Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Liste over de foreløbig 11.500 børn terrorstaten har myrdet i Gaza

Et af de myrdede børn, den 6 årige Hind

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 27.000 civile (heraf over 11.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 70.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Négritude

Négritude er en litterær og kulturel strømning, som oprindelig var orienteret mod at bevidstgøre afrikanere og vestindere om deres egenværdi som medlemmer af den sorte race og om betydningen af deres egen kultur.

Bevægelsen opstod i Paris i begyndelsen af 1930'erne og var centreret omkring to studenterblade: «Légitime Défénse» (1932), senere «L'étudiant Noir» («Den sorte student»). Grundlæggerne, Léopold Sédhar Senghor fra Senegal, Léon Damas fra Guyana og Aimé Césaire fra Martinique blev vigtige bidragsydere til den fransksprogede afrikanske litteratur og filosofi, der udviklede sig omkring det afrikanske kulturbegreb.

Europæernes revolutionære «våben», surrealismen og kommunismen, blev knyttet sammen med afrikanske værdier. Enkelte, som f.eks. Césaire, anså surrealismen for et middel til befrielse fra fransk kulturel dominans, fordi man ved at spille på denne retnings anvendelse af underbevidstheden, fik en helt ny mulighed for at finde frem til sin fortrængte kulturarv.

Négritude var oprindelig en reaktion på og et oprør mod racisme og kolonialisme, mod den hvide races politiske, økonomiske og ikke mindst kulturelle undertrykkelse af den sorte race. Men siden 1930'erne har de forhold der lå bag protesten i mange henseender forandret sig, og négritudebegrebet har udviklet sig i flere forskellige retninger. Mange afrikanere stiller sig desuden kritisk til négritude som kulturel fællesnævner under forholdene i slutningen af det 20. århundrede.

Senghor anså négritude for en ontologi, et filosofisk system. I centrum står eksistensen, det vil sige livet. Den sorte identificerer væren med liv, siger Senghor, eller mere eksakt med livskraften, «la force vitale». Alle de kræfter der virker i universet og har fået liv af denne livskraft, er placeret i et strengt hierarki. I centrum står mennesket, fordi det er mennesket som først og fremmest repræsenterer væren - i sin egenskab af skabende væsen. Négritude bliver ifølge Senghor identisk med «den afrikanske sjæl», som ligger til grund for alle afrikanske kulturytringer. Hans synspunkter er blevet skarpt kritiseret. Særlig af yngre afrikanere. De hævder, at Senghors négritude bliver en slags opium for folket, et kulturelt rusmiddel som ikke åbner for politisk handling, men tvært imod tilslører virkeligheden.

I modsætning til Senghor mener Jean-Paul Sartre, at négritude ikke repræsenterer en statisk endegyldig sandhed, men et overgangsfænomen, en politisk bevægelse der skal bidrage til udviklingen af det klasseløse samfund. Negerens oprør mod at blive undertrykt på grund af sin race får kun relativ betydning, som del af alle undertryktes oprør mod kapitalismens udbytning. Négritude får først absolut og varig eksistens i poesien.

Forsøget på at forstå négritude som en afrikansk fælleskultur, bliver også kritiseret af Frantz Fanon, der hævder, at al kultur først og fremmest er national, og at den vigtigste kulturelle manifestation er befrielseskampen. Selv om det har stor betydning for den afrikanske intellektuelle at nå ned til sine ukendte rødder, for på denne måde at kunne frigøre sig fra vestlig påvirkning, må hun ikke begrave sig i fortiden. Fortiden må bruges til at åbne for fremtiden, som en opfordring til handling, et grundlag for håb. Den eneste måde den afrikanske intellektuelle kan gøre dette på, er at deltage med legeme og sjæl i den nationale kamp.

Fanons tanker om betydningen af de nationale særpræg får tilslutning fra flere yngre afrikanske digtere, som f.eks. Tchikaya U Tamsi. Han mener, at det traditionelle négritudebegreb tenderer mod racisme. Romanforfatteren Mongo Beti fra Cameroun lægger vægt på, at de fleste kolonier i dag er blevet selvstændige stater, ledet af afrikanere der undertrykker andre afrikanere. Problemet er derfor ikke længere manglen på kulturel og racemæssig identitet, men social udbytning og politisk undertrykkelse.

M.N.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 27.201