Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi  .  Udviklingsteori
    .  Humaniora  .  Historie
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 6/10 2003
Læst af: 11.868
: :
Asiatisk produktionsmåde

En produktionsmetode, hvor landbrug er det væsentligste grundlag for et klassedelt samfund og hvor merværdien akkumuleres af staten, fordi den på fællesskabets vegne har rettigheder til produktionsfaktorer og produkter. Samfundsdynamiken beror på, hvor stor del af merværdien, staten «opsamler» og på produktiviteten i statens anvendelse af indtægterne til forskellige opgaver i samfundsøkonomien.

Historiske eksempler

Denne type samfund, har eksisteret i og uden for Asien gennem 5-6.000 år. Det er en form for klassedelt samfund, der har eksisteret siden landbrugets oprindelse og frem til kapitalismen, især i det nedbørsfattige bælte, der går tværs over jordkloden, fra Kina gennem Nordindien og Centralasien, Vestasien og Nordafrika, og de gamle Maya- og Inkasamfund - hertil skal lægges en del historiske samfund i Afrika, syd for Sahara og i Syd- og Sydøstasien. Af grænsetilfælde kan nævnes en række traditionelle afrikanske kongedømmer og pseudostatsdannelser i det prækapitalistiske Polynesien (Hawaii). De første, historiske eksempler opstod med bystaterne i og omkring Mesopotamien, mens man af senere eksempler kan nævne nogle områder i Kina og Centralasien, frem til vort århundrede.

Karakteristika

Grundtrækket er, at staten dominerer akkumulering af merværdien fra producenterne i landbruget og andre erhvervsområder. De mindste produktionsenheder er familiebaserede husholdninger. I lokalsamfundet finder en del specialisering sted f.eks. indenfor håndværkssektoren, så landsbyerne i nogen grad er en selvforsynende enheder. Retssystemet er kompliceret idet både staten, lokalgruppen og husholdningerne har rettigheder til den samme jord, mens staten hævder sine særlige rettigheder ved koncentration af merværdi, ud over det, der går til husholdningerne og til landsbyens funktioner.

Marx skriver om primitivt jordfællesskab, som grundlaget for lokale enheder i den asiatiske produktionsmetode, men det holder ikke i lyset af vore dages viden og er ikke nødvendig for definitionen. En husholdning kan få brugsret til jord ved at tilhøre en bestemt slægt, der har adgang til jord; staten giver en samling af husholdninger eller en gruppe ret til at bruge et stykke jord og staten kan netop selv danne grupper på denne måde, f.eks. i forbindelse med større udflytninger af dele af befolkningen. Særlige rettigheder til jord - men ikke alle - kan arves og handles eller jord kan kontrolleres af een blandt flere grupper i landsbyen, f.eks. i indiske landsbyer, hvor de jordbesiddende kaster deler udbyttet fra jorden, med de tjenesteydende kaster. Uafhængigt af den konkrete fordeling af jordrettighederne, er pointen statens ret til at opkræve en del af alt overskud. I ældre litteratur overdrives selvforsyningsgraden i lokalsamfundene - selv på stenalderniveau forekommer varebytning over kortere eller længere afstande og i asiatiske byer udvikledes håndværk, der både forsyner hæren og staten, landsbyerne og befolkningen i det hele taget.

Statens territorium er opdelt i provinser, som styres af en guvernør. Han leder og mobiliserer hærstyrker, opkræver jordskatter, handelsafgifter, bøder og pligtarbejde - hver husholdning skylder staten et antal arbejdstimer om året. Indtægterne deles mellem statskassen, provinsforvaltningen og guvernørens husholdning. Han beklæder stillingen dels ud fra bureaukratiske regler, dels ud fra herskerens nåde - og herskeren forflytter ham periodevis for at begrænse den personlige magt, guvernøren kan opnå. Det er vanskeligt for herskeren at have konstant kontrol med guvernørerne og de lokale ledere.

