Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Italien
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
Ideologi  .  Socialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 28/6 2010
Ansvarlig redaktion: Filosofi
Læst af: 2.623
: :
Calogero, Guido
Guido Calogero
Guido Calogero

Guido Calogero (1904-1986), italiensk filosof, født i Rom i 1964 og dimitterede under Giovanni Gentile i 1925. Hans kandidatafhandling blev udgivet i 1927 under titlen Den Aritoteliske Logiks Grundlag. Med Gentile udførte han fælles arbejde for filosofisektionen i den Italienske Encyklopædi, Treccani, som var grundlagt af Giovanni Treccani i 1925. Selvom Calogero var engageret anti-fascist, betragtede han sig som en af Gentiles disciple og arbejdede hårdt med sin lærer på En kritisk gennemgang af italiensk filosofi. Fra 1925 tog han afstand fra Gentilisk Aktualisme med en række bemærkelsesværdige udgivelser frem til og inklusive Epistemologiens Slutning i 1938. Foruden påvirkningen fra Gentile, lod han sit arbejde og politiske dannelse påvirke af Benedetto Croce, som han fra 1930 betragtede som sin anden lærer. Han opnåede en stilling som lærer i filosofihistorie ved Scuola Normale Superiore i Pisa, men blev på et tidspunkt afskediget på grund af sin anti-facisme. Efter fascismens fald blev han genindsat i en lærerstilling ved Roms Universitet.

I forbindelse med hans anti-fascistiske undergrundsaktivitet mødte han i 1933 Noberto Bobbio. Da han flyttede til Firenze efter sin afskedigelse fra stillingen ved Normale, kom han i kontakt med Aldo Capitini, som havde trukket sig tilbage til Perugia efter at være blevet afskediget fra sin stilling ved Normale, og begge engagerede sig i grundlæggelsen af Liberal-Socialismen, et intellektuelt og politisk anti-fascistisk netværk. I 1937 skrev de Det Liberal-Socialistiske Manifest. Croce kritiserede navnet, såvel som idéen, om liberal socialisme voldsomt. Tilsyneladende analogt til Giustizia e Libertá (Retfærdighed og Frihed) – Carlo Rossellis politiske anti-fascisitiske bevægelse – var liberal socialisme bemærkelsesværdig pga. sin stærke liberalistiske inspiration, som imidlertid hældede mod en forening med socialistiske idealer og skabte en syntese af liberal konstitutionalisme og socialistisk egalitarisme.

I begyndelsen af 1940 blev der afholdt en konference i Assisi, hvor de to bevægelser slog sig sammen. Liberal-socialismen blev skånselløst forfulgt af det fascistiske politiske politi, OVRA. I 1942 blev Calogero arresteret og efterfølgende idømt to års fængsel i Abruzzo. Det samme år blev Partito d’Azione (Handlingspartiet) født som et resultat af sammenslutningen af en bevægelse med sekulær demokratisk-republikansk anti-fascistisk inspiration (hvis leder var Ugo La Malfa) med den Liberal-socialistiske bevægelse. Calogero tilsluttede sig (i modsætning til Capitini) det nye parti og blev fortaler for ideen om nationalisering af store økonomiske foretagender som en økonomisk politik for efter-fascismen. Desuden havde den forhenværende præsident for den Italienske Republik, Carlo Azeglio Ciampi, været hans student i Pisa og dengang medlem af det samme parti. Efter opløsningen af Partito d’Azione i 1947 dannede Calogero i 1948 en lille politisk gruppe, mens han udførte politisk og intensiv akademisk aktivitet, som kastede et væld af udgivelser af sig. Han bakkede op om Danilo Dolcis sicilianske kampagne mod mafiaen. I 1955 var han blandt grundlæggerne af Partito Radicale [Det radikale parti], som opstod ud fra splittelsen af Partito Liberales (Det liberale parti) venstrefløj. Partito Radicale er i dag stadig et parti med en tydelig sekulær inspiration, som er ret aktivt på den italienske politiske scene. I 1966 gik han ind i Partito Socialista (Det socialistiske parti) og tilsluttede sig en demokratisk to-parti model. Calogeros politiske ideer er oftest blevet fremstillet i etiske termer, med en betoning af ideen om frihed, udtrykt i egalitaristiske, sekulære og pluralistiske termer.

Den første fase i Calogeros forskning fokuserede på studiet af antikkens logik. Ud over den allerede citerede tekst af Aristoteles udgav han Studier af Elatisme, 1932, Historien om antik logik, 1967, såvel som hans bidrag til Den Italienske Encyklopædi om Sokrates, Platon og Xenophanes. Epistemologiens Slutning, 1938, Menneskets skole, 1939 og Forelæsninger i filosofi udgør en anden fase i hans arbejde, hvori Calogero udvikler pointerne til sin senere og mere kendte Dialogens Filosofi, 1962. Hans læsning af Aristoteles blev optaget på opfordring af Gentile, og Calogero udviklede sin anti-logik og anti-epistemologi med udgangspunkt i denne læsning. Den stærke gentilianske dikotomi mellem klassisk logik (som angår den abstrakte logik) og den moderne logik (som angår den konkrete logik) bliver alligevel genundersøgt af Calogero for til sidst at forene den absolutte erkendelses ånds teoretiske dimension med den praktiske.

