Taiwan
| Befolkning | 23,8 mio. |
| Valuta | Nye Taiwan dollars |
| Areal | 36.000 Km2 |
| Hovedstad | Taipei |
| Befolkningstæthed | 605,6 indb./Km2  |
| HDI placering | |
Taiwan er beliggende 160 km sydøst for fastlands Kina. Taiwan indgår i en kæde af vulkanske øer i den vestligste del af Stillehavet. De japanske øer indgår også i denne kæde. Øens centrale dele består af bjerge, der strækker sig mod syd og nord. Et langstrakt fladt område på øens vestkyst er landets vigtigste landbrugsområde. Her produceres ris, sukkerrør, bananer og tobak. Mere end to-tredjedele af øen er dækket af skov. Den råder over en række mineralressourcer: kul, naturgas, marmor, kalksten og begrænsede forekomster af kobber, guld og olie. Landet må bærer konsekvenserne af den omfattende industrialisering med en høj grad af forurening af luften, vandet og jorden.
Folket: Flertallet af befolkningen er af kinesisk oprindelse. De kom til øen fra det 17. århundrede og er kendt som «taiwanesere». Flere hundrede tusinde nationalister flygtede til øen i 1949-50 efter den kinesiske revolution. Øens oprindelige befolkning er af malayisk-polynesisk oprindelse. Den udgør 1,7% af den samlede befolkning, men er koncentreret på østkysten, hvor den udgør 25%.
Religion: Over halvdelen af befolkningen er buddhister i den kinesiske udgave; 25 % er taoister og der findes desuden små minoriteter af muslimer og kristne.
Sprog: Kinesisk (mandarin), officielt. Flertallet af befolkningen taler dog taiwanesisk, der er beslægtet med kinesisk fra Fujian provinsen. Hakka er det næstmest udbredte kinesiske sprog. Der findes endvidere en række indfødte sprog som bl.a. amís
Politiske partier: Der findes ca. 99 registrerede politiske partier i landet, men kun 4 af disse spiller en større rolle. Kuomintang (Det kinesiske Nationalistparti), stiftet i Kina i 1919. Det skabte sig et politisk monopol på Taiwan, da nationalisterne i 1949 invaderede øen. Det regerede under undtagelsestilstand frem til 1987. Det Progressive Demokratiske Parti (PDP) blev stiftet i 1986 med en bred platform til genetablering af det politiske demokrati i Taiwan. Den nye Strømning er en tendens i PDP, der går ind for Taiwans selvstændighed. Det centrumsorienterede Arbejderparti og det socialistiske Arbejdernes Parti opstod efter indledning af faglige aktiviteter i 1987. Blandt selvstændighedsgrupperne findes Verdensunionen af Formosaboere for Selvstændighed, der er forbudt af regeringen.
Sociale organisationer: Det kræves af alle fagforeninger, at de er tilsluttet den Kinesiske Arbejderføderation, der er kontrolleret af Kuomintang, men i 1987 opstod nogle uafhængige fagforeninger, der samlede sig i en række forbund som Nationalforbundet af Uafhængige Fagforeninger og Broderskabet Tao-Chu-Miao. Der eksisterer end vider en lan række organisationer for udlandstaiwanesere, og endelig findes der grupper der kæmper for den oprindelige befolknings rettigheder.
Officielt navn: Republic of China
Administrativ inddeling: 7 kommuner og 16 distrikter
Hovedstad: Taipei (T'aipei), 2.606.000 indb. (2010).
Andre vigtige byer: Kaohsiung, 2.478.600 indb; Taichung, 2.070.300 indb., Tainan, 770.100 indb. (2000).
Regering: Tsai Ing-wen er præsident, valgt for det Demokratiske Progressive Parti (DPP) i maj 2016. Genvalgt i 2020. William Lai er siden september 2017. landets premierminister. Ved en forfatningsændring i 2007 blev det politiske system omdannet fra et to-kammer system til et et-kammer system. Det nye parlament har 113 pladser.
