Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Lithaun
DatoOpdatering
2013.12.11Opdatering 2013
2015.01.31Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 25/7 2016
Læst af: 78.644
Verden  .  Europa  .  Lithaun
: :
Litauen
Befolkning3,7 mio.
ValutaLits
Areal65.200 Km2
HovedstadVilnius
Befolkningstæthed56,7 indb./Km2    
HDI placering44    

Litauen er karakteriseret ved afrundede bjerge og flade dale, der er blevet skabt under gletchernes langsomme tilbagetrækning i slutningen af sidste istid. Landet er det største af de 3 baltiske stater og har over 700 floder og vandløb, der forsyner skovene og omkring 3.000 søer.

Nemunas floden der løber fra øst til vest er i dag fortsat en vigtig transportvej. Regionens klima er moderat tempereret med en gennemsnitstemperatur om sommeren på 18ºC og om vinteren under 0ºC. 49 % af landet er opdyrket, og det har derfor en vigtig landbrugssektor, der producerer korn, kartofler og grøntsager. Endvidere holdes køer og grise. De vigtigste industrisektorer er fødevareindustrien, maskinindustrien og endvidere eksporteres energi. 70% af energien stammer fra et atomkraftværk af samme type som det i Chernobyl i Ukraine. Siden 1980'erne er bakterieforureningen af floder og søer taget til, og det menes at dette er baggrunden for det øgede antal infektionssygdomme i børnenes første leveår.

Folket: 83% af befolkningen er litauere, 8,4% russere, 7% polakker, 1,5% hviderussere, 1% ukrainere. De sidste 0,7% er fra andre nationaliteter.

Religion: Overvejende katolsk (80%). Endvidere er der russisk ortodokse kristne og mindre protestantiske retninger.

Sprog: Litauisk (officielt), russisk, polsk.

Politiske partier: Det Demokratiske Arbejderparti (tidl. Kommunistpartiet); Kristelige Demokrater; Konservative; Patriotiske Union; Socialdemokratiet; Liberale Union; Det Nationale Parti «Unge Litauen»; Litauiske Kvinder; Kristelige Demokratiske Union.

Officielt navn: Lietuvos Respublika.

Administrativ inddeling: 44 distrikter

Hovedstad: Vilnius, 555.600 indb(2009).

Andre vigtige byer: Kaunas, 411.600 indb.; Klaipéda, 202.400 indb.; Siauliai, 146.300 indb.; Panevezys, 133.600 indb. (2000).

Regering: Parlamentarisk republik. Dalia Grybauskaitė er siden juli 2009 landets præsident, og Algirdas Butkevičius er siden december 2012 premierminister. Parlamentet har ét kammer - Seimas - med 141 medlemmer.

Nationaldag: 16. februar (Uafhængighed, 1918)

Væbnede styrker: 14.000 (2003).

Paramilitære styrker: 5.000 (kystvagt)

 

Litauerne boede ved Østersøen lang tid før kristendommens indførelse i Europa, og ved den europæiske civilisations fødsel havde de et organisationsniveau, der svarede til andre af tidens folk: romerne, germanerne og frankerne. Beskyttet af de tætte skove der dækkede næsten hele regionen modstod litauerne ubøjeligt germanernes pres i det 13. århundrede. De sluttede sig sammen under ledelse af Mindaugas, der i 1253 blev kronet til konge af pave Inocencio IV.

Efter at mongolerne i det 14. århundrede havde ødelagt kongeriget i Kiev, indledte Litauen en ekspansion mod øst og syd, og trængte ind i Hviderusland. Gediminas regnes normalt som skaberen af storhertugdømmet Litauen, der havde hovedstad i Vilnius og strakte sig fra Østersøen til Sortehavet. I 1386 giftede Gediminas' nevø, Jagiello sig med dronningen af Polen, og dermed blev begge riger sluttet sammen.

Litauen havde modstået Teutonernes offensiv (en orden der var opstået i 1237 efter korstogene), der gennem det 13. århundrede trængte ind i Østeuropa for at kristne befolkningen i regionen (se Estland og Letland). Teutonerne fortsatte med at bekrige den litauisk-polske union, trods dennes kristne orientering, og dette fortsatte indtil slaget ved Tannenberg i 1410, hvor de led et sviende nederlag. I 1413 blev der indgået en ny union mellem Litauen og Polen, der dog samtidig bekræftede begge staters autonomi.