De herskende klasser er specielle forvaltningsfolk og præsteskabet. Statens enhed symboliseres ved herskerens person og hans dynasti. Forvaltningsfolkene styrer staten i samarbejde med præsternes ansvar for det religiøse liv. Undertiden forenes verdsligt og religiøst styre i eet symbol (præstekonger i Mesopotamien, Dalai Lama i Tibet, Sultan-khalifferne i det osmanniske rige). Klassedelingen er baseret på uddannelse, position i forvaltningsapparatet, rigdom opstået ved handel og kontrollen over jorden, og tilhørsforhold til forskellige etniske og religiøse grupper med forskellige forhold til produktionsmidlerne.

Familierne fastholder deres positioner gennem længere tid og i visse asiatiske samfund, opstår kaster. Der er alligevel ret stor mobilitet på tværs af klasseskellene, f.eks. ved muligheden for at gøre karriere i bureaukratiet (jfr. islamiske stater og Kina). Staten satser på at forsøge at samle merværdi på de områder, hvor det lettest kan realiseres, hvilket specielt er: 1. landsbyer; 2. byer, oaser og andre lokaliteter på handelsruter; 3. større vandingsanlæg. Opførelse og drift af de sidstnævnte, forudsætter samordning og er een af statens kilder til magt. I modsætning til, hvad mange (f.eks. Wittfogel) har hævdet, er sådanne vandingsanlæg hverken nødvendige eller tilstrækkelig begrundelse for en asiatisk produktionsmetode, men de findes i mange samfund af den type. Staten kan forholdsvist enkelt opkræve merværdi i forbindelse med kontrollen over vandingsanlæggene. Staten financierer forvaltning, hæren, veje, postvæsenet og byggerier med både praktiske og ideologiske funktioner. Arbejdskraften er dels slaver og dels tvangsudskrevne undersåtter, men også lønnede specialister, især håndværkere. Derved medvirker den offentlige virksomhed til at stimulere økonomien.

Statens kontrol over befolkningen er begrænset - takket være præindustriel kommunikation og økonomi. Udover et minimum af fælles ideologi og regler inden for økonomi og politik, forudsætter systemet ingen kulturel ensartethed. Det «lokale» liv går sin gang og samfundet får præg af kulturel mangfoldighed. Kulturelle forskelle bruges i arbejdsdelingen, så forskellige etniske og religiøse grupper får hver deres opgaver (jfr. kaster i Indien, jøder og kristne i islamiske stater).

Indbyggede tendenser til forandringer

I perioder har de asiatiske samfund udvist stor kulturel og økonomisk kreativitet, som f.eks. Mesopotamien og Egypten, hvor man havde vandingsanlæg, okseplove, skriftsprog, love, matematik etc, og Kina, som i middelalderen udviklede sig stærkt teknologisk og antagelig var på nippet til at udvikle en kinesisk kapitalisme. Under givne indre og ydre omstændigheder, udvikler de asiatiske samfund sig kulturelt og økonomisk - de stagnerer ikke, som mange europæere fejlagtigt tror.

Hvis statens akkumulering og fordeling forstyrres, kan produktionsmåden begynde at ændre sig i ikke-asiatisk retning:

  1. Magtcentrets kontrol svækkes, så guvernørerne foranstalter kupforsøg og opretter selvstændige stater.
  2. Hvis magtcentrets kontrol over periferien svækkes, kan jorden, som overtages af slægtsgrupper og produktionsmåden gå i retning af decideret stammeorganisationsform. Det har fundet sted adskillige gange, når imperier er brudt sammen i Indien, Mellemøsten, Mellemamerika osv.
  3. I princippet skal skatter og afgifter på jord være identiske, da staten har krav på al jord, men jordafgifterne kan godt finde vej til private lommer. Bag herskerens ryg kan guvernøren gøre embedet til sin families ejendom og befolkningen bliver personligt afhængig af ham. Det er en udvikling i feudal retning.
  4. Skatteopkræverne, f.eks. guvernøren eller entreprenører, som har fået opgaver af staten, skaffer sig kontrol over jorden og omsætter den med fortjeneste. De binder kontraktligt arbejdskraften til sig og så opstår et skel mellem kapital og arbejde, med mulighed for at en kapitalistisk udvikling( som i dele af det Osmanniske rige i 1800-tallet).
  5. Herskeren misrøgter ledelsesapparatet og importerer varer og tjenesteydelser for at opføre nye pragtværker( i stil med Taj Mahal). Med tiden svækkes staten og det økonomiske grundlag, og landet bliver bytte for ydre fjender. I en sådan situation, erobrede England Mogul-Indien.
  6. Eksterne kapitalinteresser vinder indpas og eksporterer en stadig større del af merværdien fra landet til den kapitalistiske metropol (som i flere asiatiske lande i det 19. århundrede).
  7. Stillet over for en kapitalistisk modstander, kan en asiatisk stat udnytte sine organisatoriske fortrin, mobilisere befolkning og ressourcer under statens ledelse, forandres og bevare uafhængigheden - som Japan efter Meijireformerne.
  8. Og således truet kan en asiatisk stat reorganisere sig og gå direkte mod socialismen - som tilfældet var med den kinesiske revolution.