Nationaldag: 1. januar (Republikkens dag); 25. februar (Forfatningens dag)
Væbnede styrker: 376.000 soldater
Paramilitære styrker: 25.000 (militærpoliti)
Øen Taiwan blev indlemmet i det kinesiske imperium under Qing (Manchú) dynastiet i 1683, og blev formelt erklæret for kinesisk provins i 1887. I denne periode var fastlandets administrative og politiske system også gældende på Taiwan, og mange personer emigrerede hertil fra kontinentet.
Efter Kinas nederlag i den kinesisk-japanske krig i 1895 blev Taiwan japansk koloni. Øen blev tilbageleveret til Kina i 1945 efter det japanske nederlag i 2. verdenskrig. Befolkningen hilste afslutningen på den japanske kolonialisme velkommen, men den fandt hurtigt ud af, at livet under Chiang Kai-sheks Kuomintang (KMT) bevægelse ikke adskilte sig meget fra kolonitiden.
Den 28. februar 1947 gennemførtes der en stor demonstration mod KMT myndighederne. Disses første reaktion var at hæve undtagelsestilstanden og invitere oppositionen til at indgå i en kommission af politikere, faglige ledere og studenter for at diskutere mulige politiske forandringer. Imens skyndte regeringen sig at udvide hæren med yderligere 13.000 soldater, og da oppositionen dukkede op til 1. møde, gennemførte KMT et massemord på størstedelen af dens ledere. Resten blev sendt i fængsel.
Efter at have tabt borgerkrigen mod kommunisterne i 1949 flygtede KMT regeringen, overlevende fra hæren, familiemedlemmer og tilhængere til Taiwan. Med støtte fra USA erklærede KMT nu Taiwan for den provisoriske repræsentant for Republikken Kina, og lod generobringen af fastlandet stå åbent.
Da Koreakrigen brød ud, og Kina støttede Nordkorea, mangedoblede USA sine forpligtigelser overfor Taiwan som en frontliniestat i kampen «for den frie verden». Under den kolde krig blev Taiwan en frontkæmper for antikommunismen og knyttede tætte kontakter med diktaturene i bl.a. Chile, Paraguay, Uruguay og Sydafrika.
Demokratiet forsvandt hurtigt. Krænkelser af menneskerettighederne blev almindelige: demonstrationer, strejker, de politiske partier blev erklæret illegale, og der indførtes undtagelsestilstand - altsammen legitimeret med hensynet til kampen for generobring af fastlands Kina. KMT oprettede et regeringssystem, den påstod at repræsenterede hele Kina, med parlamentsmedlemmer der angiveligt repræsenterede hver af provinserne på fastlandet.
Den omfattende industrialiseringskampagne indledtes i 1960'erne, da teknokrater fra Verdensbanken og USA i samarbejde med regeringen indførte en eksportorienteret udviklingsstrategi. USA stillede financielle ressourcer og teknikere til rådighed og åbnede sine grænser for de taiwanesiske varer. I Taiwan manglede den nye arbejderklasse rettigheder og politisk organisering. En vigtig forudsætning for industrialiseringen var, at USA allerede i 1950'erne som i Sydkorea havde gennemtvunget en jordreform. Der fandtes derfor ikke som i nabolandene et reaktionært borgerskab, der kunne bremse industrialiseringen.
I perioden 1953-85 voksede øens økonomi med 8,6 % om året i gennemsnit, og trak landet ind i kategorien af «ny-industrialiserede lande» - også kendt som de «sydøstasiatiske tigre». Væksten var alene baseret på eksport, og efter Japan fik landet det største handelsbalanceoverskud ifht. USA. Industriudviklingen har især været koncentreret indenfor plastik, kemi, skibsbygning, tekstilindustri og elektronik.
I 1971 besluttede USA at knytte tættere kontakter med Kina, og opgav fra da af at nedlægge veto mod Kinas optagelse i FN. Indtil da havde Taiwan formelt repræsenteret Kina i verdensorganisationen. Taiwan mistede nu sin plads i FN, og i 1979 brød USA formelt de diplomatiske forbindelser med Taiwan.
Landet befandt sig økonomisk ved en korsvej. Det var i høj grad afhængig af bestemte eksportmarkeder og industrier der krævede megen arbejdskraft, men samtidig ønskede de importerende lande mere balancerede handelsrelationer. Samtidig var arbejdskraften i Taiwan ikke længere lige så billig som i andre lande i regionen.
