Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Antonio Negri (1933-), italiensk politisk filosof og aktivist. I stil med andre italienske intellektuelle som Antonio Gramsci, Amadeo Bordiga og Giorgio Cesarano har Negris tilværelse været viklet ind i række historiske begivenheder, der har tenderet til at gøre hans liv til et perfekt materiale for en politisk thriller: revolution, intriger, falske anklager, fængsel, flugt, eksil, frivillig tilfangetagelse, etc. I tråd med dette engagement i sin historiske samtid er Negris politiske filosofi nært knyttet til den praktiske politiske kamp mod kapitalens undertrykkelse, og han er således et af de klareste eksempler på muligheden for og relevansen af en militant, postmoderne og kommunistisk filosofi på grænsen til det 21. århundrede.

Efter som ganske ung at være blevet professor ved Universitetet i Padua, hvor der på det tidspunkt var et meget progressivt intellektuelt miljø, blev Negri i begyndelsen af 1960'erne engageret i de ekstraparlamentariske klassekampe, som rullede over Norditalien. Han forlod i 1963 det italienske socialistparti og begyndte at organisere læsninger af Marx' Das Kapital blandt arbejdere på egnens fabrikker. Sammen med en række andre vigtige venstreorienterede intellektuelle som Sergio Bologna og Mario Tronti blev Negri samtidigt involveret i publikationen af Quaderni Rossi, der var datidens vigtigste tidsskrift ledet af Rainiero Panzieri og Romano Alquati. Tidsskriftet gav stemme til en nye teori om arbejderklassens autonomi, som de italienske marxister udenfor kommunistpartiet på det tidspunkt udviklede, og forsøgte at politisere de økonomiske kategorier fra et arbejderklasse perspektiv. Konfronteret med den italienske stats introduktion af keynesiansk planlægning som middel til at regulere og udjævne kapitalismens bevægelser, reagerede den ekstraparlamentariske venstrefløj ved at insistere på, at kapitalen ikke blot skulle reguleres, men skulle destrueres. Denne destruktion skulle arbejderklassen gennemføre ved bl.a. at nægte at udføre det arbejde, kapitalen ønskede. Således skulle arbejderne negere de kapitalistiske produktionsrelationer ved at sabotere arbejdsredskaberne og udeblive fra deres arbejde. I sin tekst Il lavoro nella constituzione fra 1964 analyserede Negri - karakteristisk for denne kritik af arbejdsbegrebet - hvorledes arbejde blev integreret og inkorporeret i velfærdsstaten og kapitalen. Målet var således ikke arbejde som frigørelse, men frigørelse fra arbejdet.

Op gennem 1960'erne ledte arbejdernes stadigt voldsommere protester og studenterbevægelsens vækst til oprettelsen af en række revolutionære politiske grupper udenfor de etablerede partier og fagforeninger. Negri spillede en central rolle i gruppen Potere Operaio, der forsøgte at omsætte forestillingen om kritikken af arbejdet til praksis og affirmere arbejderklassens autonomi. Forestillingen om arbejdsafvisningen var nemlig baseret på en idé om arbejderklassen som et autonomt og selvskabende subjekt, der var uafhængig af kapitalens dialektiske former og var basis for kapitalismens værdi. Samtidig med at Potere Operaio i samarbejde med andre grupper udviklede en teori om arbejderklassens autonomi, reviderede Negri og hans kolleger den traditionelle definition af proletariatet, således at dette nu inkluderede alle, hvis arbejde blev udbyttet af kapitalen. Denne udvidelse medførte, at kampen mod kapitalen ikke længere blot var koncentreret på fabrikken, men fandt sted overalt i samfundet.

Efter opløsningen af Potere Operaio i 1973 deltog Negri i Autonomia Organizzata, der var et løst netværk af radikaliserede arbejdere, studenter, feminister, økologister og aktivistiske intellektuelle. Autonomia bevægelsen så på de tidligere organiseringsformer som sterile og ubrugelige og i modsætning til de nye begærer og behov, der var opstået i dagligdagen, og som skulle befries fra arbejdstiden. Demonstrationer og uroligheder fejede op gennem 1970'erne over Italien, og Negri blev i 1977 anklaget for at opildne til vold. På grund af det voldsomme politiske pres og anklagerne flygtede Negri til Paris, hvor han forelæste hos Louis Althusser på École Normale Supérieure om Marx Oltre Marx. Forelæsningerne og den efterfølgende bog var en genlæsning af Marx' Grundrisse, hvor Negri præsenterede et alternativ til den ortodokse objektivistiske og deterministiske marxisme ved at læse Grundrisse som et eksempel på en marxistisk videnskab om klassekamp og revolution. Ifølge Negri var kommunismen umiddelbart givet i omvendt form i kapitalismens kategorier. Gennem en aktiv negation af kapitalismens tvang kunne arbejderklassen konstituere kommunismen.

