Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Dansk revolutionært arbejderparti. Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister (KAm-l) blev stiftet d. 30. december 1973 og nedlagt d. 26. marts 1983, hvorefter de fleste af den lille snes tilbageværende meldte sig ind i VS.

Organisationen blev dannet med det formål at genskabe et revolutionært kommunistisk arbejderparti, som alternativ til de reformistiske partier - Socialdemokratiet, SF og DKP - og som alternativ til den «småborgerlige venstrefløj», hvortil man regnede VS og de øvrige revolutionære smågrupper.

En del af «m-l-bevægelsen»

KAm-l var et af flere danske produkter af den splittelse i den internationale kommunistiske bevægelse, der begyndte i slutningen af 50´erne, men først blev synlig i begyndelsen af 60´erne. KAm-l valgte side til fordel for Kinas Kommunistiske Parti, og betragtede sig – som de øvrige marxistisk-leninistiske grupper – som en dansk forpost i kampen mod den sovjetiske revisionisme.

De fleste andre grupper på den danske venstrefløj var opstået som følge af splittelser eller udspaltninger fra andre organisationer. Men KAm-l´s dannelse var faktisk en sammenslutning af to mindre grupper, nemlig «Gruppen Omkring Arbejderbladet», der især holdt til i København, og «Kommunistiske Arbejdere», der havde mindre afdelinger i Århus, Horsens og Odense. Sidstnævnte gruppe udgav Arbejderavisen.

De fleste af de ledende personer i de to grupper havde en fortid i KFML, og enkelte havde også en fortid i DKP/DKU. Men de var enige om at tage afstand fra KFML´s ensidige satsen på den studerende ungdom og mente, at man måtte koncentrere alle kræfter om at sprede det revolutionære budskab blandt industriarbejderne. De tog også afstand fra KFML´s – i øvrigt temmelig forsigtige – forsøg på at lægge luft til Stalin (KFML tilsluttede sig hurtigt Kinas Kommunistiske Partis opfattelse af Stalins politik som «70% god, 30% dårlig»)

1972-76 Samlingsproces

Forud for samlingen i KAm-l var der en længere – og til tider meget skarp – debat mellem folkene i de to grupper. Drivkraften i debatten var «Gruppen Omkring Arbejderbladet», og redaktøren af gruppens blad Jørgen Larsen (skibsbygger på B&W, afdød), der især satte ind mod den økonomistiske og syndikalistiske linje, som man opfattede at gruppen omkring «Kommunistiske Arbejdere» stod for.

I «Gruppen Omkring Arbejderbladet» studerede man flittigt Lenins metode til samling af de revolutionære i Rusland, som den blev beskrevet i skriftet «Hvad må der gøres?». Det lykkedes rent faktisk at anvende metoden med held i forhold til samlingen med «Kommunistiske Arbejdere». Og det lykkedes også at isolere den næsten rent syndikalistiske og samtidig populistiske linje som lederen af «Kommunistiske Arbejdere» John Max Pedersen stod for. (Den – nu afdøde - John Max Pedersen var tidligere DKU´er, KFML´er, ernærede sig som ufaglært arbejder og senere forfatter).

Kort tid efter KAm-l´s dannelse fik man tilslutning fra flertallet i «Den Faglige Gruppe» i Odense, der havde en vis basis på Lindøværftet. Og lidt senere tilsluttede flertallet i «Indokina-Komiteerne» sig også KAm-l, ligesom man blev i stand til at oprette afdelinger i en lang række byer landet over.

Organisationens medlemstal var i 1976 på sit højeste: 150 medlemmer, hovedsagelig unge arbejdere, men også en del såkaldte «ps´er» («proletariserede studenter»). Herudover var der lige så mange organiserede sympatisører, hvor studerende og andre «mellemlagsfolk» var i overvægt.

Politik og aktivitet

Organisationens aktiviteter var omfattende, størrelsen taget i betragtning. Der blev udgivet et 14-dages blad Arbejderbladet, et teoretisk tidsskrift Kampens Vej, diverse pjecer og bøger. Herudover havde enhver KAm-l-afdeling med respekt for sig selv sin egen boghandel. Der blev holdt studiekredse i marxisme, afholdt offentlige møder osv. Organisationen havde også flere musikgrupper, heriblandt rockbandet De Røde Raketter, hvor drivkræfterne var tidligere medlemmer af Røde Mor. (Disse havde i øvrigt forladt Røde Mor pga. gruppens manglende vilje til at leve op til sin egen formålsparagraf om at lave «politisk proletarisk kunst».) KAm-l tog også initiativ til dannelsen af Røde Stjerne boldklubber i flere byer, hvoraf i hvert fald to (i København og Odense) eksisterer endnu.