Teknokraterne begyndte at insistere på nødvendigheden af et mere åbent politisk system for at kunne konkurrere. Samtidig gennemløb KMT en intern krise, fordi de gamle politiske ledere knapt længere kunne klamre sig til magten.
I denne ændrede politiske situation myldrede de sociale bevægelser frem. Der var grupper der protesterede mod forurening og atomenergien, bønder der krævede højere priser og studenter der krævede større akademisk frihed og respekt for menneskerettighederne.
En betydelig del af oppositionen begyndte at stille spørgsmål ved både KMT's autoritære politik og Taipei og Beijings fælles tese om et «eneste Kina». Deng Xiaoping havde forsonende formuleret den som «en nation, to systemer», hvormed han mente, at efter Taiwans indlemmelse i Kina ville øen kunne fortsætte med sin kapitalistiske samfundsmodel på samme måde som Hong Kong.
I september 1986 stiftedes det Progressive Demokratiske Parti (PDP), der var det første oppositionsparti, der udfordrede KMT's totale politiske hegemoni. Selvom det blev stiftet illegalt, fik det lov at overleve.
Den 15. juli 1987 fjernedes undtagelsestilstanden. Den faglige aktivitet øgedes og der udvikledes stærke selvstændighedsgrupper indenfor det faglige system. De dannede parallelle politiske strukturer som Arbejderpartiet og Arbejdernes Parti.
I december 1989 blev der afholdt valg. KMT fik 53 % af stemmerne mod 38 % til PDP, der samtidig vandt borgmesterposten i hovedstaden Taipei.
Mens KMT fortsat kategorisk modsatte sig selvstændighed, dannede medlemmer af PDP Den Nye Strømning, der gik ind for selvstyre. Andre grupper krævede selvbestemmelse og gennemførelse af en folkeafstemning om spørgsmålet.
Ved valget til Nationalforsamlingen i december 1991 vandt KMT en ny sejr over PDP. Sidstnævnte gik ind for endelig adskillelse fra Kina og fik 21 % af stemmerne, mens KMT fik 71 %. Trods den officielle afbrydelse af de diplomatiske relationer solgte USA's regering under George Bush 150 F-16 jagerfly til Taiwan. En beslutning der blev fordømt af Beijing.
Fra 1994 rejstes kravet om selvstændighed for Taiwan stadig mere åbent, og at det var nødvendigt at opgive illusionen om at være en regering for alle kinesere. Men Beijing er katagorisk imod ethvert skridt, der kan føre øen nærmere selvstændighed, og Taiwans tilnærmelser til FN var derfor også denne gang uden resultat.
I december afholdtes de første kommunalvalg med deltagelse af flere partier. Vælgerne stemte som ved parlamentsvalgene overvejende på KMT og PDP. Trods protester fra miljøaktivister og militante atomkraftmodstandere samt PDP's modstand, besluttede KMT at godkende bygningen af landets 4. atomkraftværk.
I 1995 forstærkedes de økonomiske forbindelser med Beijing. Taiwan havde indtil da investeret omkring 22 milliarder dollars i Folkerepublikken, og var dermed den næststørste «udenlandske» investor - efter Hong Kong. Alligevel forværredes det politiske klima mellem de to lande efter et privat besøg af Taiwans præsident Lee Teng i USA i juni. Trods advarsler fra USA gennemførte Kina i juli og august en serie flådeøvelser og afprøvning af missiler i farvandet 140 km fra Taiwan.
Trods stemmemæssig tilbagegang i de foregående parlamentsvalg fik KMT ved valget i december 46 % af stemmerne mod 33 % til PDP. Under kampagnen op til præsidentvalget i marts 1996 gennemførte Kina nye flådeøvelser nær Taiwans kyster, hvilket fik USA til at sende krigsskibe til forsvar af Taiwan mod den formodede trussel.
KMT's kandidat, Lee Teng vandt det første direkte præsidentvalg i landets historie med 54 % af stemmerne. Peng Ming-min fra PDP fik 21 %. Lee erklærede, at han ville arbejde for øget international tilstedeværelse af Taiwan gennem en energisk diplomatisk offensiv.
