Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Storbritannien
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Medicin
    .  Humaniora  .  Filosofi
     .  Psykologi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Psykologi, Filosofi
Læst af: 49.945
: :
Locke, John

Locke (1632-1704), engelsk filosof, læge og psykolog. Født i Wrington ved Bristol. Fra 1652 studerede han ved Christ Church College, Oxford Universitet. Fra 1659 var han tilknyttet universitetet, som underviser i moral filosofi og klassiske sprog.

Frem til 1683 bestred Locke forskellige politiske og administrative hverv i kraft af sin forbindelse, som huslæge og ven, med Jarlen af Shaftesbury. En forbindelse der på grund af politiske uroligheder medførte, at han i 1683 måtte gå i landflygtighed i Holland. Han vendte tilbage til England i 1689 efter den anden engelske revolution - «The Glorious Revolution», hvor én kongefamilie blev skiftet ud med en anden. Revolutionen mundede ud i, at kongen kun kunne regere i overensstemmelse med parlamentet. Locke bosatte sig i Essex, og havde forskellige administrative hverv frem til 1700, hvor han trak sig tilbage.

Sine mest betydningsfulde værker færdiggjorde han, mens han var i Holland. I An Essay Concerning Human Understanding, (Et essay om den menneskelige forstand) fra 1689, udformer han sin empiristiske erkendelsesteori. Udgangspunktet er, at «der er intet i intellektet, som ikke først har været i sanserne», hvilket vil sige, at bevidstheden ved fødslen er en «tom tavle» (tabula rasa). Der findes ingen medfødte ideer, al vores viden stammer fra erfaringen.

Hans politiske hovedværk Two Treatises of Government, (To afhandlinger om statsstyre) fra 1690 er et af liberalismens klassikere. I første afhandling vender han sig imod tanken om, at enevælden som politisk magt stammer fra Biblen.

I anden afhandling tager han lighed med Hobbes udgangspunkt i naturtilstanden. Hvor Hobbes ser naturtilstanden, som en alles krig mod alle, ser Locke den nærmere som en samfundstilstand, hvor mennesker er underlagt nogle fornufts- eller naturlove, der bl.a. siger at man ikke må skade andre.

I naturtilstanden er mennesker frie og lige. Det enkelte individs frihed er dog begrænset i den forstand, at man ikke må skade andre. For ligheden gælder, at ingen er født som slaver, eller til at herske, derfor er der tale om en lighed i udgangspunkt, men der er intet til hinder for, at der kan opstå både politiske og økonomiske uligheder mellem mennesker. Dette forklarer Locke ud fra naturretten, som han mener, enhver kan indse ved hjælp af fornuften.

Naturretten sikrer individets ret til liv, frihed og ejendom. Alle har ejendomsret til deres eget legeme, ingen kan sælge sit legeme eller gøre sig til slave. Heraf følger at enhver også har ret til frugten af eget arbejde. Det vil sige, at de nødder jeg plukker i skoven er mine, ligesom den jord jeg dyrker er min. Ejendomsretten er således begrundet i naturretten – uligheden kommer ind ved, at vi ikke har de samme evner, er lige flittige eller lige dygtige. Nogle mennesker er bedre til at skaffe sig ejendom end andre og derved opstår en retmæssig forskel i ejendomsbesiddelse. Da ejendom kan gå i arv, opstår der økonomiske uligheder i udgangspunktet. De der ingen ejendom har, må sælge den ejendom de trods alt har, nemlig deres arbejdskraft.

Økonomiske uligheder findes allerede i naturtilstanden og de bliver til politiske uligheder, når mennesker ved en samfundspagt slutter sig sammen og indfører statslige institutioner. Ifølge Locke ville en statsmagt ikke være nødvendig, hvis alle opførte sig ordentligt og respekterede andres ejendom. Men da der sker overgreb, mord og tyveri er der brug for en magt, der kan sikre de naturlige rettigheder. I naturtilstanden har alle ret til at straffe overgreb, men der er ingen konsensus om straf. Derfor mangler der i naturtilstanden en lovgivende magt til at indføre positive love, en udøvende magt, samt en dømmende magt til at sanktionere lovene. Det overordnede formål med staten er, at beskytte ejendom og give borgerne sikkerhed.

Ved at indgå en samfundspagt eller kontrakt afgiver de enkelte borgere en del af deres frihed til en suveræn. For Locke foregår det ved, at der vælges repræsentanter til at give love, opklare forbrydelser, dømme og straffe forbrydere mm. Alle må være indstillet på at følge flertallets afgørelser selv, hvis ens egne synspunkter kommer i mindretal. De forskellige repræsentanter har kun fået overdraget magten for en tid, og de er selv underlagt lovgivningen. Den egentlige suverænitet ligger hos folket. Locke er således fortaler for et liberalistisk, repræsentativt demokrati, men dog i temmelig begrænset omfang. Kvinder og mænd uden en vis ejendom havde ingen stemmeret.

Lockes politiske filosofi har haft stor betydning både i hans samtid, og for den senere politiske udvikling. Bl.a. danner hans tanker om frihed og lighed grundlag for udformningen af den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og for den franske menneskerettighedserklæring fra 1789. Også i dag indgår tesen om, at alle er født frie og lige i FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948.

G.P.

Litteratur

Locke, i serien de Store Tænkere, ved David Favrholdt, 1992