Da Ivan III blev kronet i Moskva i 1480, opstod der en ny og stærkere trussel mod Storlitauen, hvis besiddelser strakte sig ned i Hviderusland og Ukraine. Alligevel nåede den litauisk-polske union sit højdepunkt i det 16. århundrede, og udgjorde da et exceptionelt politisk system i Europa (se Polen). Det faldt sammen pga. udmattende krige mod Sverige, Rusland og Tyrkiet og pga. bondeoprørene i det 17. århundrede.

Da Polen i 1772 og 1793 blev delt op mellem Rusland, Prøjsen og Østrig overtog førstnævnte kun Hviderusland, men da den polske stat i 1795 forsvandt fuldstændig, led Litauen samme skæbne - bortset fra provinsen Suvalkai der imidlertid blev prøjsisk, før også den i 1815 blev overtaget af russerne. Samme år gav Wienerkongressen den russiske kejser titel af konge over Polen og prins af Litauen.

Polakkernes nationalistiske oprør i 1830 og 1863 indbefattede også litauerne, og den russiske undertrykkelse var i begge tilfælde lige streng. Zarregimet betragtede Litauen som en integreret del af Rusland, og kaldte det efter 1832 derfor for Nordvestterritoriet. Mellem 1864 og 1905 gennemførtes en intens russificering, tekster på litauisk skulle trykkes med det russiske alfabet og den katolske religion blev forfulgt.

Med revolutionen i 1905 fik folkeslagene i det russiske imperium ytringsfrihed. I Vilnius begyndte udgivelsen af to dagblade - et på polsk og et på litauisk. Her mødtes en kongres med 2.000 repræsentanter, der krævede afmærkning af grænsen mellem Litauen og Rusland i overensstemmelse med folkenes vilje, territorial autonomi og demokratiske valg af et parlament.

Under den 1. verdenskrig besatte Tyskland en stor del af Litauen. I 1915 tillod tyskerne gennemførelsen af en kongres med 214 repræsentanter, der valgte et litauisk råd med 20 medlemmer. Endvidere opfordrede de til dannelsen af en litauisk stat indenfor etniske grænser og med Vilnius som hovedstad. Den 16. februar 1918 erklærede rådet Litauen for selvstændigt og en afslutning på den politiske afhængighed af andre nationer.

I 1919 gik den sovjetiske Røde Hær ind i Vilnius, oprettede en kommunistisk regering, men blev senere atter tvunget til at trække sig ud. Den nye polske statschef, Josef Pilsudski forsøgte at gendanne den gamle litauisk-polske union, men måtte opgive pga. modstand fra litauerne, ukrainerne og hviderusserne. I 1923 anerkendte Folkeforbundet og de europæiske stormagter adskillelsen af Polen og Litauen.

I 1926 indgik Litauen og Sovjetunionen en ikke-angrebspagt, og den blev i 1934 fulgt af en venskabs- og samarbejdsaftale mellem Litauen, Letland og Estland. I 1938 blev forholdet til Polen mere spændt, da dette krævede overherredømme over Vilnius. Situationen forværredes yderligere, da en nazistisk gruppe kom til magten i Klaipéda - den eneste litauiske havn ud til Østersøen - og krævede at også denne by skulle løsrives.

I september 1939 placerede en hemmelig tillægsaftale til den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt Litauen indenfor den sovjetiske indflydelsessfære. Måneden efter blev landet tvunget til at indgå en gensidig bistandsaftale med Sovjetunionen, hvilket samtidig gav stormagten ret til at etablere militær- og luftbaser i Litauen. I 1940 besatte de sovjetiske tropper landet. Flere af de lokale politiske ledere blev tilbageholdt og deporteret, mens andre flygtede til Vesteuropa.

Under den nye premierminister, Justas Paleckis blev Litauen i august 1940 optaget som republik i Sovjetunionen. Efter den tyske besættelse i 1941 blev de baltiske stater samlet i den tyske provins Ostland (se Estland og Letland).

