Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Letland
DatoOpdatering
2013.12.11Opdatering 2013
2015.01.31Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 23/7 2016
Læst af: 159.411
Verden  .  Europa  .  Letland
: :
Letland
Befolkning2,4 mio.
ValutaLats
Areal64.500 Km2
HovedstadRiga
Befolkningstæthed37,2 indb./Km2    
HDI placering48    

Letlands geografi er kendetegnet ved at være forholdsvis lav (højeste punkt er Gaizins med 310 m), samt det store antal skove, søer og floder, der løber ud i Østersøen og Rigabugten i landets nordvestlige hjørne. Landets kyststrækning er 494 km land og rummer både vigtige havne og smukke strande. Zemgale sletten i den sydlige del af landet mod grænsen til Lithaun rummer landets mest frugtbare jorder, hvorfor det også regnes for landets kornkammer. De højereliggende områder dækker 40% af arealer og er især koncentreret i vest og nord mod grænsen til Estland. Klimaet er fugtigt og koldt, og somrene er regnfulde og korte med en gennemsnitstemperatur på 17°C. Vinteren strækker sig fra december til marts med temperaturer under 0°C og helt ned til -40°C. To-tredjedele af de opdyrkede jorder anvendes til dyrkningen af kornprodukter og resten til græsgange. Den vigtigste industrigren er metalindustrien - skibe, biler, jernbanevogne og landbrugsmaskiner - fulgt af motorcykler, elektriske apparater og videnskabelige instrumenter. De vigtigste miljøproblemer stammer fra industriens udledninger, hvilket har ført til en betydelig forurening af floder og søer.

Folket: Letterne og lithauerne er de to vigtigste indoeuropæiske folkeslag i Baltikum, med et sprog og en kultur der adskiller dem fra både germaner og slaver. Letterne udgør 52% af landets befolkning, russerne 34%, hviderusserne 4%, ukrainerne 3%, polakkerne 2,2% og lithauerne 1,3%.

Religion: Flertallet er protestanter (luthersk evangeliske) fulgt af katolikker.

Sprog: Lettisk (officielt), russisk og polsk

Politiske partier: Den nye Æra; Folkepartiet; Letlands Vej; Partiet for national forsoning; Bondeunionen; Alliancen «Fædreland og Frihed»; Letlands Socialdemokrati.

Sociale organisationer: Konføderationen af frie Fagforeninger.

Officielt navn: Latvijas Republika.

Administrativ inddeling: 33 distrikter

Hovedstad: Riga, 709.000 indb. (2010)

Andre vigtige byer: Daugavpils, 120.152 indb.; Liepaja, 100.271 indb.; Jelgava, 71.129 indb.; Jurmala, 59.247 indb. (1995).

Regering: Parlamentarisk republik. Raimonds Vējonis er siden juli 2015 landets præsident. Māris Kučinskis er siden februar 2016 premierminister. Parlamentet - Saeima - har ét kammer med 100 medlemmer, der vælges ved direkte valg.

Nationaldag: 18. november (Uafhængighedsdagen, 1918)

Væbnede styrker: 6.950 (1996).

 

De første indbyggere i det nuværende Letland var nomadestammer af jægere, fiskere og samlere, der emigrerede til skovene ved den baltiske kyst, efter gletcherne havde trukket sig tilbage efter sidste istid. Omkring år 2.000 f.v.t. blev disse folk fortrængt af de baltiske folk, der var indoeuropæiske stammer, der udviklede landbrug og permanent slog sig ned i Letland, Lithaun og det østlige Prøjsen.

Letterne er en af de vigtigste grene i den gamle gruppe af baltiske folk, der var i kontakt med Romerriget gennem deres handel med rav. Denne handel nåede sit højdepunkt under de første århundreder af vor tidsregning, og blev først afbrudt af slavernes ekspansion mod Central- og Østeuropa. De baltiske folks handelsmæssige og kulturelle relationer orienteredes nu istedet mod deres skandinaviske naboer.

