 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
NEP
NEP (forkortelse for Novjaa Ekonomitsjeskaja Politika - «Ny Økonomisk Politik») er betegnelsen for den blandingsøkonomi, der blev ført i Sovjetunionen mellem 1921 og 1928, da privat handels- og erhvervsvirksomhed var tilladt, mens staten beholdt kontrollen over storindustrien, bankvæsnet og udenrigshandelen - «kommandohøjene» i det økonomiske liv.
NEP var egentlig ikke «ny», for en lignende politik var blevet fulgt af Lenins regering i den korte periode mellem Oktoberrevolutionen og maj 1918, da udbruddet af borgerkrigen gennemtvang en fuld nationalisering. Under krigskommunismen tvangsrekvirerede regeringen korn fra bønderne, og dette fortsatte man med, også efter at borgerkrigen var slut. I foråret 1921 kom det til spontane opstande mod bolsjevikkernes ledelse, og det blev samtidig klart, at landet stod foran en hungerkatastrofe.
Privat handel og markedsøkonomi
I slutningen af februar antydede Lenin muligheden af at erstatte beslaglæggelsen af fødevarer med en fast skat i naturalier. Dette blev efterfølgende vedtaget på partiets 10. kongres, der trådte samme få dage senere. Naturalieskatten blev fastsat meget lavere end den tidligere beslaglæggelse, og bønderne kunne få tilladelse til at sælge deres overskudskorn «på det lokale marked». Lenin ville derimod ikke legalisere privat handel. Han advarede mod handelsfrihed, som «uundgåeligt vil lede til hvidgardisme, til kapitalens sejr, til dens fuldstændige genoprettelse».
Et af de vigtigste problemer man stod overfor var at skaffe korn til byerne, og private handelsmænd fik i sidste ende alligevel tilladelse til at indgå alle former for kontrakter. De blev opkøbere og solgte til bønder, statslige- og private virksomheder. I 1922-23 var tre fjerdedele af detailhandelen allerede på private hænder, og da mange statsvirksomheder måtte lukke pga. mangel på forsyninger, blev de lejet ud til private entreprenører eller kooperative virksomheder.
Det blev tilladt enhver borger «frit at sætte håndværksproduktion i gang og også ... mindre industriforetagender». De driftige og foretagsomme forretningsfolk der slog sig op under NEP perioden, blev i folkemunde kaldt nepmany (NEP-mænd). De var med deres kapitalistiske livsstil det mest paradoksale træk ved bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland. Indenfor partiet var der flere og flere, der gav forkortelsen NEP en ny tolkning - Novja Eskploatatsija Proletariata, «Den Nye udbytning af Arbejderklassen».
Godt nok tillod regeringen ikke. at der overhovedet blev dannet store private selskaber. Men dette blev langt hen ad vejen opvejet ved, at den statslige sektor blev organiseret efter markedsøkonomiske principper. Den statslige industri skulle arbejde på et snævert forretningsmæssig grundlag. Dvs. at hver virksomhed gennem salg måtte skaffe sig de nødvendige ressourcer til indkøb af råvarer og energi - og til lønninger. Mens industrien tidligere så at sige havde udgjort et eneste stort firma under ledelse af VSNKh (Det øverste råd for nationaløkonomien), blev den nu opdelt i truster, der senere gik sammen i syndikater for at modvirke en for stærk konkurrence mellem trusterne.
Lenin arbejdede til og med for at skaffe udenlandske investeringer til Sovjetunionen, men uden særlig held; Det var ikke mange vestlige kapitalister, der turde at satse på bolsjevikkerne, og Lenin mødte stærk modstand indenfor partiet mod disse projekter. Derimod øgedes udenrigshandelen betydeligt, efter at vejen var banet med handelsaftalen med England i 1922. Den blev straks efterfulgt af lignende aftaler med andre lande. Import af vestlig teknologi, lokomotiver, landbrugsmaskiner og elektrisk udstyr bidrog i ikke ubetydelig grad til den hurtige produktionsøgning under NEP.
Prissaks og lav produktionsstigning
Landbruget kom sig hurtigere af krisen end industrien, og dette førte til en speciel krise i 1923, kaldet «prissaksen». Eftersom landbrugspriserne stadig sank, og prisen på de industriproducerede varer steg i forhold til niveauet i 1913, krydsede kurverne hinanden og dannede en «saks» i diagrammet. Industripriserne var snart tre gange højere end landbrugspriserne. Dette skyldtes først og fremmest, at udbudet af landbrugsvarer var meget større end udbudet af industriproducerede forbrugsvarer.
Staten var naturligvis interesseret i at holde kornpriserne nede, fordi den selv var den største aftager af korn, men i regeringen forstod man snart hvilken fare, der lå i «prissaksen». Da der var så få ting, bønderne kunne få igen for kornet, blev de mere og mere tilbøjelige til at holde det tilbage fra markedet. Det blev derfor bestemt, at priserne på statsfabrikkernes produkter skulle holdes så lave som muligt. Dette blev optakten til den lavprispolitik, der senere skabte indre spændinger i NEP-systemet og bidrog til dets sammenbrud.
NEP blev betragtet som et midlertidig tilbagetog, for at man senere skulle kunne fortsætte fremrykningen mod den socialistiske produktion. Lenin håbede, at den statslige sektor gradvist skulle kunne udkonkurrere den private, hvis blot kommunisterne også «lærte sig at handle». Men mange følte, at partiet var i færd med at drukne i «de småborgerlige omgivelser» af NEP-mænd og kulakker. Gennem en række specielle foranstaltninger blev de privates andel i handelen bragt ned på ca. halvdelen af hvad den havde været i 1922-23, mens forbrugerkooperationen øgede sin andel stærkt. En lignende udvikling fandt sted indenfor småindustrien, men der var den ikke lige så markant.