Under den tyske besættelse blev 190.000 jøder sendt i koncentrationslejre, og 100.000 af Vilnius indbyggere, en tredjedel af det samlede indbyggertal - de fleste jøder - blev myrdet. Vilnius var kendt som «Litauens Jerusalem», og var blevet et af de vigtigste jødiske kulturcentre i verden. Også blandt landets ikke-jødiske befolkning blev tusinder dræbt og titusinder unge deporteret til Tyskland til tvangsarbejde.

Vilnius blev i 1944 indtaget af den Røde Hær, og landet blev atter besat af Sovjetunionen. Omkring 20.000 litauere nåede at flygtede til Vesteuropa, før der indledtes en intens sovjetisering, tvangskollektivisering af landbruget og massedeportationer af litauere til Rusland og Sibirien.

Der skete ikke de store ændringer i den religiøse forfølgelse efter Stalins død i 1953, og den katolske kirkes modstand blev fortsat forbundet med forsvaret for nationaliteten. I 1972 kaldte den Litauiske Menneskerettighedsbevægelses illegale bulletin sig for «Den litauiske katolske kirkes Krønike». Samme år udløste begravelsen af en ung mand omfattende sammenstød, der kostede 15 livet og førte til 3.000 arrestationer.

Den åbning - glasnost - som blev indledt med Mikhail Gorbachovs magtovertagelse i Sovjetunionen udløste i Litauen en omfattende agitation. I juni 1988 dannedes Litauens Bevægelse for Perestroika, hvis eksekutivkomité kaldte sig for Sejm - navnet på det litauiske parlament under selvstændigheden - og blev desuden kendt under navnet Sajudis. Sajudis etablerede en slags dobbeltmagt parallelt med den officielle, og krævede at man vendte tilbage til de fredsaftaler, der anerkendte landets selvstændighed, idet Sovjets invasion var resultatet af en hemmelig aftale uden juridisk værdi.

I juli trådte Ligaen for Litauens Frihed for første gang frem. Den var blevet dannet i 1978 og krævede nu direkte de sovjetiske troppers tilbagetrækning fra landet, krævede selvstændighed og formulerede planer om optagelse i EU. Repressionen mod denne organisations demonstrationer udløste protester både fra denne og Sajudis og førte til en krise i det litauiske kommunistpartis ledelse.

En af litauernes, letternes og svenskernes største bekymringer var atomkraftværket Ignalina i Litauens østlige del op ad en af landets største nationalparker. Ignalina blev projekteret af Sovjetunionen til at være det største af sin slags i verden med 4 reaktorer svarende til dem i Chernobyl. Efter massive protester lukkede myndighederne i 1988 den anden reaktor af sikkerhedsmæssige årsager og indstillede det fortsatte byggeri.

Litauens regering ønskede ikke at gå så langt som Estlands øverste sovjet, der ensidigt havde erklæret Estland for selvstændigt. Istedet begyndte den litauiske regering at give indrømmelser overfor nationalisterne, som genindførelse af landets flag og nationalsang, anerkendelse af uafhængighedsdagen, accept af demonstrationer, indførelse af litauisk som officielt sprog og tilbagelevering af katedralen i Vilnius og andre kirker.

I februar 1989 opfordrede Sajudis til oprettelsen af et frit og neutralt Litauen indenfor en demilitariseret zone. Samme måned deltog det lokale kommunistpartis generalsekretær sammen med Sajudis i markeringen af den nationale uafhængighedsdag. I december fjernede landets øverste sovjet den artikel i forfatningen, der gav kommunistpartiet dets ledende rolle. Det var den første beslutning af den art i en republik indenfor Sovjetunionen.

I januar 1990 erklærede den sovjetiske præsident, Mikhail Gorbachov i Vilnius, at en ny lov skulle fastlægge forholdet mellem republikken og unionen, men allerede i marts erklærede det litauiske parlament landet for øjeblikkelig selvstændigt. Efter voldsom tovtrækning, der også inkluderede sammenstød mellem sovjetiske og litauiske tropper, anerkendte Sovjetunionens nye statsråd i september 1991 de tre baltiske staters selvstændighed, og den blev fulgt af flere andre landes umiddelbare anerkendelse. 17. september 1991 blev landet optaget i FN.