Danskernes ekspansion mod stepperne nord for Sortehavet skete ad floderne Dvina og Dnepr og igennem lettisk område. I det 10. og 11. århundrede stredes svenskere og russere om dette område, og i det 12. århundrede ankom tyske krigere og missionærer til den lettiske kyst, der var beboet af livo'erne, hvorfor tyskerne kaldte området for Livonia. I 1202 stiftede biskoppen i regionen - med tilladelse fra Rom - Sværd-ordenen (se Estland).

Før ordenen i 1237 blev omdannet til Teutoner-ordenen, havde tyskerne underlagt sig og kristnet de lettiske og estiske stammer. Teutonerne dannede den såkaldte Livonia Konføderation, der bestod af kirkestater, frie byer og områder regeret af krigere. Midt i det 16. århundrede øgedes rivaliseringen indenfor Livonia af protestantismens ekspansion og bøndernes utilfredshed.

I samme periode nød letterne godt af Rigas deltagelse i Hansa-forbundet - det tyske handelssamarbejde der skabte omfattende velstand. Alligevel blev Livonia behandlet af tyskerne som enhver anden undertvunget nation. Den indfødte adel blev elimineret, og bønderne tvunget til at betale skatter - bl.a. gennem arbejde.

Da Rusland i 1558 invaderede regionen for at bremse den polsk-lithauiske ekspansion, faldt ordenen fra hinanden og Livonia blev delt op. Ved afslutningen på Livoniakrigen i 1583 annekterede Lithaun området nord for Dvina floden, Polen fik den sydlige del, mens Sverige indtog den nordlige del af Estland. I 1621 besatte Sverige Riga og Jelgava. Med Altmark våbenhvilen fra 1629 fik svenskerne kontrol over Estland og den nordlige del af Letland.

Området vest for Riga ud til Østersøen organiserede sig som hertugdømmet Courland, og kom til at stå i et halvt afhængighedsforhold til Polen. Midt i det 17. århundrede var Courland en betydelig sø- og handelsmagt i det nordlige Europa, og besad kortvarigt kolonier. Hertug Jacob anførte en kortvarig besættelse af øen Tobago i Caribien samt en lille ø i Gambia flodens delta i Afrika. Det er fra denne periode betegnelsen Courland Bay i Tobago stammer.

Sverige bevarede sine besiddelser frem til den Store Nordiske Krig, hvor det med Nysted traktaten blev tvunget til at afstå dem til Rusland. Efter opdelingen af Polen i 1795 blev Livonia opdelt i tre regioner indenfor det russiske imperium: Estland (den nordlige del af Estland), Livonia (den sydlige del af Estland og den nordlige del af Letland) samt Courland. Under den russiske revolution i 1905 kom de første nationalistiske ønsker til udtryk i Letland.

Bønderne greb til våben mod de tyske adelsfolk og de russiske administratorer. Selv om oprøret hurtigt blev slået ned af zarens tropper, anses det for at være det vigtigste forspil til befrielseskrigen 13 år senere. Efter den russiske revolution i 1917 proklamerede det lettiske Folkeråd landets selvstændighed den 18. november 1918, og der dannedes en regering ledet af Bondeunionen og anført af Karlis Ulmanis.

Men landet fik umiddelbart respekteret ønsket om selvstændighed og overherredømme. Det blev angrebet af både tyske tropper og den Røde Hær, og det var først i 1920 at der kunne undertegnes en fredsaftale med Sovjetunionen, der samtidig anerkendte landets territoriale interesser. I 1922 udformede en grundlovsgivende forsamling den forfatning, der gjorde landet til parlamentarisk republik. Imidlertid fik den økonomiske krise i 1930'erne og polariseringen mellem socialister og pronazistiske separatister den lettiske regering til at bryde sammen. I 1934 indførte premierminister Ulmanis undtagelsesforordninger, og frem til 1938 blev landet regeret under undtagelsestilstand.

