Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 26.000 civile (heraf 11.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 50.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 15 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Internationalt Forum (IF)

Internationalt Forum
Griffenfeldsgade 41
2200 København N

Tlf. 3537 1888

Internationalt Forum, dansk solidaritetsorganisation, dannet i 1970 ved en sammenlægning af nogle mindre studentergrupper der arbejdede med U-landsproblemer. IF er i dag en generel anti-imperialistisk organisation uden partitilknytning. Det er foreningens formål at støtte de undertrykte klasser der kæmper for at bryde med de forhold, som er en følge af kapitalismens internationale udbredelse - dvs. støtte de klasser, der kæmper for socialisme. Kampen mod imperialismen kan ikke isoleres fra kampen mod kapitalismen, og derfor har det antiimperialistiske arbejde det perspektiv, at kampen i den tredje verden er uadskilleligt forbundet med kampen i Europa, herunder kampen i Danmark, mod kapitalismen og for socialismen.

1970-80 Bredt antiimperialistisk arbejde

IF's brede syn på det antiimperialistiske arbejde indebar, at den i 70'erne bl.a. deltog i anti-NATO arbejdet, men ellers var arbejdet overvejende baseret på kritikken af den danske udenrigspolitik, dansk kapitals ageren i den tredje verden, oplysningsarbejdet om undertrykkelsen og befrielseskampene i denne del af verden samt indsamlingen til befrielsesorganisationerne.

Arbejdet var i 70'erne organiseret geografisk i afdelinger i Ålborg, Århus, Næstved og København. Områdemæssigt var det organiseret i Latinamerika-, Afrika- og Mellemøstengruppen. Sidstnævnte støttede de palæstinensiske befrielsesorganisationer; Afrikagruppen arbejdede til støtte for afkolonialiseringsprocessen i Mocambique, Angola, Guinea Bissau og senere Zimbabwe. I 80'erne blev arbejdet koncentreret om Namibia, Sydafrika og det eritreanske folks befrielseskamp; Latinamerikagruppen støttede Cuba - før dette arbejde blev koncentreret i Dansk Cubansk Forening - og kampene mod diktaturene i specielt Peru, Brasilien og Argentina.

1980-90 Stagnation og nedgang

Det var fra starten IF's politik ikke at lave selvstændigt arbejde, hvor der allerede fandtes landeorganisationer, men i stedet at gå ind i disse. Cubaarbejdet blev derfor koncentreret i Cubaforeningen, Sydafrikaarbejdet i Sydafrikakomiteen osv. Som andre brede antiimperialistiske organisationer som f.eks. FMI og Chilekomiteen gav det IF en del problemer i 80'erne. Hvor rekrutteringsgrundlaget i 70'erne overvejende havde været folk med en skolet politisk baggrund, blev det nu i højere grad folk, der gennem egne oplevelser i den 3. verden havde oplevet undertrykkelse, udbytning og modstand. Og de gik ind i landeorganisationerne. Det gjaldt afrikaarbejdet der blev koncentreret omkring Sydafrika. Mange IF'ere koncentrerede derfor deres arbejde dér. I Latinamerika blev arbejdet koncentreret omkring Nicaragua(komiteen) og El Salvador (kampagnen). Samtidig var Mellemøstengruppen i København i 1982 gået ud af IF af politiske årsager og havde trukket Næstvedafdelingen med. Årsagen var dels, at den var i minoritet på sin Sovjetopfattelse. Flertallet i IF havde en nuanceret opfattelse om, at Sovjet i nogle situationer kunne være en allieret for kampene i den tredje verden, men i nogle situationer også kunne have egne interesser, der gik på tværs. Det kunne man på det tidspunkt bl.a. overbevise sig om i Eritrea, hvor den eritreanske befrielsesbevægelse blev bekæmpet af et sovjettisk støttet militærdiktatur. Overfor denne Sovjetopfattelse stod Mellemøstengruppen der mente, at Sovjet altid var en konsekvent allieret for den tredje verden. Gruppens medlemmer var på det tidspunkt langt overvejende medlemmer af Marxistisk Forum, der samtidig søgte om optagelse i DKP. Udløsende faktor for gruppens beslutning om at trække sig fra IF var Israels invasion af Libanon i sommeren 1982. Den mente, det ville give tilstrækkeligt fokus til, at det ville være muligt at opbygge en ny organisation.

