod andre for at forsvare eller erobre afgørende politiske positioner eller mere begrænsede delmål. I et klassesamfund vil den politiske og sociale strid oftere udkæmpes gennem alliancer, end ved at samtlige klasser optræder skarpt afgrænset fra hinanden. Både herskende og oppositionelle klasser kan søge sammen i alliancer.

Magtblokke og hegemoni

I et samfund med flere klasser vil én klasse sjældent have den politiske dominans alene. Det politiske herredømme bliver udøvet af en statsbærende magtblok sammensat af flere klasser og fraktioner. Sammensætningen af en magtblok er ikke givet en gang for alle. Ændrede modsætninger i samfundet kan drive grupper fra tilslutning til opposition mod magtblokken eller fra modstand til underordning. Indenfor en herskende magtblok har alle deltagerne ikke lige stor indflydelse. Magtblokken kan kun fungere stabilt, når én klasse eller fraktion formår at dominere de øvrige medlemmer i alliancen. En gruppe må udøve sit hegemoni (overherredømme) over de andre. Uden et sådant lederskab vil indre modsætninger og stridende interesser i alliancen kunne rive den i stykker. Der kan pågå rivalisering om lederskabet, men hvis magtblokken skal bevares, må lederskabet hvile på et samtykke fra de andre - dvs. at de underordnede deltagere anerkender lederskabet. Den klasse eller fraktion, der er politisk hegemonisk, dominerer ikke nødvendigvis økonomisk.

Arbejderklassens fremstormen i slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede udløste hegemonokriser i en lang række lande. Kriserne var udtryk for en voldsom forrykning i de traditionelle klassemønstre - og alliancer - og de fik meget forskellig udgang. F.eks. er etableringen af den fascistiske stat i Tyskland blevet tolket som udtryk for, at den monopoliserede storkapital, finanskapitalen, erobrede det politiske hegemoni indenfor magtblokken. Modstanden mod herskende magtblokke har også antaget form af alliancer af oppositionelle kræfter. Formerne for alliancerne har varieret udfra f.eks. målsætning, tidsperspektiv og klassemæssig sammensætning.

Taktiske og strategiske alliancer

En taktisk alliance indgås for at opnå bestemte, afgrænsede mål indenfor det eksisterende samfund. Samarbejdet ophører, når målet er nået, og alliancen er derfor forholdsvis kortvarig. Da Stauning i 1918 som den første danske socialdemokrat indtrådte i en borgerlig regering var det udtryk for en taktisk alliance, i en situation hvor hegemonikriserne hærgede over hele Europa. Denne taktiske alliance fortsatte i forskellige former gennem 20'erne frem til 1930'erne. Den parlamentariske koalition - dvs. at partier enten sidder i regering sammen, eller at et parti virker som et støtteparti for et andet - er én form for taktisk alliance. Indenfor socialistisk sprogbrug benyttes udtrykket aktionsenhed ofte for at betegne et afgrænset og kortere varigt samarbejde. F.eks. samarbejdede mellem modstanderne af Amsterdamtraktaten. Dette samarbejde udspringer af forskellige præmisser og interesser, og samarbejdet opløses ofte, når kampagnen er overstået.

I revolutionære situationer med meget stærke modsætninger kan alliancerne skifte hurtigt i de forskellige faser af revolutionen. Ofte er mønsteret således, at en bred klassealliance først afsætter det siddende regime. Men denne taktiske enhed sprænges, når den fælles modstand er nedkæmpet. Derefter nedkæmpes først en, siden flere af deltagerne i alliancen, indtil én klasse eller fraktion træder sejrende ud. Dette forløb kan bl.a. skimtes under Jeltsins overtagelse af magten i Rusland og nedlæggelsen af Sovjetunionen i 1991. (Se Jeltsin og Gorbachov).
 