Herudover var mange af medlemmerne yderst aktive i lokale aktiviteter som strejkestøttearbejde, beboerarbejde og ikke mindst, fagligt arbejde. Til at begynde skete det gennem en nærmest syndikalistisk faglig linje, der – under inspiration fra det svenske KFML(r ) – gik under parolen «Leve de vilde strejker – skub fagforeningen til side». Da de fleste af gruppens medlemmer havde deres daglige gang på landets industriarbejdspladser, fik de hurtigt pillet den slags vildfarelser ud af hovedet. I takt med at flere af medlemmerne selv blev valgt ind i klubbestyrelser og som tillidsrepræsentanter reviderede man analysen af fagforeningerne.

Op til folketingsvalget i december 1974 vakte organisationens ledelse furore, ved at foreslå at man skulle støtte DKP. Det var et halvt skridt ud af sekterismen, idet organisationens linje indtil da havde været at opfordre vælgerne til boykot af folketingsvalg. Men også kun et halvt skridt, for begrundelsen var at man skulle støtte DKP «som rebet støtter den hængte». DKP skulle have mere magt, så det kunne komme til at afsløre sig som et reformistiske parti.

I midten af halvfjerdserne bearbejdede gruppen grundigt erfaringerne fra massemobiliseringen imod Hartling-regeringen. Det førte til – efterhånden mere og mere konkrete – forsøg på at udforme en politik for kampen for et nyt arbejderflertal, hvor man samtidig afgrænsede sig fra SF og DKP´s reformistiske strategi. KAm-l forsøgte aggressivt at tvinge resten af den revolutionære venstrefløj – og især VS – til at forholde sig til dette projekt, men der var først lydhørhed for det, efter at KAm-l var nedlagt.

På det udenrigspolitiske felt stod KAm-l til at begynde med entydigt på Kinas side, og faldt også i den klassiske grøft med at forsvare Kinas udenrigspolitik på punkter, hvor den klart stred imod sund revolutionær fornuft («Tre verdens teorien», Kinas opbakning til EF, samarbejdet med USA – alt sammen i de første år i 70´erne). Kinas holdning til revolutionsforsøget i Portugal og til forskellige nationale befrielsesbevægelser blev dog for meget. Man endte med at tage tydeligt afstand fra den kinesiske udenrigspolitik. Drivkraften heri var ikke mindst Poul Villaume, der leverede mange konkrete analyser af internationale forhold.

Forholdet til andre organisationer

Organisationens vigtigste mærkesag – opbygningen af det revolutionære kommunistiske parti – gik det meget trægt med. Det skyldtes ikke mindst organisationens egen analyse: Resten af venstrefløjens organisationer var småborgerlige socialister, som man ikke kunne samarbejde med om det projekt.

I organisationens første år – hvor konkurrencen var hård blandt de marxistisk-leninistiske grupper – forsøgte man at komme i dialog med MLE (Marxistisk-Leninistisk Enhedsforbund). Det var vel at mærke «dialog» efter datidens marxistisk-leninistiske normer, nemlig som kraftig polemik imod MLE´s strategi om «folket mod monopolkapitalen», som man betragtede som reformistisk. Der kom ikke nogen samling ud af det. MLE blev splittet, og en del meldte sig ind i KFML/KAP.

Arvefjenden KFML kom man aldrig tæt på, selv om der blev gjort et forsøg op til KFML´s navneskifte til KAP. I den forbindelse udgav KAm-l en pjece, der gennemheglede forslaget til program for KAP. Men der var ikke tilsvarende debatlyst fra den anden side.

I midten af halvfjerdserne nåede KAm-l så langt som at udgive et fælles teoretisk tidsskrift - «Rød Debat» - sammen med en anden smågruppe, Forbundet Socialisterne. VS blev også inviteret, men var ikke interesseret. Heller ikke dette kom der nogen samling ud af. Men de to organisationer fik afklaret, hvori deres uenigheder bestod. Tidsskriftet vakte en del interesse på resten af venstrefløjen, der her kunne følge med i en hidsig debat om den rette taktik i forhold til Socialdemokratiet og kampen mod indkomstpolitikken.

I begyndelsen af 80´erne førte splittelse i DKP til dannelsen af Fælles Kurs, der tilsyneladende havde aktionsenhed, samling på venstrefløjen og afklaring af mål og midler i kampen for socialismen på programmet. Det viste sig hurtigt at være en vildand. Fælles Kurs var blot et redskab for nogle få personers – især hovedmanden Preben Møller Hansens – personlige ambitioner, så flertallet af KAm-l besluttede at trække sig ud, efter at have stillet forslag om opløsning af Fælles Kurs.