Efter det fejlslagne kup i august 1991 mod Mikhail Gorbachov erklærede parlamentet kommunistpartiet, Det demokratiske Arbejderparti og de Litauiske Ungkommunister for illegale organisationer. Måneden efter anmodede Litauens præsident Vytautas Landsbergis i FN om tilbagetrækning af de sovjetiske tropper fra landet. Siden starten af året havde 50.000 soldater været stationeret i Vilnius.

Landets nye forfatning blev vedtaget ved en folkeafstemning 25. oktober 1992. Samme år faldt bruttonationalproduktet med 35% og inflationen nåede op på 1.150%.

Den 14. februar 1993 blev den tidligere leder af kommunistpartiet, Algirdas Brazauskas valgt til præsident med 60% af stemmerne. I 1993-94 fortsatte han overgangen til markedsøkonomi.

I 1995 blev det beregnet, at 80% af litauerne var «fattige», 15% tilhørte «middelklassen» og 5% var «rige». Den stigende sociale ulighed var baggrunden for, at regeringspartierne samme år tabte lokalvalget.

I februar 1996 blev premierminister Adolfas Slezevicius erstattet med Mindaugas Stankevicius, der allerede i december blev erstattet med Gediminas Vagnorius. I denne periode faldt inflationen fra 35 til 14% og bruttonationalproduktet steg med 3%.

Parlamentsvalget i 1996 blev vundet af oppositionen, hvilket gjorde det muligt for Landsbergis at overtage ledelsen af Nationalforsamlingen. Dette samliv med de tidligere kommunister (der havde præsidentposten) endte med valget i 1997-98, hvor Valdas Adamkus med en lille margen blev valgt til præsident i anden valgrunde foran sin rival, den tidligere kommunist Arturas Paulauskas. Den 71 årige Adamkus havde levet over 40 år i USA og havde været medlem af det konservative parti. Hans kampagne var baseret på en konsolidering af markedsøkonomien, større tilnærmelse til USA og Litauens optagelse i NATO.

I oktober 1999 trådte finansminister Jonas Lionginas og økonominister Eugenijus Maldeikis tilbage i protest mod regeringens godkendelse af salget af det statslige olieselskab til den nordamerikanske virksomhed Williams International. Salget overdrog kontrollen med raffinaderiet og eksportterminalen til det udenlandske selskab. Som følge af omfattende protester mod dette salg blev premierminister Rolandas Paksas i oktober tvunget til at træde tilbage. Præsidenten udnævnte i stedet vice-premierminister Andrius Kubilius, og fortsatte handelen.

Samme måned godkendte parlamentet en grænseaftale med Rusland - den første siden Sovjetunionens sammenbrud. Aftalen fastlagde frem for alt adgangsvejene til Kaliningrad - en russisk enklave i Litauens sydøstlige hjørne uden direkte forbindelse til den øvrige Russiske Føderation. I december 1999 besluttede EU at optage Litauen på listen over lande, der kan søge optagelse i Unionen. Dette blev betragtet som en sejr af den litauiske regering.

Pga. uenighed om planerne for privatiseringer, skatter og pensioner trak partiet Ny Union sig i midten af 2001 ud af regeringskoalitionen, og regeringen overlevede kun med en lille margen en tillidsafstemning i parlamentet.

I juni 2002 forpligtigede Litauen sig overfor EU til at lukke atomkraftværket Ignalina. Dets reaktorer var af samme type som kraftværket i Chernobyl og var af Bruxelles blevet erklæret for usikre. Lukningen gennemføres i perioden 2005-09, og landet vil få en større økonomisk bistand fra EU for at lukningen ikke skal få store økonomiske og sociale konsekvenser. Værket leverede 70% af landets elektricitetsforbrug.

Anden runde af præsidentvalget 5. januar 2003 blev vundet af Rolandas Paksas fra det højreorienterede Liberal Demokratiske Parti med 54,9% af stemmerne. Han er tidligere premierminister og borgmester i Vilnius og slog Adamkus, der havde ført i meningsmålingerne og som premierminister havde ført landet fra kommunisme frem til optagelse i EU og NATO. Parkas havde ført en aggressiv kampagne der lovede litauerne et bedre liv og en fortsættelse af landets pro-vestlige udenrigspolitik.

