 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Majakovskij, Vladimir Vladimirovitsj
 |
| Vladimir Majakovskij |
Majakovskij (1893-1930), russisk digter og revolutionær, sandsynligvis sovjetlitteraturens mest udfordrende og indflydelsesrige skikkelse. Hans felt lå primært indenfor poesien, men han var også aktiv indenfor skuespil, kortprosa, tidsskrifter, film m.m.
Majakovskij tilbragte sin barndom og første skoletid i Kaukasus, hvor faderen var skovfoged. Som skoleelev deltog han i revolutionsåret 1905 i demonstrationer, men det var ikke før faderen døde og familien i 1906 flyttede til Moskva, at Majakovskij for alvor kom i kontakt med bolsjevikiske strømninger. Han meldte sig i 1908 ind i partiet og blev i perioden 1908-10 flere gange arresteret og sad en tid i fængsel.
I 1911 blev han optaget som elev ved Moskvas kunstakademi, hvor den russiske futurisme havde sine vigtigste tilhængere. Majakovskij havde længe skrevet i smug. Nu var han med til at undertegne det første russiske futuristmanifest og fik trykt to digte i en futuristdigtsamling. Majakovskij blev hurtigt den dominerende skikkelse i futuristfraktionen indenfor det prærevolutionære bohememiljø i Moskvas caféer, i skarp opposition til de mere etablerede symbolister.
Majakovskij var tiltrukket af futuristernes «revolutionære» opgør med den borgerlige kunst, men lå grundlæggende set ikke på linje med deres formdyrkning og asociale grundholdning. I sine bedste værker fra denne periode formåede Majakovskij at give sin yderst jeg-orienterede lyriske holdning en proletarisk og revolutionær dimension: I mini-tragedien «Vladimir Majakovskij» fra 1913 lader netop den grelt selvudleverende jeg-person os ane de arbejdende massers undertrykte tilværelse, og i digtet «En sky i bukser» fra 1915 er jeg-personen den kommende revolutions lidelser. Stilen bygger på choksammenstillingen af det groteske og det grandiose, det deklamatoriske og det jargonprægede i brutalt ekspressive billeder.
Oktoberrevolutionen gav futuristerne chancen for at gennemføre deres egen revolution: «Proletariatets diktatur indenfor politikken og økonomien, futuristernes diktatur indenfor kunsten!» Under Majakovskijs ledelse og med undervisningsminister Lunatsjarskijs støtte prøvede futuristerne at sikre sig kontrollen over kulturlivet i den nye stat, og Majakovskij stillede selv sine evner i revolutionens tjeneste, skrev «agitationspoesi», og rejste rundt og læste op i fabriksklubber over hele landet.
Ved at forenkle stilen med satiriske overdrivelser opnåede han stor polemisk slagkraft, som i digtet «150.000.000» fra 1921, hvor det kapitalistiske Vesten i præsident Wilsons lilleputskikkelse bliver trængt op ad væggen af den russiske Gulliver, bonden Ivan. I denne periode skrev Majakovskij også for teatret «Mysterium Buff» - den russiske revolution som mysteriespil - og han kastede sig ud i det nyeste kulturmedie - filmen.
Bortset fra enkelte digte var Lenin ikke særlig begejstret hverken for Majakovskijs udtryksform eller for at futuristerne ukritisk forkastede de borgerlige kunsttraditioner. Samtidig pressede nye «proletarisk-litterære» retninger sig på. Futuristerne mistet deres dominerende stilling, men Majakovskij blev personligt stående som den nye stats hofpoet med digtene «Vladimir Iljitsj Lenin» ved Lenins død i 1924 og «Det er godt!» - revolutionens historie i 19 tableauer - ved tiårsjubilæet i 1927.
På trods af dette blev Majakovskijs stilling imidlertid stadig mere kontroversiel: Ved siden af sine politiske digte havde han tidligere også skrevet mere lyrisk selvbekendende sager - som oftest med udgangspunkt i hans legendarisk ulykkelige kærlighedsliv. Efter 1921 voksede denne side af forfatterskabet. Samtidig prøvede han at videreføre sine kulturpolitiske idéer i gruppen og tidsskriftet LEF, og senere i endnu to grupper, men blev hver gang angrebet af ortodokse kommunister for individualisme og formalisme.
I sine to sidste skuespil, farcerne «Væggedyret» (1928) og «Badstuen» (1929), slipper han sin bidende hån løs over det nye NEP-samfunds småborgerlighed og bureaukratisering. To måneder før sin død melder han sig ind i RAPP, de ortodokse arbejderlitteraters organisation.
Majakovskijs selvmord i 1930 satte punktum for den tidlige sovjetlitteraturs eksperimentelle fase, men hans position som sovjetlitteraturens vigtigste poet er aldrig blevet draget i tvivl. Hans indflydelse på yngre generationer af sovjetiske digtere var derfor meget stor - ikke mindst efter 1956. Hans livsværk kan opsummeres som det afgørende brud med og videreførelsen af den russiske litteraturs ærerige traditioner.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 39.462