Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Brugsforening (1866-), foreninger der ejes af medlemmerne selv, og som gennem indkøb af store varepartier skal sikre medlemmerne billige varer. Overskuddet af foreningen fordeles ofte til medlemmerne i form af dividende, ifht. hvor meget hvert enkelt medlem har købt.

Ideen om oprettelse af brugsforeninger går tilbage til de utopiske socialister (se f.eks. Charles Fourier, Saint-Simon og Robert Owen) og deres kooperationstanker. De første brugsforeninger oprettedes således i England i 1820'erne, men den første succesrige moderforening blev stiftet af væverne i Rochdale nær Manchester i 1844. I Tyskland blev tanken taget op i 1850'erne af den liberale politiker Franz Hermann Schulze-Delitzsch (1808-83). Han blev drivkraften bag en omfattende brugsforeningsbevægelse under borgerskabets ledelse. Formålet med disse foreninger var at afhjælpe den værste nød blandt arbejderne, og dermed hindre socialismens fremmarch. Den tidlige tyske arbejderleder Ferdinand Lasalle stillede sig derfor skarpt afvisende overfor brugsforeningstanken. Med baggrund i sin egen jernhårde lønningslov hævdede han, at hvis arbejderne fik lavere varepriser, ville det blot medføre, at arbejdslønnen faldt tilsvarende. Det var en opfattelse, der længe blev bevaret i den internationale arbejderbevægelse, og brugsforeningerne var derfor den sidste gren indenfor kooperationen, der blev anerkendt i bevægelsen.

Den første levedygtige brugsforening i Danmark blev oprettet i 1866 af pastor Chr. Sonne (1817-80) i Thisted, og de danske brugsforeninger havde frem til 1880'erne karakter af at være borgerlige sociale hjælpeforeninger, der især var rettet mod proletariatet på landet. Ofte hed de ligefrem arbejderforeninger. I 1880'erne tog landmændene andelstanken op og førte brugsforeningstanken til stor succes.

Socialdemokratiet i Danmark tilsluttede sig i sine første år Lasalles kritik af brugsforeningerne. Det havde også betydning for partiets holdning, at mange mindre detailhandlende var socialdemokrater, og det ønskede ikke at støde disse vælgere fra sig, ved at sætte brugsforeningsinitiativer i gang. Endvidere var perioden op til 1900 generelt præget af faldende eller stagnerende varepriser, mens arbejdernes lønninger steg. Først da billedet skiftede omkring århundredeskiftet, blev de første brugsforeninger oprettet i København, hvor der omkring 1910 var stiftet ca. 10 mindre foreninger. Udenfor Danmark var arbejderbevægelsens interesse for brugsforeningerne også stigende, og i Danmark fandt skiftet sted på socialdemokratiets kongres i 1908, hvor hele den kooperative bevægelse fik partiets godkendelse. Det spillede også en rolle, at de mange arbejdere der vandrede fra land til by kendte til brugsforeningernes succes på landet.

Brugsforeningerne gennemløb nu en hastig udvikling i byerne, og i 1916 stiftedes Hovedstadens Brugsforening (HB) som en sammenslutning af 16 foreningerne med ca. 7.700 medlemmer. Samtidig blev det landsdækkende forbund De samvirkende Brugsforeninger stiftet. Denne organisation opløstes i 1965, da de fleste brugsforeninger i byerne var blevet sluttet sammen med HB. I 1973 sluttede HB sig sammen med Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, og den sidste rest af arbejderkooperation forsvandt dermed.

Fusionstendensen er fortsat. Brugsforeningerne presses af andre varehuskæder - i Danmark bl.a. af Dansk Supermarked ejet af A.P. Møller. I 2001 sluttede de nordiske brugsforeninger sig derfor sammen til COOP Norden.

A.J.