Ved udbruddet af 2. verdenskrig kom Letland med den hemmelige tysk-sovjetiske pagt til at ligge indenfor den sovjetiske indflydelelsessfære (se Estland og Lithaun). Allerede i 1939 var landet blevet tvunget til at underskrive en traktat, der gav de sovjetiske tropper lov til at bevæge sig i landet og oprette baser. Året efter blev landet invaderet af den Røde Hær, og dets nye regering anmodede om optagelse i Sovjetunionen.

Under den tyske krig mod Sovjetunionen 1941-44 blev Letland lagt ind under den tyske provins Ostland, og dets jødiske befolkning blev stort set udryddet. Den Røde Hærs befrielse af Letland betød genindførelse af sovjetisk styre, og 65.000 letter emigrerede til Vesteuropa.

I 1945-46 blev 105.000 letter deporterede til Rusland. Samtidig blev et område i det nordøstligste hjørne af Letland - med overvejende russisk befolkning - afstået til Rusland. Modstanden mod tvangskollektiviseringen indenfor landbruget førte i 1949 til yderligere deportation af 70.000 letter til Rusland og Sibirien. I 1959 blev præsidenten for Letlands øverste Sovjet, Karlis Ozolins fjernet fra posten og beskyldt for at lede en nationalistisk strømning.

Den lettiske væbnede modstand mod det sovjetiske regime blev endelig knust i 1952. Symbolerne på landets uafhængighed: nationalsangen, flaget, monumenterne og den nationale historie blev tilpasset de nye institutionelle omstændigheder. Russisk blev indført som officielt sprog, og der blev indledt en systematisk indvandring af russere og andre nationaliteter for at mindske den lettiske befolknings betydning. Nationalisterne opfattede dette som en kolonialiseringspolitik.

Frem til 1980'erne var den lettiske modstand begrænset til isolerede aktioner gennemført af politiske og religiøse dissidenter samt nogle kampagner gennemført af de eksilerede letter. Fra 1987 gav Mikhail Gorbachovs glasnost politik i Sovjetunionen ny næring til de lettiske aspirationer om frihed. Det kom til udtryk ved en genopblussen af forbudte nationale symboler og politiske møder.

I juni 1987 gennemførte 5.000 personer en mindehøjtidelighed ved Frihedsmonumentet i Riga for ofrene for de sovjetiske deportationer i 1941. Det blev begyndelsen på en tiltagende politisk agitation, hvor selvstændighedsspørgsmålet atter dukkede frem i den offentlige debat. I 1988 krævede Bevægelsen for Letlands nationale Selvstændighed (LNNK), at russificeringen af Letland skulle bringes til ende, at der skulle indføres pressefrihed og tillades dannelsen af uafhængige politiske partier.

I september 1988 organiserede Klubben til beskyttelsen af Letlands Miljø (VAK) en miljødemonstration, der samlede 45.000 mennesker, der hånd i hånd stod langs den baltiske kyst i protest mod den ukontrollerede forurening fra papirfabrikken Jurmala vest for Riga. Måneden efter udskiftede Letlands Kommunistparti sin ledelse, og indlemmede politikere med større folkelig forankring og tilhængere af reformer. Det nationale flag blev tilladt og lettisk gjort til nationalt sprog.

I oktober fejrede omkring 150.000 mennesker dannelsen af Letlands Folkefront (LTF), der bestod både af de sociale grupper, nytilkomne politikere og kommunister. Måneden efter markerede hundredetusindevis af letter for første gang siden den sovjetiske besættelse landets uafhængighedsdag. LTF opnåede en stærk indflydelse på lokalregeringen og myndighederne i Moskva.

Et år senere vedtog LTF's kongres den økonomiske og politiske selvstændighed. Trods Moskvas modstand mod Letlands løsrivelse, fik LTF's politik omfattende folkelig støtte. Fronten arbejdede for forandring med fredelige midler, gennem offentlige demonstrationer, frie valg og parlamentariske beslutninger. Støtten kom også fra den russiske befolkning og fra andre nationaliteter. Letland gik nu over til at fungere efter grundloven fra 1938, der havde været i kraft frem til den sovjetiske besættelse i 1940.