I juli 1997 gennemførte Beijing en militær magtdemonstration ud for Taiwans kyst, samtidig med at kronkolonien Hong Kong blev indlemmet i Kina.
I august besluttede regeringen at lukke sin ambassade i St. Lucia, efter at den caribiske regering havde besluttet at øge forbindelserne med Folkerepublikken. Bruddet bragte antallet af lande i verden med diplomatisk forbindelse med Taiwan ned på 30. Samme måned trak premierminister Lien Chan sig tilbage. Han blev 1. september erstattet af Vincent Siew.
Selvstændighedsbevægelsernes sejr i 12 kommuner ved kommunalvalget i oktober 1997 var et klart nederlag for det regerende KMT. Bortset fra en af kommunerne havde alle været under KMT ledelse siden 1949.
I april 1998 besluttede Kina og Taiwan at genoptage den direkte dialog, der ellers havde været afbrudt siden 1995.
KMT's sejr i parlaments- og kommunalvalgene i december syntes at hindre mulighederne for dialog med Beijing, eftersom oppositionspartiet PDP havde en mere åben nationalistisk holdning. KMT's stærkere position i parlamentet gjorde det endelig muligt for partiet at få vedtaget reduktioner i provinsregeringen.
I ugerne op til præsidentvalget i 2000 gentog Beijing flere gange, at det kunne blive nødvendigt at gribe til magt, hvis Taipei modsatte sig genforening. Erklæringen var et svar på valgudtalelser fra PDP, der gennem sin kandidat Chen Shui-bian havde forsikret, at hvis han vandt ville der blive udskrive en folkeafstemning, der kunne afgøre øens fremtidige status.
Indblandingen fra fastlands Kina gavnede dog ikke KMT, der ved valget 18. marts for første gang i historien tabte magten over øen. Sejrherren var PDP (39% af stemmerne) fulgt af den uafhængige kandidat James Soong (37% af stemmerne) - et tidligere medlem af KMT der var brudt ud for at danne sit eget parti. KMT kom først ind på 3. pladsen, måtte nøjes med 23% og ekskluderede øjeblikkelig over 50 af sine medlemmer, der blev beskyldt for at have støttet Soong, frem for partiets egen kandidat Lien Chan.
Sejrherren Chen havde i perioden op til valget modereret sine holdninger, og i en af sine første udtalelser efter sejren erklærede han nu, at det ikke umiddelbart var nødvendigt at erklære Taiwan for selvstændigt, og at han var villig til at diskutere alle emner med Baijing. Samtidig meddelte han, at Tsai Ying-wen ville blive den ansvarlige for forhandlingerne med Beijing. Alligevel erklærede både Chen og Tsai, at de ikke var villige til at forhandle på det grundlag Beijing havde lagt frem om «et eneste Kina».
I slutningen af 2000 tillod Taipei for første gang handelsmæssige kontakter mellem øerne Qinmen og Matsu tæt ved Kinas kyst og fastlandet. Selvom øerne ligger tæt på store byer som Xianmen, hande de handelsmæssige forbindelser indtil da været indirekte, og var gået via Hong Kong og Macau. Efter over 50 års adskillelse fejrede Taiwan og Kina i starten af 2001 de første direkte forbindelser mellem de to lande. Beijing foretrak en større åbning i forholdet til Taiwan for at der kunne skabes forbindelser til alle punkter på øen fra alle punkter på fastlandet. Transporten af varer mellem de to lande er traditionelt gået via Hong Kong. Det er en hindring for den fortsatte vækst i samhandelen mellem de to lande.
2001 var et vanskeligt år for den taiwanesiske økonomi. Både eksporten og importen faldt som følge af den verdensøkonomiske krise. Arbejdsløsheden steg til 5% og det skyldtes især nedgangen i eksporten af højteknologiske varer til USA. Samme år blev Taiwan optaget som det 144. medlem af WTO.
Ved parlamentsvalget i december 2001 mistede KMT flertallet - for første gang siden 1949. KMT var ikke i stand til at modstå demokratiseringsprocessen, som partiets egne ledere havde sat i gang.
Dalai Lamas besøg i Taiwan i marts 2002 provokerede Kina, der anså Tibets spirituelle leder som budbringer af selvstændighedspolitik. Talsmanden for den taiwanesiske regering, Su Cheng-Ping erklærede, at Dalai Lamas besøg - det andet - blot havde til formål at højne samfundets spirituelle ånd og støtte den traditionelle tibetanske kultur.
