Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Rusland
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Jura
     .  Økonomi
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Premierminister
      .  Præsident
    .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 35.634
: :
Gorbachov, Mikhail Sergeyevich
Mikhail Gorbachov
Mikhail Gorbachov

Gorbachov (1931–), tidligere sovjetisk politisk leder, født i landbrugsområdet Stavropol i det nordlige Kaukasus som søn af en landbrugsmekaniker. Studerede jura ved Moskvas universitet hvor han i 1956 giftede sig med den filosofistuderende Raisa Maksimovna Titorenko (1932–). Parret vendte tilbage til Stavropol, hvor Gorbachov gennem 1950'erne og 60'erne rykkede op gennem hierarkiet i det lokale kommunistparti. I 1970 blev han formand for partiet i Stavropol og blev valgt til Sovjetunionens øverste Sovjet.

Han blev betragtet som en effektiv teknokrat og reformmand og blev i 78 hentet ind i partiets sekretariat som landbrugssekretær. I 80 fortsatte han ind i politbureauet som protegé af Yuri Andropov. Andropov blev i 1983 partiets generalsekretær, og overlod samme år Gorbachov det fulde ansvar for landets økonomi.

Andropov døde i 1984, og blev fulgt på posten af Konstantin Chernenko, der imidlertid døde allerede året efter. Trods det at Gorbachov var politbureauets yngste medlem, blev han nu udnævnt til partiets generalsekretær. Han tvang en række af de ældre mere konservative medlemmer til at trække sig tilbage, og fik installeret en gruppe af yngre mere reform-orienterede tilhængere i politbureauet og sekretariatet. Dernæst indledte han et omfattende politisk og økonomisk reformprogram under parolerne «Glasnost» (åbenhed) og «Perestroika» (omstrukturering)

Den 26. april 1986 sprang den ene af de to enheder på atomkraftværket ved Chernobyl i Ukraine i luften. Traditionen tro nægtede de sovjetiske myndigheder, at eksplosionen havde nogen større karakter, og alt tyder på, at det var de samme oplysninger der de første 3-5 dage tilflød politbureauet og Gorbachov selv. Katastrofens omfang tvang imidlertid Gorbachov til yderligere at forstærke Glasnost-processen: begrænsningerne i ytringsfriheden blev reduceret, politiske fanger løsladt, åbning for øget emigration ud af Sovjetunionen, angreb på korruptionen og en kritisk gennemgang af landets historie.

Sovjetunionen var allerede i midten af 80'erne plaget af alvorlige økonomisk strukturelle problemer, og det var med til at øge presset for at få afsluttet våbenkapløbet med USA. Gorbachov indledte i 1987 forhandlinger med USA's præsident Reagan og vandt en enorm propagandamæssig sejr ved overfor verden at kunne fremstå som en større fredselsker end koldkrigeren Reagan, der i 1983 havde erklæret krig mod «Ondskabens Imperium» (Sovjetunionen). I perioden 1985-88 lykkedes det gennem en lang række forhandlinger og topmøder at få bragt våbenkapløbet mellem de to supermagter til standsning og få skrottet betydelige dele af atomarsenalet og de konventionelle styrker i Europa. I 89 trak han de sovjetiske besættelsesstyrker ud af Afghanistan, og i november samme år gjorde han det overfor Østtysklands daværende leder Erich Honecker klart, at Sovjet ikke ville acceptere, at der blev sat våbenmagt ind mod den demonstrerende opposition. Dermed var vejen åben for de efterfølgende omvæltninger i DDR og resten af Østeuropa. Endelig fik han gennemført omfattende ændringer af den sovjetiske forfatning.

Det var derfor ikke uden grund, han i 1990 blev tildelt Nobels Fredspris. Men samtidig var hans greb om magten allerede ved at smuldre. Perestroika-processen havde endnu ikke leveret de forventede økonomiske resultater, og den vanskelige økonomiske situation samt Glasnost der åbnede op for mere organiserede protester mod centralmagten udløste etniske uroligheder i Kaukasus (mellem Armenien og Azerbadjan samt i Georgien), i Ukraine og i de baltiske stater - Estland, Letland og Lithaun.

Allerede i 1989 var der blevet oprettet en Folkekongres for Sovjetunionen med det formål at reducere kommunispartiets kontrol over regeringen, og i marts 90 valgte den Gorbachov til præsident. Han fortsatte de politiske og økonomiske reformer, men kom i stigende grad i klemme mellem den reformvenlige fløj, der ønskede at gå endnu hurtigere frem og de konservative i partiet, der så med dyb skepsis på udviklingen. Den reformvenlige fløj blev anført af partichefen i Moskva, Boris Jeltsin, som Gorbachov selv havde hentet til hovedstaden i 1985. I august 1991 blev Gorbachov knust af presset fra begge sider. Partiets konservative fløj gennemførte et kup mod ham og satte ham i husarrest - tilsyneladende med Jeltsins opbakning, men efterfølgende greb denne ind, knuste kuppet og åbnede vejen for at Gorbachov kunne vende tilbage til Moskva.

Men det var en politisk kraftigt svækket Gorbachov, der ikke kunne stille meget op, da Jeltsin for åbne kameraer opløste landets magtcentrum gennem 74 år - SUKP. Den 8. december 91 opløstes Sovjetunionen formelt og Sammenslutningen af suveræne Stater dannedes i dets sted. Gorbachov havde ikke længere noget parti at være generalsekretær for eller noget land at være præsident for. Den 25. december trak han sig formelt fra præsidentposten - der ikke længere eksisterede.

Gorbachov undervurderede de centrifugalkræfter han udløste, da han i 1986 igangsatte Glasnostprocessen. Nogle har ment, at denne udvikling var udtryk for, at låget blev taget af gryden, der derefter kogte over. Men dette billede holder hverken i køkkenet eller i politikkens verden. Mere nuanceret stod Sovjetunionen i 80'erne overfor alvorlige strukturelle økonomiske problemer - på samme måde som resten af verden - som der ikke blev fundet nogen løsning på. Samtidig var der lagt op til forandringer af politisk og økonomisk art, som ville have medført betydelige ændringer i magtapparatet. Det splittede det ellers homogene magtapparat, og skabte fraktioner - først og fremmest reformtilhængere og -modstandere - der bekæmpede hinanden for at bevare deres del af magten, samtidig med at klasseforskellene i det sovjetiske samfund skærpedes.

I denne magtkamp mellem reformtilhængere og -modstandere kom Gorbachov i klemme. Den ene fraktion mente, han gik for langsomt frem, den anden at han gik for hurtigt frem, og i takt med polariseringen blev hans manøvrerum stadig mindre. At han i katastrofal grad ignorerede denne udvikling skyldes nok først og fremmest, at han solede sig i sin internationale popularitet. Han var manden, der havde bragt USA's dødbringende våbenkapløb med Sovjet til standsning, bragt Sovjet ud af Afghanistan, åbnet op for demokratiseringsprocesserne i Østeuropa og derfor var hans popularitet meget høj i Vesten, mens den blev stadig mindre i Sovjetunionen. Han havde tilstrækkelig magt og kunne have fjernet sine modstandere i 1989-90, men fik det ikke gjort, og i 1991 var det for sent.

Gorbachov er fortsat manden alle elsker at hade. Efter Sovjetunionens opløsning udviklede der sig en livlig politisk aktivitet, men der var ikke plads til ham. Han driver i dag en privat konsulentvirksomhed i Moskva.

A.J.