Den 10-11. maj 2003 gennemførtes folkeafstemning om Litauens optagelse i EU. Den blev vundet af tilhængerne med 91% af stemmerne. Alligevel var valgdeltagelsen overraskende lav. Kun 64% stemte. Efter den første afstemningsdag udtrykte valgmyndighederne tvivl om, hvor vidt valgdeltagelsen ville nå over de 50%, der var krævet for at resultatet er gyldigt. Både Paksas og premierminister Algirdas Brazauskas gik derfor på TV for at opfordre landets borgere til at stemme.

I en rapport fra det militære efterretningsvæsen fra november 2003 blev præsident Paksas anklaget for at have forbindelser til mafiaen og det russiske efterretningsvæsen, illegalt salg af våben og financiering af international terrorisme. Parlamentet nedsatte en undersøgelseskommission der i sin rapport efterfølgende konkluderede, at præsidenten havde krænket forfatningen, og udleveret information der bragte statens sikkerhed i fare. Han havde bl.a. ulovligt givet russeren Yuri Borisov litauisk statsborgerskab. Det var denne der havde financieret hans vellykkede valgkampagne året forinden. Borisov blev til gengæld stillet for retten for illegal våbenhandel og for at have afpresset præsidenten med det formål at opnå en betroet stilling i denne kontor. I december indledte parlamentet en retsag mod præsidenten.

I februar 2004 blev tre russiske diplomater anklaget for spionage og udvist af Litauen. Udenrigsministeriet erklærede, at de udviste varetog illegale aktiviteter i skyggen af deres diplomatiske tilstedeværelse ved bl.a. at have arbejdet på at skaffe hemmelige oplysninger fra parlamentet om sagen mod Paksas.

Parlamentet afsagde i april 2004 en politisk dom over Paksas, der blev kendt skyldig i krænkelse af forfatningen, for ikke at have censureret klassificeret materiale og for at have givet statsborgerskab til en russer mod økonomisk støtte fra denne. I en tale til parlamentet insisterede Paksas på, at hans fejl ikke burde føre til rigsretsag, og at han iøvrigt var uskyldig. Han erklærede videre: «sagen er en gengældelsesaktion fra det politiske systems side. En vendetta der skyldes mit arbejde med at bekæmpe korruptionen i landet». Med grundlag i forfatningen blev Paksas derefter erstattet af hans politiske rival, Arturas Paulauskas.

Den 1. maj 2004 blev landet sammen med 9 andre øst- og centraleuropæiske lande optaget i EU.

Ved præsidentvalget i juni blev Valdas Adamkus valgt som præsident med 52,2% af stemmerne, mod Kazimiera Prunskiene der fik 47,8%.

I november blev landet det første til at ratificere den nye EU forfatning. Præsident Adamkus afviste i maj 2005 en invitation fra Moskva til deltagelse i festlighederne omkring 60 året for afslutningen af 2. Verdenskrig. I juni 2005 trådte lederen af arbejderpartiet, Viktor Uspaskich tilbage fra posten som finansminister, efter at det var blevet afsløret at hans ministerium var involveret i korruption. Trods skandalen forblev hans parti i regeringskoalitionen. Regeringens tidligere finansminister, Algirdas Butkevicius måtte trække sig fra posten i april efter uenigheder omkring finansloven.

I september faldt et russisk jagerfly ned på litauisk territorium. Det medbragte mindst 4 missiler. Hændelsen førte til en forværring af forholdet mellem Vilniuss og Moskva. Først da undersøgelse gjorde det klart, at årsagen til styrtet var tekniske og menneskelige fejl, normaliseredes forholdet mellem de to lande atter. Piloten der imens havde været arresteret i Litauen blev sat fri og kunne vende tilbage til Rusland.

