Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
     .  Pædagogik
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/6 2005
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 84.537
: :
Habitus

Habitus betegner en erhvervet disposition, og begrebet er i nyere tid stærkest præget af sociologen Pierre Bourdieu. Både ordbrug og betydning går imidlertid tilbage til antikkens Grækenland, hvor ordet «hexis» af bl.a. Aristoteles blev brugt til at betegne en varig og erhvervet, dvs. ikke medfødt egenskab. I middelalderens skolastiske filosofi hos bl.a. Thomas Aquino bliver hexis så latiniseret til habitus i omtrent den betydning, som ordet har på dansk, når man taler om en persons moralske habitus. Ligesom på ældre dansk kunne habitus (og hexis) også bruges om kroppen, f.eks. om dens holdning eller sundhedstilstand. Derefter har begrebet fundet spredt og usystematisk anvendelse hos latinkyndige og filosofisk skolede tænkere og forskere.

Da Pierre Bourdieu tog det op i 1960'erne, skete det i en sociologisk sammenhæng. Han havde brug for et begreb, der beskrev den varige prægning, som sociale strukturer giver mennesker. Eksempelvis brugte han det til at forklare den økonomisk irrationelle adfærd, som algierske bjergbønder udviste, når de indtrådte på det moderne Algeriets arbejdsmarked i byerne. Deres adfærd kunne forklares med, at de gennem socialiseringen i en prækapitalistisk æresøkonomi havde erhvervet en habitus, der ikke passede til et kapitalistisk arbejdsmarked. Deres opvækst og erfaring tillod dem ikke at sælge deres arbejdskraft for penge uden omsvøb og eufemismer. Æresøkonomiens sociale strukturer levede således videre i dem som en habitus, der nu pludselig ikke længere passede til de strukturer (arbejdsmarked), de levede under i byen.

Bourdieus generelle pointe er, at al socialisering fungerer som en inkorporering af sociale strukturer, som individet siden bærer med sig. Når Bourdieu siger inkorporering eller kropsliggørelse er det for at understrege, at denne prægning ikke er bevidst, men snarere fungerer som en slags automatik, der indskrives i kroppen. Letfattelige eksempler på tillærte handlingsmønstre, som udføres af kroppen uden refleksion, er det at cykle eller skrive i hånden; ens håndskrift udføres som oftest på samme måde af ens krop (hånd) hele livet igennem, uden at det på nogen måde er et resultat af vilje eller bevidsthed. Men med automatik menes på den anden side heller ikke en slags computerprogram, der er indlæst i individet, og som derfra bestemmer dets handlinger i al evighed. Dels er en habitus ikke uforanderlig, selv om den er varig; den kan forandres af senere sammenhænge (ens håndskrift kan f.eks. skoles, hvis man uddannes til arkitekt eller designer). Dels er habitus et system af dispositioner, idet der med disposition menes en tilbøjelighed til eller et anlæg for at handle på bestemte måder, og en sådan tilbøjelighed er mere en tendens til at gøre noget end en tvang. Ydermere fungerer en habitus altid i forhold til en social sammenhæng, og den samme habitus kan derfor alt efter den sociale sammenhængs art give anledning til vidt forskellige handlinger og synspunkter.

Når det let bliver indviklet at forklare et i grunden enkelt begreb, skyldes det, at det ligger til grund for en handlingsteori, der står i modsætning til to andre handlingsteorier. Den ene er teorien om den rationelle aktør, som er grundlaget for økonomisk teori. Her handler individet teoretisk set helt frit, med fuld bevidsthed og med intentionen om at nå et mål, der er sat som sådan. I forhold til det er den habitusbaserede handling ikke nødvendigvis bevidst og sætter sig ikke mål, men anlægger i kendte og ukendte sammenhænge improviserede strategier, der først kan ses som sådanne bagefter. Den anden handlingsteori, som habitusteorien står i modsætning til, er den strukturelle determinismes. Hvis individet handler som den, der udfører et program eller en struktur, som f.eks. kan være indskrevet i produktionsforholdene (strukturmarxisme), i hjernens strukturer (strukturalistisk etnologi) eller i psykens strukturer (psykoanalyse), er handlingerne determinerede af forhold udefra og tillader ingen improvisation eller usikkerhed i forhold til udfaldet. Her indebærer habitusteorien en større grad af improvisation og individuel variation, men stadig inden for visse rammer, som kun kan konstateres efterlods. Det er individerne, der er aktive, men de er det på grundlag af deres socialisering.