Den 4. maj 1990 udsendtes en erklæring om genindførelse af selvstændigheden, og samtidig blev det besluttet, at landet foreløbig skulle ledes efter grundloven af 1922. I september 1991 anerkendte det nye sovjetiske Statsråd på sit åbningsmøde formelt de baltiske staters selvstændighed. De blev samtidig umiddelbart anerkendt diplomatisk af flere stater og optaget i FN på en session i Generalforsamlingen samme måned. De tre baltiske stater indledte forhandlinger med EU om handelsmæssige relationer og økonomisk bistand. I februar 92 undertegnedes en aftale mellem Letland og Rusland om tilbagetrækning af sovjetiske tropper fra lettisk territorium.

I juni 1993 valgtes et nyt parlament, der udpegede Guntis Ulmanis til præsident. Den begyndende liberalisering af økonomien førte umiddelbart til omfattende arbejdsløshed. I 1994 steg de udenlandske investeringer, men økonomien var fortsat afhængig af Rusland, der var den vigtigste leverandør af olie og naturgas samt landets vigtigste eksportmarked. Trods den massive privatisering af statslige virksomheder havde regeringen fortsat underskud på statsbudgettet og handelsbalancen.

I 1995 førte den lemfældige kontrol med de kommercielle banker til, at flere af dem gik konkurs. Parlamentsvalget i september gav ikke nogen klar sejrherre, eftersom de 9 deltagende partier hver fik mellem 5 og 16% af stemmerne. En aftale mellem den konservative Nationalblok og to venstrefløjspartier gjorde det i december muligt at udpege Andris Skele til premierminister.

I juni 1996 genvalgte parlamentet med 53 stemmer ud af 100 Guntis Ulmanis til præsidentposten. Samme år forbedredes forholdet til Rusland betydeligt. Alligevel fortsatte Letland fremsættelsen af krav om undertegnelse af en grænseaftale mellem de to lande.

I juli 1997 overtog Guntars Krast posten som premierminister fra Andris Skele, der trak sig tilbage efter at være blevet beskyldt for korruption. I november gentog Rusland sin kritik af en mulig lettisk optagelse i NATO. Selv om Riga ikke figurerede på listen over kandidater til optagelse i Atlantpagten, havde regeringen ved flere lejligheder givet udtryk for sit ønske om at blive optaget.

I februar 1998 vedtog Letland en lov, der gjorde det muligt at udstede pas til de udlændinge, der siden 1991 havde opholdt sig i landet. Der var tale om et nyt forsøg på at mindske spændingerne ifht. landets russiske mindretal.

Øverstkommanderende for de lettiske væbnede styrker, Juris Dalbinsh blev i april 1998 afskediget fra sin post efter at have deltaget i et arrangement for tidligere lettiske medlemmer af det tyske SS, der sammen med Tyskland under 2. verdenskrig havde kæmpet mod Sovjetunionen. Samme uge blev direktøren for politiet i Riga afskediget, fordi han ikke havde sørget for tilstrækkelig beskyttelse til en synagoge i byen, der blev udsat for et bombeattentat. Samme måned erklærede Italien, at den behandling det russiske mindretal i Letland blev udsat for er i uoverensstemmelse med de krav der stilles til lande, der ønsker optagelse i EU.

Ved parlamentsvalget i oktober gennemførtes samtidig en folkeafstemning. Den resulterede i en reduktion af kravene til at kunne lettisk for at opnå statsborgerskab i landet. Resultatet var en opblødning af de skrappe krav, der var blevet vedtaget i februar. Folkepartiet fik ved valget 21,2 % af stemmerne og overgik dermed den Lettiske Union, der fik 18,1 %. Den nyvalgte præsident Vaira Vike-Freiberga anmodede den tidligere premierminister Skele om at stå i spidsen for den nye regering.

