Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 46.507
: :
Demonstration
Dramatik under studenteroprøret i USA. Den 4. maj 1970 blev fire personer dræbt af politiet ved Kent State University i Ohio.

Demonstrationer som politisk aktionsform forbindes først og fremmest med folke- og/eller massemøder, som har til hensigt at understrege og fremme politiske og sociale krav. Hvor ikke andet er nævnt, er demonstration forfor anvendt i denne betydning. Der findes også andre former for demonstration, bl.a. «punkt-demonstrationer», hvor formålet først og fremmest er at markere bestemte politiske krav på en kraftig måde for at tiltrække folks opmærksomhed - ikke at skaffe bred tilslutning til demonstrationen.

Demonstrationer er først og fremmest et kampmiddel i arbejderklassens og de store folkegruppers interesse - rettet mod magthaverne. Sådanne massekoncentrationer blev tidligt i historien brugt som led i kampen for samfundsforandringer. Demonstrationer bruges ofte som supplement til andre kampformer, f.eks. strejker. Den politiske demonstrationsstrejke kombinerer disse former. Demonstrationen har også altid været et vigtigt kampmiddel i ikke-volds-aktioner og ifbm. civil ulydighed.

Demonstration bruges også i en filosofisk og en militær betydning. Den militære betydning defineres således: «... den form for anvendelse af tropper som ikke tilstræber den umiddelbare afgørelse, men som har til hensigt at beskæftige modstanderen og skuffe ham m.h.t. hans virkelige hensigter. Maalet søges naaet ved saa faa tropper som muligt og uden at indlade sig i en afgørende kamp ... » (Salomonsen, 2.udg., København 1917). Også politiske demonstrationer kan lære af dette ...

Demonstrationer er blandt de vigtigste kampformer i klassekampen. Midlet har været benyttet i forskellige klassers kamp: i bondeoprørene i 1600-tallet, under folkemassernes deltagelse i de borgerlige revolutioner i Frankrig i 1789-94, 1830 og 1848 og under arbejderbevægelsens første aktioner i 1700-tallet. Ved Peterloo, Manchester, blev en demonstration med 80.000 deltagere - overvejende industriarbejdere - allerede i 1819 mødt med militære tropper: 215 blev dræbt og over 400 såret. Fra 1880-tallet blev det stadig mere almindeligt at bruge 1. maj som demonstrationsdag (se Første maj), og fra starten af det 20. århundrede er den internationale kvindedag, 8. marts blevet en bred demonstrationsdag (se Ottende marts).

Demonstrationer er også et velkendt kampmiddel i kampen mod krig og blev brugt som protestmiddel allerede før 1. verdenskrig og i mellemkrigstiden. Mange demonstrationer endte med konfrontationer mellem demonstranter og politi eller militær, som f.eks. de internationale protester mod henrettelsen af Sacco og Vanzetti (USA, 1927) og de mange protestmarcher som arbejderklassen i Vesteuropa indledte under verdenskrisen 1929. I 1930'erne var protestmarcherne mod den internationale fascisme omfattende. I de revolutioner der har fundet sted gennem det 20. århundrede er demonstrationer indgået som en vigtig kampform.

Maiopprøret i Paris i      1968
Mod slutningen af 1960'erne blev voldsomme konfrontationer med myndigheder og politi et typisk træk ved de politiske demonstrationer. Her fra majoprøret i Paris i 1968.

Arbejderklassens mulighed for gennem demonstrationer at give udtryk for sine holdninger, er begrænset i mange lande. I reaktionære og fascistiske regimer er folkelige demonstrationer som regel forbudt. I de vestlige kapitalistiske lande mødes demonstrationer forskelligt. En række demonstrationer er blevet mødt med voldsmagt - f.eks. i Tyskland, Italien, Storbritannien, Frankrig (jfr. hændelserne i 1968). Demonstrationer forløber normalt fredeligt i Danmark, men gennem 1980'erne har politiet grebet stadig hårdere ind overfor BZ demonstrationer uden forudgående anledning.

Muligheden for at bruge demonstration som kampmiddel til at fremme sociale og politiske krav, er også stærkt begrænsede i mange lande, som betegner sig selv som socialistiske. Det gælder i vore dage lande som Cuba og Kina, og det gjaldt før murens fald bl.a. Ungarn, Tjekkoslovakiet, DDR og Polen, hvor folkelige demonstrationer blev mødt med undertrykkelsesmidler. Demonstrationer blev i stedet omdannet til at være manifestationer af folkenes hengivenhed overfor det socialistiske system og en klar markering af systemets succes og dets bedrifter, som Great Soviet Encyclopedia (1975) så træffende udtrykte det.