Inden for den aristoteliske logik bliver to specifikke momenter af erkendelsens akt distinkte: den noetiske og den dianoetiske. Den første svarer til den rene intuition eller intellektuelle apperception. Herfra fremkommer den dianoetiske aktivitet af intellektet. Sidstnævnte er den sande og egentlige diskursive tænkning. Logikken virker i dette felt ved at abstrahere fra tankens indhold. Og det er af denne grund, at Calogero anser noesis for overordnet dianoesis. Virkeligheden kan ikke erstattes gennem en logisk-argumenterende teknik, som er fjern fra eksistensens indhold. Calogeros anti-logik præsenteres således som stærk, såvel som hans angreb på formodningen om logikkens autonomi fra sit eget vidensindhold. Det tænkende subjekt kan ikke forvises til en andenplads, på den måde som den abstrakte og syllogistiske logik forsøger at gøre.

Skiftet til «handlingens filosofi» (som en modsætning til epistemologien, «vidensfilosofi») finder sted i 1938 med Epistemologiens Afslutning. Erkendelsen er akt, i stand til at ændre og gribe ind i virkeligheden. Heraf fremkommer etikkens centrale stilling frem for det teoretiske, det dialogiske for det blot logiske.

Følgende udtalelse fra Calogero er bemærkelsesværdig: «Der er noget ubestrideligt i grundlaget for alle vores diskussioner, og det er for enhver af os ønsket om at diskutere. Mere nøjagtigt føler enhver af os oplivet i diskussionens ånd, navnlig i ønsket om at forstå andre og få et glimt af deres begrundelser. Derfor underkaster vi vores mest solide argumenter deres kritik med den oprigtige forventning om, at en sådan kritik muligvis vil gøre dem mindre solide. En sag har alligevel ret til at blive betragtet som indiskutabel, nemlig at unddrage sig enhver tilfældig undervurdering, der skyldes uenighed og den andens kritik. Således er dette vedvarende ønske om at forstå […] dette diskussionsprincip kan ikke ophæves i vores ånd, medmindre vi ophæver os selv. Ville nogen i virkeligheden kunne adlyde en andens anmodning om ikke at blive forstået, uden dog at have det til hensigt, og derfor uden at trodse sig selv? Dette princip er derfor den sande absolutisme, i den forstand, at den er «fritaget» fra enhver nødvendighed af bekræftelse fra andre. [... ] Derfor er dette det eneste stabile grundlag i det enorme hav af ubestemtheder, den eneste sikre indikation, der tillader os at undslippe både skeptikerens kvaler – som er ude af stand til at finde en eneste vedvarende handlingsnorm ud af respekt for andres mulige meninger – såvel som at overkomme dogmatikeren – som er overbevist om, at det at tage hensyn til andres bedste blot er, hvad han synes er godt for sig selv» (Filosofia del dialogo, (Dialogens Filosofi, s. 41).

Forståelsen af andres begrundelser er Calogeros motto par excellence, og det er tydeligt, at han var en forløber for Apels og Habermas' diskursetik. Dialog og demokrati er de to grundprincipper, hvorpå Calogeros individualistiske etik er grundlagt, ét hvor dialogen altid er aktiv, aldrig afsluttet, og altid udefineret, en anden hvor individer, på trods af at de er afgrænsede og bestemte i deres egen partikularitet (i konstant fare for at lukke sig af som en isoleret enhed), finder en kontekst, som muliggør interaktion inden for rammerne af symmetriske og gensidige relationer. Lighed for alle er grundlagt på den mulighed, at alle har retten til frit at deltage in dialog og demokrati. Liberale og socialistiske teorier er grundlagt på denne etisk-politiske vision for menneskeheden, som drejer sig om principper for retfærdighed, lighed og frihed.

Calogeros sekulære indstilling i både filosofi og politik er klar og tydelig, selvom der er talrige referencer til den evangeliske tekst i hans arbejde. Calogero opretholder et «sekularismens princip», når han skriver: «Jeg vil med det samme sige, at en af de vigtigste grunde til, at en ny grundig undersøgelse af det verdslige princip forekommer mig nyttig, ganske enkelt er, at man så gentager for alle jeres katolske venner, hvad de så ofte glemmer, nemlig at vi også taler til dem, at vi også forsvarer dem. Vi forsvarer ikke de troende i en bestemt vision om tingene, men de troende i enhver vision om tingene» (Filosofia del dialogo, s. 299-300).