I april 1999 foreslog en regeringskommission at betale 2000 US$ til alle de «ikke-letter», der ønskede at forlade landet.

Tre russere blev idømt 15 års fængsel efter at have truet med at sprænge en 800 år gammel kirke i Riga i luften, i protest mod landets planer om at søge optagelse i NATO. Dommen mødte kritik i Moskva, der fremførte, at en gruppe nationalistiske letter der havde ødelagt et russisk monument for 2. Verdenskrig, blot havde fået milde straffe i Rusland.

I juni 2001 gennemførtes en uges arrangementer til minde om ofrene for Stalins deportationer til Sibirien, der berørte 15.000 letter. Præsidenten understregede nødvendigheden af at bevare mindet om deportationerne i frisk erindring.

Under den britiske pris Charles' besøg i Riga i november 2001 «slog» en kvinde ham i ansigtet med en blomst. Efter sin arrestation erklærede hun, at det var i protest mod Letlands optagelse i NATO. «Angriberen» erklærede, at hun var imod krigen mod Afghanistan, og at den virkelige «fjende» var Storbritannien.

Den nye Æra - et nyt centrum-højre parti under ledelse af Einars Repše - blev den store vinder af parlamentsvalget i oktober 2002, da det fik 23,9% af stemmerne. Det indledte øjeblikkeligt forhandlinger med andre højreorienterede partier for at danne en koalitionsregering. Repše udmærker sig ved at være blevet nationalbankdirektør i Letland i en alder af blot 30 år. Han erklærede, at han ville bekæmpe korruptionen på regeringsniveau, der af anti-korruptions organisationen Transparency International vurderes til at være den værste i Europa.

I august 2003 afbrød USA sin militærbistand til Letland som følge af at regeringen havde afvist at underskrive en aftale, der skulle give statsborgere fra USA immunitet fra at blive stillet for den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Den 20. september 2003 gennemførtes en folkeafstemning om Letlands optagelse i EU. 67% stemte for, mens 32,3% stemte imod. Argumenterne for optagelse var især, at landet ikke havde mulighed for at klare sig alene og at en optagelse i EU ville blive en definitiv tilkendegivelse til fordel for demokrati og brud med fortiden som en del af Sovjetunionen. Kampagnen mod optagelse slog især på det nationalistiske, på selvstændigheden og på at optagelse ville overdrage overherredømmet til Bruxelles, kun 13 år efter at det var blevet fravristet Moskva. Med den massive opbakning blev Letland sammen med 9 andre østeuropæiske lande 1. maj 2004 optaget i EU.

Premierminister Einars Repše blev i februar 2004 tvunget til at træde tilbage, efter at regeringskoalitionen var gået i opløsning i september 2003. Umiddelbart efter gennemførelsen af folkeafstemningen om optagelse i EU beskyldte 3 af de 4 partier i koalitionen Repše for at regere på grundlag af «trusler og løgne». Præsidenten, Vaira Vîke-Freiberga udnævnte Indulis Emsis fra Bondealliancen som ny premierminister.

I marts 2004 blev Letland optaget som medlem af NATO. Og den 1. maj blev landet sammen med 9 andre øst- og centraleuropæiske lande optaget i EU.

I oktober faldt Indulis Emsis' koalitionsregering, da dens finanslovforslag blev stemt ned med 53 stemmer mod 30. Emsis måtter derfor indgive sin afskedsbegæring. I slutningen af november udnævnte Vîke-Freiberga, Aigars Kalvitis som ny premierminister. Få dage senere bekræftede parlamentet Kalvitis' ny regering med 75 stemmer mod 23.