Partiet bekymrede sig også over produktionstilvæksten. Selv om den økonomiske vækst havde været stærk under NEP, var man klar over, at det kun drejede sig om en restaurering af gammelt produktionsudstyr, som havde ligget stille under krigen, revolutionen og borgerkrigen. Da produktionen havde nået førkrigsniveauet, kunne man ikke regne med en yderligere vækst, uden at der blev igangsat et storstilet investeringsprogram. Det samme gjaldt landbruget. Problemet var, at den gennemsnitlige brugsstørrelse var blevet mindre som følge af revolutionen. Landsbyfællesskabet havde fået en renæssance, og 90 % af bønderne tilhørte sådanne fællesskaber. Bønderne disponerede over deres jord som små adskilte jordstykker, der periodevis blev omfordelt. Trevangsbruget dominerede og den moderne afgrøderotation var ikke særlig udbredt. 5-7 % af landsbybønderne havde under NEP formået at slå sig op på de andres bekostning og dannede et tyndt øvre lag i bondesamfundet. Men få af disse kulakker var storbønder efter vestlig målestok, og for at de skulle blive i stand til at mekanisere og modemisere driften, måtte de vokse sig langt større. Partiets dilemma var at skabe produktionsstigning uden samtidig at skabe en klasse af bondekapitalister.
I sine sidste arbejder havde Lenin opridset linierne for et kollektiviseret landbrug, og han gik ind for at opmuntre forbrugerkooperationen, fordi den ville vænne bønderne til at samarbejde. Lenin forudså en gradvis kollektivisering, ledsaget af mekanisering. De kollektivistiske mønsterbrug og traktorens magt ville overbevise selv de mest stivnakkede bønder om fordelene ved en socialistisk driftsform. Men alt dette forblev en drøm, for traktorerne manglede og bønderne foretrak den individuelle driftsform, som de var blevet opmuntret til gennem NEP.
Produktionskrise og nye omsætningsformer
NEP bød altså ikke på nogen løsning på sovjetsamfundets langsigtede økonomiske problemer. Alligevel var den radikale omvæltning der blev sat i gang i 1928-29 ikke kun en følge af denne erkendelse. Den havde umiddelbar sammenhæng med et sæt af konkrete årsager, som gjorde at en løsning ikke længere kunne udsættes.
Prispolitikken synes her at have spillet en vigtig rolle. Regeringen fortsatte med at holde priserne nede og udvidede priskontrollen. De lave priser opmuntrede til spekulation, og der opstod en speciel «varemangel». Det var profitabelt at opkøbe varer fra det statslige omsætningsnet til videresalg. Industrivarerne forsvandt derfor over på private hænder, før de nåede landsbyerne. Til gengæld fik bønderne tilbud om varer fra private handelsmænd. Godt nok til høje priser men det var varer, der manglede i de statslige og kooperative butikker. Samtidig blev prisen på det korn, der blev leveret til staten sænket med yderligere 20-25 %, med den konsekvens at bønderne blev endnu mindre tilbøjelige til at sælge. De foretrak selv at spise bedre og at omlægge produktionen til kvægavl, som bedre kunne betale sig.
Mod slutningen af 1920'erne var det primære problem derfor ikke, at der blev produceret for lidt korn, men at for lidt af det blev markedsført. I 1928 førte dette til en farlig forsyningskrise. Stalin besluttede derfor at genoptage metoden med direkte beslaglæggelse, som ikke havde været i brug siden 1921. Store mængder korn blev beslaglagt, men som man kunne vente, førte dette til en yderligere nedgang i produktionen, og i 1929 var situationen værre end nogen sinde tidligere.
Trotskij og venstrefløjen havde krævet højere priser på industrivarerne, idet de hævdede, at det var nødvendigt med et sådan ulige bytteforhold mellem by og land for at få gang i «en primitiv socialistisk akkumulation». Bukharin og højrefløjen ønskede derimod at forhøje landbrugspriserne for at få bønderne til at sælge deres varer. Stalin kritiserede efter tur begge fløje for at ville hæve priserne - hvilket blot ville gå ud over folket. På denne måde var prispolitikken en kastebold i den indre magtkamp i partiet.
Men Stalins linie blev også begrundet som et led i en gradvis overgang til socialistiske omsætningsformer. Der blev i slutningen af 1920'erne taget skridt til indførelse af sådanne omsætningsformer med lanceringen af «kontraktatsija». Bønderne blev opmuntret til at indgå kontrakter med forbrugerkooperativerne, som skulle købe deres korn til statsfastsatte priser, mod at kooperativerne skaffede dem forbrugsvarer til de samme lave priser. På denne måde ville de private spekulanter blive presset ud af markedet. Alt dette blev opgivet, da Stalin startede sin nye revolution - mere omfattende end Oktoberrevolutionen der kun i ringe grad havde berørt det russiske samfunds økonomiske basis. Femårsplanerne og kollektiviseringen af landbruget betød afslutningen, ikke bare for «nepmany», men også for de frivillige kontrakter.
Da tvangskollektiviseringen og den forcerede industrialisering blev sat i gang af Stalin i 1928-29 var magtkampen i partiet for længst afgjort til hans fordel og Trotskij var sendt i eksil. Men paradoksalt nok var det i vid udstrækning Trotskijs politik, som Stalin gennemførte. Bønderne blev med vold tvunget til øget fødevareproduktion, for derved at danne grundlag for en primitiv socialistisk akkumulation, der igen dannede basis for den forcerede industrialisering af Sovjetunionen.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 43.023