Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
     .  Politik
     .  Økonomi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 8.043
: :
Samfundsplanlægning

Samfundsplanlægning betyder disponering af samfundsressourcerne på en systematisk måde på grundlag af politiske beslutninger med det formål at øge velfærden blandt samfundsborgerne. Det modsatte er at disponere ressourcerne ud fra privat- eller markedsøkonomiske hensyn.

Den store planlægningsdebat

Samfundsplanlægning har traditionelt været et centralt elemenet i en socialistisk strategi for samfundsomdannelse, mens den borgerligt-liberale politiske tænkning har været negativt indstillet til samfundsplanlægning. Efter den russiske revolutionen i 1917 fik de socialistiske partier i andre lande et konkret forbillede for samfundsplanlægning. «Den store planlægningsdebat» i mellemkrigstiden mellem socialister og liberale havde særlig dette forbillede som omdrejningspunkt. For de liberale fremtrådte samfundsplanlægningen som en trussel mod både økonomisk effektivitet og borgerligt frihed. For de liberale var markedsøkonomien en mekanisme som tillod en smidig tilpasning mellem udbud og efterspørgsel, og således garanterede at de tilgængelige ressourcer samfundsøkonomisk blev udnyttet bedst muligt.

I sidste ende hvilede denne økonomiske tilpasning på at forbrugerne havde frie valg indenfor udbudet af varer og tjenester. At der eksisterede konkurrerende økonomiske virksomheder, som var uafhængige af staten, var atter en garanti for politisk frihed. Dvs. for at der fandtes konkurrerende politiske partier der var financieret uafhængigt af staten. På det politiske område havde borgerne som vælgere derfor en frihed, der svarede til den frihed, de havde som forbrugere: At kunne vælge mellem indbyrdes konkurrerende alternativer.

For de liberale indebar samfundsplanlægning at fjerne den økonomiske og i næste omgang den politiske konkurrence. Samfundsplanlægning åbnede dermed «vejen til trældom» (Friederich von Hayek). Socialisterne understregede til gengæld de negative sider ved markedsøkonomien som de stadig tilbagevendende økonomiske kriser, arbejdsløsheden, inflationen, den skæve indtægtsfordeling, social nød og i desuden monotont og fantasidræbende arbejde samt det sundhedsfarlige arbejdsmiljø, det store flertal af arbejdere var udsat for.

En af de mest dramatiske kriser som i dette århundrede har ramt den kapitalistiske markedsøkonomi fandt sted i 1930'erne. Den var karakteriseret ved stærk produktionsnedgang, massearbejdsløshed og nød. Socialister mente, at denne krise en gang for alle demonstrerede det irrationelle i kapitalismen, som burde erstattes af en fornuftig planøkonomi. I de senere år er ødelæggelsen af miljøet og rovdriften på naturressourcerne blevet føjet til listen af klagepunkter mod den private markedsøkonomi.

Under og efter «den store debat» var forestillingerne om samfundsplanlægning præget af trækkene ved det sovjetiske forbillede: Bureaukratisk planapparat, centraliserede beslutningsprocesser, detaljregulering af investeringer og produktudvalg på produktionssiden. På forbrugssiden var resultatet et ensrettet forbrugsmønster, usmarte varer og kødannelse for at få fat i de varer der fandtes. Praksis viste senere, at samfundsplanlægning kan gennemføres på mange andre måder end de der blev praktiseret i Sovjetunionen. Den 2. verdenskrig fremtvang en gigantisk regulering af samfundsmaskineriet i alle lande, og viste at også den kapitalistiske økonomi kunne tæmmes for at tjene overordnede politiske mål.

Efterkrigstiden

Den samfundsplanlægning som i efterkrigstiden voksede frem i socialistiske og kapitalistiske lande, hang ikke på nogen entydig måde sammen med politiske ideologier som socialisme og kommunisme. Den stod heller ikke i et entydigt modsætningsforhold til kapitalismen. Tvært imod kunne planlægningen ses som en garanti for stabilitet i markedsøkonomien. Denne stabilitet hviler på en nydannelse ifht. den politiske organisering i forholdet mellem samfundsborgerne og statsapparatet: Fremvæksten af korporativ kanaler fra interesseorganisationer og ind i det offentlige forvaltningsapparat. Kanalerne udgør et forum for forhandlinger mellem repræsentanter for fag- og erhvervsorganisationer og offentlige institutioner med det formål at afveje interesser og dæmpe konflikter.

Det er uvist om denne kanal også kan fungere i en situation med økonomisk stagnation eller reduceret vækst. Bag denne uvished ligger der et generelt organisationsproblem, som knytter sig til samfundsplanlægningen som styringsform: Hvorledes kan vi konstruere institutioner som kan samordne hensynet til langsigtet overordnet styring mod formulerede mål, og samtidig garantere at målene vælges og ændres gennem en bred demokratisk proces?