USA's præsident George W. Bush besøgte i maj 2005 Riga. Samme måned deltog præsident Freiberga som eneste repræsentant for de baltiske lande i de russiske sejsparade i Moskva. Parlamentet ratificerede i juni den ny EU forfatning med 71 stemmer mod 11. Ratificeringen fandt sted få dage efter at forfatningen var faldet ved folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene. Trods nederlagene i disse to lande erklærede udenrigsminister Artis Pabriks, at den europæiske forfatning ikke var død. I oktober trådte indenrigsministeren tilbage efter uenighed i regeringen om bevillingerne til politiet. I december var det forsvarsminister - og tidligere premierminister - Repšes tur til at træde tilbage, midt i en omfattende efterforskning af hans personlige forretningsaktiviteter.

Parlamentet valgte i juli 2007 Valdis Zatler til landets nye præsident. Zatler blev støttet af regeringskoalitionen, der består af 4 centrum-højre partier. I december blev Ivars Godmanis udpeget af præsidenten til landets nye premierminister. Han er formand for partiet Letlands Vej. Han havde været indenrigsminister siden november 2006.

2008 Det lettiske mirakel druknes i krise 

Den globale økonomiske krise ramte Letland hårdt. Alene i 2008 faldt BNP med 10,5% fulgt af et yderligere fald på 17,8% i 2009. Arbejdsløsheden steg fra 7% i december 2008 til 14,3% i marts 2009 og videre til 22,3% i marts 2010, og ungdomsarbejdsløsheden blev næsten fordoblet til 44,9%. Den højeste arbejdsløshed i EU.

At det kunne gå så galdt skyldtes at regeringen efter optagelsen i EU i 2004 havde gennemført en ekspansiv økonomisk politik, men den baseret på låntagning. Væksten var ikke koncentreret i produktion og eksport, men i byggeri, boliger og luksusforbrug. Denne bobbel var mindst dobbelt så stor som den danske boligbobbel, og da boblen sprang blev skaden så meget større, da den underliggende produktion var begrænset og de lettiske husholdningers opsparing ringe.

Den 13. januar 2009 indkaldte oppositionen og fagbevægelsen til demonstration mod den økonomiske krise og regeringens hårdtering af den. Demonstrationer fik 10-20.000 deltagere, men fra at være fredelig udviklede den sig voldeligt, da demonstranter gik til angreb på butikker og politibiler. 50 blev såret og over 100 arresteret. Demonstranterne forsøgte at storme parlamentet, men blev slået tilbage. Protesterne mod regeringen fortsatte, dens popularitet styrtdykkede og den var ude af stand til at håndtere den økonomiske krise. I februar bad regeringen om et lån på 7½ mia. € fra IMF og EU og nationaliserede samtidig landets næststørste bank, Parex der var konkurs. Problemerne tårnede sig op og i slutningen af måneden trådte regeringen tilbage, og præsidenten udnævnte Valdis Dombrovskis som ny premierminister for en ny centrum-højre regering. Demonstrationerne mod regeringen fortsatte derfor gennem 2009.

I februar demonstrerede over 1000 bønder med deres traktorer mod regeringens manglende vilje til at beskytte dem mod importen af billige udenlandske fødevarer. 

Homofobien er tiltagende i Letland som i de øvrige baltiske stater. I maj gav Riga tilladelse til gennemførelse af en march i byen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle, men 5 dage senere fik et flertal i byrådet omstødt denne beslutning, med en argumentation om at marchen var stødede mod den offentlige ærbarhed og en trusel mod den offentlige sikkerhed. Riga byret omstødte denne beslutning dagen efter, og den følgende dag gennemførtes marchen under politibeskyttelse fra homofobe, der overdængede marchdeltagerne med ukvemsord.

I juni 2009 gennemførtes kommunalvalg. Regeringen ventede til dagen efter med at offentliggøre en sænkning af pensionerne med 10% og lærerlønnningerne med 50%. Offentlige ansattes lønninger blev generelt reduceret med 20%.