I midten af 80'erne stod IF derfor uden eget Mellemøstenarbejde. I Latinamerikaarbejdet var en række dygtige folk blevet opslugt i Nicaragua- og El Salvadorarbejdet. Diktaturene var brudt sammen i Argentina og Brasilien og de folk der havde arbejdet med dem var holdt op eller rejst udenlands. Det eneste selvstændige IF latinamerikaarbejde på det tidspunkt var arbejdet med støtten til befrielseskampen i Guatemala. Latinamerikagruppen var blevet nedlagt og erstattet af landegrupper. Afrikagruppen eksisterede fortsat, men førte en hensygnende tilværelse - meget arbejde var koncentreret i Sydafrikakomiteen - og endelig var der oprettet en Eritreagruppe, der støttede befrielseskampen der.

IF kunne være død på dette tidspunkt, som det skete med FMI. Når det alligevel ikke skete, hang det sammen med en række forhold:

1990- Nyt opsving

Disse forhold var så stærke, at da Afrikagruppen i 1990 opgav at fortsætte sin aktivitet og stillede forslag om nedlæggelse af IF, var der et stort flertal imod. Ulempen var, at IF's arbejde var ensidigt koncentreret om bestemte lande i Latinamerika. Dette forhold blev dog ændret gennem 90'erne, hvor en række nye områder blev taget op.

IF meldte sig i 1990 ud af FN Forbundet, og ophørte dermed at være dens ungdomsorganisation. Forbundet havde allerede i en række været meget kritisk overfor IF's politiske orientering, og var ikke i stand til at forstå, at IF's medlemmer ikke fortsatte over i det. Men det havde selvfølgelig ret. De politiske forskelle var alt for store. Forbundet brød sig specielt ikke om IF's aktive arbejde til fordel for befrielsesbevægelser og til de «kommunistiske» sandinister i Nicaragua. I 1990 var IF derfor blevet indstillet til eksklusion, men kom denne beslutning i forkøbet ved en uge før denne skulle endelig besluttes at melde sig ud. Økonomisk havde bruddet ingen konsekvenser. DUF kompenserede for den financiering, IF tidligere havde fået over finansloven.

Arbejdet i 90'erne var koncentreret om:

Men IF tog også en række initiativer for at bryde den ret ensidige fokusering på Latinamerika:

IF har siden 1991 en solidaritetsfond, der støtter folkelige organisationer og befrielsesbevægelser rundt omkring i verden. Samme år var IF initiativtager til lanceringen af det fælles Latinamerikablad Mañana sammen med Nicaraguakomiteen og Dansk Cubansk Forening. I 1992 forsøgte IF at bryde latinamerikafokuseringen ved at starte udgivelsen af det generelt antiimperialistiske blad Gaia. Bladet udkommer i dag i ca. 1000 eksemplarer. IF havde i 70'erne og frem til 85 haft et bredt blad - IF Bladet. Det blev i 85 erstattet af et fælles anlagt bladprojekt med WUS (senere IBIS): Cikaden, der imidlertid gik ned i 90. Dels fordi det ikke var stort nok til økonomisk til at bære den redaktør der var på det, dels fordi WUS var blevet så stor, at det ønskede sit eget blad. IF har endelig en enorm produktion af bøger, hæfter og nyhedsbreve bag sig.

IF er den eneste af 70'ernes generelle antiimperialistiske organisationer, der har overlevet frem til i dag. At den overlevede den krise der i 80'erne ramte andre organisationer skyldes først of fremmest dens meget solide økonomiske fundament, der i dag langt overvejende stammer fra dens medlemsskab af DUF, og dermed tipsmidler. Samtidig formåede IF at omstille sig fra 70'ernes til 90'ernes solidaritetsarbejde. Organisationen har ikke længere det bevidste kontinentale eller generelle antiimperialistiske perspektiv der prægede 70'erne, men til gengæld et større engagement i de enkeltlande der i dag arbejdes med. Det afspejler sig samtidig i rekrutteringen, hvor medlemmerne i 70'erne primært kom fra venstrefløjspartierne eller var universitetsstuderende, der skulle skrive opgaver eller specialer om bestemte forhold. Allerede fra midten af 80'erne var rekrutteringsgrudlaget langt overvejende unge, der havde rejst i bestemte lande og ønskede at arbejde i solidaritet med disse. Førstnævnte gruppe var nok langt bedre teoretisk funderet, men sidstnævnte gruppe har et langt større personligt engagement, og er derfor aktive i arbejdet i langt flere år.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 30.140