Hvis klasserne har sammenfaldende interesser - både i at ophæve det eksisterende samfund og i at oprette et nyt - kan samarbejdet være omfattende og langvarigt, dvs. en strategisk alliance. Men alliancen kan også bestå i bevarelsen af det bestående samfund. I de udviklede kapitalistiske samfund i Europa og især i Skandinavien er der siden mellemkrigstiden udviklet en strategisk alliance mellem arbejderklasse, dele af mellemlagene og borgerskabet. Alliancens baggrund var dels den frygt Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 skabte i borgerskabet - frygten for revolutionens spredning. Dels arbejderbevægelsens endelige opdeling i en socialdemokratisk reformistisk strømning og en kommunistisk revolutionær strømning, hvor den socialdemokratiske sejrede. De to hovedklasser havde en fælles interesse i at hindre revolution og i at sikre samfundets økonomiske udvikling, der skulle garantere både forbedrede levevilkår for arbejderklassen og øgede profitter til borgerskabet. Udviklingen af velfærdsstaten i bl.a. Skandinavien har haft denne alliance som grundlag, og statsminister Rasmussens hurtige indgriben i Storkonflikten i maj 1998 var et åbent udtryk for, at denne alliance fortsat eksisterer.

Den revolutionære del af arbejderbevægelsen har siden oktoberrevolutionen forsøgt at udvikle tilsvarende strategiske alliancer - blot mod det modsatte mål, at omstyrte kapitalismen.

Front og blok

Komintern og de partier, der har rødder i denne tradition, har historisk ført forskellige former for frontpolitik (se Front). Til grund for de forskellige frontstrategier har der bl.a. ligget skiftende opfattelser af modsætningsforholdene i samfundet. Selv om forholdet mellem arbejde og kapital er den grundlæggende modsætning i et samfund, der er domineret af den kapitalistiske produktionsmåde, har man ment, at andre modsætninger kunne være vigtigere i en given situation. Groft sagt kan man i Kominterns historie skelne mellem fem faser, alt efter hvilken aktuel hovedmodsætning frontpolitikken gik ud fra.

Gennem størstedelen af 1920'erne forsøgte Komintern at opbygge en enhedsfront indenfor arbejderklassen og de nærliggende sociale lag. Man antog, at hovedmodsætningerne gik mellem borgerskabet og det arbejdende folk. Fra 1928 førte man den såkaldte klasse-mod-klasse-politik, som egentlig benægtede nødvendigheden af alliancer med andre partier og klasser. Fra 1935 arbejdede kommunistpartiet for at oprette antifascistiske folkefronter. Arbejderklassen, småborgerskabet og demokratisk indstillede fraktioner af borgerskabet skulle alliere sig mod fascismen, som man opfattede som finansborgerskabets diktatur (se Folkefront). Under krigen blev alliancerne udvidet til nationale fronter vendt mod besættelsesmagten og dens medløbere. I størstedelen af efterkrigstiden har strategien bygget på en opfattelse af, at hovedmodsætningerne går mellem monopolkapitalen og «folket». De traditionelle kommunistpartier har forsøgt at etablere antimonopolistiske alliancer, som også skal omfatte mindre og mellemstore kapitalister, som man mener står i modsætning til monopolkapitalen. For de koloniale og halvkoloniale lande udformede Komintern andre begreber om front, tilpasset deres særlige klassestruktur (se. Agrarspørgsmålet).

Kominterns historie rummer mange fejlslagne forsøg på at etablere fronter (se Komintern). Og selve den måde de analyserede problemet om klassealliancer på og de begreber de benyttede, har store problemer tilknyttet. At finde frem til én hovedmodsætning - som politikken udstikkes efter - kan være nyttigt. Man kan skille skidt og kanel, skyde underordnede modsætninger til side og koncentrere et angreb mod en fælles fjende, som f.eks. den tyske besættelsesmagt og fascistiske medløbere under 2. verdenskrig.