Den ene af reaktorene på atomkraftværket i Ignalina blev lukket i december efter aftale med EU. Den anden skal lukkes i 2009. Det sovjetisk byggede værk er angiveligt ikke sikkert nok, selvom mange andre atomkraftværker i EU har en tilsvarende lav sikkerhed. Lukningen af Ignalina var en af betingelserne for landets optagelse i EU. Alligevel bad Litauen i januar 2006 om udsættelse af den endelige lukning af værket - planlagt til 2009 - for at få mere tid til at indføre andre energikilder.

En litauer der under 2. Verdenskrig havde samarbejdet med nazisterne om udryddelse af jøder blev ved en retsag fundet skyldig, men blev pga. sin fremskredne alder ikke sat i fængsel. Omkring 200.000 jøder blev dræbt i Litauen under 2. Verdenskrig.

EU komissionen fremlagde i juli 2007 en rapport der viste, at den kvindelige deltagelse på ledelsesniveau i Litauen er den højeste indenfor EU. 44% af alle ledelsesposter i landet beklædes af kvinder.

Parlamentsvalget i oktober blev vundet af det konservative parti hvis leder, Andrius Kubilius i december overtog posten som premierminister.

2008 Økonomisk krise 

Den globale økonomiske krise ramte som de øvrige baltiske lande Lithaun hårdt. Landets økonomiske udvikling siden dets indtræden i EU i 2004 var i vid udstrækning lånefinancieret, og krisen ramte derfor både privatøkonomien og samfundsøkonomien hårdt. BNP faldt i 2009 med 16,8% og arbejdsløsheden fortsatte med at stige i løbet af året. I december var den nået op på 15,8% og ungdomsarbejdsløsheden havde nået 30,4%. I løbet af de 3 første kvartaler af 2009 faldt byggeaktiviteten med 46,8% og detailhandelen gik 30% ned.

Den konservative regerings svar på krisen var fyring af offentligt ansatte og lønnedgang. I 3. kvartal 2009 havde Lithaun EU rekord da lønningerne som helhed faldt med 10,9%. Den konservative politik førte til hyppige demonstrationer. I januar 2009 kom det til to større demonstrationer indkaldt af fagbevægelsen. Begge demonstrationer blev angrebet af politiet med gummikugler, knipler og tåregas. I april kom det nye demonstrationer. Denne gang af politi, brandvæsen og grænsepoliti i protester med lønreduktionerne. Nogle politifolk deltog barfodede i demonstrationen i protest mod den fattigdom der bredte sig i landet.

Præsidentvalget i maj 2009 blev vundet af den uafhængige Dalia Grybauskaitė, der fik en jordskredssejr med 68,2% af stemmerne. Hun blev landets første kvindelige præsident. Pga. landets dybe økonomiske krise erklærede hun at hun kun ville tage imod halvdelen af den løn præsidenten indtil da havde modtaget.

I juli vedtog parlamentet en lov der forbød al omtale af homoseksualitet i medierne, skolerne og offentlige steder. Loven skulle træde i kraft i marts 2010. EU protesterede mod loven, der krænker menneskerettighederne. Unionen gjorde samtidig opmærksom på, at den kan vedtage sanktioner mod medlemstater der krænker dens fælles værdier.

I efteråret blev det officielt bekræftet at Lithaun fra 2004-05 havde deltaget i CIA's «rendition program» - indespærring, afhøring og tortur af terrormistænkte. Lithaun havde bygget et specielt hemmeligt fængsel i Antaviliai udenfor Vilnius. Mindst 8 terrormistænkte var blevet indsat og afhørt i dette fængsel i 2004-05, fløjet ind af CIA på uregistrerede flyvninger og uden om emigrationsmyndigheden. Lithaun havde i hemmelighed deltaget i USA's torturprogram.

Lithauns statsadvokat opfordrede i maj 2010 domstolene til at forbyde månedens Baltic Pride parade i hovedstaden Vilnius. Byretten forbød i første omgang paraden med henvisning til at myndighederne ikke kunne garantere sikkerheden for overgreb fra moddemonstranter, men dette forbud blev efterfølgende omstødt af højesteret efter kraftige protester fra internationale menneskerettighedsorganisationer. De baltiske lande er generelt præget af betydelig homofobi.

