Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Italien
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 20/4 2012
Læst af: 4.800
: :
Bobbio, Noberto
Noberto Bobbio
Noberto Bobbio

Noberto Bobbio (1909-2004), italiensk politisk filosof og retsfilosof, født i Torino, hvor han ligeledes virkede ved sin død i 2004. Før sin tilbagevenden til Torino som underviser på det juridiske fakultet underviste Bobbio på universiteterne i Camerino, Siena og Padua. Selvom han var en nær ven af grundlæggerne af den antifascistiske bevægelse «Socialismo Liberale», afholdt han sig omhyggeligt fra politisk aktivitet indtil han i 1942 tilsluttede sig det venstre-demokratiske parti «Partito d'Azione», der var opstået som resultat af sammenslutningen mellem «Socialismo Liberale» og netværket omkring Liberalsocialisterne («Liberalsocialisti»), der var grundlagt af Aldo Capitini og Guido Calogero.

Efter 1947 tilsluttede Bobbio sig som de fleste medlemmer af Partito d'Azione det italienske socialistparti, og var en engageret omend kritisk deltager på den kommunistiske venstrefløj indtil 1989, hvor det italienske kommunistparti ophørte med at eksistere. Bobbios intellektuelle udvikling er kendetegnet ved en fortsat refleksion over begreberne ret og magt, som han betragtede som «to sider af den samme mønt» og undersøgte fra en bred vifte af videnskabelige perspektiver spændende fra retsfilosofi til politisk filosofi, fra retshistorie til politisk idehistorie og stats-kundskab. Bobbios udvikling kan inddeles i tre forskellige faser (personalisme, liberalisme og demokrati) efter det skiftende etisk-politiske fokus i hans reflektioner over lov og magt.

I den første fase var Bobbio optaget af at udvikle de teoretiske rammer for en overskridelse af de herskende ideologier i 1930'erne – individualisme og kollektivisme. Ideen om en sekulær og social personalisme, som han udviklede i dialog med fænomenologien hos Edmund Husserl og hans efterfølgere (The Penomenological Approach to Social and Legal Philosophy, 1934) og senere gennem en kritisk undersøgelse af eksistentialismen (The Philosophy of Decadentism, 1948) repræsenterer en ideel forbindelse og et formidlingspunkt mellem kravet om frihed og idealet om social lighed. Bobbio tilvejebragte på denne måde det teoretiske udgangspunkt for den «liberale socialisme», hvis politiske program først blev formuleret af Capitini og Calogero, og hvis ideologiske og politiske rationale netop ligger i muligheden for – og nødvendigheden af – en syntese mellem frihed og lighed.

Efter anden verdenskrig og i lyset af de ændrede betingelser for økonomien og den internationale politik forkastede Bobbio imidlertid personalismen og nærmede sig i stedet en teoretisk tilgang, der baserer sig på den hobbesianske model: På et antropologisk niveau udgør det isolerede, ængstelige individ den implicite baggrund for Bobbios teoretiske valg, såvel hvad angår studierne af retten og overtagelsen af Kelsens «rene» retsteori (Studies on the General Theory of Law, 1955) som hvad angår de politiske studier og teorien om de individuelle rettigheder og sikringen af disse gennem bestemte konstitutionelle mekanismer som et værn imod magten. Fælles for Bobbios teoretiske valg er i denne fase bestræbelsen såvel på et videnskabeligt som på et politisk niveau at sikre muligheden for dialog mellem modsatrettede ekstremismer. Bobbios forsvar for en institutionel liberalisme bragte ham i den sammenhæng ikke blot i konflikt med kommunistpartiets ledere og intellektuelle, men det udgør ligeledes baggrunden for hans kritik af den etiske liberalisme hos Benedetto Croce, som han kritiserede for at udvikle en teori om liberalismen, der ikke ville være uforenelig med tilstedeværelsen af politisk diktatur.