Men en åbenbar og skarpt trukket hovedmodsætning i samfundet fremtræder sjældent. Der findes flere krydsende konfliktlinier, der giver mulighed for forskellige alliancer. At insistere på, at en af disse må være hovedmodsætningen, får nemt den konsekvens, at man negligerer andre, og dermed skaber en ubehagelig politisk blå mandag. F.eks. hævdede folk i arbejderbevægelsen i mellemkrigsårene, at alle lønmodtagergrupper stod på samme side af hovedmodsætningen, gennem en fælles økonomisk interessekonflikt med kapitalen. Men store funktionærgrupper oplevede i stedet de kulturelle og sociale modsætninger til arbejderklassen som vigtigere og blev mobiliseret på fascismens side.

Frontpolitikken som den med tiden blev udformet i Kominterntraditionen bygger desuden på, at forskellige partier og organisationer skal samles til samarbejde. Deltagerne er forskellige politiske og klassemæssige kræfter, som samarbejder ud fra det, de kan enes om. Klasserne er så vidt forskellige, at de ikke kan svejses sammen til et hele. Frontsamarbejdet fremtræder gerne som et resultat af en aftale mellem organisatoriske repræsentanter. Gælder samarbejdet visse begrænsede delmål, kan denne form have sine fordele. En formel aftale binder deltagerne og styrker tilliden til, at deltagerne ikke lurer på hinanden, men samarbejder loyalt til målsætningerne er opnået. Men i en sådan aftale ligger naturligt nok et kompromis. Samarbejdet får et statisk og bureaukratisk præg. Partierne kan komme til at stoppe en massebevægelse, der går ud over rammerne for aftalen af hensyn til de andre deltagere.

Sådanne problemer gør, at socialister i dag leder efter andre begreber for klassealliance end dem, der er udformet i Kominterntraditionen. En af inspirationskilderne har været den italienske kommunist Antonio Gramsci, der i mellemkrigstiden stillede disse spørgsmål anderledes. Målsætningerne for kommunistpartierne var ifølge ham at opbygge en historisk eller social blok i oppositionen til den herskende magtblok. Partiet måtte lede efter en social basis udenfor arbejderklassen og svejse flere klasser sammen til en ensartet - omend mangfoldig - social kraft. Opgaven bestod i at løsrive de underordnede klasser fra det borgerlige hegemoni. Arbejderklassen skulle blive hegemonisk, før en erobring af den politiske magt kunne finde sted. For at udøve et sådant lederskab, bygget på samtykke og anerkendelse fra andre sociale grupper, måtte arbejderklassen sætte de almene interesser over sine umiddelbare og specielle klasseinteresser. I forestillingen om en blok ligger tyngdepunktet altså mere på kampen om det kulturelle og ideologiske overtag i samfundet end på organisatoriske aftaler og formelt frontsamarbejde.

Arbejderklassens ledende rolle

I den socialistiske og kommunistiske tradition bliver arbejderklassen tilskrevet en ledende rolle indenfor alliancerne - særlig i kampen for socialisme. Argumentationen er følgende: Den grundlæggende modsætning i kapitalismen går mellem arbejde og kapital. Arbejderklassen er den produktive, den værdiskabende klasse, men det er kapitalen, der tilegner sig resultatet af arbejdernes arbejde.

Ud fra sin stilling i produktionen står arbejderklassen derfor i et umiddelbart modsætningsforhold til kapitalen med hensyn til løn, arbejdsforhold og råderet over eget arbejde. Desuden har arbejderklassen de bedste forudsætninger for at udvikle forståelse for sin egen samfundsmæssige situation: Når mange arbejdere på en større arbejdsplads står i samme situation, erkender de at deres vilkår er samfundsmæssigt og ikke individuelt bestemte. Mennesker der arbejder isoleret - f.eks. hjemmearbejdende kvinder - vil være tilbøjelige til at tilbageføre problemerne til egen person. Endvidere er arbejderklassen den talmæssigt største gruppe i et udviklet kapitalistisk samfund, og har udviklet de mest slagkraftige organisationer. Endelig har arbejderne den største magt - hvis de vælger at bruge den. En strejke i transportsektoren eller i produktionen kan lamme det borgerlige samfund, mens en strejke på f.eks. et universitet mærkes næppe af andre end dem der deltager i den.