I moderne samfund er de to hovedkilder til habitusdannelse familiens og uddannelsessystemets socialisering. Begge giver anledning til en lang række forskellige og socialt differentierede habituser. Inkorporeringen af de sociale strukturer i samfundet sker gennem den umærkelige prægning af familiens position i den sociale struktur, dvs. som en prægende erfaring af forskelle. Eksempelvis erfaringen af at vokse op i en familie, der er rigere eller fattigere end de fleste, eller som er lige så rig eller fattig som de fleste bortset fra yderpunkterne. Det samme gælder for familiens forhold til uddannelse og kultur, fra det boglærde til det ulærde, fra business til humaniora. Og desuden er der erfaringen af forskellene på at vokse op på landet eller i byen, i et fint eller et stigmatiseret eller gennemsnitligt kvarter. Sidst, men ikke mindst præges habitusen af ens køn, som også er en forskelserfaring: Som pige er man ikke dreng, som dreng ikke pige. Uddannelsen, dens længde og dens art giver yderligere habitusforskelle, som bygges oven på dem fra den primære socialisering i familien.

Som et varigt, erhvervet og socialt differentieret system af dispositioner kan habitus-begrebet derfor bruges til at forklare, at mennesker handler, som de gør. Habitus er det aktive og dynamiske princip, som gør, at vi alle er i besiddelse af betingede sociale reflekser. Og den eneste frihed, man kan opnå i forhold til disse reflekser, er for Bourdieu at kende dem og dermed kunne modvirke dem, hvor de er ufrugtbare, eller underbygge dem med f.eks. mere viden og kunnen, hvis de er moralsk forsvarlige.

Hvis en habitus kommer til at virke under de samme sociale strukturer, som den er produkt af, har den tendens til at være reproducerende, som hos skolelærerbarnet, der selv bliver skolelærer. Men som netop dette eksempel viser, er de tilsyneladende samme strukturer ikke altid de samme. For hvis den øvrige befolkning har erhvervet mere uddannelse i mellemtiden, er det ikke længere det samme at være skolelærer, som det var i generationen før. Omvendt er habitus ofte – på godt og ondt – et dynamisk princip i den historiske udvikling, f.eks. når grupper med en anden social baggrund og dermed habitus erobrer arbejdsmarkeder eller erhverv. Man kunne nævne den stigende uddannelsesgrad hos børnene af store og små selvstændige erhvervsdrivende, problemerne ved arbejderklassens mere eller mindre tvungne overgang til intensiveret brug af uddannelsessystemet eller mellemlagenes erobring af den offentlige sektor i nyere tid.

Habitusbegrebet kan derfor også bruges til at forstå langsigtede ændringer i samfundet. men som Bourdieu understreger, er det et begreb, der er beregnet til praktisk brug, f.eks. i empirisk forskning, hvor man undersøger sine hypoteser. I teoretisk sammenhæng kan begrebet anvendes til at kritisere de mere primitive udslag af den økonomiske teoris forestillinger om den rationelle aktør, fordi habitusbegrebet også gør opmærksom på, at der ligger meget andet bag menneskelig handling end økonomisk fornuft – også i økonomiske sammenhænge.

C.S.


Litteratur

Pierre Bourdieu: Udkast til en praksisteori. Hans Reitzel, 2005
Pierre Bourdieu: Det økonomiske felt, Dansk sociologi, 13. årg. nr. 1, 2002
Pierre Bourdieu, Erwin Panofsky: Gotik: Arkitektur, skolastik, habitus. Klim, 2002
Staf Callewaert: Kultur, pædagogik og videnskab. Om Pierre Bourdieus habitusbegreb og praktikteori. Akademisk Forlag, 1992.

Se også: www.hexis.dk