Efterstræbelsen af politiske tilstande, der begunstiger fred og orden, er et vigtigt tema i den anden fase af Bobbios teoretiske udvikling og giver i forfatterskabet anledning til en række studier af internationale relationer. Bobbio konkluderede gennem en analyse af den aktuelle situation og de mulige veje til fred, at en retslig pacifisme som denne forefindes hos Kelsen og Kant vil være den mest realistiske vej til at skabe stabile betingelser for fredelige relationer mellem stater (The Problem of War and the Ways toward Peace, 1969). I den sammenhæng udviste han en særlig interesse for den føderalistiske tradition i Italien, som han havde stiftet bekendtskab med som medlem af Partito d'Azione og fordybet sit kendskab til gennem en række idehistoriske studier af Carlo Cattaneo, der var den intellektuelle frontfigut for Risorgimento-bevægelsen i 1900-tallets Italien (A Committed Philosophy, 1970).

Den tredje fase på Bobbios udviklingsvej er kendetegnet ved en intens interesse i demokratisk teori. I en diskussion med den marxistiske doktrin udvikler Bobbio en «minimal» og formel demokratiteori, ud fra hvilken demokrati forstås som en procedure for at træffe kollektive afgørelser i overensstemmelse med bestemte «spilleregler», herunder lige tilgang til at stemme, flertallets beslutningsret samt princippet om pluralisme (Which Socialism?, 1987). Grundlaget for denne version af Bobbios demokratiske teori er den historiske sammensmeltning af liberalisme og demokrati. Yderligere indgår der her en række elementer hentet fra elite-teorierne hos Mosca og Pareto.

En bevidsthed om de værdier, der ligger til grund for de politiske spilleregler flyttede imidlertid i stigende grad Bobbios opmærksomhed imod et mere substantielt begreb om demokrati, der baserer sig på en inddragelse af sociale rettigheder på lige fod med den mere konventionelle liste over civile og politiske rettigheder. Hertil kommer, at Bobbios teori i denne version, der er eksplicit foreskrivende, rummer et tydeligt element af pessimisme. Et affortryllet syn på demokratiets historie og praksis (i særdeleshed det italienske demokratis) førte Bobbio til en diskussion af en række «brudte løfter» med hensyn til de værdier og muligheder, der er implicitte i den demokratiske teori, men som synes at blive forrådt af den politiske virkelighed. Bedraget overfor den moderne individualismes præmisser, de korporative interessers tilbagevenden, oligarkiernes overlevelse, den kraftesløse udbredelse af demokratiet i civilsamfundet, den fortsatte eksistens af bestemte «usynlige» magtformer samt den utilstrækkelige demokratiske modning af borgerne førte Bobbio til at understrege den store afstand mellem det politiske livs idealer og de «hårde kendsgerninger». En tidssvarende demokratisk teori må derfor ifølge Bobbio tage højde for den politiske virkelighed og de forhindringer, den præsenterer os for: I særdeleshed må en aktuel teori konfrontere sig med de farer, der udgøres af den teknokratiske udvikling, udvidelsen af det bureaukratiske apparat og den demokratiske regerings manglende gennemslagskraft: «Demokratiets fremtid» vil afhænge af evnen til at se disse problemer i øjnene, men også af hvor hårdnakket vi evner at forsvare demokratiets værdier og fundamentale regler, idet disse ifølge Bobbio udgør den styreform, der er mest egnet til at løse politiske og sociale konflikter uden voldsudøvelse (The Future of Democracy, 1987).

Bobbios juridiske teori udviklede sig i denne fase gennem inddragelsen af en ny funktionalistisk tilgang som supplement til den traditionelle strukturelle tilgang til lov og ret, idet førstnævnte ifølge Bobbio bedre vil være i stand til at indfange rettens særlige rolle i det fremskredne industrisamfund. Denne rolle bliver særligt tydelig ved det forhold, at retslige normer får en promotionel funktion.

Den sidste fase i Bobbios udvikling kendetegnes først og fremmest ved hans holdning til Golf Krigen i 1991 og krigen i Kosovo i 1999. Bobbio betragtede i begge tilfælde, omend af forskellige grunde, de internationale interventioner som legitime og blev i vid udstrækning – selv af venner og tidligere studerende - beskyldt for inkonsistens i forhold til sin egen tænknings fundamentale præmisser. Ikke desto mindre viser en grundig læsning af Bobbios værk, der ikke baserer sig på en uproduktiv og vildledende departementalisering af hans politiske og juridiske skrifter, at den primære nøgle til forståelsen af hans poisition er den dialektiske relation mellem en retsordens virkekraft og legitimitet. Anvendelsen af en sådan dialektisk tilgangsvinkel, der kan betragtes som kulminationen på hans politiske og retsfilosofiske teorier, på aktuelle krige har muligvis ført Bobbio til at forsvare kontroversielle synspunkter, men dette bør ikke ses som modstridende med hans tidligere tænkning.