Samtidig med det havde man efterhånden fået udlevet de fleste af «børnesygdommene», men var samtidig blevet kraftigt svækket medlemsmæssigt. Det var ikke længere muligt at udgive et blad. I stedet blev der udgivet et debatblad Kamelposten, hvor de få tilbageværende forsøgte at få gang i mere grundlæggende diskussioner om revolutionær teori, og konkret analyse af klasserne i Danmark. Man blev samtidig mere åbne over for resten af venstrefløjen, og nåede til samme erkendelse som flere andre smågrupper, nemlig at VS – alle fejl og mangler til trods – var det bedste udgangspunkt for at arbejde videre med målsætningen om en samling i et revolutionært parti.

Hvad puklede «kamelerne» for?

Baggrunden for KAm-l´s dannelse og organisationens politiske udvikling i de knap 10 år den eksisterede, er grundigt beskrevet af organisationen selv. Det skete i form af pjecen «Hvad puklede kamelerne for», der blev godkendt på gruppens afviklingskongres i marts 1983. «Kamelerne» var venstrefløjens kælenavn for organisationens medlemmer, som de hurtigt – og ikke uden en vis stolthed - tog til sig.

Skriftet «Hvad puklede kamelerne for» er noget af et særsyn på den danske venstrefløj. Der er tale om en grundig redegørelse for organisationens baggrund og politiske udvikling. Først og fremmest er der tale om en gennemgribende selvkritik. Den «røde tråd» i skriftet er påvisningen af, hvordan organisationens politik udviklede sig i en stadig kamp mellem økonomisme og forsøg på bevidst revolutionær politik. Det skildres også, hvordan organisationen gennemlever de forskellige stadier i «kommunismens børnesygdomme», for til sidst at gå i opløsning som følge af opgøret med det sekteriske og stalinistiske udgangspunkt.

Pjecen er samtidig et lille stykke venstrefløjshistorie. Selvkritikken er nemlig ikke mere ydmyg, end at man mente, at KAm-l i større eller mindre grad og i forskellige variationer, delte sine fejl med resten af partierne og grupperne på den revolutionære venstrefløj.

1983 Ind i VS

Efter afviklingskongressen i 1983 blev de tilbageværende «kameler» optaget i VS. Deres bidrag til samlingen af venstrefløjen i et revolutionært parti var i virkeligheden nok større efter optagelsen i VS. Her var de med til at stifte den såkaldte «venstreopposition» (VOP), og deltog i kampen mod de «røde realister» (Anne Grethe Holmsgård, Jørgen Lenger m. fl.), hvis politik man så som en ny udgave af reformismen. «Kamelerne» deltog aktivt i defineringen af et nyt grundlag for VS, efter at partiet røg ud af folketinget, i form af det såkaldte «blå papir» på VS' kongres i 1988. Her blev det slået fast, at VS måtte gå på to ben: Dels arbejde for større aktionsenhed i arbejderbevægelsen og på venstrefløjen, dels arbejde systematisk med samlingen af de revolutionære i et parti.

Ved siden af dette, arbejdede «kamelerne» videre med forsøget på at få et «tværmarxistisk» tidsskrift op at stå, hvor den teoretiske debat mellem de forskellige grupperinger på venstrefløjen kunne udfolde sig. Til det formål havde man ved nedlæggelsen af KAm-l oprettet en fond på ca. 70.000 kr. Det var tæt på at lykkes i midten af 80´erne. En arbejdsgruppe bestående af folk fra VS, Internationale Socialister, Revolutionære Socialister og Socialistisk Arbejderparti arbejdede gennem et års tid med projektet, men det løb ud i sandet, uden at der kom en ordentligt afklaring af hvorfor.

I 1990 lykkedes det imidlertid at få et sådant tidsskrift op at stå, nemlig tidsskriftet Giraffen, der udkom fra 1990 til 1995. Bladets formålsparagraf var helt i tråd med KAm-l´s oprindelige formål med et sådant blad, og til at begynde med var der også en vis interesse på resten af venstrefløjen, som var pænt repræsenteret i bladets redaktion. Men endnu engang måtte man sande, at tiden ikke var moden til «systematisk meningsudveksling» med henblik på samling af de revolutionære. Bladet antog mere og mere karakter af et kulturradikalt tidsskrift, uden noget klart politisk formål.

F.S.