Institutioner som stærkt understreger hensynet til langsigtet styring, rummer samtidig en fare for et bureaukratisk herredømme, mens de åbne institutioner er udsatte for faren for at glemme de langsigtede mål til fordel for «brød og skuespil». Dette problem har ikke nogen entydig løsning. Hvert land må formulere sin egen vej ud fra egne forudsætninger og mål.

Gennem samfundsplanlægning kan den politiske ledelse regulere: a) produktionsapparatet, b) omsætningsapparatet, c) fysisk, social og økonomisk opbygning af samfundet (infrastrukturen) og d) lokalisering af a, b og c. I vore dage foretager de fleste stater en større eller mindre samfundsplanlægning. Samfundsplanlægningens form - dvs. måden beslutningsprocessen er organiseret på - kan variere fra centraliseret til decentraliseret, og fra bureaukratisk til kooperativ. Jo stærkere et centralt planapparat er ifht. de enkelte produktions- og omsætningsled eller ifht. de lokale planorganer, jo mere centraliseret er planlægningen.

Planlægningssystemet har en kooperativ karakter, jo mere der er åbnet op for en selvstændig arbejderstyring af de enkelte led i produktions- og omsætningsapparatet eller infrastrukturen. Jo mere beslutninger vedrørende punkterne a-d) ovenfor opfattes som en sag for eksperter i planapparatet, jo mere bureaukratiseret er samfundsplanlægningen. Sovjetunionen var et land med en vidtgående, centraliseret og bureaukratiseret samfundsplanlægning. Jugoslavien eksperimenterede med et plansystem med kooperative elementer. Enkelte lande kan have en omfattende samfundsplanlægning ifht. a, c eller d, men samtidig basere omsætningsapparatet på markedsøkonomiske principper.

Danmark kan karakteriseres som et land med et moderat omfang af bureaukratiseret samfundsplanlægning på alle de ovenfor nævnte punkter. Da der eksisterer kommunale planlægningsorganer ved siden af de statslige, findes der også et element af decentraliseret planlægning.

Tre uløste problemer

Udviklingen i de vestlige industrilande har siden 1970'erne vist, at der findes tre typer af problemer, som den eksisterende samfundsplanlægning ikke har gode løsninger på: Det ene er kombinationen af økonomisk stagnation - og arbejdsløshed - og inflation - den såkaldte «stagflation». Ud fra keynesiansk økonomisk teori skulle begge dele ikke kunne forekomme på samme tid. Det andet problem er den ujævne regionale fordeling af vækst og velstand. De makroøkonomiske plantiltag er rettet mod sektorer og brancher - ikke distrikter. Økonomisk vækst i en industribranche fordeler sig imidlertid sjældent ens indenfor alle egne af landet. Tvært imod har det forholdt sig således, at vækst- og velstandsudviklingen har været koncentreret i bestemte egne, mens andre er «haltet bagefter».

Det tredje problem er, at der er opbygget et samfund, som er stærkt afhængig af råvarer, halvfabrikata og højteknologiske produkter fra udlandet. Hvis råvarekilderne afskæres eller tilførselslinierne blokeres, stopper hele samfundsmaskineriet meget lettere end tidligere. Det var bl.a. tilfældet under oliekrisen i 1974. Symptomet på problemet kan dæmpes ved at opbygge beredskabslagre og anvende erstatningsvarer. Men de strukturelle årsager til problemet - et samfund der er baseret på tillid til en fast international økonomisk arbejdsdeling - eksisterer der ikke megen planlægning overfor.

Den kapitalistiske krise der har præget verden siden starten af 1970'erne har dog samtidig medført, at en række økonomiske og politiske områder er blevet dereguleret. Den samfundsmæssige planlægning er blevet reduceret for at lade enkeltkapitalerne virke indenfor områder, der tidligere var offentlige. Årsagen til denne udvikling skal ikke primært søges i planlægningens problemer. Den skyldes i højere grad kapitalismens behov for at finde nye områder for kapitalakkumulationen og behovet for at fjerne nogle af de skranker der tidligere har eksisteret for dens ageren. Denne udvikling betyder for kapitalen, at visse kapitalfraktioner i perioder kan høste enorme ekstraprofitter, men også at kriserne bliver dybere. For samfundet som helhed betyder det et større spild og dårligere offentlige ydelser - indenfor specielt sundhed og uddannelse.

H.Ba.


Litteratur

F. v. Hayek: The Road to Serfdom, London 1935.
Ø. Østerud: Samfunnsplanlegging og politisk system, Oslo 1972.