Præsident Chen omdannede i januar 2002 sin regering på det økonomiske område, og for første gang gik posten som økonomiminister til en kvinde: den 53 årige Christine Tsung. Hendes opgave er at redde landet ud af det økonomiske tilbageslag, for dermed at bane vejen for genvælgelse af præsidenten i 2004.
Den 30. marts 2002 ramte et jordskælv Taiwan og fik flere bygning til at kollapse i Taipei, hvor folk flygtede i panik ud på gaderne. Skælvet blev målt til 6,8 på Richter skalaen, og dets epicenter lå i Hualien, 180 km øst for hovedstaden. Mindst 10 personer blev dræbt og omkring 200 såret.
I maj 2003 skete skete der en brat stigning i antallet af lungebetændelser, der havde symptomer der var nært beslægtede med sygdommen SARS. Det første SARS tilfælde var blevet konstateret i provinsen Guangdong i Kina i november 2002. Først i juli fjernede WHO Taiwan - som det sidste land - fra listen over lande ramt af SARS virus.
I marts 2004 overlevede præsident Chen et attentatforsøg og blev genvalgt for en ny mandatperiode. Under sin valgkampagne gentog han sin parole om «et land med hvert sit hjørne». En ny udgave af passet rummede ordet «Taiwan» på omslaget. Kina erklærede til gengæld, at det var villig til at «betale en hvilken som helst pris» for at hindre Taiwan i at blive selvstændigt.
Selvstændighedsgrupper anført af ekspræsident Lee Teng-hui indledte en kampagne for vedtagelse af en ny forfatning. I maj 2004 lovede Chen at gennemfører reformer af forfatningen, der ikke ville berøre følsomme spørgsmål som landets suverænitet eller selvstændighed. Ved parlamentsvalget i december fik PDP 35,7% af stemmerne og 89 af de 225 pladser i parlamentet, Nationalistpartiet fik 32,8% og 79 pladser, Folkets første Parti fik 13,9% og 34 pladser og Taiwans solidariske Union fik 7,8% og 12 pladser. Resultatet indskrænkede Chens muligheder for mere dybtgående at ændre relationerne ifht. Beijing. Chen havde truet med at omskrive forfatningen, fjerne ordet «Kina» fra navnene på landets oversøiske diplomatiske repræsentationer og søge om optagelse i en række internationale organisationer. Beijing besvarede disse signaler i marts 2005, da den kinesiske folkekongres vedtog en lov mod løsrivelse. Loven berørte direkte Taiwan ved eksplicit at forbyde løsrivelse fra Kina og skrev truslerne om angreb på udbryderområder ind i loven. En måned senere mødtes nationalistiske og kinesiske ledere for første gang, da Chen rejste til Beijing. Under sit ophold erklærede den taiwanesiske præsident at: «vi må søge at finde de fælles berøringsflader blandt vore forskelligheder og oparbejde en velvillig indstilling». Han erklærede videre at begge folk ønsker «dialog og forsoning, ikke konfrontation».
I januar 2005 blev et højhus på 508 meter i Taipeis finanskvarter erklæret for verdens højeste - højere end Petronas Towers i Malaysia.
Borgmesteren i hovedstaden Taipei, Ma Ying Jeou, blev i juli 2005 valgt som ny leder af Kuomintang. Han erklærede at hans eneste mål var at forberede partiet på at vinde valget i 2008. I december vandt det kommunalvalgene, hvilket blev betragtet som vælgernes straf af Chen regeringen.
Taiwan besluttede i februar 2006 at trække sig ud af det Nationale Sammenslutningsråd - et forum der søgte veje til en genforening af de to stater. Beijing karakteriserede udmeldelsen som en katastrofe, og karakteriserede Chen som «problematisk for Taiwan og for hele Asien og Stillehavsregionen».
I kølvandet på en korruptionsskandale der involverede flere af hans familiemedlemmer erklærede Chen i juni 2006 at han overdrog en række af sine regeringsbeføjelser til premierministeren, dog således at han bevarede kontrollen over udenrigspolitikken, forsvaret og relationerne med Kina.