Parlamentsvalget i oktober 2012 blev en katastrofe for det regerende konservative parti, der mistede 12 mandater og landede på 33. Sejrherren blev socialdemokratiet der gik 13 mandater frem til 38. Valgets anden sejrherre blev det liberalt populistiske parti «Arbejderpartiet», der gik 19 mandater frem til 29. Faktisk blev partiet landets største med 19,8% af stemmerne, mens socialdemokraterne fik 18,4%, men pga. valgreglerne gav det færre mandater.

Regeringsdannelsen blev efter valget overdraget til socialdemokratiets leder Algirdas Butkevičius, der søgte at danne en koalitionsregering bestående af hans eget parti, «Arbejderpartiet» og Lov og Orden partiet. Præsidenten modsatte sig imidlertid denne koalition og henviste til at «Arbejderpartiet» havde været indblandet i valgsvindel. Politiet efterforskede 27 sager af denne art, og de fleste drejede sig om Arbejderpatikandidater der havde købt stemmer. Butkevičius holdt dog fast i sin oprindelige plan, og i december blev hans regering godkendt i parlamentet.

I oktober gennemførtes en vejledende folkeafstemning om bygningen af et nyt atomkraftværk ved Visaginas. Forslaget blev forkastet med 65% af de afgivne stemmer. Landets eneste atomkraftværk i Ignalinas var blevet lukket i 2009 af EU. Det var af samme type som værket i Chernobyl og vurderedes at være for farligt. Siden havde Litauen været stærkt afhængig af import af strøm fra Rusland.

Litauen fik i 2012 plads i FN's Sikkerhedsråd og planlagde at indføre Euro som sin valuta pr. 1. januar 2015.

Grybauskaitė blev genvalgt som præsident i maj 2014. I første valgrunde fik hun 46,6% af stemmerne mod 13,8% til socialdemokraten Zigmantas Balčytis. I anden runde fik hun 59,1% mod 40,9% til Balčytis. I anden runde var valgdeltagelsen kun 47,4%.

Landets forhold til Rusland blev drastisk forværret i løbet af 2014 som følge af krisen i Ukraine. I november kaldte præsidenten Rusland en «.. terroriststat der skal stoppes ..». Hun stod ikke alene med sin krigeriske retorik, men blev bakket op af både parlamentet og medierne. Litauen led selv under det sanktionsregime EU havde indført mod Rusland. Rusland svarede nemlig igen med sanktioner overfor varer fra EU, hvilket ramte den litauiske landbrugseksport hårdt. Landets økonomi skrumpede med 4% i 2014 som følge af EU's politiske og økonomiske krig med Rusland. Rusland havde indtil da været landets vigtigste samhandelspartner, der tegnede sig for 20-30% af eksporten og importen.

I december 2014 offentliggjorde USA's kongres et 600 siders resumé af en hemmeligstemplet rapport om USA's omfattende torturprogram siden 2001. Resuméet bekræftede hvad verden godt vidste i forvejen: at bl.a. Litauen aktivt havde deltaget i programmet og dermed som stat havde overtrådt Torturkonventionen. CIA havde et torturcenter udenfor Vilnius med kodenavnet «Detention Site Violet», hvor fanger blev underkastet tortur. Flere af disse har allerede rejst sag mod Litauen ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Landet havde i februar 2014 indledt en efterforskning af forbrydelserne på centret.

1. januar 2015 indførtes som planlagt Euro som landets valuta.

Som svar på den europæiske flygtningekrise i 2015 valgte Litauen sammen med de øvrige baltiske lande at indlede bygningen af et højt hegn langs den 400 km lange grænse mod Rusland. Landet erklærede sig villigt til at tage imod ialt 1.105 flygtninge i 2016-17.

Litauen har et alvorligt problem med traficking. IOM (International Organization for Migration) vurderer, at omkring 1000 litauiske kvinder i alderen 21-30 år årligt sælges til Vesteuropa som prostituerede. Samtidig er det gennemgangsland for betydelig mængder narkotika fra Rusland og Centralasien, der smugles til Skandinavien og Vesteuropa.

Guia del Mundo

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Lithuania)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)

Breaking the Conspiracy of Silence. USA's European 'Partners in Crime' must act after Senate Torture Report, Amnesty International, januar 2015