Demonstrationer i Danmark

Fra arbejderbevægelsens tidligste år blev demonstrationer anvendt som kampmiddel. En af de vigtigste ikoner i bevægelsens tidlige historie er slaget på Fælleden den 5. maj 1872, hvor en større (ulovlig) arbejderdemonstration blev angrebet af beredent politi. Fra starten af 1890'erne besluttede 2. internationale at gøre 1. maj til arbejderbevægelsens internationale kamp- og demonstrationsdag, og den har siden haft denne status, også i Danmark.

Under 1. verdenskrig anvendte den antimilitaristiske bevægelse i Danmark demonstrationerne i dens kamp for militærnægtelse og mod militarisme. Mod slutningen af krigen i 1918 havde arbejderklassen måttet døje med 4 vanskelige år uden lønstigninger, men med enorme profitter til borgerskabet. Utilfredsheden var udbredt, og det var en del af baggrunden for den betydelige tilslutning Fagoppositionens Sammenslutning (FS) fik i denne periode og samtidig skærpelsen af klassekampen gennem 1918. Året indledtes med den såkaldte Stormen på Børsen fastelavnsmandag, hvor Børsen blev lukket af en arbejdsløshedsdemonstration, der hængte et skilt på døren: «Spillebulen lukket af de arbejdsløse». Demonstrationer og arbejdskampe fortsatte i løbet af året, nåede et nyt højdepunkt i august for at kulminere i november med Slaget på Grønttorvet.

I de fleste lande i verden er det fortsat fagbevægelsen der gennemfører de største demonstrationer. Her en faglig demonstration med hele familien i Guatemala. (Solidaritet)

De største demonstrationer i årene umiddelbart efter 2. verdenskrig var demonstrationerne efter regeringsindgrebet i overenskomstforhandlingerne i 1956. Men mens arbejderbevægelsen indtil da havde været toneangivende ved gennemførelsen af demonstrationer i det 20. århundrede, meldte nye bevægelser sig på scenen fra slutningen af 50'erne. Det drejede sig i første omgang om fredsbevægelsen. Allerede i 1959-60 havde Aldrig Mere Krig markeret sig med demonstrationer mod losningen af raketter i Århus Havn, og i 1960-64 gennemførte Antiatomprotestkampagnen de såkaldte påskemarcher fra Holbæk til København i protest mod atomoprustningen. Fra slutningen af 60'erne var det Vietnambevægelsen, der blev toneangivende i demonstrationerne mod USA's krigsførelse i Vietnam. Denne demonstrationsbevægelse kulminerede i protestdemonstrationen mod Verdensbankens topmøde i København i foråret 1970. En demonstration der endte i et veritabelt gadeslag mellem demonstranter og politi.

I 1970'erne voksede et væld af folkelige bevægelser frem og gennemførte hver deres demonstrationer. Rødstrømperne og andre kvindegrupper demonstrerede til fordel for kvindesagen; studenterne demonstrerede mod adgangsbegrænsning, forsvaret af RUC mv.; Folkebevægelsen mod EF demonstrerede mod EF og for dansk suverænitet, hvilket i første omgang kulminerede med en demonstration med 80.000 deltagere på Rådhuspladsen dagen før folkeafstemningen 2. oktober 1972; aktionerende arbejdere demonstrerede mod Arbejdsrettens indgreb i årtiets arbejdskonflikter; Christiania gennemførte julemandsdemonstration til Politigården og delte gaver ud til børnene i Magasin; OOA demonstrerede mod indførelsen af atomkraft i Danmark og for lukningen af atomkraftværket i Barsebäck; Cyklistforbundet demonstrerede for flere cykelstier, bedre vilkår for cyklisterne og færre biler i byerne.

1980'erne var præget af nye bevægelser. Solidaritetsorganisationerne samlede tusinder til demonstrationer mod Israels besættelse af Libanon og undertrykkelse af palæstinenserne, apartheidregimet i Sydafrika og USA's krigsførelse i Mellemamerika. Fredsbevægelserne samlede titusinder til demonstrationer mod udstationeringen af russiske og nordamerikanske atombestykkede mellemdistanceraketter i Europa. Samtidig begyndte BZ bevægelsen at gennemføre stadig mere spektakulære demonstrationer, hvoraf de mest fantasifulde var Kulørte Klat demonstrationerne i midten af 80'erne, der strakte sig over en hel uge.

I 80'erne begyndte folk at komme med cykler og barnevogne til demonstrationer. Det konsekvente var selvfølgelig gennemførelsen af egentlige cykeldemonstrationer. (Solidaritet)

Alligevel begyndte bevægelsernes demonstrationer at tabe pusten i løbet af 80'erne, men til gengæld kom fagbevægelsen stærkt tilbage på banen. Påskestrejkerne og de tilknyttede demonstrationer foran Christiansborg i 1985 blev de hidtil største og samlende demonstrationer i Danmark. De var både en protest mod den borgerlige regerings indgreb i overenskomstforhandlingerne, men havde også det politiske formål at vælte den borgerlige regering.