I november 2006 blev præsident Chens hustru anklaget for korruption, og det blev videre antydet at også præsidenten på et senere tidspunkt ville blive anklaget - trods hans præsidentielle immunitet. Mange betragtede anklagerne som et udtryk for det taiwanesiske retsvæsens uafhængighed.
Taiwan gennemførte i februar 2007 prøver med krydsermissiler, der ville være i stand til at nå mål i Hong Kong og Shanghai. Spændingen mellem de to stater steg yderligere, da Kina besluttede at øge sine forsvarsudgifter med 18% i 2007, og USA besluttede at øge sin militærhjælp til Taiwan. USA ønsker ikke forsoning mellem de to stater, da det vil styrke Kina og svække USA i regionen.
I september vedtog regeringen en resolution, der understregede Taiwans selvstændige identitet overfor Kina, understregede anvendelsen af navnet Taiwan og pegede frem mod ansøgning om optagelse i internationale fora som FN.
Kuomintang øgede ved valget i januar 2008 sit flertal i parlamentet, og i marts vandt dets leder, Ma Ying-jeou præsidentvalget med 58,45% af stemmerne. Han blev indsat på posten i maj. Han vandt på et program om øget økonomisk vækst og forbedrede forbindelser til Kina, der var frosset kraftigt ned de foregående 2 år. Som premierminister indsatte Ma, Liu Chao-shiuan. Han har tidligere ministererfaring, er forfatter og har været rektor for to af landets store universiteter. Den globale økonomiske krise spændte imidlertid ben for Ma's økonomiske planer. Alene i de første 6 måneder af hans embedsperiode gik 2000 virksomheder omkring Taipei konkurs. Væksten steg godt til 10% i 2010, for derefter at falde tilbage. I 1. kvartal 2013 var væksten i økonomien 1,5%.
Omkring 50.000 taiwanesiske virksomheder havde i 2010 investeringer i Kina, og omkring 1 mio. taiwanesiske forretningsfolk arbejdede på fastlandet.
Præsident Ma blev genvalgt som præsident i januar 2012 med 51,6% af stemmerne.
Seks personer blev i 2012 henrettet af myndighederne. Alle i december måned. De blev fulgt af yderligere 6 henrettelser i april 2013. Menneskerettighedsorganisationer kritiserede samtidig myndighedernes anvendelse af speciel lovgivning vedtaget efter tyfonen Morakot i 2009 til at tvangsforflytte grupper af landets oprindelige befolkning.
Jiang Yi-huah blev i februar 2013 udnævnt til premierminister. To uger inde i sin embedsperiode truede han med at træde tilbage, hvis en folkeafstemning om at indstille bygningen af landets 4. atomkraftværk kom til at blokkere for værket.
I april 2013 registrerede Taiwan det første tilfælde af H7N9 fugleinfluenza udenfor fastlands Kina. Regeringen vedtog en række tiltag for at hindre spedningen i Taiwan.
I maj blev en taiwanesisk fiskerbåd beskudt af en filipinsk patruljebåd i et farvand begge lande gjorde krav på. Patruljebåden jagtede fiskerbåden i 50 minutter og beskød den med automatvåben. En taiwanesisk fisker blev dræbt. Mens filipinerne beklagede drabet optrappede Taiwan situationen ved at sende sin flåde ind i det omstridte område. Taiwan frarådede samtidig stærkt taiwanesere at rejse til Philippinerne.
Ligeledes i maj blev flere højtstående regeringsembedsmænd arresteret for korruption. Regeringen besluttede efterfølgende at justitsministeren skulle igangsætte en undersøgelse af omfanget af korruption i statsadministrationen og få fjernet de korrupte embedsmænd og ministre.
Omverdenens anerkendelse af Taiwan har været konstant faldende siden 1960'erne. Mens 71 stater i 1969 anerkendte Taiwan var tallet nede på 21 i 2014. Der var overvejende tale om små østater i Stillehavet, og stater i Mellemamerika og Caribien der tidligere havde været USA støttede diktaturer. Udviklingen var dels en konsekvens af at antikommunismen der prægede den kolde krig var aftaget, dels Kinas stigende økonomiske betydning.
