Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
     .  Jura
    .  Humaniora  .  Historie
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 8.908
: :
Seip, Jens Arup
Jens Arup Seip
Jens Arup Seip

Seip (1905-), den mest indflydelsesrige historiker i norsk efterkrigstid. Hans skriftlige produktion er ikke stor, men præget af en kraft i tankegang og teori som gør, at den har influeret både jura, statsvidenskab og sociologi. Seip står som den eneste historiker i dialog med norsk samfundsvidenskab.

Jens Arup Seip tog embedseksamen i Oslo i 1931 og var professor samme sted 1952-75. Han var oprindelig middelalderhistoriker, og skrev som arkivar i rigsarkivet et par bøger om gammel norsk ret som vandt almindelig anerkendelse. Fra slutningen af 1930'erne vendte han sig mod studiet af den nyere norske historie, og det er gennem dette, at han har vundet sin indflydelse. Hans bidrag spænder her fra studiet af enevældens statsteori til en skitse af Arbejderpartiet efter 1945.

Alligevel ligger hovedvægten i hans arbejde i 1800 tallet med arbejder om Frederik Stang, Ole Jacob Broch, liberalismen som økonomisk-politisk system og Højesterets udvikling. En fremstilling. af Norges historie efter 1814 som sammenfatter hans resultater, er under udgivelse.

Seips kendemærke gennem disse arbejder er en sjælden evne til at formulere fyndige synteser af et kompliceret og delvis helt nyt stof, samt en sprogføring der gør ham til en af de store stilister i nyere norsk sagprosa.

Nogen samlet analyse af hans historiske metode foreligger endnu ikke. Flere træk springer umiddelbart i øjnene. Måske især hans usædvanlige evne til at periodisere historien. Seips opdeling og karakteristikker af tidsperioder og tendenser i norsk historie er skoledannende. I bestemmelsen af de enkelte tidsrum har han bl.a. udviklet raffinerede måder at analysere ideologier på, som gør at han får de underliggende mønstre i en tænkemåde frem og derfor kan han skelne mellem gamle aflejringer og nyere indslag i en persons eller en generations tankegods.

I sine analyser af historiens personer eller grupper lægger Seip stor vægt på det strategiske moment: På hvor de vil hen, og hvilke alliancer de indgår for at vinde frem. Aktørernes program, deres ideelle formål, reduceres til et strategisk element. Seips analyser opfattes derfor gerne som kyniske, og bliver kontroversielle når han udtaler sig om levende institutioner. I 1960'erne stod han centralt i samfundsdebatten med sine synspunkter om Arbejderpartiet som et stalinistisk parti - «Fra embedsmandsstat til etpartistat» - og med sin påvisning af, at Højesteret gennem historien har fungeret som et udpræget politisk organ.

Seip har ikke noget historisk system, ikke noget overordnet skema for tolkning af historiens enkeltbegivenheder. De linier han har trukket, er fornyende. Både overfor marxismen - som han står nær - og den ældre, national-idealistiske skole. Teoretisk har han altid taget afstand fra systembyggere - fra Koht til Toynbee   og han er i de seneste år også gået kraftig ud mod nogle af de mest almindelige tankemodeller i den moderne sociologi, som han opfatter som spændetrøjer.

Han er grundlæggende en dialektiker, der hvileløst betoner det modsætningsfyldte i historiens begivenhedsrækker, og som derfor ser alle forsøg på at konstruere universalforklaringer som et stykke ideologi, der falder for afprøvningen mod kildernes empiri.

Brodden i hans samfundstænkning rettes i første række mod de idealistiske forklaringer på historiens hændelser - uanset fra hvilken kant de rejses. På dette punkt indtager han i høj grad samme stilling som Ernst Sars (1835-1917), den gang han fornyede norsk historieforskning i forhold til sin tids idealisme. Seip har godt nok karakteriseret Sars som et politisk pamfletmager, og betonet hans ideologiske funktion. Alligevel løber der gennem hans egne arbejder en næsten lige så umiskendelig politisk tendens som hos Sars: En begrundelse af den politiske venstreopposition i efterkrigstidens Norge.

H.F.D.


Litteratur

Magt og motiv. Et festskrift til J. A. Seip, Oslo 1975.