En lettisk programmør under navnet Neo downloadede i februar 2010 flere millioner dokumenter fra det lettiske skattevæsen. Dokumenterne afslørede at Letlands rigeste og vellønnede offentligt ansatte havde svindlet for at undgå at blive ramt af de statslige nedskæringer og reduktioner af offentlige lønninger som følge af den økonomiske krise. Neo kunne bl.a. oplyse, at chefen for Rigas varmeselskab havde bevilget sig selv en bonus på 34.450 US$ i 2009, mens hans ansatte var gået ned i løn. Bankdirektører for krakkede banker der var blevet reddet af staten havde ligeledes bevilget sig selv store bonus'er. Neo fik derfor øjeblikkelig kultstatus og en enorm popularitet, samtidig med at den offentlige vrede rettedes mod regeringen og cheferne der lod regningen for krisen gå videre til deres ansatte, mens de selv skummede fløden. I maj arresterede myndighederne Ilmārs Poikāns, der blev sat på anklagebænken for at være Neo - og dermed «en trussel mod statens sikkerhed». Det mindskede ikke hans kultstatus i befolkningen. Formelt er det usikkert om han overhovedet kan dømmes for noget ulovligt, da han faktisk ikke brød ind i noget system, men blot downloadede dokumenter der pga. en sikkerhedsfejl i skattevæsenet var fuldt tilgængelige på internettet.

Den 2. juni 2011 valgte parlamentet Andris Bērziņš som ny præsident. Han vandt over den siddende præsident Zatlers.

Et tag kollapsede i november 2013 på en supermarked i Riga. 54 blev dræbt og 39 såret. I forlængelse af katastrofen trådte premierminister Valdis Dombrovskis tilbage. Han blev i januar 2014 erstattet på posten af Laimdota Straujuma.

Letland udskiftede 1. januar 2014 sin valuta med Euro. Det var uden den store folkelige opbakning. En undersøgelse i december 2013 viste at 52% af letterne var imod indførelsen. Kun 44% var for.

Ved parlamentsvalget i oktober 2014 gik partierne i den højreorienterede regeringskoalition frem, mens det store socialdemokratiske oppositionsparti Harmony gik 7 mandater tilbage til 24. Premierminister Straujumas eget Enhedsparti gik 3 mandater frem til 23 og Unionen af grønne og Bønder gik 8 frem til 21.

Landet diskriminerer fortsat det store russiske mindretal og landets romaer udsættes både for diskrimination og chikane. Selv om BNP er vokset siden 2011 ligger arbejdsløsheden med 9,6% i 2014 stadig højt.

I juni 2015 valgte parlamentet med 55 stemmer ud af 100 forsvarsminister Raimonds Vējonis til landets præsident. Vējonis var samtidig formand for de Grønne. Ved sin tiltræden erklærede han, at han ønskede at forbedre forhold til Rusland .. men at det ikke var muligt så lang tid Rusland fortsat havde raketter og tunge våben i Ukraine. Sammen med de øvrige baltiske lande pressede Letland i 2015-16 på overfor NATO for at få alliancen til at opruste i Baltikum som modsvar til Rusland.

Ligeledes i juni vedtog parlamentet en række ændringer af undervisningsloven, der pålagde skolerne undervisning i «moral» baseret på landets forfatningsmæssige værdier, der rummer en definition af ægteskab som en union mellem mand og kvinde. Lovændringen var udtryk for en skærpet konfrontation overfor landets LGBT personer. Landets mangler fortsat eksplicit beskyttelse af LGBT personer mod diskrimination og overgreb. Den lettiske NGO Mozaika registrerede 14 overfald på LGBT personer de første 9 måneder af 2015.

I december trådte Straujuma tilbage fra posten som premierminister efter 9 måneders krise i regeringskoalitionen. Krisen skyldtes dybtgående uenighed om håndteringen af den europæiske flygtningekatastrofe, håndteringen af lærerstrrejken i landet, håndteringen af det konkursramte Air Baltic og håndteringen af den sikkerhedspolitiske situation. I februar 2016 blev hun efterfulgt af Māris Kučinskis.

Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Letland)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Human Rights Watch Annual Report 2016 (engelsk)