Efter årtiers høj økonomisk vækst faldt væksten i 2013 til 1,7%. Mange taiwanesiske kapitalister valgte at investere i Kina frem for i Taiwan for at være en del af vækstmotoren på fastlandet. I marts 2014 indgik Taiwan Cross-Strait Service Trade Agreement (CSSTA) aftalen med Kina. Samarbejdsaftalen udløste omfattende demonstrationer i Taiwan, hvor mange mente at aftalen først og fremmest var til gavn for de rige, og til ugunst for de fattige. Studenter og andre aktivister besatte i perioden 18. marts til 10. april parlamentet i protest mod aftalen.
Lokalvalget i november 14 blev en katastrofe for det regerende Kuomintang. Folket reagerede på partiets arrogance og på forårets CSSTA aftale med Kina. I hovedstaden Taipei vandt en uafhængig kandidat over KMT's kandidat. På landsplan mistede KMT 15-20% af sin opbakning. Som konsekvens af valget trak premierminister Jiang sig dagen efter fra posten. Præsident Ma udnævnte i stedet den tidligere vice-premierminister Mao Chi-kuo til posten.
Taiwan lukkede i januar 2014 sine militære domstole (og fængsler) i fredstid. Det skete efter en dømt korporal året inden var død i sin celle. Civile domstole overtog derefter behandlingen af militære sager.
Præsident og parlamentsvalget i januar 2016 blev et knusende nederlag for det regeringen Kuomintang. DPP's Tsai Ing-wen vandt præsidentvalget med 56,1% af stemmerne, mens KMT's Eric Chu måtte nøjes med 31%. DPP fik 68 af parlamentets 113 pladser og dermed absolut flertal. KMT blev næsten halveret og måtte nøjes med 35 pladser. Det var første gang i landets historie det ikke var det største parti i parlamentet. DPP's Chang San-cheng blev i februar indsat på posten som premierminister. Årsagen til KMT's eklatante nederlag skulle søges i landets svage økonomiske vækst. Den havde i flere år ligget på blot et par procent, mens væksten i nabolandene i regionen lå på 5-10%. KMT's løsning på problemet havde været at knytte sig tætte til Kina, men det løste ikke umiddelbart problemet. Til gengæld udløste det en forstærket taiwanesisk nationalisme, som DPP samlede op. Partiet ønsker ikke tættere kontakt til Kina. Det anser Taiwan for at være en de-facto selvstændig stat og Kina havde derfor gennem mange år haft et særdeles køligt forhold til DPP, der ikke blev mindre efter partiets magtovertagelse. DPP ønskede i stedet at forstærke de økonomiske bånd til USA, Australien og EU.
Landet blev i februar ramt af et mindre jordskælv der målte 6,4 på Richter skalaen. Trods skælvets begrænsede styrke fik det en 17 etagers bygning til at styrte sammen. Mange andre bygninger blev stærkt beskadigede.
Den nye præsident Tsai udpegede i marts 2016 Lin Chuan til sin nye premierminister. Han overtog posten i maj, men trak sig i september 2017 pga. præsident Tsais hastigt faldende popularitet. Da Tsai overtog præsidentposten i maj 2016 var hendes popularitet 70%, men 15 måneder senere var den faldet til under 30%. Som ny premierminister indsatte præsidenten William Lai - den populære borgmester i Tainan. Lai planlagde en række reformer af arbejdsmarkedet, der stødte på stor modstand i fagbevægelsen: minimums antallet af timers hvile mellem to arbejdsdage skulle sættes ned fra 11 timer til 8, og antallet af arbejdsdage uden pause skulle sættes op fra 6 til 11. Begge tiltag der afspejlede den økonomiske krise i landet, der iflg. regeringen skulle løses ved at arbejde hårdere og længere.
Forfatningsdomstolen afsagde i maj 2017 en kendelse om, at landets ægteskabslovgivning stred imod forfatningen, idet ægteskab mellem 2 personer af samme køn var forbudt. Domstolen gav parlamentet 2 år til at udforme en ny ægteskabslov. I modsat fald vil LGBTI ægteskaber automatisk være tilladt efter maj 2019.