Også den sene Bobbios holdninger til Italiens økonomiske politik fremprovokerede en række kontroverser. Således førte Silvio Berlusconis magtovertagelse Bobbio til at genoptage den italienske anti-fascist og venstreliberale Piero Gobettis kritik af den italienske politiske tradition og i forlængelse heraf fortolke fænomenet Berlusconi som endnu et eksempel på de anti-demokratiske tilbøjeligheder, der har deres rod i den italienske folkesjæl. I tråd med Gobettis analyse af fascismen hævdede Bobbio derfor, at Berlusconi-fænomenet bør ses som et opdateret eksempel på «nationens selvbiografi» (Between two Republics. At the roots of Italian Democracy, 1996).

Bobbio betragtes i dag som en af de store intellektuelle foregangsmænd for det liberal-demokratiske venstre. Hans værker læses i vid udstrækning udenfor Italiens grænser, især i de spansk- og portugisisktalende lande. Senest har hans tænkning oplevet fornyet interesse i Frankrig, Tyskland, Nordeuropa og USA.

T.Gre. (oversat af P.Je.)


Litteratur

P. Anderson: The Affinities of Norberto Bobbio, New Left Review I/170 (1988): 3-36.
P. Anderson: Arms and Rights: Rawls, Habermas and Bobbio in an Age of War, New Left Review 31 (2005): 5-40.
N. Bobbio: The Philosophy of Decadentism: A Study in Existentialism (1944), Engl. transl . by  D. Moore, Oxford: Basil Blackwell, 1948.
N. Bobbio:  Thomas Hobbes and the Natural Law Tradition (1989); Engl. transl. by D. Gobetti, Chicago: University of Chicago Press, 1993.
N. Bobbio: Which Socialism? Marxism, Socialism and Democracy  (1976), Engl. transl. by R. Griffin, Minneapolis: University of Minnesota Press, 1987.
N. Bobbio: The Future of Democracy: A Defence of the Rules of the Game  (1984) Engl. transl. by R. Griffin, Minneapolis: University of Minnesota Press, 1987.
N. Bobbio: Liberalism och demokrati (1988), Sved. transl. E. Rosenberg, Göteborg: Daidalos, 1994
N. Bobbio: The Age of Rights (1990), Engl. trans. A. Cameron, Cambridge: PolityPress, 1996; Sved. transl. Rattigheternas epock, Goteborg: Daidalos 2000.
N. Bobbio: Left and Right: the significance of a political distinction (1994),  Engl.  transl.  A. Cameron, Cambridge: Polity press, 1996; Sved. transl:  E. Rosenberg Vänster och höger: essä om en politisk distinktion, Stockholm: Atlas, 1998; Danish transl. H.J. Madsen, Højre og venstre : årsager til og betydning af en politisk skelnen; Danske Afdeling LGV: Fjernmagasin, Kbh.: Hans Reitzel.
N. Bobbio: Ideological Profile of twentieth-century Italy (1990); translated by L. G. Cochrane, Princeton, N.J. : Princeton University Press, 1995
N. Bobbio: A Political Life (1997), ed. by A. Papuzzi, Engl. trans. by A. Cameron, Cam­bridge: Polity Press, 2002.
N. Bobbio, M. Viroli: The Idea of the Republic (2001), Engl. trans. by A. Cameron, Cambridge: Polity Press, 2003.
N. Bobbio: Democracy and Dictatorship: the Nature and Limits of State Power (1978), Engl. transl. by P. Kennealy, Cambridge: Polity, 1989
N. Bobbio: In Praise of Meekness: Essays on Ethics and Politics (1994); Engl. transl by T. Chataway, Cambridge : Polity Press, 2000
N. Urbinati: Liberalism in the Cold War: Norberto Bobbio and the dialogue with the PCI, Journal of Modern Italian Studies, vol. 8, no. 4 (2003): 578-603.
C. Yturbe: On Norberto Bobbio’s Theory of Democracy, Political Theory, vol. 25, no. 3 (1997): 377-400.

En detaljeret bibliografi over Bobbios værker såvel som over sekundære fremstillinger er tilgængelig på: http://www.erasmo.it/gobetti/default2.asp