Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Mellemamerikakomiteen

Mellemamerikakomiteen (MAK), dansk solidaritetsorganisation (tidligere: Nicaraguakomiteen), (1980-).

Nicaraguakomiteen blev dannet 2. februar 1980, omkring et halvt år efter revolutionen i Nicaragua. I den forstand afspejlede den omstændighederne omkring solidaritetsarbejdet med Nicaragua i Danmark i tiden op til revolutionen 19. juli 1979. Processen foregik så hurtig, at den danske venstrefløj ikke nåede at få etableret nogen struktur på arbejdet før revolutionen. Frem til 1980 var det stort set kun Chilekomiteen og Internationalt Forum der var aktive i solidaritetsarbejdet med Nicaragua, og det var også aktivister fra disse organisationer der indså, at det var nødvendigt at etablere en egentlig komite, der kunne arbejde med de omfattende problemstillinger, det nye befriede land stod overfor.

Komiteen gennemløb en rivende udvikling gennem 1980'erne. Mens Peru i 70'erne havde været et hovedmål for venstrefløjens unge rejsende blev Nicaragua det i 80'erne. Tusinder var afsted på kaffepluknings- eller byggebrigader. Med støtte fra DANIDA havde Internationalt Forum allerede i 1981 indledt bygningen af skoler i Nicaragua. I 82 blev denne opgave lagt over i Nicaraguakomiteens regi, hvilket samtidig var et udtryk for, at alle solidaritetsaktiviteter med Nicaragua organisatorisk blev samlet i komiteen.

Den rivende udvikling medførte, at komiteen med sine mange hundrede aktivister allerede fra midten af 80'erne var det stærkeste omdrejningspunkt for solidaritetsarbejdet med Latinamerika - omend fokuseringen var næsten 100 % på Nicaragua. Komiteen indgik sammen med en lang række andre solidaritetsorganisationer og partier i El Salvador Kampagnen, og da kampagnen fra 1984-85 var ved at have udspillet sin rolle var det komiteen, der kørte Kampagnens blad, Mellemamerika Nyt videre.

Komiteens opbygning var i vid udstrækning det nye venstres værk. DKP havde et lidt distanceret forhold til Nicaragua, hvor landets kommunistparti var i opposition til det ledende FSLN, og der var derfor ikke mange ungkommunister med i komiteen. Partipolitiske spillede VS en langt vigtigere rolle, selv om langt de fleste medlemmer og aktivister var uorganiserede.

Fra omkring midten af 80'erne opstod der spændinger mellem ældre medlemmer af komiteen, der ønskede en yderligere professionalisering af arbejdet og de yngre medlemmer, der havde behov for at begå de samme fejl, som de ældre havde begået 5 år tidligere. Spændingerne løstes ved, at de ældre medlemmer gradvist gled over i IBIS (daværende WUS), der samtidig gik i gang med at opbygge sit Latinamerikaarbejde. WUS havde indtil da været næsten udelukkende en Afrika organisation. Fra midten af 80'erne kom komiteen således til at fungere som skolingsorganisation for folk, der senere fortsatte over i WUS/IBIS. Enkelte ældre medlemmer blev tilbage i komiteen, tog konkurrencen op og var bl.a. ansvarlige for at opbygge komiteens kompetence og aktiviteter indenfor DANIDA financierede bistandsprojekter til landet.

Kritikken af udviklingen i Nicaragua var meget begrænset og det gjaldt i sagens natur også kritikken af FSLN. Da sandinisterne tabte valget i februar 1990 ramte det derfor komiteen som et hammerslag. Der blev få uger senere holdt et strategiseminar på Kolding Højskole, hvor den videre udvikling blev diskuteret, og selv om der bredte sig en erkendelse af nødvendigheden af at arbejde mere direkte med de sandinistiske masseorganisationer i Nicaragua, var der ingen der kunne formulere en klar vision for komiteens videre udvikling. Der bredte sig dog langsomt en erkendelse af, at det var nødvendigt også at interessere sig for resten af kontinentet. På komiteens landsmøde i efteråret blev det dog i første omgang stemt ned, at komiteen skulle gå ind i opbygningen af et Latinamerikanetværk, eller omdanne sig til Mellemamerikakomite. Eneste afvigelse fra denne snævre linie var beslutningen om sammen med Dansk Cubansk Forening og Internationalt Forum at indgå i udgivelsen af Latinamerikabladet Mañana (1990-98). Derudover havde medlemmerne fortsat tiltro til, at arbejdet med Nicaragua alene ville kunne tiltrække nye medlemmer. Det kom ikke til at holde stik. Nicaragua havde i over 10 år været interessant, fordi det var et socialt overgangssamfund, der talte USA midt imod. Det var det ikke længere. Nu sad der en konservativ regering på magten, og for store dele af befolkningen var det sociale eksperiment erstattet af overlevelseskamp.