El Salvador afbrød i august 2018 de diplomatiske forbindelser med Taiwan og optog i stedet forbindelser med Kina. En række latinamerikanske lande havde siden den kolde krig i 1950'erne haft forbindelse med Taiwan i stedet for med Kina. De blev hængende i dyndet trods det at USA i 1969 optøede forholdet til Kina. Kinas globale økonomiske placering var styrket gennem 50 år og motiverede nu El Salvador til at skifte sin diplomatiske orientering. Kun 17 lande havde fortsat diplomatiske forbindelser med Taiwan. (Taiwan vows to stand up to China after El Salvador cuts ties, Guardian 21/8 2018)
Lokalvalget i november 2018 var en katastrofe for det regerende DPP, der gik 7 mandater tilbage til 6, mens Kuomintang gik 9 mandater frem til 15. Baggrunden var udbredt utilfredshed med DPP over pensionsreformen, reformer på arbejdsmarkedet, homoseksuelle ægteskaber og forurening. Samtidig blev det afsløret, at flere af præsidentens ansatte var involveret i tobaksmugling via bl.a. China Airlines. Alligevel lykkedes det at vende de politiske vinde frem til præsidentvalget i januar 2020. Kuomintang havde udpeget Han Kuo-yu som deres præsidentkandidat. Han havde vundet borgmesterposten i Kaohsiung i november 18, der ellers var en traditionel DPP højborg. Han tog imidlertid ikke så meget afstand fra Kina og havde bl.a. besøgt landet i 2019. Det blev udnyttet til fulde af DPP. Præsident Ing-wen genvandt derfor præsidentposten i januar 2020 med 57,1% af stemmerne, mens Han Kuo-yu måtte nøjes med 38,6%.
I januar 2019 skrev den kinesiske leder Xi Jinping til præsident Ing-wen og foreslog ideen om «et land, to økonomiske systemer» som grundlag for fremtidig genforening. Taiwan afviste blankt det kinesiske forslag og erklærede videre, at det blankt afviste aftalen mellem de to lande fra 1992. Oprøret i Hong Kong i marts 2019 mod Kina afslørede samtidig, at Kina selv havde vanskeligt ved at håndtere eksistensen af to systemer. Taiwan støttede til gengæld oprøret i Hong Kong. Landet øgede i årene 2018-20 sine krigsbudgetter dramatisk. Alene fra 19 til 20 med 8,3%. Og det begyndte udviklingen af egne amfibiefartøjer og undervandsbåde.
Under Ing-wens styre droppede flere lande diplomatiske forbindelser til Taiwan til fordel for Kina. Det gjaldt São Tomé & Príncipe i 2017, Panama i 2017, Dominikanske Republik og El Salvador i 2018 samt Solomon Islands i 2019. Taiwan havde ikke ressourcer til at dæmme op for Kinas stigende globale økonomiske indflydelse.
Taiwans håndtering af COVID-19 pandemien var særdeles effektiv. Det første tilfælde blev registreret i januar 2020 og i marts blev landet de-facto lukket af omverdenen, flytrafikken indstillet. Anvendelse af karantæne, smittesporing, social distancering anvendelse af mundbind var fra starten på plads. I modsætning til de hundredevis af danskere, der døde af sygdommen i 2020 pga. myndighedernes manglende evne og vilje til at håndtere den, døde kun 7 i Taiwan. Lempelser af restriktionerne gennem året og i 2021 fik imidlertid smitten til at eksplodere, og frem til maj 2022 var 1658 døde.
USA's præsident Biden udtalte under en rejse til Japan i maj 2022, at supermagten ville forsvare Taiwan, hvis det blev angrebet af Kina. Det var ikke første gang den aldrende præsident talte over sig, og udtalelsen sendte USA's udenrigsministerium på overarbejde med forklaringer om, at USA's politik i konflikten var «uforandret». USA anerkendte Kina i 1969, anerkender dets opfattelse af Kina som én nation, og har officielt ikke ambassade i Taiwan, omend der findes en uofficiel ambassade. Bidens fortalelse bidrog til at skærpe spændingerne i regionen, men blev hilst velkommen af Taiwan (US would defend Taiwan if attacked by China, says Joe Biden, Guardian 24/5 2022).
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 27/5 2022
Læst af: 105.260