Potentialet for forandringer i den asiatiske produktionsmåde er stort, helt modsat hvad ganske mange har hævdet ud fra de specifikt europæiske erfaringer.

Konkrete samfundsdannelser

Det enkelte, konkrete, historiske samfund, samfundsdannelserne, omfatter elementer fra flere produktionsmåder: asiatisk og stammemæssig i mellemøstlige imperier, asiatisk, feudal og kapitalistisk i 1800-tallets Mellemøsten og stammemæssig, asiatisk, feudal, kapitalistisk og socialistisk i dele af det centralasiatiske Sovjet i 1920'erne.

Forskellige syn på den asiatiske produktionsmåde

I diskussionen om den asiatiske produktionsmåde har de fleste fra Marx og fremefter lagt vægt på 1. Statens akkumulering, 2. Primitiv, lokal fællesejendom, 3. Stagnation og 4. Politisk despoti. Man kan konstatere at punkt 1. er det vigtigste, punkt 2 er ligegyldigt og delvist misvisende, 3 er groft fejlagtigt og 4 er en vestlig fordom. Både punkterne 1, 2 og 3 har deres udspring i det 19. århundredes vestlige, ensporede udviklingsfilosofi, sammenkoblet med europæernes foragt for det Asien, som stagnerede under europæisk imperialisme og idéen om europæisk «demokrati», som modstykke til asiatisk «despoti».

Et falsk eller nyttigt begreb?

Fra Marx' tid har der rådet stærk uenighed om definitionen og den historiske fortolkning af asiatisk produktionsmåde. Temaet er enten en del af, eller er udeladt fra, socialistisk litteratur i forbindelse med det politiske opgør om hvorvidt socialismen i Rusland, Kina og andre lande, kan nås med andre udgangspunkter end det feudalt/kapitalistiske. Trotskij understregede det asiatiske aspekt i Rusland og Kina, Stalin gik ind for en enstrenget udvikling: feudalisme-kapitalisme-socialisme.( Jvf. bogen «Marxismen-Leninismens grundlag», hvor begrebet «asiatisk» er udeladt fra oversigten af historiske årsager). Under udrensningerne i 30'erne, forsvandt forskere, som havde hævdet at asiatiske samfund faktisk eksisterede.

Revolutionerne udenfor Europa og det voksende kendskab til ikke-europæiske befolkninger, har på ny gjort «asiatisk produktionsmåde» til et debatemne. Det er blevet indlysende at mærkatet «asiatisk» for alle samfund og epoker, som er nævnt ovenfor, kun har begrænset nytteværdi. Det har haft sin mission ved at påvise at der findes produktionsmåder som ikke er antik, germansk, feudal, kapitalistisk osv, der passer så fint til europæiske erfaringer. De klassedelte agrar- og statssamfund udenfor Europa, synes at have visse fællestræk, og det er frugtbart at studere dem, men alle samfund, som helt eller delvist hører under kategorien «asiatisk», udviser så store forskelligheder, at opgaven nu består i at skabe flere modeller, der bedre kan forklare forskellene.

R.Gr.

Litteratur

K. Marx: Verker i utvalg, bd. 2, Oslo 1970.
Marxismen-leninismens grunnlag. Lærebok, Moskva 1960, Oslo 1962.
G. Sofri: Det asiatiske produktionssättet. En marxistisk stridsfråga, Stockholm 1975.
K. Wittfogel: Oriental despotism. A comparative study of total power, New Haven 1957.