Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
   .  Fascisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 10.577
: :
Michels, Robert

Michels (1876-1936), tysk samfundsvidenskabsmand. Robert Michels står med sine studier af de politiske partier centralt indenfor samfundsvidenskabens historie, og er for eftertiden blevet stående som faderen til tesen om «oligarkiets jernlov» (se Oligarki).

Han blev født i Köln af katolske forældre med rødder i både Italien, Frankrig og Tyskland. Hans far var industrileder, og familiens kosmopolitiske og borgerlige baggrund skulle også præge Michels liv: Han overvejede først en karriere indenfor den prøjsiske hær, fik sin uddannelse i Berlin, Paris, München, Leipzig og Halle, men brød så fuldstændig med sin baggrund og deltog aktivt på venstrefløjen i tysk politik. Samtidig indledte han en akademisk karriere, der bragte han til stillinger ved universiteter i Tyskland, Belgien, Italien, Schweiz og USA. Hans intellektuelle udvikling kan belyses af det forhold, at han først blev nægtet en universitetsstilling i Tyskland på grund af sine marxistiske synspunkter for så at ende som professor i Rom efter personlig invitation fra Mussolini.

Han fik sin første universitetsstilling i 1904 som docent i Marburg. Indenfor politikken var han engageret i det tyske socialdemokratiske parti (SPD) indenfor den syndikalistiske oppositionsfløj, og var delegeret på partikongresserne i 1903, 1904 og 1905 samt kandidat til Rigsdagen i 1907. Samme år måtte han drage til Torino, hvor han boede til 1913, da han sammen med Max Weber blev medredaktør af det kendte «Arkiv for socialvidenskab og socialpolitik». I 1914 flyttede han til Basel som professor i økonomi efter at have nægtet at støtte Tyskland ved krigsudbruddet.

Michels berømmelse bygger væsentligt på bogen «Politiske partier», som udkom i 1911. Politisk set er bogen et angreb på SPD for dets manglende indre demokrati og lunkne socialisme, skrevet af en desillusioneret syndikalist der vaklede mellem marxisme og elitisme. Forestillingen om at eliten nødvendigvis måtte lede, havde han hentet fra sin kollega ved Torinouniversitetet, Gaetano Mosca. I et akademisk perspektiv står «Politiske partier» som en undersøgelse af, hvordan de nødvendige krav til organisationsopbygning i samspil med massernes og elitens psykologi efterhånden undergraver organisationens oprindelige formål og demokratiske struktur. Bogens tese er todelt.

Den hævder for det første, at et parti altid vil udvikle en enevældig elite, for det andet at denne elite vil udvikle interesser, som går på tværs af medlemmernes. Både Webers tese om bureaukratiet som den mest effektive organisationsform og Moscas om elitestyrets uundgåelighed giver sammen med enkelte grundholdninger fra marxismen udgangspunkt for Michels analyse og kritik af SPD. Det var Moscas opfattelse af syndikalismen som en utopisk drøm, der fik Michels begejstring for syndikalismen til at dale - uden at han dog helt opgav dets Rousseau-inspirerede tanker om umuligheden af et indirekte demokrati. Da «Politiske partier» blev skrevet, var Michels på intellektuel vandring fra Rousseaus demokratiideal til Moscas eliteperspektiv, politisk set fra syndikalismen og medlemskab af SPD (som han forlod i 1907) til stærkt positive holdninger overfor Mussolinis fascisme. Når det ideelle demokrati ikke var muligt, måtte man tage konsekvensen af det og fremhæve eliternes ret. Han gjorde efterhånden en dyd ud af, hvad der tidligere havde været et problem.

«Politiske partier» fik en central plads i den senere diskussion om demokrati, socialisme og partier, til trods for sin noget usystematiske karakter både teoretisk og empirisk - og mærket som den var af at være blevet til i et skæringspunkt i forfatterens udvikling. Det er flere årsager til dette. For det første var den aktuel, ved at den behandlede udviklingen i SPD frem til 1911.

Mens kritikken af massedemokratiet og massepartier før var kommet fra de konservative (som Mosca) og til dels liberale cirkler (som den russiske partiforsker og jurist Ostrogorski), fik man i Michels et akademisk funderet angreb på «partivældet» fra revolutionært socialistisk hold. Dette hænger sammen med et tredje forhold knyttet til den socialistiske debat: Man fik her for første gang præsenteret socialismen ikke blot som et spørgsmål om magtovertagelse og det socialistiske samfunds karakter, men også som et administrativt problem.

Når vi i dag læser Michels bog, er det vigtigt at være opmærksom på den rolle, som marxismen spiller i analysen. For nogle har hans undersøgelse af SPD nærmere repræsenteret en påvisning af demokrati end af oligarki, at elite og masse står for de samme synspunkter snarere end forskellige. Men for Michels var arbejderklassens objektive interesser givet ved den marxistiske analyse, og ledelsens afvigelse fra denne måtte skyldes oligarki. Hvis medlemmerne så viste sig at være enige med ledelsen, viste det blot, at de var manipuleret. I dag er «Politiske partier» i første række interessant pga. dens plads indenfor europæisk åndshistorie og som et katalog over oligarkifremmende og oligarkihæmmende mekanismer i politiske partier specielt og i frivillige organisationer generelt.

I sin senere karriere tog Michels andre temaer op indenfor politisk sociologi og skrev om nationalisme, social mobilitet og eliter, og om italiensk socialisme og fascisme - i en tone der blev stadig mere antidemokratisk. Noget mere atypisk i tidens akademiske miljø var hans tidlige interesse for kvindesag, den kvindelige arbejder, seksualmoral og fødselskontrol.

K.He.