Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Sundt (1841-1924), norsk forfatter og journalist. Karen Sundt var Norges første kvindelige avisredaktør. Fra 1890'erne skrev hun kolportageromaner for et stort «folkeligt» publikum.

Karen Sundts egen baggrund var liberal middelklasse, påvirket af grundtvigianismen. Hun uddannede sig gennem folkehøjskolen. Andre uddannelsesveje var lukkede for kvinder.

Fra 1870'erne engagerede hun sig politisk i partiet Venstre - bl.a. i Kristiania Arbejdersamfund. Efterhånden blev hun benyttet som foredragsholder, og hun arbejdede for Verdens Gang under Johan Sverdrup (1876-78). Efter et vikariat som redaktør på Venstreavisen Varden (i Skien), blev hun ansat som redaktionssekretær på Østlandsposten i 1886. Ved bruddet mellem det «moderate» og «rene» Venstre, sympatiserede Sundt med de «rene». Af den grund og pga. manglende «renhed» som kvinde, mistede hun sit job.

Både i skrift, tale og eget liv ønskede Sundt at frigøre kvinden - bl.a. også erotisk. Nu kunne hendes kærlighedsliv bruges politisk mod hende. Ofret på dobbeltmoralens alter kom hun ind i en religiøs krise og modererede sine kvindepolitiske synspunkter i skriftet «Kvinden i det politiske og offentlige liv». Her tager hun afstand fra «de frie Tanker og Anskuelser» hun før har stået for - også i sin egen livspraksis - og bruger Bibelen som referenceramme for en drøftelse af kvindens stilling.

Idealet er nu kvinden som hustru, som tålmodig og overbærende stræber for mand og børn. Kvinden bør værne om sin blufærdighed, og kravet om «renhed» må gælde begge køn. Begrundelsen for dette er bl.a. mændenes misbrug af fattige kvinder og negligeringen af faderens pligter overfor «uægte» børn, som Sundt mener hustruen ikke bør acceptere. For øvrigt forsvarer hun kvinders ret til uddannelse og arbejde, til råderet over indtægt og formue, og hun kræver stemmeret for kvinder som betaler skat. Hun kræver samtidig forbedring af arbejderklassens materielle vilkår og ser arbejderkvindernes sociale nød som én årsag til den seksuelle udbytning af dem. Sin religiøse tro beholdt Sundt resten af livet, og den prægede hendes romaner. Politisk blev hun imidlertid mere radikal og bevægede sig bort fra Venstre mod socialismen og kommunismen.

Det er som kolportageforfatter, at Karen Sundt har haft størst betydning. Hun var en af dem der mødte behovet hos en arbejderklasse, der var blevet læsekyndig, som havde råd til den billige hæftelitteratur og som havde behov for drømme og løfter om eventyr, men også for at læse om eget miljø.

I sine bøger fortæller Karen Sundt om arbejderklassens levevilkår, om nød, udnyttelse og udbytning, om alkoholisme og prostitution, og oftest har hun kvinderne i fokus. Vi hører om klassekampen, om arbejderklassens begyndende organisering, men læseren får også et løfte om muligheden for social opstigning - den fattige får den rige og bliver lykkeligt gift. Og det eksotiske får plads i hverdagen. Her kan man læse om «heltinden på Cuba» som anfører den militære befrielseskamp mod kolonistyret.

Med en forpligtelse om årligt at levere 800 bogsider for 500 kroner, må Karen Sundt af egen erfaring have vist hvad økonomisk udbytning indebar. Under stor modstand fra konservativt hold fik hun fra 1918 en lille årlig pension af Stortinget.

T.St.