Trods fortsatte bistands- og brigadeprojekter i landet faldt rekrutteringen til komiteen derfor hurtigt. Fra 1992 begyndte komiteen derfor at interessere sig for El Salvador, hvor der netop var indgået en endelig fredsaftale og fra 1994 for Guatemala. Samme år omdøbtes komiteen til Mellemamerikakomiteen - i erkendelse af nødvendigheden af et bredere geografisk perspektiv for at sikre den fortsatte rekruttering.

Frem til 1990 var komiteen et levende modbevis på venstrefløjens afmatning. Siden blev den til en vis grad indhentet af samme afmatning. Samarbejdet i det københavnske solidaritetsmiljø blev svækket efter at Solidaritetscafeen Cikaden lukkede i 1998 og efter at Roskildefestivallens ledelse lukkede det succesrige Latinamerikatelt ned i 2000. Efter at Latinamerikabladet Mañana i 1998 ophørte har komiteen ikke haft noget udadvendt blad, oplysningsaktiviteterne blev sparsomme, og mange ældre aktive medlemmer forsvandt over i andre organisationer, passivitet eller andet politisk arbejde. Trods den bredere geografiske orientering faldt rekrutteringen i en periode, men fandt igenem 90'erne et stabilt, men lavere leje gennem rekruttering fra miljøbrigader til Nicaragua og studie- og arbejdsrejser til Guatemala. Medlemsskaren faldt fra et højdepunkt på ca 600 til mellem 3- og 400.

Efterkrigstidens solidaritetsarbejde koncentrerede sig om støtte til folkelige bevægelser, der forsøgte at præge de mellemamerikanske fredsprocesser ved at fastholde sociale og politiske krav fra den revolutionære periode. Især kampen om jorden spillede en central rolle i en periode, hvor de førhen revolutionære partier søgte indpas i nyskabte borgerlige demokratier.

Gennem brigadearbejdet og sideløbende Danida-finansierede bistandsprojekter støttede komiteen reorganiseringen af bondebevægelsen i det nordlige Nicaragua efter det sandinistiske valgnederlag i 1990 og i fremkomsten af en stærk indiansk bondebevægelse i Guatemala, CONIC, efter fredsaftalen i 1996. I El Salvador støttede komiteen integration af basisdemokratiske erfaringer fra FMLN-kontrolerede områder i efterkrigsstidens skolevæsen og kommunalforvaltning. I denne periode begyndte komiteen at få en tilstrømning af aktivister fra universitetsmiljøer med interesse i udviklingsspørgsmål, som ingen konkret Mellemamerikaerfaring havde.

Fra ca. 2003-4 har komiteen igen arbejdet på at finde nyt politisk fodfæste, efterhånden som de sociale konflikter, der fulgte freds- og forsoningsprocesserne har veget pladsen for konflikter, der udspringer af Mellemamerikas integration i globaliseringsprocesserne og i det USA-dominerede frihandelssystem. Samtidig erkendte komiteen at mange års arbejde med arbejde med at opbygge en solid projektkompetence havde haft omkostninger ift at udvikle komiteens politiske og organisatoriske liv og oplysningsarbejdet i Danmark.

Operation Dagsværks støtte til et solidaritetsprojekt (2005-8) med industriarbejdere i frihandelszonernes tekstilfabrikker i Honduras, Guatemala og Nicaragua gav i en periode denne tilpasning ben at gå på. Men komiteens placering i for hold til de nye udfordringer er på mange måder stadig ikke afklaret, og det har vist sig svært at definere nye linjer og initiativer, som har ført til konkrete aktioner. Komiteens kontor i Managua, som det havde opretholdt uafbrudt siden begyndelsen af 80'erne, blev således lukket i 2007 af mangel på aktiviteter. På komiteens landsmøde i oktober 2007 blev der taget beslutninger om at supplere Komiteens deltagelse i det projektfaglige netværk Projektrådgivningen med deltagelse i Social Forum bevægelsen, supplere brigadernes græsrodsoplysning med politikudvikling og oplysning i landdsdækkende medier, på at suplere udvikling af nye projekter i Guatemala og Nicaragua med mere aktivisttung og mindre pengetung støtte til politisk og kulturel ungdomsmobilisering i Nicaragua. De nye prioriteringer afspejler sig også i at Komiteens københavnske afdeling i 2007 flyttede fra et kontorfællesskab med SUF, Operation Dagsværk og Enhedslisten tilbage til et med Internationalt Forum. Imens disse initiativer konkretiserer sig (eller løber ud i sandet) fortsætter de årlige brigader til Guatemala og Nicatagua, og ligeledes en række mindre solidaritetsprojekter fra indsamlingsaktiviteter i Danmark.

S.G.H.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 27/12 2007

Læst af: 26.506