Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Organisation  .  Bevægelser  .  Græsrodsorganisationer  .  Uddannelse
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
    .  Humaniora  .  Filosofi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 39.353
: :
Dutschke, Rudi
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Rudi Dutschke
Rudi Dutschke i Berlin 1967. (NPS-AP)

Dutschke (1940-79), tysk marxist, sociolog og filosof. Han kom oprindeligt fra DDR, men flyttede i 1961 til Forbundsrepublikken. Dutschke spillede en ledende rolle i det vesttyske studenteroprør og organisationen SDS, indtil han i april 1968 blev hårdt såret ved et attentat. Han døde i Århus i 1979. Dutschkes vigtigste værk er: «Forsøg på at stille Lenin på benene» (1974, dansk udgave 1975), der er en marxistisk kritik af Lenins teoretiske og politiske praksis, og af den ideologiske konstruktion «marxismen-leninismen».

Mordforsøget var en kulmination på den massive hetzkampagne som specielt Springerpressen satte ind mod Dutschke. Både hans politiske lederegenskaber og teoretiske evner havde da gjort ham til «Bürgerschreck» nr. 1. Det vesttyske studenteroprør var præget af store protestaktioner mod den borgerlige statsmagt, fulgt af sammenstød med politiet. I modsætning til Frankrig foregik disse konfrontationer, uden at der var nogen social bevægelse til stede i arbejderklassen. Dutschke var den studenterleder, der klarest udtrykte en kritik af de forskellige former for isoleret aktionisme. Hans situationsanalyse gik ud på, at den form den militante aktionisme fik, bidrog til at hindre, at de brede masser vandt nogen forståelse for de tanker studenterne gik ind for. Det var Dutschke der formulerede parolen om «den lange march gennem institutionerne». En strategi der forsøgte at forene det udenomsparlamentariske oprør med en langsigtet og alsidig «subversiv» (dvs. «undergravende») socialistisk praksis.

Ideologisk var Dutschke under indflydelse fra «studenteroprørets far», Marcuse, og hans teorier om fremmedgørelse og de «endimensionale» vestlige velstandssamfund. Marcuses og den unge György Lukács perspektiv blev imidlertid hurtigt videreført og overskredet af Dutschke: En dybere samfundsmæssig forståelse af de borgerlige institutioners manipulerende og undertrykkende karakter var nemlig at finde i den marxistiske kritik af den politiske økonomi.

I de senere år har Dutschke understreget den centrale betydning, som opgøret med den østeuropæiske form for undertrykkelse har for udarbejdelsen af et troværdigt revolutionært alternativ, hvor socialisme og demokrati gensidigt forudsætter hinanden. Det er hans tese, at behovet for et sådant alternativ vil vokse: Udviklingen af den senkapitalistiske udbytning og undertrykkelse vil efterhånden true med at føre de vestlige samfundsformationer frem mod en tilstand af moderne barbari. Historisk knytter Dutschke her an til den rådskommunistiske form for arbejderdemokrati og selvforvaltning. Han har også videreudviklet sit teoretiske slægtskab med Karl Korsch og Ernst Bloch og deres forsøg på at forene den videnskabelige socialisme med politiseringen af de menneskelige behov og interesser, der udspringer af det senkapitalistiske udviklingstrin. Dutschke deltog i opbygningen af en sådan bevægelse gennem «Sosialistische Büro», der var den mest fremtrædende venstresocialistiske organisationen i BRD.

Dutschkes Leninværk er et grundlæggende bidrag til sammenfatning af de positive træk ved det antiautoritære oprør sammen med en materialistisk funderet kritik af den ideologiske og praktisk-politiske blindgyde, som den internationale revolutionære bevægelse er havnet i. Han tager udgangspunkt i kritikken af Lenins mangelfulde forståelse af forholdet mellem den specielle russiske, halvasiatiske produktionsmåde og graden af kapitalisering. Han griber tilbage til Marx' udtalelser om særegenhederne ved den russiske samfundsformation, og forsøger at vise hvordan Lenin og samtidige russiske marxister lod sig forblænde af Ruslands europæiske fernis. Dutschke viser, hvordan Lenin foretog en import af kautskyansk tankegods, hvilket indebar en mekanisk overførsel af den vesteuropæiske udviklingsmodel til Rusland. Den politiske kerne i forsøget på at stille Lenin på benene går på at afvise den marxistisk-leninistiske teori om partiet som samfundets elite og handlende subjekt. Med udgangspunkt i bolsjevikkernes stivbenede centralisme, fraktionsforbuddet i partiet og tilsidesættelsen af sovjetterne, tilsammen med bolsjevikkernes model for «oprindelig akkumulation», økonomisk udvikling i det post-revolutionære Rusland, udviklede der sig en styreform, som indebar en videreføring af det zaristiske bureaukratis tvangskarakter. Udover at gøre op med nye og gamle marxistisk-leninistiske positioner forsøger Dutschke også at bryde sekterismens monopol på Lenin, gennem at skelne mellem den handlende revolutionære realpolitiker Lenin og det der senere er blevet gjort til «Leninisme».

Y.F.