Ved indgangen til 90'erne havde de nye bevægelser definitivt mistet pusten. Tilbage var de årlige traditionelle 1. maj demonstrationer samt små og efterhånden stadig mere sjældne demonstrationer, der kun kunne trække i bedste fald nogle hundrede eller måske tusinde deltagere. Der har kun været få isolerede undtagelser fra denne udvikling: demonstrationen med Bill Clintons besøg i Danmark i juli 1997, de månedlige cykeldemonstrationer «Kritiske Masser» i en række byer mod den tiltagende bilisme, de årlige 4. maj demonstrationer, kurdernes demonstrationer til fordel for PKK lederen Abdullah Öcalan, de årlige demonstrationer mod nazisternes forsøg på at demonstrere i Roskilde og Greve og endelig de etniske minoriteters demonstrationer mod den tiltagende racisme.

I mangel af bedre er der til gengæld sket en internationalisering af demonstrationsdeltagelsen. Allerede i 70'erne deltog danskere i demonstrationer i Tyskland mod udbygningen af kernekraften og transport af kernebrændsel. I 80'erne mod udstationeringen af de 572 nordamerikanske atomraketter. Og fra starten af 90'erne har Anti Fascistisk Aktion (AFA) været aktiv i støtten til demonstrationer mod nazisme og racisme i Lund, Sverige og flere steder i Tyskland. I 1997 deltog et større kontingent danske demonstranter i demonstrationen mod EU topmødet i Amsterdam, hvor det hollandske politi endte med at hensætte byen i borgerkrigslignende tilstand. En situation der gentog sig ved demonstrationerne mod Verdensbanken i september 2000 i Prag. Endelig er den danske deltagelse i den årlige manifestation i Berlin omkring årsdagen for mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht taget betydeligt til i slutningen af 90'erne.

Bortset fra de årlige 1. maj demonstrationer der fortsat trækker titusinder af deltagere, orker danskerne ikke rigtig længere at demonstrere i disse år. Selv ikke da den socialdemokratisk ledede regering i maj 1998 greb ind i overenskomstforhandlingerne kunne det trække mere end nogle få tusinde til Christiansborg Slotsplads, hvor der 13 år tidligere havde stået flere hundrede tusinde over flere dage. Venstrefløjen har meget begrænsede ressourcer, demonstrationer skal helst være rimelig store (dvs. med mere end 1000 deltagere) for at skabe den rette stemning, og det er mulighederne begrænsede for at samle i disse år. Til gengæld er verden blevet mindre, og muligheden derfor større for at deltage i internationale demonstrationer i andre lande. Kampen mod EU, racisme, nazisme og imperialisme er i disse år de vigtigste omdrejningspunkter for disse demonstrationer.

Forberedelsen af demonstrationer

Demonstrationer er i Danmark tilladt efter Grundlovens §79, hvor det hedder at, Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Men samtidig rummer paragraffen også en indskrænkning af demonstrationsretten: Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Selvom Grundloven garanterer demonstrationsret «..uden forudgående tilladelse», udgør politivedtægterne i de enkelte byer en indskrænkning af denne ret. I København skal demonstrationer f.eks. anmeldes mindst 24 timer før gennemførelsen. En del demonstrationer overholder dog ikke denne regel. Samtidig er politiet de seneste 15 år blevet langt mere restriktive med, hvor de overhovedet tillader gennemførelsen af demonstrationen. Mange demonstrationer gik f.eks. tidligere gennem Strøget i København, men i dag tager politiet større hensyn til de handlendes interesser end til Grundloven, og forbyder generelt demonstrationer ad Strøget.

Forberedelsen af demonstrationen er næsten vigtigere end selve demonstrationen for dens succes: de nødvendige og relevante organisationer skal mobiliseres som arrangører eller anbefalere, der skal lægges et detaljeret program og tages beslutning om demonstrationsruten, talere og evt. kunstnere skal hyres, der skal males transparenter, laves, trykkes og ophænges plakater, annonceres og agiteres for demonstrationen for at sikre en så omfattende deltagelse som muligt, fremstilles og udsendes pressemeddelelser for at sikre medieopmærksomhed. Men det vigtigste er nok den forudgående vurdering af demonstrationens formål og gennemslagskraft. Hvad er det, arrangørerne vil opnå med den, og kan der sikres den nødvendige deltagelse og/eller mediebevågenhed for at garantere, at formålet kan opfyldes?

A.J.