Andre klasser og lag bliver indenfor den kommunistiske tradition ofte kaldt «forbundsfæller» for arbejderklassen. Der ligger deri en forstilling om, at de må indordne deres interesser under arbejderklassens. De er på en måde ikke førsterangsmedlemmer af en front med socialismen som mål. Disse lag repræsenterer særinteresser, mens arbejderklassen repræsenterer de almene interesser, fordi den ikke har nogen privilegier, og tydeligvis er bedre tjent med et klasseløst samfund. Gramscis opfattelse var på dette punkt anderledes. Kun ved at opgive sine snævre særinteresser kunne arbejderklassen blive den ledende.

Også nyere socialistiske teoretikere har stillet sig kritiske til tanken om arbejderklassen som overordnet og andre som underordnede. F.eks. har Herbert Marcuse anset intellektuelle og underprivilegerede minoriteter for den revolutionære fortrop, fordi arbejderklassen efter hans mening er borgerliggjort. Andre har ud fra følgende tankegang sat spørgsmålstegn ved forestillingen om en ledende klasse overhovedet: Den egentlige arbejderklasse går talmæssigt tilbage i de vestlige industrisamfund og de sociale mellemlag vokser. Især de lavere lag i mellemlagene har en livs- og arbejdssituation, der ligger nær arbejderklassens. Modsætningerne i samfundet slår ikke længere specielt tydeligt ud i produktionen, men viser sig på nye områder: i form af «offentlig nød», som kriser i traditionelle bolig- og samlivsforhold og i borgerlig kultur og ideologi. Disse modsætninger udtrykkes lige skarpt udenfor som indenfor den traditionelle arbejderklasse. Derfor kan én klasse ikke blive den ledende, hævdes det. Alle grupper der ud fra arbejdet med sine særlige problemer udvikler et socialistisk perspektiv, er ligeværdige deltagere i alliancen.

Denne nyere kritik synes gyldig, når den sår tvivl om, at folk udenfor arbejderklassen må underkaste sig og opgive egne specielle grunde til et antikapitalistisk standpunkt. Folk kan mobiliseres lige så reelt og solidt for socialismen på grund af socialt og kulturelt ubehag ved kapitalismen, som på grund af et direkte økonomisk modsætningsforhold til kapitalen. Men i sidste ende vil overgangen til socialismen være et spørgsmål om samfundsmæssig magt. Kommer det til en afgørende konfrontation mellem klasser, må arbejderklassen på grund af sin størrelse, sin evne til at organisere og sin plads i produktionen fortsat udgøre det sociale tyngdepunkt i den socialistiske alliance.

Sammenligner man de to hovedforsøg på udviklingen af strategiske alliancer i de udviklede kapitalistiske samfund kan det 80 år efter oktoberrevolutionen (i 1917) konstateres, at den reformorienterede del af arbejderbevægelsens strategiske alliance med borgerskabet hidtil har haft betydelig større succes end den revolutionære del af arbejderbevægelsens forsøg på at etablere alliancer mhp. overgang til socialisme. Denne situation vil sandsynligvis først ændres i det øjeblik, den strategiske alliance mellem borgerskab og arbejderklasse bryder sammen.

A.J.

Litteratur

N. Poulantzas: Politisk makt och sociale klasser, Mölndal 1970.
Pau Puig i Scotoni: Hegemoni og revolusjon hos Antonio Gramsci, Kontrast 7/1977.
K. Kjeldstadli: Arbeider, bonde, våre hære.. Tidsskrift for arbeiderbevegelsens historie 2/1978.