Calogeros liberal-socialisme bliver et rigere og mere interessant politisk standpunkt af de indsigter, som han førte over fra sin filosofiske undersøgelse og forsøgte at oversætte til forslag til en rigere politisk diskurs. Fra et mere strengt politisk standpunkt var Calogero stærk tiltrukket af det engelske Labour Party og af det anglo-saksiske demokratis fremgangsmåde, baseret på frihed og personligt ansvar. Calogeros socialisme kan opsummeres i ideen om et retfærdigt samfund, som kun bliver muligt, hvis ideen fremmes gennem dialog og gensidighed, og om et demokrati, hvis integrerede dialog er en universel rettighed/pligt.

Faktisk skriver Calogero: «De uendelige rettigheders rødder er hverken i en filosofi eller i en religion, men i respekten for friheden til at have filosofier og religioner. Og denne respekt er ikke at finde, hvor den ville være mest bekvem, det vil sige, i selve den eksisterende virkelighed, om den så er fysisk eller metafysisk eller logisk eller guddommelig. Den findes et mere ubekvemt sted: i selve ansvaret». (Filosofia del dialogo, s. 112).

Selvom Calogero er overset både i og uden for Italien, har han alligevel fortjent anerkendelse for at have foregrebet adskillige etiske-politiske temaer, som ofte debatteres i dag. Særligt hans forestilling af kulturernes pluralitet og den menneskelige sameksistens (i Filosofia del dialogo, s. 419 ff.) varsler den nutidige inter-kulturalisme. Faktisk skriver han: «Reglen for sameksistens med andre går […] altid ud over det, som vi allerede besidder, dvs. ud over vores religion, vores tro, vores filosofi, vores ideologi. Dette er en lov som til stadighed overstiger enhver bestemt kulturs mulige indhold. Derfor er ingen kultur er forpligtet til at opgive dele af sit ideologiske indhold, så længe den indvilliger i at overholde sameksistensens regler. Og det burde ikke være så vanskeligt siden ønsket om at forstå andre ideer ikke afhænger af de ideer, som allerede besiddes, da det består i at gå udover de ideer, som vi allerede besidder».

C.Ma.F. (Oversat af Luise Li Langergaard)

Litteratur

G. Calogero, I fondamenti della logica aristotelica, Firenze: La Nuova Italia, [1927] 1968.
- Studi sull'eleatismo, Firenze: La Nuova Italia, [1932] 1977.
- La conclusione della filosofia del conoscere Firenze: Le Monnier, 1938.
- La scuola dell'uomo, Firenze: Sansoni, [1939] 1956.
- Il metodo dell'economia e il marxismo, Bari: Laterza, [1944] 1967.
- Difesa del liberalsocialismo, Roma: Atlantica, 1945.
- Lezioni di filosofia: I: Logica, gnoseologia,ontologia, Torino: Einaudi, 1948
- Lezioni di filosofia: II: Etica, giuridica, politica, Torino: Einaudi, 1946.
- Lezioni di filosofia: III: Estetica, semantica, istorica, Torino: Einaudi, 1947.
- Filosofia del dialogo, Milano: Comunità, 1962.
- Quaderno laico, Bari: Laterza, 1967.
- Storia della logica antica, I: L'età arcaica, Bari: Laterza, 1967.
- Le regole della democrazia e le ragioni del socialismo, Roma: Edizioni dell’Ateneo, 1968.

Oversat til engelsk:
G. Murray, M. Brosio, and G. Calogero, Benedetto Croce: a Commemoration, London: Pubblicazioni dell’Istituto italiano di cultura di Londra, 2, 1953.
- ‘Gorgias and the Socratic Principle: Nemo sua Sponte Peccat’ , Journal of Hellenic Studies, 1957.

Oversat til tysk:
- Studien über den Eleatismus ins Deutsche übersetzt von Wolfgang Raible, Hildesheim - New York: G. Olms Verlag, 1970.

Oversat til fransk:
- Philosophie du dialogue : essai sur l’eìsprit critique et la liberteì de conscience, trad. de P. Van Beuer, Bruxelles: Univ., 1973.
- Laïcisme et Dialogue, textes reìunis, traduits et preìsenteìs par Evelyne BuissièÌre, Villeneuve d’Ascq: Presses universitaires du septentrion, 2007.

Om Calogero:
Canto-Sperber, M. and Urbinati N. (eds.), Le socialisme liberal: une anthologie : Europe-Etats-Unis, Paris: Editions Esprit, 2003.
Canto-Sperber, M., Les Règles de la Liberté, Paris: Plon 2003
Rieser, M., ‘The Aestetics of Guido Calogero’, Journal of Aesthetics and Art Criticism, 30 (1971), pp. 19-26.