Da han i 1979 vendte tilbage til Italien blev han den 7. april sammen med række andre intellektuelle, journalister og forfattere arresteret, og Negri blev efterfølgende anklaget for at være «hjernen» bag De Røde Brigader. På grund af en række undtagelseslove blev Negri og mange andre holdt tilbage af den italienske stat uden at komme for en dommer og blive anklaget. I 1983 blev Negri imidlertid valgt til det italienske parlament, fik politisk immunitet og blev frigivet. Få måneder senere blev hans immunitet dog ophævet og for at undgå at vende tilbage i fængsel flygtede Negri til Frankrig. I fængslet skrev han bl.a. L’anomalia selvaggia, saggio su potere e potenza in Spinoza, hvor han gennem læsning af Spinoza videreudviklede modsætningen mellem arbejderklassens autonomi og kapitalens dialektik og skabte en ny historieteori eller politisk ontologi, med hvilken det var muligt at skille immanensplan fra transcendensplan og applikere denne distinktion på oppositionen mellem (kommunismens) potentialitet, den materielle konstruktion af væren gennem menneskelig kreativitet, og (kapitalens) magt, den allerede konstituerede orden.

I Paris underviste Negri på Université de Paris VII og Collège Internationale de Philosophie. Sammen med andre eksil-italienere og franske filosoffer og økonomer var han med til at skabe et meget aktivt forskningsmiljø, som kom til udtryk i tidsskriftet Futur antérieur og senere i tidsskriftet Multitudes. Det var i dette miljø, at Negri mødte den amerikanske litterat Michael Hardt, med hvem han i 1990'erne skrev bøgerne Labor of Dionysus og Empire, der begge var analyser af den samtidige globaliserede kapitalismes politiske orden. I bøgerne forsøgte de to at tegne et helhedsbillede af den globale udvikling og læste denne som den seneste etape i arbejdernes kamp mod kapitalen fra modernitetens udspring til i dag og frem i tiden til kommunismens komme. Selvom kapitalens globalisering har medført en stadig større udbytning af arbejderne, nu benævnt multituden, så mener Hardt og Negri, at udviklingen af et verdensmarked og en biopolitisk produktion har givet os værktøjer til endeligt at forlade kapitalismens parasitære orden og affirmere multitudens selvskabende kreativitet.

I 1997 vendte Negri frivilligt tilbage til Italien og blev sat i fængsel, hvor han stadig afsoner sin straf. Han ønskede med sin tilbagevenden at hjælpe med til at afvikle den penible politiske og juridiske situation, at italienske intellektuelle og aktivister stadigvæk sidder fængslet eller er i eksil, og bad den italienske stat om at finde en kollektiv løsning på problemet.

Negri fremstår som en af de mest originale marxistiske tænkere i nyere tid. I modsætning til mange andre marxistiske filosoffer og tænkere, som forlod marxismen i 1960'erne og 1970'erne i utilfredshed med den historiske materialismes dogmatiske og sterile klasseteorier, så gennemførte Negri en marxistisk kritik af marxismen og udviklede en postmarxistisk ontologi. Dette skete samtidig med, at han fastholdt sit politiske engagement. På sin vis kombinerer Negri den italienske autonomia-traditions forestilling om arbejderklassens autonomi med indsigter fra fransk filosoffer som Michel Foucault, Gilles Deleuze og Félix Guattari, der alle betoner modstandens oprindelighed. Derved skaber Negri en poststrukturalistisk marxisme, hvis vigtigste indsigt er, at arbejderklassen inkarnerer en oprindelig magt i betydningen potentialitet og mulighed, en konstituerende impuls, der aldrig udtømmes i det konstituerede.

M.B.R.